Indhold
Dette afsnit handler om anvendelsesområdet for offentlighedsloven, samt hvilken personkreds og hvilke sagstyper der er omfattet af offentlighedsloven.
Afsnittet indeholder:
- Anvendelsesområde
- Personkreds
- Sagstyper.
Anvendelsesområde
Offentlighedsloven regulerer adgangen til aktindsigt for ikke-parter, herunder pressen. Offentlighedsloven gælder blandt andet for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning.
Anmodning om aktindsigt i oplysninger, som en forsker skal anvende som led i sin forskning, skal behandles efter offentlighedsloven. Dette gælder selvom de pågældende forskere har ansættelse ved en forskningsinstitution, der er omfattet af begrebet offentlig forvaltning. Anmodningen skal således ikke behandles efter forvaltningslovens regler om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder, jf. FVL § 28, eller databeskyttelsesloven.
Personkreds
Adgangen til aktindsigt efter offentlighedsloven gælder for enhver. Det er uden betydning, om den, der anmoder om aktindsigt, er dansk statsborger, eller om den pågældende har bopæl her i landet. Det er ligeledes uden betydning, om det er en fysisk eller en juridisk person, der anmoder om aktindsigt. Se OFL § 7, stk. 1.
Adgangen til aktindsigt efter offentlighedsloven gælder også for personer, hvis personlige forhold er omtalt i dokumenter (egenacces), men hvor den pågældende ikke kan anvende forvaltningslovens videregående regler om aktindsigt, enten fordi sagen ikke har karakter af en afgørelsessag, eller fordi den pågældende ikke er part i afgørelsessagen. Se OFL § 8. Retten til egenacces er begrænset af de undtagelser, der følger af OFL §§ 19-29 og § 35.
Bestemmelsen i § 38 a i hvidvaskloven er en særlig bestemmelse om tavshedspligt, jf. OFL § 35, som begrænser pligten til at meddele oplysninger, når der er særlige bestemmelser om tavshedspligt fastsat ved lov eller med hjemmel i lov for personer, der virker i den offentlige tjeneste eller hverv. Dette omfatter også pligten til at meddele oplysninger efter reglerne om egenacces i OFL § 8.
Danske forvaltningsmyndigheder vil ikke have behov for at søge oplysninger hos hinanden ved at anmode om aktindsigt efter offentlighedslovens regler, da disse myndigheder skal bistå hinanden med fornødne oplysninger. Se FVL § 31.
Se også
Se også afsnit A.A.6.1.2.4.3 om videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder.
Sagstyper
Offentlighedsloven gælder for anmodninger om aktindsigt i al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning. Loven omfatter således ikke alene afgørelsessager, men enhver form for virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, herunder faktisk forvaltningsvirksomhed. Se OFL § 2.
Domstolenes - herunder skifteretternes - virksomhed er ikke omfattet af OFL § 2. Ligeledes anses kuratorer, der er udpeget af skifteretten eller valgt af kreditorerne i henhold til konkurslovens regler herom, ikke for omfattet af offentlighedslovens regler. Se U 2016.549 V.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Byretten |
SKM2022.383.BR | ►Byretten fandt, at skatteyderens påstand om, at der skulle gives aktindsigt i skattesager vedrørende en række selskaber, som hun havde ejet i de omhandlende indkomstår, og som nu var gået konkurs, ikke kunne imødekommes i videre omfang end det, der følger af offentlighedslovens § 8, om egenacces, jf. skatteforvaltningslovens § 17. ◄ | |
Landsretten |
SKM2024.132.ØLR | ►Østre Landsretten fandt, at skatteyderen ikke kunne få aktindsigt i sager vedrørende en række selskaber, som hun tidligere havde været ejer af, og som nu var gået konkurs, i et videre omfang, end hvad der fulgte af offentlighedslovens § 8, om egenacces, jf. skatteforvaltningslovens § 17.◄ | |
Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand
Skemaet viser relevante udtalelser på området:
Udtalelser fra Ombudsmanden | Udtalelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
FOB nr. 2023.37 | ►I en sag om aktindsigt i en sognepræsts personalesag fremhævede ombudsmanden, at retten til egenacces efter offentlighedslovens § 8 ikke kun gælder for den, som personalesagen vedrører, men også for andre hvis personlige forhold omtales i den pågældende personalesag. Ombudsmanden præciserede i denne forbindelse, at retten til aktindsigt i oplysninger om sig selv er en grundlæggende rettighed, som er mere vidtgående end den ret, der tilkommer enhver efter offentlighedslovens bestemmelser om egenacces.◄ | |