Indhold

Afsnittet handler om fordringshavers muligheder for at inddrive sit krav mod den konkursramte skyldner.

Afsnittet indeholder:

• Individualforfølgning
• Modregning i konkurs
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Individualforfølgning

Ved konkursen indledes en universalforfølgning, hvor kreditorfællesskabet bestående af de fordringshavere, der på dekrettidspunktet har et krav mod skyldneren, forfølger deres krav gennem boet. Fra dekrettidspunktet kan der ikke foretages udlæg eller arrest i de aktiver, der omfattes af bomassen. Se konkurslovens § 31, stk. 1. En arrest foretaget inden konkursen bortfalder. Se konkurslovens § 31, stk. 3.

Sådan individualforfølgning mod skyldneren er kun udelukket for de aktiver, der indgår i boet. Se om disse konkurslovens § 32. Der kan således fortsat ske individualforfølgning i de af skyldners aktiver, der ikke er omfattet af konkursen. Se konkurslovens § 33.

Se mere om, hvad der er omfattet af konkursen i G.A.3.4.4.4.5 Konkursmassen.

Lønindeholdelse

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan lønindeholde i skyldnerens lønindtægt under konkursen efter de almindelige regler for lønindeholdelse, fordi skyldnerens indtægter ved egen virksomhed i denne periode ikke indgår i konkursmassen. Herunder falder både løn og indtægter ved selvstændig virksomhed. Se konkurslovens § 33. Lønindeholdelsen kan foretages for både simple og fortrinsberettigede krav.

De beløb, der indbetales ved lønindeholdelse, kan ikke omstødes efter konkurslovens §§ 72 og 74. ►Lønindeholdte beløb skal fratrækkes den fordring, der er anmeldt i konkursen, så der kun beregnes dividende af restgælden. Det lønindeholdte beløb skal ikke fragå i dividenden, da dette svarer til, at lønindeholdelsen bliver omstødt. Se UfR 1987.755 HR og UfR 2001.2143.VLR◄

►Se også afsnit G.A.3.1.2 Lønindeholdelse, hvor lønindeholdelse er nærmere omtalt.◄

Fyldestgørelse på grundlag af udlæg

Restanceinddrivelsesmyndigheden må ikke uden boets samtykke foranstalte, at der afholdes tvangsauktion over et aktiv, hvori restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget udlæg. Se konkurslovens § 90 sammenholdt med konkurslovens § 85, stk. 1. Der er dog intet til hinder for, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter aftale med boet fortsætter et udlæg til tvangsauktion eller selv inddriver et udlagt tilgodehavende. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har fået en sådan aftale, skal aktiverne afleveres til boet.

►◄

Modregning i konkurs

Konkurslovens regler om modregning angår fordringshavers modregning med modfordringer, der kan gøres gældende mod konkursboet efter konkurslovens § 38, i hovedfordringer, der indgår i konkursmassen efter konkurslovens § 32. Konkurslovens regler om modregning angår således ikke aktiver, der ikke er omfattet af konkursmassen.

Ikke modregning hen over fristdagen

Den fordringshaver, som på fristdagen havde en fordring på skyldneren, kan benytte fordringen, selv om den var uforfalden, til modregning med dens fulde beløb over for en fordring, som da tilkom skyldneren, medmindre modregning var udelukket på grund af fordringernes beskaffenhed.

Se konkurslovens § 42, stk. 1.

Der kan ligeledes ske modregning mellem fordringer, som begge er erhvervet efter fristdagen, men inden konkursdekretets afsigelse.

Se konkurslovens § 42, stk. 2.

Der kan derfor modregnes mellem fordringer, der: 

• Begge er stiftet på eller før fristdagen,
• Begge er stiftet efter fristdagen, men inden klokkeslættet for konkursdekretet. 

Der kan derfor populært sagt ikke modregnes hen over fristdagen, ligesom der ikke kan ske modregning hen over klokkeslættet for konkursdekretet.

Se konkurslovens § 1 om fristdagen og afsnit G.A.3.4.4.4.9.6 Omstødelse af modregning (konkurslovens § 69).

Skatteforvaltningen kan derfor ikke modregne med skyldige skatte- og afgiftskrav, som er stiftet på eller før fristdagen, i krav, som konkursboet efter fristdagen måtte få mod statskassen, fx negativ moms, vedrørende perioden efter fristdagen medmindre kravene er konnekse.

Skatteforvaltningen kan heller ikke modregne med skatte- og afgiftskrav, som er stiftet på et tidspunkt mellem fristdagen og afsigelse af konkursdekret, i krav, som konkursboet måtte få mod statskassen efter afsigelsen af konkursdekretet, medmindre kravene er konnekse.

Skatteforvaltningen kan derimod godt modregne med skatte- og afgiftskrav, der er stiftet før fristdagen, i krav, som skyldneren måtte få efter afsigelsen af konkursdekretet, såfremt skyldners krav er undtaget fra konkursmassen efter konkurslovens § 33. Se UfR 1997.910/2 HR.

Illustration

Idet MF angiver modfordringen, dvs. fordringshavers krav mod boet efter konkurslovens § 38, og HF angiver hovedfordringen, dvs. boets krav mod fordringshaver efter konkurslovens § 32, kan muligheden for modregning efter konkurslovens § 42, stk. 1-2, illustreres med følgende figur, hvor pilene angiver kravenes stiftelsestidspunkt:

►Modregning med en erhvervet modfordring

En fordring på skyldneren, som er erhvervet fra tredjemand ved overdragelse eller retsforfølgning senere end tre måneder før fristdagen, kan ikke anvendes til modregning over for en fordring, som skyldneren havde, da den anden erhvervede sin fordring.

Se konkurslovens § 42, stk. 3, 1. pkt.

For at modregning med en erhvervet modfordring er afskåret efter konkurslovens § 42, stk. 3, 1. pkt., skal erhvervelse af modfordringen have fundet sted inden for perioden "senere end tre måneder før fristdagen". Ved beregning af tidsfristen medtages ikke den dag, som er det angivne antal måneder før fristdagen. Det betyder, at hvis fristdagen fx er den 12. april, er modregning med fordringer, der er erhvervet fra og med den 13. januar, afskåret over for en fordring, som skyldneren allerede havde, da den anden erhvervede sin fordring. Bestemmelsen er ikke begrænset tidsmæssigt fremad. 

Se konkurslovens § 1 om fristdagen.

Bestemmelsen finder også anvendelse for så vidt angår fordringer mod skyldneren, som er erhvervet den dag der falder tre måneder før fristdagen eller tidligere, hvis erhververen på tidspunktet for erhvervelsen indså eller burde indse, at skyldneren var insolvent.

Se konkurslovens § 42, stk. 3, sidste pkt.

Modregning i en erhvervet hovedfordring

Modregning er afskåret, hvis skyldnerens krav mod fordringshaveren er erhvervet under sådanne omstændigheder, at erhvervelsen i forbindelse med modregning må sidestilles med en omstødelig betaling.

Se konkurslovens § 42, stk. 4.

Bestemmelsen finder anvendelse, hvis to betingelser er opfyldt. For det første skal skyldners erhvervelse af hovedfordringen i forbindelse med den påståede modregning kunne sidestilles med en betaling. For det andet skal sådan en betaling, hvis den havde fundet sted, have været omstødelig. Dette vil typisk være efter reglerne i konkurslovens § 67 eller § 74.

Se afsnit G.A.3.4.4.4.9.5 Omstødelse af ekstraordinære betalinger (konkurslovens § 67) og G.A.3.4.4.4.9.10 Omstødelse af utilbørlige dispositioner (konkurslovens § 74).◄

Konnekse krav

Dansk rets almindelige regler om modregning finder anvendelse ved siden af modregningsbestemmelsen i konkurslovens § 42. Dermed er der mulighed for at modregne, hvis fordringen og modfordringen er konnekse (nært forbundne). Dette har Højesteret afgjort i to principielle sager. Se SKM.2016.561.HR nedenfor.

Landsskatteretten har fulgt denne linje i SKM.2018.422.LSR og fundet, at den foretagne modregning ikke kunne finde sted, da kravene ikke var konnekse.

En undtagelse hertil gøres dog i konkurslovens § 42, stk. 5, hvorefter en fordringshaver ikke kan anvende et krav til modregning i boets krav i medfør af en aftale, som skyldneren har videreført efter konkurslovens § 9 e eller § 12 o, eller som boet er indtrådt i efter konkurslovens § 55. Se konkurslovens § 42, stk. 5, 1. pkt. Angår aftalen løbende eller successive ydelser, gælder reglen i konkurslovens § 42, stk. 5, 1. pkt., uanset om kravene er konnekse. Se konkurslovens § 42, stk. 5, 2. pkt. Bestemmelsen skal sikre, at en fordringshaver, der ikke under en forebyggende rekonstruktionsbehandling eller en rekonstruktionsbehandling kunne modregne som følge af konkurslovens § 9 d, henholdsvis konkurslovens § 12 g, ikke får mulighed for at modregne som følge af, at skyldneren overgår til konkursbehandling, hvor konkurslovens § 42 regulerer modregningsadgangen.

Om stiftelsen af krav på overskydende skat, restskat og særlig indkomstskat har Højesteret fastslået, at disse krav stiftes ved indkomstårets udløb - dvs. den første dag efter indkomståret, fordi udløbet først da er en realitet - uanset hvornår skatten opgøres eller pålignes. Se UfR 1985.619 HR.

Hvis et krav på overskydende skat er omfattet af konkursmassen efter konkurslovens § 32, er modregningen reguleret af konkurslovens § 42. Hvis et krav på overskydende skat kan henføres til skyldners egen virksomhed under konkursen, og dermed ikke omfattet af konkursmassen jf. konkurslovens § 33, er modregningen ikke reguleret af konkurslovens § 42.

Krav på A-skat stiftes som udgangspunkt på tidspunktet for udbetalingen af A-indkomsten. Se kildeskattelovens § 46, stk. 2.

I henseende til modregning i konkurs anses krav på positiv eller negativ moms som stiftet ved den momsudløsende begivenheds foretagelse. Se momslovens § 23.

Kontraktlige krav, herunder erstatningskrav ved misligholdelse af kontrakten, stiftes normalt, når kontrakten er indgået. Det gælder, selv om kravet først viser sig senere.

Krav på erstatning uden for kontrakt må anses for at være stiftet, da den ansvarspådragende handling fandt sted, eller - i tilfælde af ansvar for undladt handling - da der burde være handlet.

Bødekrav stiftes ved den strafbare handling eller undladelse.

Tilbagebetalingskrav vedrørende tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, uddannelseslån og boliglån anses for stiftet på udbetalingstidspunktet, mens krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring eller boligydelse anses for stiftet på det tidspunkt, hvor forudsætningen for beregningen af støtten ændres eller bortfalder. Var forudsætningen aldrig opfyldt, stiftes tilbagebetalingskravet derfor på udbetalingstidspunktet.

Oversigt over domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteret
SKM2016.561.HR	Højesteret har i to sammenlagte sager taget stilling til, om SKAT var berettiget til at modregne sit krav på skyldig moms i konkursboernes krav på fradrag for tab på moms på ubetalte uerholdelige fakturaer. Se momslovens § 27, stk. 6. SKATs momskrav var stiftet før de pågældende fristdage i konkursboerne. Konkursboernes krav var stiftet efter de pågældende fristdage. Kravene var således stiftet på hver sin side af fristdagen. Spørgsmålet for Højesteret var, om kravene var nært forbundne, og dermed om kravene var konnekse. Højesteret kom i sagerne frem til, at kravene var konnekse, idet de udsprang af samme retsforhold (ubetalte momsbelagte fakturaer). Højesteret udtalte også, at såfremt de pågældende fakturaer ikke fandtes, ville konkursboerne ikke have noget krav efter momslovens § 27, stk. 6, ligesom SKATs krav på skyldig moms ville have været tilsvarende mindre. Højesteret fandt derfor, at de beløb, som konkursboerne havde krav på i medfør af momslovens § 27, stk. 6, også indgik i SKATs krav på skyldig moms for den afgiftsperiode, hvor momsbeløbet indgik. Derfor fandt Højesteret, at kravene var nært forbundne, og at den nære forbindelse bestod, uanset om en del af momskravet i afgiftsperioden var betalt. På den baggrund fandt Højesteret, at SKAT i hvert fald i en situation som den foreliggende, hvor konkursboerne ikke havde fortsat virksomhedsdriften efter konkursens indtræden, kunne foretage modregning. Højesteret fandt det i øvrigt ikke godtgjort, at der forelå en administrativ praksis, der kunne afskære SKAT fra at foretage modregning. Ifølge Højesteret kunne det ikke føre til et andet resultat, at fradraget efter momslovens § 27, stk. 6, først kan ske, når tabet konstateres, og fradraget dermed ikke sker i samme afgiftsperiode, som SKATs krav på skyldig moms vedrører.	På baggrund af Højesterets dom er det Gældsstyrelsens opfattelse, at konkurslovens § 42 ikke afskærer muligheden for modregning med konnekse krav - i hvert fald ikke i situationer, hvor virksomhedens drift ikke fortsættes. Dette er tillige i overensstemmelse med forarbejderne til konkursloven, hvoraf det fremgår, at indførelsen af § 42 ikke er en ændring af adgangen til modregning i nært forbundne krav.
UfR 1997.910/2 HR	A, der drev selvstændig virksomhed, blev erklæret konkurs den 30. marts 1990. Skattevæsenet anmeldte et krav på 707.000 kr. i boet. I 1993 startede A ny selvstændig virksomhed og fik et krav på negativ moms på ca. 14.000 kr. Skattevæsenet modregnede herpå det i konkursboet anmeldte krav i A's krav på negativ moms. A's krav var omfattet af konkurslovens § 33, hvorfor konkurslovens § 42, stk. 1, ikke fandt anvendelse på kravet, og da betingelserne for modregning var opfyldt, var modregningen berettiget.	Fordringshaver beholder sin ret mod den personlige skyldner efter konkursen, jf. konkurslovens § 156, og fordringshaver kan fortsætte inddrivelsen i de midler, der ikke er omfattet af konkursen. På baggrund af Højesterets dom er det Gældsstyrelsens opfattelse, at såfremt de almindelige modregningsbetingelser er opfyldt, kan der foretages modregning i midler, der ikke indgår i konkursmassen (konkurslovens § 33).
UfR 1987.755/2 HR	Skattemyndighedens pålæg om lønindeholdelse under en gældssanering blev ikke omstødt, da lønindeholdelsen ikke var omfattet af konkurslovens § 72 og § 74. ►◄	Højesteret slår fast, at lønindeholdelse ikke er omfattet af konkurslovens § 72 og § 74.
UfR 1985.619 HR	En vognmand, hvis bo blev taget under konkursbehandling i november 1981, havde i perioden marts til juli 1981 solgt nogle køretilladelser. Skattevæsenets krav på særlig indkomstskat heraf ansås først for opstået ved indkomstårets udløb og kunne derfor ikke anmeldes i boet.	Højesteret slår i dommen fast, at indkomstskat først kan opgøres ved indkomstårets udløb, hvorfor det først opstår der. Konkurslovens § 38 blev i 1991 udformet således, at indkomstskat vedrørende det år, hvori konkursdekretet afsiges, tillige kunne anmeldes i konkursboet og modtage dividende.
Landsretten
►UfR 2001.2143.VLR◄	►Landsretten fandt, at den lønindeholdelse, som blev foretaget af Finansstyrelsen i tiden efter indledning af gældssaneringssag, ikke skulle påvirke dividenden til Finansstyrelsen som sket i skifterettens kendelse om gældssanering, da den dividende, som var beregnet i kendelsen, svarede til, at lønindeholdelsen under gældssaneringssagen blev omstødt, og da lønindeholdelse ikke er omfattet af konkurslovens regler om omstødelse. Landsretten hjemviste derfor sagen med henblik på fastsættelse af samme dividende til Finansstyrelsen som til de øvrige kreditorer. Landsretten udtalte, at dividende dog alene skulle beregnes af Finansstyrelsens fordring pr. 20. marts 2001, hvilket var dagen for kendelse om gældssanering.◄	►Landsrettens afgørelse er på linje med Højesterets dom i UfR 1987.755/2 HR. Lønindeholdelse er ikke omfattet af konkurslovens regler om omstødelse. På baggrund af dommen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at dividende skal beregnes af restfordringenpå tidspunktet for dividendeudbetaling, men at det lønindeholdte beløb ikke fratrækkes dividendebeløbet.◄
Landsskatteretten
SKM2018.442.LSR	Landsskatteretten fandt, at et konkursbos krav på negativt momstilsvar var stiftet efter fristdagen den 14. maj 2013, og at der derfor som udgangspunkt ikke kunne ske modregning i afgiftstilsvaret for april 2013, jf. konkurslovens § 42, stk. 1. Da kravene endvidere ikke fandtes at være konnekse, havde SKAT ikke med rette kunnet foretage modregning. Dissens 2-1.	Landsskatterettens afgørelse er på linje med Højesterets dom i SKM2016.561.HR. Hvis der skal foretages modregning hen over fristdagen, skal kravene være konnekse. I den konkrete sag var der uenighed (dissens 2-1) om, hvorvidt kravet var stiftet før eller efter fristdagen, hvorfor tvisten ikke bestod i spørgsmålet om konneksitet.