Dette afsnit handler om egentlig afbrydelse af forældelse efter forældelsesloven.

Afsnittet indeholder:

  • Regler
  • Foreløbig afbrydelse ved overdragelse til inddrivelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regler

Egentlig afbrydelse af forældelse kan ske ved:

Her ud over sker der forældelsesafbrydelse ved henstand under visse betingelser. Se afsnit A.A.9.5.1.9.

Andre former for egentlig afbrydelse af forældelsen anerkendes ikke.

Efter en egentlig afbrydelse af forældelsesfristen løber der en hel ny forældelsesfrist. Den nye forældelsesfrist har som udgangspunkt samme længde som den forældelsesfrist, der blev afbrudt. Se FORÆL §§ 15-19.

De forældelsesafbrydende skridt skal foretages inden udløbet af en forældelsesfrist eller inden udløbet af en tillægsfrist efter FORÆL §§ 3-14 for at undgå, at forældelsen indtræder.

Forældelsen kan afbrydes for alle typer af krav og for alle typer af forældelsesfrister, medmindre det udtrykkeligt fremgår, at der ikke kan ske afbrydelse af forældelsen.

Efter den tidligere regel i DL blev forældelse afbrudt ved påmindelse. Dette har bevirket, at retten i sag, SKM2011.362.BR har besluttet, at underholdsbidrag for årene 1985-2009 ikke var forældet. Kravet var anmeldt i skyldnerens gældssanering i september 2004. Retten fastslår, at påmindelse i sig selv afbrød forældelsen efter Danske Lov (DL).

Foreløbig afbrydelse ved overdragelse til inddrivelse

Efter INDOG § 18a, stk. 2, sker der foreløbig afbrydelse for fordringer, der modtages til inddrivelse hos RIM. Som følge af reglen i § 18a, stk. 1, får reglen om foreløbig afbrydelse alene selvstændig betydning for fordringer, der modtages hos RIM senere end 20. november 2021.

For fordringer med en forældelsesfrist på 3 år, der oversendes til inddrivelse, vil forældelse indtræder 3 år fra den dag, hvor RIM modtager fordringen til inddrivelse, medmindre forældelsen inden da er afbrudt. Bestemmelsen vil alene have praktisk betydning, hvis der på det tidspunkt, hvor fordringen overdrages til RIM, er mindre end 3 år tilbage af forældelsesfristen.

Hvis RIM tilbagesender fordringen til Fordringshaver eller fordringen tilbagekaldes af Fordringshaver med en anden årsag end FEJL, beregnes fristen på 3 år fortsat fra modtagelsestidspunktet hos RIM. Overdrages en fordring, der er tilbagesendt eller tilbagekaldt atter til RIM, regnes fristen på 3 år fra det første modtagelsestidspunkt.

Bemærk

Den foreløbige afbrydelse af forældelse vil ikke indtræde, i de tilfælde, hvor Fordringshaver tilbagekalder fordringen med årsagskode FEJL, da overdragelsen herved annulleres med tilbagevirkende kraft.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

►SKM2024.476.HR◄

►Skattestyrelsen traf den 18. maj 2020 afgørelse om, at appellanten ikke skulle godskrives A-skat og AM-bidrag, som i 2015-2017 var formelt indeholdt, men ikke blev afregnet af det selskab, som han var ansat i, og som efterfølgende gik konkurs ved dekret afsagt den 9. maj 2017. 

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens krav var forældet på tidspunktet for afgørelsen den 18. maj 2020, fordi forældelsesfristen på 3 år skulle regnes fra konkursens indtræden den 9. maj 2017. 

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev henvist til landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. 

Ved landsrettens dom fik Skatteministeriet medhold i, at betingelserne for nulstilling er opfyldt, og at kravet ikke var forældet på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse. 

For Højesteret angik sagen alene, om Skattestyrelsens krav var forældet efter forældelseslovens almindelige frist på 3 år på afgørelsestidspunktet den 18. maj 2020. 

Højesteret udtalte, at krav i henhold til nulstilling tidligst kan rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Forældelsesfristen for sådanne krav kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Kravet over for appellanten kunne således tidligst rejses den 9. maj 2017, hvor selskabet blev erklæret konkurs, og forældelsesfristen for kravet kunne derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt.

Skatteministeriet fik ikke medhold i, at forældelse blev afbrudt ved en partshøring efter forvaltningslovens § 19 den 17. januar 2020, jf. forældelseslovens § 16. 

Spørgsmålet var herefter, om forældelsesfristen havde været suspenderet, fordi Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, således at fristen derfor først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret tiltrådte, at Skattestyrelsen efter bevisførelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpavurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om appellanten eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de pågældende beløb. Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af 12. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt.

Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret fandt herefter, at der ikke var indtrådt forældelse, da Skattestyrelsen den 18. maj 2020 traf afgørelse om nulstilling.

På den baggrund stadfæstede Højesteret dommen. (Dissens)◄

Tidligere instans

SKM2022.212.LSR.

Byretten
SKM2023.554.BR

Sagen angik en mail fra SKAT om, at sagsøgeren ikke havde nogen gæld til SKAT. Det var faktuelt forkert, og spørgsmålet var, om SKAT var bundet af tilkendegivelsen.

Retten lagde bl.a. vægt på, at sagsøgeren havde underskrevet flere gældserkendelseserklæringer samt gennem årene havde modtaget oplysninger om gældens størrelse, og at han forklarede, at han ikke konkret troede på mailen. 

Det kunne ikke føre til statuering af god tro, at sagsøgerens advokat efter modtagelsen af SKATs mail havde en telefonsamtale med samme skattemedarbejder, som havde skrevet mailen, og fået samme besked som i denne. 

Allerede fordi betingelsen om god tro ikke var opfyldt, blev Skatteministeriet frifundet.

  

SKM2011.362.BR

Retten fastslog, at kravet, der var anmeldt i skyldners gældssanering ikke var forældet. Retten udtaler, at påmindelse i sig selv afbrød forældelsen efter DL.

  

Landsskatteretten

SKM2017.338.LSR

Landsskatteretten fandt, at klageren måtte anses at have været påmindet om studiegæld, og at forældelsen herved var blevet afbrudt, idet RIM have sendt 6 breve i perioden 2003-2009, hvor to breve var kommet retur. Landsskatteretten udtalte, at sandsynligheden for, at ingen af de 4 andre breve kom frem til skyldneren, måtte anses for meget beskeden. Da brevene var sendt til den adresse, klageren senest have oplyst.