Indhold
 Dette afsnit beskriver, hvornår et selskabs overdragelse af egne aktier til aktionærerne er en afståelse i aktieavancebeskatningslovens forstand.
 Afsnittet indeholder:
  - Regel
- Anskaffelsessummer
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
 Et selskabs overdragelse af egne aktier til aktionærerne er en afståelse i aktieavancebeskatningslovens forstand.
 Bemærk
 Afståelse af egne aktier er skattefri for selskabet. Se ABL § 10.
 Anskaffelsessummer
 Selskabets vederlagsfri overdragelse af egne aktier til aktionærerne i samme forhold, som aktionærerne ejer aktier i selskabet, sidestilles med en fondsaktieudvidelse. Se TfS 1991, 467 LR. Anskaffelsessummen for disse aktier er 0 kr.
 Selskabets vederlagsfri overdragelse af egne aktier til aktionærerne i et andet forhold, end aktionærerne ejer aktier i selskabet, betragtes som en udlodning. Se TfS 1991, 467 LR.
 Anskaffelsessummen for disse aktier er værdien af aktierne på udlodningstidspunktet.
 Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
 Skemaet viser relevante afgørelser på området:
    | Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer | 
  | Skatterådet og Ligningsrådet | 
  | TfS 1991, 467 LR | Et selskabs vederlagsfri overdragelse af egne aktier til aktionærerne i samme forhold, som aktionærerne ejer aktier i selskabet, sidestilles med en fondsaktieudvidelse. Et selskabs vederlagsfri overdragelse af egne aktier til aktionærerne i et andet forhold, end aktionærerne ejer aktier i selskabet, sidestilles med maskeret udbytte. |  |