Indhold

Dette afsnit handler om de betingelser, der skal være opfyldt, for at en person kan benytte grænsegængerreglerne.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Indkomst fra personligt arbejde og selvstændig erhvervsvirksomhed.

Regel

Grænsegængerreglerne kan benyttes af personer, som er skattepligtige efter KSL § 2 eller KULBRL § 21 samt af fuldt skattepligtige personer, der anses for hjemmehørende i udlandet.

Personen skal have haft indkomst fra personligt arbejde eller fra selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, eller indkomst som er sidestillet hermed.

Den del af en persons indkomst, som beskattes efter interne danske subjektive og objektive regler samt efter en eventuel indgået DBO (herefter kaldet kvalificerende indkomst), skal udgøre mindst 75 pct. af personens samlede indkomst (herefter kaldet globalindkomst).

Se KSL § 5 A, stk. 1.

Bemærk

Grænsegængerreglerne kan ikke anvendes af personer, der ansøger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Se KSL § 5 A, stk. 5.

Fuldt skattepligtige personer hjemmehørende i udlandet

Fuldt skattepligtige personer er omfattet af grænsegængerreglerne, hvis de har dobbeltdomicil og anses for skattemæssigt hjemmehørende i et andet land end Danmark efter artikel 4 i DBO'en mellem Danmark og det andet land (bopælslandet). Se afsnit C.F.9.2 om danske dobbeltbeskatningsoverenskomster og internationale aftaler.

Hvis en person i den første del af året er begrænset skattepligtig i Danmark eller fuldt skattepligtig i Danmark, men skattemæssigt hjemmehørende i et andet land og i den anden del af året er fuldt skattepligtig og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, kan grænsegængerreglerne finde anvendelse i den første del af året.

Den skattepligtiges statsborgerskab er uden betydning.

Ved vurderingen af, om betingelserne for at benytte ordningen er opfyldt, behandles ægtefæller hver for sig.

Indkomst fra personligt arbejde og fra selvstændig erhvervsvirksomhed

Indkomst fra personligt arbejde omfatter indkomst både i og uden for tjenesteforhold. Bestemmelsen omfatter både A- eller B-indkomster, uanset om der er tale om løn, honorarer eller personalegoder.

Indkomst fra personligt arbejde omfatter også:

  • Arbejdsløshedsdagpenge, strejke- og lockoutgodtgørelser, sygedagpenge og barselsdagpenge. Se KSL § 5 A, stk. 2.
  • Pensioner, efterløn, ventepenge og lignende samt SU efter KSL § 2, stk. 1, nr. 9-11 og 13. Se KSL § 5 A, stk. 3.
  • Tilskudsbevillinger fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen efter KSL § 2, stk. 1, nr. 26, for så vidt angår den skattepligtige del af bevillingen.

Se også

  • C.F.5.3.1 om opgørelse af kvalificerende indkomst
  • C.F.5.3.2 om opgørelse af globalindkomst
  • C.F.5.3.3 for eksempler på opgørelse af kvalificerende indkomst og globalindkomst
  • C.F.5.3.4 om opgørelse af kvalificerende indkomst ved negativ indkomst
  • C.F.5.3.5 om opgørelse af kvalificerende indkomst ved skattepligt en del af året
  • C.F.5.3.6 om opgørelse af kvalificerende indkomst ved til- og fraflytning
  • C.F.5.3.7 om opgørelse af kvalificerende indkomst ved dødsfald i løbet af året.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretsdomme
►SKM2024.400.LSR◄

►Sagen angik, om klageren i indkomstårene 2017-2019 var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark eller i Polen efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, herunder om klageren i disse indkomstår kunne anvende reglerne for grænsegængere og derved få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover angik sagen, om klageren for de samme indkomstår var berettiget til fradrag for befordring mellem arbejdspladsen i Danmark og boligen i Polen efter ligningslovens § 9 C, herunder hvor klageren havde sædvanlig bopæl.

Landsskatteretten fandt, at klageren som udgangspunkt var skattepligtig til Danmark, ligesom det blev lagt til grund, at klageren var skattepligtig til Polen. Da klageren havde bolig til rådighed i både Danmark og Polen, skulle klageren anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han havde midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a. Idet klageren havde økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, skulle klageren herefter anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis havde ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b. Ud fra det i sagen fremlagte havde klageren opholdt sig mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår, hvorved retten fandt, at klageren var hjemmehørende i Polen.

I relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C fandt retten, at klagerens sædvanlige bopæl i de omhandlede indkomstår var i Polen. Herved lagde retten bl.a. vægt på, at klageren havde opholdt sig væsentligt mere i Polen end i Danmark, ligesom klagerens familiemæssige og personlige forhold i Polen fremstod veldokumenterede. Desuden lagde retten vægt på, at klagerens boligforhold i Danmark og Polen adskilte sig fra hinanden, idet klageren delte en lejlighed i Danmark med andre, mens klageren ejede den ejendom i Polen, som klageren boede i sammen med sin familie.

Retten hjemviste den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget til Skattestyrelsen, da Skattestyrelsen som førsteinstans ikke tidligere havde forholdt sig til denne del.◄

  
SKM2024.153.LSR Klageren havde fast bolig til rådighed i både Danmark og Polen. Da klageren havde haft stærke økonomiske interesser i Danmark og stærke personlige interesser i Polen, kunne det ikke herudfra afgøres, i hvilken stat han efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten skulle anses for at have været hjemmehørende. Ligeledes kunne det ikke afgøres ud fra sædvanligt ophold. Landsskatteretten anså herefter klageren for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Polen, hvor han var statsborger. Klageren kunne derfor beskattes efter grænsegængerreglerne i KSL §§ 5 A-D. I relation til befordringsfradrag til arbejdspladsen i Danmark fandt retten, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark.