Indhold
Dette afsnit omhandler reglerne om ►restanceinddrivelsesmyndighedens forholdsregler, når et selskab begæres tvangsopløst.◄
Afsnittet indeholder:
- Regelgrundlag
- Reglerne om likvidation anvendes
- Ingen indkaldelse af fordringshaverne
- Restanceinddrivelsesmyndighedens forholdsregler
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.
Regelgrundlag
Kapitalselskaber kan tvangsopløses på begæring af Erhvervsstyrelsen. Bestemmelserne herom findes i selskabslovens §§ 225-229. Selskabslovens § 230 indeholder en særlig bestemmelse om tvangsopløsning ved domstolene i tilfælde af kapitalejermisbrug.
Reglerne om likvidation anvendes
For en tvangsopløsning gælder reglerne om likvidation, således at skifteretten eller den, som retten har bemyndiget hertil, dog træffer afgørelser i selskabets forhold. Se selskabslovens § 227, stk. 3, 2. pkt.
Ingen indkaldelse af fordringshaverne
Ved tvangsopløsning ►af selskaber ◄indkaldes fordringshaverne ikke, men kan få kendskab til opløsningen gennem Erhvervsstyrelsens system eller gennem et etableret samarbejde med skifteretterne.
Restanceinddrivelsesmyndighedens forholdsregler
►Restanceinddrivelsesmyndigheden foretager en vurdering af de selskaber, der af Erhvervsstyrelsen begæres tvangsopløst. Hvis vurderingen er, at selskaberne ikke bør opløses som insolvente efter en analogi til konkurslovens § 143, men ◄ i stedet burde erklæres konkurs, hvorved eventuelle omstødelige dispositioner eller andre uredelige forhold ville kunne blive afdækket,► indgiver restanceinddrivelsesmyndigheden konkursbegæring mod selskabet.◄ Likvidation eller tvangsopløsning af et selskab afskærer ikke en fordringshaver fra at indgive konkursbegæring mod selskabet eller foretage udlæg hos dette. Selskabets ledelse vil stadig formelt tegne selskabet, indtil der måtte være udpeget en likvidator, eller indtil selskabet eventuelt opløses efter konkurslovens § 143 analogt. Det er en forudsætning for udmeldelse af en likvidator, at der forinden er indkaldt til møde i skifteretten. Se fx UfR 2006.1920 VLR.
Restanceinddrivelsesmyndigheden undersøger selskabets forhold forud for skifteretsmødet og kan ved hjælp af udtræk fra it-systemerne bidrage med oplysninger i skifteretten om selskabernes økonomi og har mulighed for at stille spørgsmål til de fremmødte.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretten |
UfR 2006.1920 VLR | Et aktieselskab blev af Erhvervsstyrelsen begæret tvangsopløst af skifteretten som følge af manglende indsendelse af årsregnskab. Uden afholdelse af retsmøde udmeldte skifteretten en likvidator og underrettede selskabets direktør herom. Direktøren kærede afgørelsen til landsretten, der bemærkede, at det følger af fast praksis, at skifteretterne indkalder en repræsentant for selskabet til at møde op, inden der træffes dispositioner ud fra en modtaget tvangsopløsningsbegæring. Da en udmeldelse af likvidator desuden har betydning for selskabets mulighed for genoptagelse, hjemviste landsretten sagen til fornyet behandling hos skifteretten. | Før udpegningen af en likvidator skal en repræsentant for selskabet være indkaldt til at møde i skifteretten. |