►Alle almennyttige lotterier med en samlet årlig salgssum fra 15.000 kr. kræver tilladelse.

Det kræver ikke en tilladelse fra Spillemyndigheden at afholde lotteri med en samlet årlig salgssum under 15.000 kr., og der skal ikke ske anmeldelse til Spillemyndigheden, såfremt den samlede salgssum fra lotterier over en 12 måneders periode ikke overstiger denne bagatelgrænse.

Der findes tre typer af tilladelser.

Tilladelseskategori 1:

Foreninger eller offentligt støttede enheder kan afholde almennyttigt lotteri med en samlet årlig salgssum fra 15.000 kr. til og med 200.000 kr., uden at der stilles krav til overskuddets størrelse, men blot at hele overskuddet skal gå til det eller de almennyttige formål, der er givet tilladelse til.

Politiske partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget eller et nationalt parlament i et andet EU- eller EØS-land, kan afholde lotteri til fordel for sig selv efter reglerne i denne kategori.

Der stilles til gengæld krav om, at der alene må benyttes frivillig ulønnet arbejdskraft i forbindelse med lotterierne, og at der ikke må kunne vindes kontantgevinster, gavekort på over 200 kr. eller varegevinster på over 750 kr.

Se SPILL § 10, stk. 1-2, og BEK nr. 1438/2024 §§ 11-14.

Tilladelseskategori 2:

Foreninger, fonde, selvejende institutioner eller virksomheder (dog ikke enkeltmandsvirksomhed eller personligt ejet mindre virksomhed) kan afholde almennyttigt lotteri med en samlet årlig salgssum fra 15.000 kr. til og med 5 mio. kr.

Politiske partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget eller et nationalt parlament i et andet EU- eller EØS-land, kan afholde lotteri til fordel for sig selv efter reglerne i denne kategori.

Hele overskuddet fra lotterierne skal gå til det eller de almennyttige formål, der er givet tilladelse til.

Overskuddet skal udgøre mindst 35 pct. af salgssummen over en periode på 12 måneder. Hvis tilladelsesindehaver er en forening, skal overskuddet dog udgøre mindst 15 pct. af salgssummen.

Se SPILL § 10, stk. 1 og 3, og BEK nr. 1438/2024 §§ 15-20.

Tilladelseskategori 3:

Foreninger, fonde, selvejende institutioner eller virksomheder (dog ikke enkeltmandsvirksomhed eller personligt ejet mindre virksomhed) kan afholde almennyttigt lotteri med en samlet årlig salgssum over 5 mio. kr. til og med 100 mio. kr.

Politiske partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget eller et nationalt parlament i et andet EU- eller EØS-land, kan afholde lotteri til fordel for sig selv efter reglerne i denne kategori.

Hele overskuddet fra lotterierne skal gå til det eller de almennyttige formål, der er givet tilladelse til.

Overskuddet skal udgøre mindst 35 pct. af salgssummen over en periode på 12 måneder.

Se SPILL § 10, stk. 1 og 4, og BEK nr. 1438/2024 §§ 15-20.◄

►◄