åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "I.A.1.5.3.1.3 Varebiler" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for værdifastsættelse og beregning af afgift for varebiler.

Afsnittet indeholder:

  • Nye varebiler
  • Beregning af afgiften for brugte varebiler
  • Oprindelig nypris
  • Nuværende handelspris/markedspris
  • Niveaulister og værdilister
  • Kilometerstand
  • Ekstraudstyr
  • Vedligeholdelsesstand
  • Skiftende chauffører
  • Leveringsomkostninger
  • Vognkort. 

Nye varebiler

Et køretøj, der er mindre end 4 år gammelt, bliver anset som nyt, indtil det har kørt 2.000 kilometer, medmindre køretøjet har været udsat for beskadigelser eller viser spor af slitage, som udelukker, at det kan sælges som nyt. Se registreringsafgiftsbekendtgørelsen § 27 om nye contra brugte køretøjer.

Hvis nyprisen som varebil inklusive udstyr ikke kan findes, kan der tages udgangspunkt i nyprisen som personbil inklusive udstyr:

Handelspris

Beregning

Under 300.000 kr.                             

Nyprisen inkl. udstyr på gule plader fastsættes til 70 % af nyprisen inkl. udstyr på hvide plader

Over 300.000 men under 550.000 kr.

Nyprisen inkl. udstyr på gule plader fastsættes til 66 % af nyprisen inkl. udstyr på hvide plader.

550.000 kr. og derover                                                        

Nyprisen inkl. udstyr på gule plader fastsættes til 62 % af nyprisen inkl. udstyr på hvide plader.

Da priserne på varebiler varierer meget, bliver der taget udgangspunkt i et gennemsnit af priser med moms og priser uden moms for sammenlignelige biler.

Beregning af afgiften for brugte varebiler

Ved beregning af afgift for brugte varebiler skal der tages udgangspunkt i den oprindelige nypris inklusive udstyr og inklusive afgift. Dette skal sammenholdes med den nuværende handelspris/markedspris inklusive afgift. Se afsnit I.A.1.4.1 "Regel om registreringsafgift af motorkøretøjer", afsnit I.A.1.4.2 " Personbiler og motorcykler" og afsnit I.A.1.4.3 "Last- og varebiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons". Se REGAL § 5, stk. 7 og 9, om beregning af afgift for brugte varebiler.

Oprindelig nypris

Udgangspunktet for den oprindelige nypris er standardprisen eller den pris, der kan siges at have været markedsdannende for det pågældende køretøj på det tidspunkt, køretøjet var nyt, dvs. køretøjets oprindelige nypris inklusive udstyr og registreringsafgift.

Nuværende handelspris/markedspris

Udgangspunktet for fastsættelse af bilens handelspris/markedspris er de annoncerede priser.

Handelspriser/markedspriser inklusive registreringsafgift kan hentes fra alt tilgængeligt materiale, herunder særligt annoncer fra online salgsportaler og lignende, hvor erhvervsdrivende bilforhandlere annoncerer og sælger køretøjer. Som altovervejende hovedregel skal der i værdifastsættelsen anvendes forhandlerannoncer. Private annoncer kan dog også indgå i værdiansættelsen i det omfang, der er annoncerede priser fra såvel private og erhvervsdrivende på markedet. Se SKM2021.90.LSR Annoncer, hvor køretøjet sælges "engros", indgår normalvis ikke i værdifastsættelsen.

Visse typer af varebiler har en meget intensiv erhvervsmæssig anvendelse, hvor der køres mange kilometer på få år. Sådanne varebiler vil ofte kun blive solgt "engros". Er dette tilfældet, dvs. hvis der for et givet mærke og model udelukkende findes sammenlignelige varebiler til salg som "engrosannoncer", kan disse undtagelsesvist anvendes.

►Bemærk, at et chassiskøretøj, som efterfølgende er blevet opbygget med varekasse, lad mv., vil skulle værdifastsættes inkl. værdien af opbygningen. Det gælder både for almindelige værdifastsættelser i forbindelse med import mv., og i forbindelse med værdifastsættelser til brug for beregning af eksportgodtgørelse. Se SKM2024.448.LSR og SKM2024.516.MOTORST.◄

►Retningslinjer for annonceudvælgelse 

Det gælder generelt, at der så vidt muligt skal anvendes annoncekøretøjer, der har en kilometerstand, der svarer til sagens køretøj, og som ikke adskiller sig væsentligt fra det konkrete køretøj. 

Identiske køretøjer
Ved værdifastsættelse af et brugt køretøj er det overordnet Motorstyrelsens opfattelse, at det bedste udgangspunkt er at vælge de annoncer, hvor der er behov for færrest mulige reguleringer i forhold til det konkrete køretøj. Derfor er udgangspunktet i Motorstyrelsens udsøgningskriterier først og fremmest at finde identiske køretøjer til sammenligningsgrundlaget.

Som hovedregel medtages der ikke annoncerede køretøjer, der har en liggetid på mere end 3 måneder uden en justering af annonceprisen i nedadgående retning. 

Identiske køretøjer skal forstås som køretøjer, der opfylder alle nedenstående punkter:

  • er samme mærke og model som køretøjet, der skal værdifastsættes.
  • er samme årgang og er indregistreret første gang samme år.
  • har samme motor/ydelse.
  • er samme karosserivariant.
  • har samme udstyrsniveau.

Udsøgningskriterier- og prioriteringsrækkefølge, når der ikke findes identiske køretøjer
Udgangspunktet er, at der ved en værdifastsættelse skal anvendes mindst 3 annoncer til at understøtte handelsprisen og gerne 5 eller flere.

Er det ikke muligt at finde et tilstrækkeligt annoncemateriale ved udsøgning af identiske køretøjer, kan følgende prioritering af udsøgningskriterier i de fleste tilfælde bruges til at finde annoncekøretøjer, som kan anvendes i værdifastsættelsen.  

  1. Udstyrsniveau udvides til andre niveauer/udstyrsvarianter.
  2. Første registreringsår udvides, men med samme udstyrsniveau. (Først +/- 1 år og derefter +/- 2 år, medmindre der er sket facelift eller introduceret ny model).
  3. Udstyrsniveau og første registreringsår udvides.
  4. Samme første registreringsår, men med anden ydelse samt udstyrsniveau.
  5. Samme første registreringsår, men med anden motor samt udstyrsniveau.
  6. Pkt. 3-5 gentages, men hvor første registreringsår udvides efter pkt. 2.

Hvis der findes et tilstrækkeligt annoncegrundlag blandt både køretøjer, der er annonceret til salg, og køretøjer, der er solgt, skal solgte køretøjer prioriteres. Det understreges, at det ved brug af annoncer, hvor køretøjet er angivet som solgt, er annonceprisen der skal anvendes, og ikke en evt. angivet salgspris. Er annonceprisen blevet justeret, er det den seneste annoncepris, som skal anvendes. Salgspriser kan ikke anvendes, da det ikke er muligt at kontrollere, om salgsprisen fx er blevet påvirket af en byttebil eller lignende.  

Det skal endelig bemærkes, at der efter en konkret vurdering kan anvendes såkaldte historiske annoncer, dvs. tidligere aktive annoncer, der har været tilgængelige inden for de seneste 12 måneder. Ved en kontrol af en selvanmelders værdifastsættelse vil Motorstyrelsen kunne anvende annoncer, der har været tilgængelige op til 12 måneder før og 3 måneder efter datoen for værdifastsættelsen, hvis der ikke er et tilstrækkeligt antal annoncer i annoncegrundlaget.  

Ovenstående er generelle retningslinjer, som ikke nødvendigvis vil være dækkende for alle typer af køretøjer. Det er derfor vigtigt at forholde sig til det konkrete køretøj, der skal værdifastsættes, herunder hvordan sammenligningsgrundlaget adskiller sig fra det konkrete køretøj, og at der reguleres i forhold til sådanne afvigelser.

Specielle køretøjer
Med specielle køretøjer menes i denne sammenhæng køretøjer, hvor der ikke kan findes et tilstrækkeligt annoncegrundlag efter kriterierne i afsnit 2 og 3. 

Ved specielle køretøjer, hvor det ikke er muligt at finde hverken identiske eller tilsvarende køretøjer annonceret til salg, kan udsøgningen udvides til også at omfatte:

  • køretøjer, der er annonceret til salg uden afgift.
  • køretøjer, der i øvrigt vurderes sammenlignelige, uden at de falder ind under de ovennævnte kriterier nævnt i afsnit 2 og 3.

Annoncekøretøjer annonceret til salg uden afgift kan benyttes til at understøtte værditabet på det konkrete køretøj ud fra dettes nypris uden afgift. Det er også muligt at omregne annonceprisen ekskl. afgift til en pris inkl. afgift og så anvende denne annoncepris inkl. afgift i værdifastsættelsen. Denne omregning kan ske via Motorregistret beregningsmaskine, hvor der på baggrund af annonceprisen inkl. moms, men ekskl. afgift, kan beregnes en registreringsafgift. Denne afgift tillægges annonceprisen inkl. moms, men ekskl. afgift, hvorefter annonceprisen inkl. afgift kan anvendes i værdifastsættelsen. 

Benyttes der andre mærker eller modeller, er det væsentligt, at det understøttes og begrundes, hvorfor disse vurderes sammenlignelige. Der kan for eksempel lægges vægt på, om køretøjet er sammenligneligt med hensyn til nypris, årgang, ydelse/motor, karrosseritype, anvendelse, målgruppe og/eller sjældenhed.

Hvis der ikke kan fremsøges sammenlignelige annoncekøretøjer ud fra ovenstående kriterier, uden at liggetiderne overstiger 3 måneder, er det en mulighed at udvide denne periode, så der medtages annoncekøretøjer med en liggetid på mere end 3 måneder. Det skyldes, at omsætningshastigheden ofte vil være relativ lav for mere specielle køretøjer, og derfor er det også forventeligt, at liggetiden kan være længere end normalt. En lang liggetid for disse mere specielle køretøjer er derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med, at annonceprisen ikke afspejler markedsprisen. 

Når der anvendes sammenlignelige køretøjer, er det Motorstyrelsens opfattelse, at der skal korrigeres for afvigelserne. Det kan typisk ske med afsæt i forskellen i nyprisen på det konkrete køretøj, der skal værdifastsættes, og det udsøgte køretøj, som vurderes at være sammenligneligt. Er der fx anvendt en annonce for et køretøj, der på grund af anden motor har en højere nypris end sagens køretøj, kan den procentuelle forskel mellem nypriserne for de to modeller danne grundlag for en regulering af annonceprisen. Er nyprisen for annoncekøretøjet fx 10 % højere end nyprisen for sagens køretøj, kan annonceprisen reguleres med 10 %.

Som anført ovenfor er udgangspunktet, at der ved en værdifastsættelse skal anvendes mindst 3 annoncer til at understøtte handelsprisen og gerne 5 eller flere. Der kan undtagelsesvist være tilfælde, hvor det kan accepteres, at der medtages mindre end 3 annoncer. Det gælder særligt ved helt specielle køretøjer, hvor sammenligningsgrundlaget er meget sparsomt, selv om udsøgningskriterierne udvides som beskrevet ovenfor.◄

Fastsættelse af handelspris/markedspris ud fra sammenlignelige biler på hvide nummerplader

Udgangspunktet for fastsættelse af handelsprisen/markedsprisen (Handelspris/markedspris inklusive moms og 50 % afgift) kan være forskellige annonceportaler. Se også afsnit I.A.1.5.3.1 "Værdifastsættelse af brugte køretøjer".

Hvis udgangspunktet for værdifastsættelsen er handelsprisen/markedsprisen på hvide plader, gælder følgende:

  • Under 300.000 kr. Handelspris/markedspris på gule plader fastsættes til 70 pct. af handelspris/markedspris på hvide plader
  • Over 300.000 kr. men under 550.000 kr. Handelspris/markedspris på gule plader fastsættes til 66 pct. af handelspris/markedspris på hvide plader
  • 550.000 kr. og derover. Handelspris/markedspris på gule plader fastsættes til 62 pct. af handelspris/markedspris på hvide plader.

Se også

Afsnit I.A.1.5.3.1 "Værdifastsættelse af brugte køretøjer".

Niveaulister og værdilister

På baggrund af foretagne værdifastsættelser, annoncer, erfaringsmateriale mv. udarbejdede Motorstyrelsen frem til 13. august 2020 niveaulister. Listerne angav en oprindelig nypris samt handelspris/markedspris for en række gængse køretøjer i normal vedligeholdt stand, typisk inklusive normalt ekstraudstyr og typisk med normalt kilometertal. Alle niveaulister viser værditabet i procent for de pågældende køretøjer. Det betyder, at niveaulisterne efter omstændighederne også kan anvendes som en del af sammenligningsgrundlaget for prisfastsættelse af øvrige køretøjer, som har en sammenlignelig værditabsprofil.

Niveaulister/værdilister er suspenderet af Motorstyrelsen, men kan fortsat bruges til fastsættelse af nypris

Motorstyrelsen suspenderede den 13. august 2020 brugen af niveaulisterne. Det betyder, at der indtil videre ikke offentliggøres niveaulister, og at de seneste niveaulister offentliggjort 13. maj 2020 ikke længere er gældende. Niveaulisterne fra maj 2020 kan dog stadig anvendes til at se nypriser og udstyrsoplysninger på køretøjerne, men listerne kan ikke anvendes til at dokumentere en værdifastsættelse, dvs. en fastsættelse af handelsprisen, af et brugt køretøj.

Se Motorstyrelsens nyhedsbrev af 28. august 2020.

Kilometerstand

Motorstyrelsens praksis omkring regulering for kilometerstand er ændret ved styresignalet SKM2023.89.MOTORST, og er fastsat med hjemmel i REGAL § 10, registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 26 og registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 28, stk. 1. De tidligere regler om regulering for kilometerstand i registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 29 blev ophævet med bekendtgørelse nr. 149 af 27. januar 2023.

Ved regulering for kilometerstand tages der udgangspunkt i annoncepriser for tilsvarende køretøjer og den gennemsnitlige kilometerstand for disse køretøjer. Gennemsnittet af handelspriserne for de annoncerede køretøjer - efter evt. annoncefradrag og andre mindre reguleringer - kaldes handelsprisniveauet og udgør sammenligningsgrundlaget ved værdifastsættelsen.

Der foretages en regulering af handelsprisniveauet ud fra afvigelsen mellem kilometerstanden for det køretøj, der skal værdifastsættes, og den gennemsnitlige kilometerstand for de annoncerede køretøjer. Reguleringen sker med de satser, som fremgår nedenfor.

Et tillæg eller fradrag som følge af kilometerregulering må som udgangspunkt ikke medføre, at handelsprisniveauet bliver lavere eller højere end handelsprisniveauet for et tilsvarende køretøj, der er henholdsvis et år ældre eller yngre. For personbiler med en kilometerstand, som afviger i meget betydeligt omfang fra annoncerede køretøjer i øvrigt, kan dog gives et tillæg eller fradrag, der overstiger dette niveau.

Kilometerreguleringen må derudover som udgangspunkt ikke medføre en ændring på over 10 pct. af handelsprisniveauet. Hvis reguleringen medfører en ændring på over 10 pct., tillægges eller fradrages derfor alene halvdelen af den del af reguleringsbeløbet, der overstiger 10 pct. Grænsen på 10 pct. er fastsat skønsmæssigt ud fra samme betragtning som ovenfor om, at handelsprisniveauet som følge af kilometerreguleringen ikke bør kunne være hhv. højere eller lavere end handelsprisen for et tilsvarende køretøj, der er et år ældre eller yngre.

Satser for kilometerregulering

Regulering for afvigende kilometerstand bliver foretaget med udgangspunkt i følgende satser, da det er Motorstyrelsens opfattelse, at satserne retvisende afspejler kilometerstandens påvirkning af handelsprisniveauet. Satserne kan opdateres i forbindelse med de halvårlige opdateringer af Den juridiske vejledning, hvis det vurderes, at satserne som følge af udviklingen i markedet ikke længere er retvisende.

Køretøjets alder Satser
Under 1 år 31 øre pr km pr 100.000 kr. i handelsprisniveau
Over 1 år 22 øre pr km pr 100.000 kr. i handelsprisniveau
Over 2 år 20 øre pr km pr 100.000 kr. i handelsprisniveau
Over 3 år 17 øre pr km pr 100.000 kr. i handelsprisniveau


Ved fastsættelsen af køretøjets alder skal der regnes i hele år med udgangspunkt i køretøjets første registreringsdato. Der rundes således ned, så forløbne måneder ud over hele år ikke medtages. For et køretøj, der fx er 2 år og 3 måneder gammelt regnet fra 1. registreringsdato, er satsen 20 øre pr km pr 100.000 kr.

Formel til beregning af kilometerregulering

Der kan opstilles følgende formel til beregning af tillæg eller fradrag for kilometerstand:´

handelsprisniveau x sats pr. km x (gennemsnitskilometerstand - køretøjets kilometerstand) / 100.000

Der skal ske afrunding af resultatet til nærmeste hele 100 kr.  Positive beløb er tillæg og negative beløb er fradrag.

Handelsprisniveauet indgår med sin fulde værdi og afrundes ikke, uanset at trinnene for satserne er pr. 100.000 kr. handelsprisniveau.

Eksempel:

Handelsprisniveau = 520.000 kr.
Gennemsnitskilometerstanden = 150.000 km
Køretøjets kilometerstand = 171.000 km
Køretøjets alder = 2 år og 5 mdr.

Kilometerreguleringen beregnes på følgende måde (i kr.):

520.000 x 0,2 x (150.000 - 171.000) / 100.000 = -21.840 kr.

Undtagelser

Der foretages ikke en regulering for kilometerstand, hvis afvigelsen i kilometerstanden mellem det køretøj, der skal værdifastsættes, og gennemsnittet af kilometerstanden for de annoncerede køretøjer er under 10 pct. Det skyldes, at kilometerstanden ligger så tæt på hinanden, at en mindre afvigelse ikke vurderes at påvirke værdiansættelsen nævneværdigt. Der vil dermed være en betydelig risiko for, at en regulering i disse tilfælde vil give en mindre retvisende værdiansættelse.

Der reguleres som udgangspunkt ikke for en afvigende kilometerstand for et køretøj, der er mere end 10 år gammelt, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Ved særlige forhold forstås bl.a. personbiler, hvor kilometerstanden afviger mere end 1/3 fra gennemsnitskilometerstanden for de annoncerede køretøjer.

For motorcykler reguleres normalt ikke for afvigende kilometerstand.

Ekstraudstyr

Som udgangspunkt bliver fradrag og tillæg for udstyr mv. nedsat med samme procentdel som bilens værditab, dvs. som køretøjets værdi inklusive afgift er ændret med sammenholdt med et tilsvarende køretøj, der er afgiftsberigtiget som nyt.

I de tilfælde, hvor udstyret ikke umiddelbart indgår i et køretøjs markedspris og derfor skal værdifastsættes separat, gælder, at der for køretøjer til og med 4. år bliver talt i hele år plus overskydende måneder med udgangspunkt i den aktuelle 1. registreringsdato.

Når nyværdien for ekstraudstyret er fastsat, bliver værdien nedskrevet til følgende procenter:

Køretøjets alder

Nedskrives til

 over 1 år

 70 %

 over 2 år

 57 %

 over 3 år

 45 %

 over 4 år

 33 %

 over 5 år

 20 %

 over 6 år

 15 %

 over 7 år

 10 %

 over 8 år

 0 %

Når en varebil fx er 1 år og 4 måneder, er nedskrivningsprocenten 70 pct. minus 1 for hver af de måneder, bilen er på vej til at blive to år, altså 70 minus 4 = 66 pct.

For varebiler over 1 år, bliver der set bort fra værdien af følgende udstyrsgenstande:

  • Genstande med en nyværdi under 6.000 kr. inklusiv afgift
  • Aluminiums-fælge
  • Almindeligt radio- og HI-FI udstyr, navigation mv. Bemærk kun værdien over 18.000 kr. pr. udstyrsdel medregnes
  • Trækkrog
  • Mobiltelefonudstyr
  • Diverse sikkerhedsudstyr.

Værdien af ekstraudstyrsgenstande, som har været monteret på varebilen, men som er fuldstændig afmonteret, skal ikke medregnes til varebilens handelspris/markedspris.

Hvis ekstraudstyrsgenstanden kun er delvist afmonteret, skal genstandens værdi som udgangspunkt indgå i varebilens handelspris/markedspris.

Vedligeholdelsesstand

Ved værdifastsættelsen af et køretøj bliver der taget hensyn til køretøjets stand, dvs. middel, over middel eller under middel, samt eventuel tidligere anvendelse. Køretøjets vedligeholdelsesstand vurderes på registreringstidspunktet. I sager om anmodning om eksportgodtgørelse vurderes standen dog på udførselstidspunktet.

Ved ansættelse af handelsprisen/markedsprisen for et køretøj, som efter reparation eller ombygning har mistet sin afgiftsmæssige identitet, bliver der taget særligt hensyn til den eventuelle værdiforøgelse eller -forringelse, som har fundet sted ved reparationen eller genopbygningen.

Toldsyn

Brugte biler og motorcykler, der skal registreres her i landet første gang, skal inden værdifastsættelsen forevises for en synsvirksomhed, der syner køretøjet med henblik på at fastslå køretøjets identitet, kilometerstand, udstyr og stand generelt. Dette syn betegnes af Synsvirksomheden som et "Toldsyn". en tidsfrist på 4 uger for foretagelse af toldsyn i forbindelse med import af brugte køretøjer. Det betyder, at for alle køretøjer, hvor der indgives en anmodning om værdifastsættelse, må toldsynet ikke være ældre end fire uger regnet fra anmodningens indgivelse. I de tilfælde, hvor det er Motorstyrelsen, der værdifastsætter køretøjet, regnes anmodningens indgivelse fra det tidspunkt, hvor der anmodes om værdifastsættelse via Motorregistret. I de tilfælde, hvor det er en selvanmelder, som værdifastsætter køretøjet, regnes anmodningens indgivelse fra det tidspunkt selvanmelderen tilfører køretøjet til deres månedsangivelse. Formålet med at indføre bestemmelsen er at sikre, at toldsynet ved import foretages så tæt på registreringstidspunktet som muligt og dermed øge sikkerheden for, at det er den rette stand, der lægges til grund ved værdifastsættelse af et køretøj.

Skatteforvaltningen kan besigtige et køretøj, hvis de finder det nødvendigt.

Synsvirksomhedens påtegninger på synspapirerne indgår i værdifastsættelsen, som kan ske uden at køretøjet bliver forevist for Skatteforvaltningen.

Køretøjets stand bliver vurderet som middel, over eller under middel. Køretøjets kilometertal og udstyr skal også fremgå af synsvirksomhedens rapport om toldsynet (toldsynsrapporten).

Der er fastsat følgende generelle vejledende retningslinjer for regulering af køretøjets stand, hvor nedskrivning sker på grundlag af handelsprisniveauet for det pågældende køretøj, op- eller nedrundet til hele hundrede.

Middel stand

Ved bedømmelsen middel stand bliver der hverken givet et fradrag eller tillæg. Der blev tidligere givet et såkaldt "klargøringsfradrag" i handelsprisen, der som udgangspunkt udgjorde 3 pct., dog max. 8.000 kr.

Klargøringsfradraget gives ikke længere som et fast fradrag. Der kan dog være tilfælde, hvor et fradrag fortsat vil kunne gives. Det vil være tilfældet, hvis

  • Køretøjet ikke er klargjort på registreringstidspunktet,
  • ►Værdifastsættelsen sker med udgangspunkt i forhandlerannoncerede køretøjer,◄ og
  • Køretøjets stand faktisk berettiger til et fradrag.

Det er som udgangspunkt Motorstyrelsen, der ved en besigtigelse afgør, om der kan gives et fradrag som følge af den manglende klargøring. ►Motorstyrelsen har i SKM-meddelelsen SKM2024.480.MOTORST beskrevet, hvilke betingelser der skal være opfyldt, og hvordan det dokumenteres, at disse betingelser er opfyldt.◄

Under middel stand

Hvis køretøjets stand er bedømt til at være under middel, bliver handelsprisen/markedsprisen som udgangspunkt reduceret med yderligere, (dvs. ud over de 3 pct., jf. ovenfor) 2 pct., dog max. 20.000 kr. Grænsen på 20.000 kr. gælder også, selv om der foruden fradraget på 2 pct. gives et yderligere fradrag som følgende af manglende klargøring på registreringstidspunktet, som beskrevet i afsnittet ovenfor.

Det samlede fradrag kan ikke overstige 20.000 kr. i handelspris/markedspris, medmindre køretøjet bliver besigtiget af Skatteforvaltningen.

Se registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.

Over middel stand

Hvis køretøjets stand er bedømt til at være over middel, bliver handelsprisen/markedsprisen som udgangspunkt forhøjet med 2pct., dog max 20.000 kr.

Se registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 30, stk. 2.

Ændringer i standen i perioden efter toldsyn

Er der forskel på standen på toldsynstidspunktet og registreringstidspunktet (udførselstidspunktet i sager om anmodning om eksportgodtgørelse), skal køretøjet værdifastsættes med udgangspunkt i standen på registreringstidspunktet eller udførselstidspunktet.

Dette gælder, uanset om værdifastsættelsen foretages af Motorstyrelsen eller af en virksomhed, som er registreret efter REGAL ("selvanmelder"). Hvis værdifastsættelsen foretages af Motorstyrelsen, og køretøjet efter toldsynet er salgsklargjort, eller der på anden vis er sket udbedring af de forhold, som har begrundet, at standen ved toldsynet er fastsat til under middel eller middel, skal Motorstyrelsen have besked herom.

Tilsvarende gælder, hvis køretøjet ved toldsynet har fået fastsat en stand til middel eller over middel, og der efterfølgende sker en forringelse af standen.

Såfremt standen ved et toldsyn er vurderet til under middel, og der gives et fradrag på 2 pct. herfor, skal forhandleren/leasingselskabet sandsynliggøre, at bilen ikke er salgsklargjort, og at der ikke på anden vis er sket udbedring af de forhold, som har begrundet, at standen ved toldsynet er fastsat til under middel, hvis fradraget ønskes anvendt. Dette kan eksempelvis ske ved, at det på fakturaen/leasingaftalen fremgår, at køretøjet standsmæssigt fremstår som under middel med en tilhørende udførlig beskrivelse af de forhold, der har begrundet standsvurderingen.

Dokumentation

Når standen bliver fastsat til andet end middel, skal synsvirksomheden altid optage fotodokumentation af køretøjet til brug for Motorstyrelsens værdifastsættelse. Dokumentationen skal bestå i et tilstrækkeligt antal farvefotos, der tilsammen tydeligt viser køretøjets stand, så den kan bedømmes uden, at man ser køretøjet. Det skal også kort beskrives, hvad der har givet anledning til en anden vurdering end middel stand.

Beskrivelsen skal anføres på den originale Toldsynsrapport i rubrikken "Bemærkninger", eventuelt fortsat bag på blanketten eller på et bilag.

Særligt for køretøjer under 6 måneder

Det følger af registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 30, stk. 3, at der hverken beregnes tillæg eller fradrag for køretøjets vedligeholdelsesstand efter stk. 1 eller 2 for køretøjer, som er mindre end 6 måneder gamle regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller i udlandet.

Skiftende chauffører

For køretøjer bliver niveauet (også ved eksport) nedskrevet med et fradrag på 5 %, når køretøjet har været anvendt til særlige formål med flere skiftende chauffører.  Se registreringsafgiftsbekendtgørelsen § 32.

Fradraget gælder bl.a. følgende biler med skiftende chauffører:

  • Politiets "civilbiler"
  • Sygetransport- og udrykningskøretøjer
  • Udlejningsbiler (Bemærk, at fradraget ikke gives for køretøjer, alene fordi at køretøjet har været anvendt til leasing. Et leasingkøretøj kan dog efter omstændighederne godt få et fradrag, fx hvis leasingkøretøjet har været anvendt som udlejningsbil og af den grund har haft flere skiftende chauffører.)
  • Køretøjer anvendt af militæret.

Anvendelsen skal dokumenteres. Ved udlejninger/udlån kan dokumentation fx bestå af prøvekørselsblanketter, kørebøger, lejekontrakter, låneaftaler eller anden registrering af brugen. Bemærk, at det ikke i sig selv kan anses for tilstrækkelig dokumentation, at bilen er eller har været registreret med tilladelsen "Udlejning uden fører".

Bemærk

Det samlede fradrag for særlig anvendelse og stand, kan ikke udgøre over kr. 20.000, medmindre køretøjet bliver besigtiget af Skatteforvaltningen.

Særligt for køretøjer under 6 måneder

Det følger af registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 32, stk. 2, at der ikke beregnes fradrag for køretøjets særlige anvendelse efter stk. 1 for køretøjer, som er mindre end 6 måneder gamle regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller i udlandet.

Leveringsomkostninger

Dette afsnit er indarbejdet på baggrund af Motorstyrelsens styresignal af 9. juli 2021 om genoptagelse og fremtidig administration vedrørende håndtering af transportomkostninger og registreringsudgifter ved værdifastsættelse af brugte køretøjer. ►Afsnittet om annoncer, der ikke er omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen, er ændret som følge af SKM2024.448.LSR og SKM2024.516.MOTORST.◄

Leveringsomkostninger bruges typisk som en samlebetegnelse for transportomkostninger og registreringsudgifter. Ved værdifastsættelse af brugte køretøjer skal transportomkostninger medregnes i afgiftsgrundlaget, mens registreringsudgifter ikke skal indgå i afgiftsgrundlaget.

Værdifastsættes et brugt køretøj ud fra annoncepriser for sammenlignelige køretøjer, kan det være nødvendigt at korrigere den enkelte annoncepris for, om transportomkostninger og registreringsudgifter indgår i prisen eller ej. Om der skal fratrækkes eller tillægges et beløb for transportomkostninger eller registreringsudgifter i forhold til den angivne annoncepris, afhænger af, om annonceprisen er angivet inklusive eller eksklusive transportomkostninger og registreringsudgifter.

Det betyder, at der ved værdifastsættelse af brugte køretøjer skal sondres mellem, om der er medtaget transportomkostninger og registreringsudgifter i annoncegrundlaget eller ej. Nedenfor beskrives, hvordan transportomkostninger og registreringsudgifter skal håndteres i følgende tre situationer:

1.       Annoncer omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen

2.       Annoncer ikke omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen

3.       Køretøjer værdifastsat på baggrund af private annoncer

►◄

Ad 1. Annoncer omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen

I bekendtgørelse nr. 1696 af 14. december 2017 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer (prismærkningsbekendtgørelsen) er der fastsat regler, som har indflydelse på de annoncerede priser for motorkøretøjer. Det fremgår bl.a. af prismærkningsbekendtgørelsen, at der ved salg af motorkøretøjer - både ved udstilling og annoncer - skal gives oplysning om salgsprisen, dvs. "den endelige pris" for motorkøretøjet. Den endelige pris indbefatter både transportomkostninger og registreringsudgifter.

Se prismærkningsbekendtgørelsens § 1, § 2, nr. 1 og 7, § 9 og § 13, stk. 1 og 3.

Motorstyrelsen forudsætter, at annoncer omfattet af prismærkningsbekendtgørelsens bestemmelser overholder disse regler.

Ved anvendelse af annoncer omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen skal der derfor trækkes 1.180 kr. fra den enkelte annoncepris, svarende til udgiften til et sæt nye nummerplader, jf. KØREGL § 8, stk. 1, nr. 1, (590 kr. for motorcykler). På denne måde vil udgifterne til registrering ikke indgå i afgiftsgrundlaget. Transportomkostninger indgår i annonceprisen, og der skal derfor ikke korrigeres herfor.

Ad 2. Annoncer ikke omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen

Annoncer for autocampere, busser og varebiler med en tilladt totalvægt på mere end 2.000 kg., er ikke omfattet af prismærkningsbekendtgørelsens bestemmelser. Det samme gælder private annoncer, som behandles særskilt nedenfor under pkt. 3.

►◄

Ved anvendelse af annoncer, som ikke er omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen, ►vil der som udgangspunkt ikke skulle fratrækkes registreringsudgifter fra annoncepriserne. Der vil kun skulle fratrækkes registreringsudgifter fra annoncepriserne i de tilfælde, hvor det positivt fremgår af annoncen, at registreringsudgifter er indeholdt i den annoncerede pris.

Hvis det positivt fremgår af annoncen, at der ud over annonceprisen opkræves et beløb for transportomkostninger, vil dette skulle tillægges annonceprisen. Det skyldes, at transportomkostninger efter registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, skal medregnes til afgiftsgrundlaget.◄

►◄

►Fremgår det af annoncen, at der ud over annonceprisen opkræves et beløb for "leveringsomkostninger", antages dette at dække over både transportomkostninger og registreringsudgifter. Da udgiften til registrering altid er den samme (1.180 kr. for biler og 590 kr. for motorcykler), vil der i de tilfælde skulle tillægges et beløb, som svarer til det i annoncen angivne beløb for leveringsomkostninger med fradrag af 1.180 kr. (590 kr. hvis det er en motorcykel). Restbeløbet svarer til den del af de samlede leveringsomkostninger, som transportomkostningerne udgør. Fremgår det eksempelvis, at der vil blive opkrævet 5.180 kr. i leveringsomkostninger, vil der skulle tillægges 4.000 kr. til annonceprisen, svarende til 5.180 kr. med fradrag af prisen for et sæt nummerplader, dvs. 1.180 kr.◄

Se SKM2024.448.LSR 

Ad 3. Køretøjer værdifastsat på baggrund af private annoncer

Ved anvendelse af private annoncer vil den enkelte annoncepris skulle anvendes uden tillæg eller fradrag for transportomkostninger og registreringsudgifter. Dette skyldes, at transportomkostninger og registreringsudgifter ikke er relevante ved private handler.

Skematisk oversigt:

Transportomkostninger

Registreringsudgifter

Ikke private annoncer, omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen

Hverken tillæg eller fradrag.

Registreringsudgifter fratrækkes annonceprisen

Ikke private annoncer, der ikke er omfattet af prismærkningsbekendtgørelsen

►Som udgangspunkt hverken tillæg eller fradrag. Hvis det positivt fremgår af annoncen, at der ud over annonceprisen opkræves et beløb for transportomkostninger, vil dette dog skulle tillægges annonceprisen.◄

Registreringsudgifter  fratrækkes som udgangspunkt ikke fra annonceprisen. Der vil kun skulle fratrækkes registreringsudgifter fra annonceprisen i de tilfælde, hvor det positivt fremgår af annoncen, at registreringsudgifter er indeholdt i den annoncerede pris.

Private annoncer

Hverken tillæg eller fradrag

Hverken tillæg eller fradrag

Vognkort

For at fastslå omfanget af udstyr på det enkelte køretøj indhenter Motorstyrelsen som hovedregel vognkort, medmindre Motorstyrelsen i den konkrete situation rent undtagelsesvist ikke finder det nødvendigt.