Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for skattepligt for andre foreninger omfattet af fondsloven, som ikke kan anses for at være en arbejdsmarkedssammenslutning.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Afgrænsning over for arbejdsmarkedssammenslutninger
- Afgrænsning over for foreninger omfattet af lov om erhvervsdrivende virksomheder
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
De foreninger, der er omfattet af fondsloven, men som ikke er arbejdsmarkedssammenslutninger efter FBL § 1, stk. 1, nr. 3, er skattepligtige efter FBL § 1, stk. 1, nr. 2.
Bestemmelsen omfatter således foreninger, der kun varetager medlemmernes faglige og økonomiske interesser af merkantil og servicebetonet art.
En faglig forening, der hverken forhandler overenskomst eller yder konfliktunderstøttelse, men som derimod arbejder til fremme af omsætningen af branchens produkter eller ydelser, beskattes således efter FBL § 1, stk. 1, nr. 2.
En forenings aktivitet kan også bestå i at tilbyde undervisning og kurser, udgive faglitteratur eller yde konsulenttjenester mv. Som eksempel på foreninger med sådanne aktiviteter kan nævnes brancheforeninger, erhvervsorganisationer, handelsstandsforeninger, handelsforeninger, landbrugs- og husmandsorganisationer, kvægavlsforeninger og lignende.
Afgrænsning over for arbejdsmarkedssammenslutninger
Udbetalinger fra en brancheforening til en arbejdsmarkedssammenslutning medfører ikke i sig selv, at den udbetalende forening bliver en arbejdsmarkedssammenslutning. Hertil kræves, at foreningen selv enten
- har til formål at føre eller faktisk fører overenskomstforhandlinger og understøtter under konflikt eller
- besidder kapital til konfliktunderstøttelse.
Se afsnit C.D.9.1.4.2 om arbejdsmarkedssammenslutninger.
Afgrænsning over for foreninger omfattet af lov om erhvervsdrivende virksomheder
En forening mv. med begrænset ansvar, hvor ingen af deltagerne hæfter
- personligt
- uden begrænsning og
- solidarisk
er omfattet af lov om erhvervsdrivende virksomheder, når den udøver erhvervsdrift. Se LEV § 1.
Det er også en betingelse, at
- der er minimum to deltagere
- virksomhedsdeltagerne ikke kan stemme og modtage udbytte i forhold til deres andel af kapitalen, og
- der skal være mulighed for vekslende deltagerantal.
Se også LEV § 3.
En forening mv., der opfylder disse betingelser, vil være skattepligtig efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Det betyder, at den ikke er skattepligtig efter bestemmelsen i FBL § 1, stk. 1, nr. 2. Baggrunden herfor er, at den erhvervsmæssige aktivitet er af væsentlig betydning for foreningens virke.
►SKM2024.546.LSR drejede sig om, hvorvidt en forening var omfattet af skattepligt i henhold til selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven. Det var oplyst, at foreningens formål oprindeligt var at tjene som landssammenslutning for Danmarks [...]handlere, og virke for fremme af [...]handlernes fælles interesser for derved at tilvejebringe så sunde og gode forhold for alle medlemmerne som muligt og så gode forhold til leverandører og myndigheder som muligt. Efter en sammenlægning i 2016 med to andre foreninger var det oplyst, at formålet var at skabe de bedst mulige betingelser, hvor fælles indsats var af interesse for medlemmerne, at fremme, hævde og beskytte [...]branchens interesser, at arbejde for dygtiggørelse af [...]branchens aktører, at udbrede kendskabet til [...]branchen. Efter sammenlægningen fandt Skattestyrelsen, at foreningen var omfattet af SEL § 1, nr. 1, nr. 6. Landsskatteretten anførte, at det hverken fremgik af lovens ordlyd eller forarbejder, hvad der skulle forstås ved "økonomiske interesser". Efter en naturlig sproglig forståelse fandt Landsskatteretten, at der skulle være tale om aktiviteter med henblik på opnåelse af økonomisk udbytte. Landsskatteretten anførte herefter, at det ikke fremgik udtrykkeligt af foreningens formålsbestemmelse, at foreningen varetog medlemmernes økonomiske interesser. Landsskatteretten anførte videre, at henset til, at foreningen var en brancheforening for erhvervsmæssige virksomheder sammenholdt med, at ingen af foreningens formål umiddelbart havde ikke-økonomisk sigte, fandt Landsskatteretten efter en samlet konkret bedømmelse, at foreningens formål overvejende tilsigtede at varetage medlemmernes økonomiske forhold. Landsskatteretten fandt videre, at dette støttedes af det oplyste om, at foreningen i 2016 i praksis varetog medlemmernes interesser bl.a. ved lobbyarbejde for at sikre, at der i lovgivningen, f.eks. i planlovgivningen, blev givet plads til, at der i fremtiden var detail- og udvalgsbutikker i bykerner, og ved at yde juridisk rådgivning, kurser og IT-bistand til medlemmerne. Landsskatteretten fandt herefter, at foreningen i 2016 i henhold til FL § 2, stk. 1, nr. 1, var en faglig sammenslutning, der som hovedformål havde at varetage de faglige økonomiske interesser for den erhvervsgruppe medlemmerne hørte til. På dette grundlag, og da det på baggrund af sagens oplysninger blev lagt til grund, at foreningens aktiver i 2016 oversteg 250.000 kr., jf. FL § 2, stk. 2, ændrede Landsskatteretten herefter SKATs afgørelse således, at foreningen i indkomståret 2016 var omfattet af fondsbeskatningsloven.◄
Se endvidere kendelse fra Erhvervsankenævnet refereret nedenfor. Skattepligten for sådanne foreninger baseres således på objektive kriterier. Se også afsnit C.D.1.1.3 om andre selskaber mv.
Erhvervsankenævnets kendelse af 10. maj 2007
Erhvervsankenævnet har i 2007 taget stilling til, om en brancheforening var omfattet af lov om erhvervsdrivende virksomheder.
Erhvervsankenævnet anførte:
"K er en brancheforening af ideel karakter. Der er enighed om, at foreningen er erhvervsdrivende i henhold til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 1, stk. 3.
Da K drives med begrænset ansvar, skal foreningen registreres, såfremt en ikke uvæsentlig del af erhvervsdriften har til formål at fremme medlemmernes økonomiske interesser, jf. samme lovs §§ 1, 3 og 8.
I vedtægterne for K er anført, at foreningen ud over at have et ideelt formål, bevarelse og udvikling af naturværdier, arbejder for at fremme danske ... erhvervsmæssige interesser, og at foreningen kan have ejerandele i foreningens datterselskab.
Det fremgår af årsrapporten for 2004/2005 for det af foreningen 100 pct. ejede datterselskab, B A/S, der er en helt kommerciel virksomhed, at bruttofortjenesten var 8.118.538 kr. Årets resultat efter skat var 2.587.286 kr., hvoraf et beløb på 388.000 kr. overførtes til K, mens 2.199.286 kr. overførtes til næste år. Selskabets balance pr. 30. juni 2005 var 30.848.773 kr., hvoraf egenkapitalen udgjorde 8.295.916 kr. Det fremgår af ledelsesberetningen blandt andet, at selskabets aktiviteter er voksende med nye og udvidede leverandørsamarbejder.
K tilbyder blandt andet gratis produktansvarsforsikring, markedsføring, produktudvikling og markedsinformation til sine medlemmer. Medlemmer kan således fx på foreningens hjemmeside gratis tilmelde en ... på en liste over private ..., der henholdsvis udbyder ..., tillader..., .... eller ... og events. På samme hjemmeside kan brugere se listen over private ..., der udbyder produkterne med nærmere angivne produktspecifikationer, så som årskort, dagskort, klippekort og gæstekort.
K findes herefter både efter sit formål og efter sine faktiske aktiviteter, der ikke udelukkende kan anses for at tjene fagpolitiske formål, i ikke uvæsentligt omfang at fremme medlemmernes økonomiske interesser."
Afgørelse fra Fondsregisteret
Fondsregisteret har truffet en afgørelse af 13. december 1984 om, hvorvidt en forening var omfattet af FL § 2. Den drejede sig om en forening, hvis formål var at fremme kendskabet til informationsteknologien og dens anvendelse gennem aktiviteter som foredrag, kurser, studiekredse, tidsskrifter mv. og at fremtræde over for offentligheden som sagkyndige fx gennem presse, TV og radio og som deltog i offentlige udvalg, kommissioner etc., i hvilke spørgsmål om informationsteknologi behandledes. Det var desuden foreningens formål ved samarbejde med foreninger og lignende i ind- og udland at kunne tilføre medlemmerne størst mulig viden på informationsbehandlingens område. Foreningen var ikke omfattet af FL § 2.
Foreninger, hvis aktiviteter ikke er knyttet til en eller flere erhvervsgrupper, men til brugerne af et produkt, vil ikke være omfattet af FL § 2.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
undersøges, om selve overførslen af de 5.000 USDC Ethereum fra långivers USDC-adresse til Spørgers USDC-adresse den 8. februar 2024 skattemæssigt skal betragtes som et lån eller en realisation.
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
►SKM2024.546.LSR◄ | ►SKAT havde truffet afgørelse om, at en forening i indkomståret 2016 var skattepligtig i henhold til SEL § 1, stk. 1, nr. 6, om bl.a. andre foreninger, som ikke var omfattet af fondsbeskatningsloven. Foreningen klagede til Landsskatteretten med påstand om at være omfattet af FBL § 1, stk. 1, nr. 2, om foreninger, der var omfattet af fondsloven. Landsskatteretten henviste til FL § 2, stk. 1, nr. 1, der omfattede arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og "andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hører til". Af bestemmelsens forarbejder fremgik bl.a., at foruden de allerede af lovforslaget omfattede arbejdsgiverforeninger og fagforeninger ville "en lang række brancheforeninger" blive inddraget. Det fremgik hverken af lovens ordlyd eller forarbejder, hvad der skulle forstås ved "økonomiske interesser". Efter en naturlig sproglig forståelse fandt Landsskatteretten, at der herved overordnet skulle være tale om aktiviteter med henblik på opnåelse af økonomisk udbytte. Landsskatteretten bemærkede, at det ikke fremgik udtrykkeligt af foreningens formålsbestemmelse, at foreningen varetog medlemmernes økonomiske interesser. Henset til, at foreningen var en brancheforening for erhvervsmæssige virksomheder sammenholdt med, at ingen af foreningens formål umiddelbart havde ikke-økonomisk sigte, fandt Landsskatteretten efter en samlet konkret bedømmelse, at foreningens formål overvejende tilsigtede at varetage medlemmernes økonomiske forhold. Dette var støttet af det oplyste om, at foreningen i praksis varetog medlemmernes interesser bl.a. ved lobbyarbejde for at sikre, at der i lovgivningen, f.eks. i planlovgivningen, var plads til, at der i fremtiden ville være detail- og udvalgsbutikker i bykerner, og ved at yde juridisk rådgivning, kurser og IT-bistand til medlemmerne. Landsskatteretten fandt herefter, at foreningen i 2016 i henhold til FL § 2, stk. 1, nr. 1, var en faglig sammenslutning, der som hovedformål havde at varetage de faglige økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hørte til. På det grundlag, og da det på baggrund af sagens oplysninger blev lagt til grund, at foreningens aktiver i 2016 oversteg 250.000 kr., jf. FL § 2, stk. 2, ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse således, at foreningen i indkomståret 2016 var omfattet af fondsbeskatningsloven.◄ | |
SKM2011.599.LSR | En forening havde som formål at varetage medlemmernes fælles interesser som erhvervsdrivende virksomheder, at danne grundlag for medlemmernes fælles fremtid som en landsdækkende enhed, at stå for fælles markedsføring af medlemskontorerne som en enhed, at etablere og eje serviceselskaber samt at formidle samarbejde og vidensudveksling mellem medlemmerne. Der kunne kun være et medlem inden for et bestemt større afgrænset geografisk område. Medlemskab af Foreningen var således begrænset til bestemte "distributionsområder", der var lokalt og geografisk afgrænset. Som virksomhed havde man desuden ikke krav på at blive medlem af Foreningen, uanset at der ikke allerede var et medlem i et bestemt område. Foreningen blev ikke anset at være omfattet af FBL § 1, stk. 1, nr. 2, da den hverken havde til formål eller var forpligtet til at varetage medlemmernes interesser over for offentlige myndigheder eller at optage samtlige potentielle medlemmer. | Landsskatteretten vurderede ikke, om foreningen kunne være omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Tidligere instans: SKM2010.771.SR |
SKM2010.190.LSR | En centerforening for butiksejere i et indkøbscenter var ikke skattepligtig efter FBL § 1. stk. 1, nr. 2. Landskatteretten lagde vægt på, at foreningen efter de fremlagte oplysninger varetog lejernes interesser i relation til selve lejemålets og centrets attraktion for kunderne og derved alene indirekte de økonomiske interesser forbundet hermed. Foreningen var skattepligtig efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. | |