Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►SKM2024.561.HR◄

►Sagerne angik værdiansættelse af gavedispositioner, der blev givet ved gældseftergivelse af to anfordringsgældsbreve. Konkret var der tale om gældsbreve, der hver havde en pålydende værdi på 37,2 mio. kr. Gældseftergivelsen var givet af KK til hendes to børn, A og B. 

Højesteret udtalte, at det fremgår af BAL § 27, stk. 1, at en gaves værdi fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Hvis der ikke eksisterer et marked for omsætning af det pågældende gældsbrev, og det i øvrigt ikke er bestemt eller egnet til omsætning, fandt Højesteret, at det på anden måde må fastsættes, hvilken værdi gældsbrevet har for kreditor. Hvis der i en sådan situation er tale om et anfordringsgældsbrev, der er udstedt mellem nærtstående, er rente- og afdragsfrit og ikke indeholder en løbetid, fandt Højesteret, at værdien som det klare udgangspunkt må ansættes til gældsbrevets pålydende (kurs 100). Det nævnte udgangspunkt kan fraviges, hvis skyldner godtgør, at den pågældende på gældseftergivelsestidspunktet ikke var og heller ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev. 

I de foreliggende sager eksisterede der ikke et marked for omsætning af anfordringsgældsbrevene, og de var i øvrigt ikke bestemt eller egnet til omsætning. Herefter og henset til gældsbrevenes vilkår måtte værdien af gældsbrevene på gældseftergivelsestidspunktet den 30. december 2013 som udgangspunkt ansættes til deres pålydende på hver 37.2 mio. kr. (kurs 100). 

Det måtte lægges til grund, at A og B på gældseftergivelsestidspunktet måtte forventes at ville modtage en arv, der ville være betydeligt større end gælden ifølge anfordringsgældsbrevene. Allerede som følge heraf havde appellanterne ikke godtgjort, at de uanset deres økonomiske forhold på gældseftergivelsestidspunktet ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri de pågældende gældsbreve. Der var således ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om kurs 100.

Landsretten var nået til samme resultat.◄

Landsskatteretskendelser

SKM2024.52.LSR

Klagen vedrører besvarelsen af spørgsmål 2 i SKM2022.532.SR

Klagen angik et bindende svar fra Skatterådet på, hvorvidt en påtænkt ændring af et anfordringsgældsbrev i form af en allonge ville medføre, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for udfærdigelsen af allongen. Skatterådet havde besvaret spørgsmålet med et "Ja, se dog indstilling og begrundelse". Landsskatteretten fandt, at der herskede en sådan usikkerhed med hensyn til det faktiske grundlag for spørgsmålet, herunder særligt allongens gyldighed i forhold til arvelovens bestemmelser om iagttagelse af testamentsbetingelserne, at det påklagede stillede spørgsmål burde have været afvist. Allongen, der indeholdt vilkår om, at lånet bortfaldt ved långivers død, var således udtryk for en disposition i form af en gave, der blev givet i långivers levende live, men som var bestemt til at blive opfyldt efter långiverens død, der var omfattet af arvelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Det havde den konsekvens, at allongen civilretligt kun var gyldig, såfremt betingelserne om bl.a. notartestamente eller vidnetestamente var opfyldt, jf. arvelovens § 69. A havde på vegne af klagerne på retsmødet oplyst, at de ikke havde påtænkt at tilføje allongen til lånet under særlige former, men at han selv ville påføre allongen til lånet. Landsskatteretten lagde på baggrund heraf til grund, at klagerne ikke tilføjede allongen til lånet på en sådan måde, at den civilretligt ville være gyldig. Landsskatteretten fandt derfor, at Skatterådets afgørelse skulle ændres således, at spørgsmålet ikke blev realitetsbehandlet, og at svaret på spørgsmålet derfor blev ændret til "Afvist".

TfS2000.369

En aktiebeholdning blev overdraget fra far til datter dels ved gave og dels ved udstedelse af gældsbrev, der skulle afdrages med lige store årlige afdrag over 10 år. Det blev antaget, at der til brug for fastsættelse af gavens værdi skulle ske kursansættelse af gældsbrevet, således at forskellen mellem kursværdien og pari skulle indgå i gaveafgiftsberegningen.

Afgiftspligt

TfS1997.791

En skatteyder, der havde lånt et beløb rentefrit af sin bror, var ikke indkomstskattepligtig af den fordel, der bestod af forskellen mellem lånets hovedstol og den lavere kursværdi, der var en følge af rentefriheden, ligesom der heller ikke skulle ske rentefiksering.

Ikke beskatning

Skatterådet og Ligningsrådet

►Sagen omhandlede aftalepakker, der blev indgået mellem spørger og kunderne, der var uafhængige parter, om spørgers erhvervelse af boligejendomme fra kunderne. Aftalepakken indeholdt bl.a. købsaftale, skøde, optionsaftaler samt evt. anfordringsgældsbreve, hvis der blev aftalt løbende afdrag af overdragelsessummen.

I de tilfælde, hvor der blev aftalt løbende afdrag af overdragelsessummen, opnåede kunden en pengefordring på spørger, der var et anfordringslån omfattet af kursgevinstloven. Mod spørgers ønske kunne Skatterådet ikke bekræfte, at denne fordring altid kunne fastsættes til kurs 100 uden at foretage en konkret værdiansættelse af fordringen på tidspunktet for aftalens indgåelse.

I de tilfælde, hvor det blev aftalt, at kunden kunne blive boende i en på forhånd fastsat periode, kunne Skatterådet bekræfte, at kunden ikke blev beskattet efter SL § 4, stk. 1, litra b, dvs. at kunden ikke helt eller delvist vederlagsfrit benyttede andres rørlige gods. Skatterådet lagde herved til grund, at den ret til at bebo ejendommen, som en kunde havde, udgjorde en del af et samlet aftalekompleks, og at der ved det aftalte nedslag til/den aftalte modregning i overdragelsessummen var taget hensyn til værdien af boligretten.  

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at spørger kunne øge anskaffelsessummen af ejendommen med den tilbagediskonterede værdi af den fikserede husleje, idet det fulgte af praksis, at køberen i tilfælde, hvor sælgeren af en fast ejendom havde forbeholdt sig retten til at benytte en ejendom i et tidsrum efter salget, ved opgørelsen af sin anskaffelsessum for ejendommen kunne tillægge lejebetalingerne.

Endelig kunne Skatterådet bekræfte, at optioner vedr. køb af de omhandlede ejendomme ikke var omfattet af kursgevinstlovens regler, idet der ville være en væsentlig usikkerhed om den fremtidige overdragelsessum, idet denne først skulle fastsættes til markedsværdien på et fremtidigt tidspunkt. ◄

Spørger ejede 100 pct. af kapitalandelene i Selskabet. Spørger ønskede at overdrage 15 pct. af kapitalandelene til hver af sine tre mindreårige døtre. I forbindelse med overdragelsen ville hver af døtrene modtage en mindre gave, mens den resterende overdragelsessum skulle erlægges ved et rentefrit gældsbrev på non-recourse vilkår. Spørger ønskede bekræftet, at udbetaling af lånene til hans tre døtre ikke skulle anses for en skattepligtig gave for døtrene eller i øvrigt ville udløse beskatning for døtrene. Spørger ønskede herudover bekræftet, at der ikke indtrådte en skattepligtig kursgevinst for spørger, hvis lånene efterfølgende blev indfriet fuldt ud. Skatterådet fandt, at lånene, som følge af non-recourse vilkårene, var omfattet af KGL § 29, stk. 3, da lånet blev reguleret i henhold til værdien af de overdragne kapitalandele. Lånene skulle herefter skattemæssigt behandles som en finansiel kontrakt. Da spørgers mulighed for at kræve lånet indfriet fuldt ud var afhængig af værdien af de overdragne anparter, fandt Skatterådet ikke, at den særlige praksis for værdiansættelse af anfordringsgældsbreve fandt anvendelse. Gældsbrevene skulle derfor ansættes til markedsværdi, der forventedes at være under kurs pari.

Låntager og långiver ønskede at udarbejde en allonge til et eksisterende gældsbrev på anfordringsvilkår. Allongen skulle indeholde et vilkår, hvorefter lånet bortfaldt ved långivers død.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at den påtænkte allonge ikke medfører, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for lånets oprettelse.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at den påtænkte allonge ikke medførte, at lånet skulle anses som en gave på tidspunktet for allongens oprettelse. Skatterådet fandt, at den påtænkte allonge medførte, at det eksisterende gældsbrev ansås for indfriet samtidig med stiftelse af en ny gæld. Skatterådet fandt endvidere, at vilkåret om bortfald af gælden ved långivers død medførte, at lånet ikke kunne anses for et lån på anfordringsvilkår. Skatterådet fandt herefter, at der ved udarbejdelsen af allongen skulle ske beskatning efter kursgevinstlovens regler.

Skatterådet afviste at besvare spørgsmål 3, da besvarelse af spørgsmål krævede skifterettens forudgående stillingtagen til allongens betydning for opgørelse af boafgift ved långivers død, hvilket først kunne ske, når långiver var afgået ved døden.

Spørgsmål 2 er påklaget til Landsskatteretten.

Se SKM2024.52.LSR, hvor landsskatteretten har ændret svaret i spørgsmål 2 til "Afvist".

 SKM2015.57.SR

Skatteyder ønskede at finansiere en overdragelse af unoterede aktier ved et rente- og afdragsfrit anfordringsgældsbrev.

Skatterådet fandt, at såfremt der udstedes et anfordringsgældsbrev fra skatteyder til hendes far på købesummens størrelse, og dette ikke forrentes, havde det ikke nogen skattemæssig eller afgiftsmæssig betydning.

Hverken afgiftspligt eller beskatning

SKM2003.545.LR

Skatteyder ønskede at gøre to lån af hver 1 mio. kr. ydet til en niece rentefrie og ønskede i forbindelse hermed bl.a. oplyst, om dette ville medføre beskatning efter kursgevinstloven. Det ene lån blev forrentet med den til enhver tid gældende mindsterente og det andet med en fast rente på 4 pct. pr. år. Lånene var stiftet på anfordringsvilkår. Ligningsrådet fandt, at en ændring af lånevilkårene, hvor lånene blev gjort rentefrie, var en væsentlig ændring af vilkårene, som medførte, at lånene måtte anses for indfriet i kursgevinstlovens forstand. De gamle lån måtte anses for indfriet ved stiftelse af to nye fordringer - som begge har samme nominelle værdi - men som ikke forrentes. Ligningsrådet fandt, at debitor ville opnå en kursgevinst på gæld, hvis lånene blev indfriet som anført. Det var også Rådets opfattelse, at kreditor vil have et kurstab på sine fordringer. Dette skyldes, at de oprindelige gældsbreve blev stiftet til kurs pari, og de nye usikrede, rentefrie gældsbreve ikke kunne anses for stiftet til pari. Dermed ville de oprindelige gældsbreve blive indfriet med et lavere beløb, end de 1. mio. kr., som de blev stiftet til. Forskellen er en kursgevinst for debitor og et kurstab for kreditor.