Indhold
Dette afsnit beskriver fastsættelse og betaling af honorar og udlæg til forsvareren.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Indstilling til retten om fastsættelse af vederlaget
- Den valgte forsvarers vederlag
- Afgørelse om fordeling af sagsomkostninger
- Statens regreskrav
- ►Vejledende takster for salær i straffesager◄
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Vederlaget til den beskikkede forsvarer fastsættes efter straffesagens afslutning af den ret, der har foretaget beskikkelsen, og det betales forlods af Skatteforvaltningen i sager, der er afsluttet administrativt. Se ►SKSL § 3, stk. 1◄.
Se SKM2022.102.ØLR hvor landsretten ophævede byrettens kendelse om fastsættelse af salær før straffesagens afslutning. Landsretten bemærkede, at der efter sagens omfang og karakter ikke fandtes at foreligge oplysninger, der kunne danne grundlag for tilkendelse af salær til den beskikkede forsvarer forud for straffesagens afslutning.
En sigtet, der senere findes skyldig, har normalt pligt til at erstatte det offentlige de nødvendige sagsomkostninger - herunder salær til den beskikkede forsvarer. Se ►SKSL § 5◄.
I SKM2021.436.VLR blev en administrativ skattestraffesag afsluttet med en advarsel til T. Landsretten pålagde T endeligt at betale salæret til sin forsvarer. Landsretten henviste til, at den tildelte advarsel er sket i medfør af en analogi af RPL § 900 og er en sanktion.
Bemærk
Disse regler svarer til retsplejelovens regler om vederlag til offentlige og valgte forsvarere. Det betyder, at retspraksis om fastsættelse af vederlaget i straffesager i almindelighed kan anvendes som fortolkningsbidrag i administrative skatte- og afgiftsstraffesager.
Vederlaget fastsættes ved kendelse, der kan kæres til højere ret. ►Se dog RPL § 968, stk. 4.◄ Fristen for kære er 14 dage. Fristen regnes fra modtagelsen af byrettens kendelse. Se SKM2019.476.ØLR.
Vederlaget udredes forskudsvis af Skatteforvaltningen.
Indstilling til retten om fastsættelse af vederlaget
Når straffesagen er afsluttet ►administrativt◄, underretter Skattestyrelsen den ret, der har foretaget forsvarerbeskikkelsen, om udfaldet. Hvis den sigtede har accepteret et bødeforelæg, vedlægges en kopi af dette.
Den beskikkede forsvarer ►◄ fremsender sit honorarkrav til Skattestyrelsen, ►når sagen er sluttet administrativt◄. Skattestyrelsen videresender forsvarerens honorarkrav til retten vedlagt Skattestyrelsens eventuelle bemærkninger.
►Se SKSL § 3, stk. 2.◄ ► ◄
Den valgte forsvarers vederlag
Sigtede kan altid selv skaffe sig bistand af en forsvarer. Dog vedkommer vederlaget til en valgt forsvarer normalt ikke det offentlige.
Afgørelse om fordeling af sagsomkostninger
Retten skal have de oplysninger, som er af betydning for fastlæggelsen af det offentliges regreskrav.
Det kan fx være
- oplysninger om, at væsentlige forhold, der oprindelig blev betragtet som ansvarspådragende, er frafaldet efter møde med den beskikkede forsvarer, eller
- væsentlige forhold efter møde er henført under mildere straffebestemmelser (grov uagtsomhed i stedet for forsæt).
Det skal også indstilles til retten, hvem (den skatte- eller afgiftspligtige/eller det offentlige) der efter Skattestyrelsens opfattelse skal udrede vederlaget til den beskikkede forsvarer.
►Hvis Skattestyrelsens straffesagsenheder ikke har begrænset sigtelsen til en bestemt grad af tilregnelse (forsæt eller grov uagtsomhed), og undersøgelserne kun har været rettet mod det forhold, som bødevedtagelsen angår, skal salæret til den beskikkede forsvarer bæres af den sigtede. Se SKM2004.92.ØLR.
Den sigtede skal afholde omkostningen til den beskikkede forsvarer, hvis dennes arbejdsopgave har omfattet alle rejste forhold, også selvom de kun delvis erkendes af den sigtede. Se SKM2005.551.VLR.
Medgået tid til drøftelse mellem en beskikket forsvarer og den sigtede af den underliggende skatte- eller afgiftsansættelse kan indgå ved opgørelse af forsvarerens tidsforbrug.
Om forsvarerens indsats i forhold til det opgjorte salær. Se SKM2005.551.VLR.◄
Eksempel
En erhvervsdrivende havde vedtaget en bøde for overtrædelse af momsloven. Den beskikkede forsvarer fandt, at honoraret til forsvareren burde betales af det offentlige. Da den erhvervsdrivende havde vedtaget bøden, og da den erhvervsdrivende havde bedt om at få beskikket en forsvarer, blev han af både byret og landsret pålagt at betale omkostningerne. Se TfS 1995.357 ØLK.
Bemærk
Hvis sagen - efter møde - slutter med en henlæggelse,►◄vil udgangspunktet være, at den sigtede ikke bliver pålagt omkostninger►◄.
Se dog UfR 2000.413 VLK.
Hvis det efter mødet med Skattestyrelsens straffesagsenheder besluttes, at sagen skal ►videresendes◄ til politiet med henblik på indbringelse for domstolene, skal den ret, der har foretaget beskikkelsen, ikke underrettes herom, idet retten i forbindelse med domsafsigelse i straffesagen træffer beslutning om salæret til forsvareren.
►Skattestyrelsen orienterer politiet om beskikkelsen i forbindelse med, at sagen sendes videre til politiet.
Salæret fastsættes således først, når sagen er endeligt afsluttet ved politiet eller domstolene. I disse tilfælde er Skattestyrelsen ikke involveret i spørgsmålet om salærfastsættelse eller betaling af salær til forsvareren.◄
Dækning af udlæg
Hvis det er nødvendigt for forsvareren at afholde udgifter til sagkyndig bistand, fx revisorbistand, indgår disse udgifter i sagsomkostningerne.
Eksempel
En beskikket forsvarer blev tillagt godtgørelse for udgifter til revisorbistand. Landsretten udtalte, at det er fast antaget i praksis, at en beskikket forsvarer, eventuelt efter rettens forudgående godkendelse, kan indhente den sagkyndige bistand, der er nødvendig for en forsvarlig udførelse af forsvarerens hverv. Se TfS 1990.501 VLK.
Statens regreskrav
En sigtet, der findes skyldig, har normalt pligt til at erstatte det offentlige de nødvendige sagsomkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer. Se ►SKSL § 5◄ og RPL § 1008. Se SKM2022.304.VLR, SKM2022.457.VLR, SKM2023.432.ØLR og SKM2024.164.ØLR. Dette gælder når den administrative straffesag sluttes med en bøde eller advarsel. Byretten har ved en kendelse afgjort, at sigtede skulle betale salæret til forsvareren i et tilfælde, hvor sagen blev afsluttet med en advarsel. Se SKM2016.617.BR. Se tilsvarende kendelse fra Østre Landsret i SKM2019.412.ØLR.
Om fastsættelse af salær, se afsnittet nedenfor om Vejledende takster for salær i straffesager og fx SKM2023.60.ØLR og SKM2023.541.ØLR►◄.
►◄
Skatteforvaltningen kan således opkræve det beløb, som retten har fastsat til dækning af sagsomkostninger. Udgifter til tolkning i straffesager afholdes endeligt af staten, jf. § 2, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære nr. 104 af 7. juli 1989 om afholdelse af udgifter til tolkning. Se SKM2022.304.VLR.
►Vejledende takster for salær i straffesager
Præsidenterne for Vestre- og Østre Landsret har opstillet vejledende takster for salærer til forsvarere i straffesager. Taksterne anvendes også i administrative skattestraffesager, se SKM2023.60.ØLR og SKM2023.541.ØLR. Taksterne er senest opdateret pr. 1. januar 2025 og kan tilgås via https://www.domstol.dk/selvbetjening/blanketter-og-vejledninger/salaerer-og-takster/
- Grundtaksten pr. time er 2.020 kr. ex. moms.
- Salærer forhøjes med 1.010 kr. pr. time til forsvarere, der må rejse til mødet med Skattestyrelsens straffesagsenheder. Der sker ikke forhøjelse af salæret, hvis forsvarerbeskikkelsen er betinget af, at advokaten frafalder krav mod statskassen om godtgørelse for rejseudgifter.
- Hvis forsvareren er fremmødt forgæves, eller mødet er aflyst med dags varsel eller kortere frist, tillægges et salær fra 1.665 kr.
- For aflysninger med mere end dags varsel tillægges ikke salær.
- Der tillægges ikke salær, hvis det er den pågældende forsvarers egne forhold, fx egen sygdom eller lignende, der er årsag til aflysningen.
- Hvor samme advokat er forsvarer for flere i samme sag, nedsættes salæret normalt for hver enkelt tiltalt med ½ til 1/3.
Hvor det med sagen forbundne arbejde i det væsentligste må anses for udført før den 1. januar 2025, finder de vejledende takster, der var gældende frem til 1. januar 2025, dog anvendelse.◄
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området.
Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme |
SKM2024.164.ØLR | En skatte- og afgiftsstraffesag blev afsluttet administrativt med et vedtaget bødeforelæg på 110.000 kr. Byretten pålagde det offentlige at afholde salærudgiften til den beskikket forsvarer. Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten. Landsretten ophævede byrettens afgørelse, idet bødeforelægget var i overensstemmelse med den af Skattestyrelsen rejste sigtelse. Der var ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i FORSVBIL § 5, jf. RPL § 1008, stk. 1. | |
SKM2023.541.ØLR | Byretten fastsatte et salær på 36.750 kr. med tillæg af moms til den beskikkede forsvarer. Skattestyrelsen kærede kendelsen med påstand om, at salæret nedsættes. Landsretten udtalte, at salæret fastsættes efter landsretternes vejledende takster for salær til forsvarer i straffesager i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom, og at der kan gives salær for tidsforbrug, der med rimelighed har været anvendt til straffesagens behandling. Retten nedsatte salæret til 18.000 kr. med tillæg af moms efter en samlet vurdering af sagens karakter og omfang. | Bemærk: Salær kan efter RPL § 968, stk. 4, indsat ved lov nr. 661 af 11. juni 2024, som udgangspunkt ikke kæres, hvis salæret ikke er fastsat højere end 50.000 kr. |
SKM2023.432.ØLR | En administrativ skattestraffesag blev afsluttet ved, at T vedtog et bødeforlæg på 40.000 kr. Byretten tilkendte T's beskikkede forsvarer et salær på 5.670 kr. med tillæg af moms og afgjorde, at salæret skulle betales af det offentlige. Skattestyrelsen kærede afgørelsen. Landsretten fandt, at salæret endeligt skulle betales af T, idet der ikke sås at være omstændigheder, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet i FORSVBIL § 5 jf. RPL § 1008, stk. 1. | |
SKM2023.60.ØLR | Landsretten udtalte, at salæret til den beskikkede forsvarer under sagens strafferetlige behandling ved skattemyndighederne fastsættes efter landsretternes vejledende takster for salær til forsvarere i straffesager i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom. Der kan gives salær for tidsforbrug, der med rimelighed har været anvendt til sagens behandling. | |
SKM2022.457.VLR | I en administrativ straffesag havde T vedtaget en bøde på 30.000 kr. for overtrædelse af skattekontrolloven. Byretten tilkendte T’s beskikkede forsvarer 22.955 kr. i salær med tillæg af moms og afgjorde, at salæret skulle betales endeligt af statskassen. Skattestyrelsen kærede salærafgørelsen med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer skulle betales endeligt af T, når han havde erkendt at have overtrådt skattekontrolloven og vedtaget bøden. Desuden påstod Skattestyrelsen salærets størrelse nedsat under henvisning til, at der var tale om et forholdsvist ukompliceret forhold. Landsretten nedsatte salæret til 18.000 kr. med tillæg af moms. Retten bemærkede, at efter en samlet vurdering af sagens karakter og omfang oversteg et tidsforbrug på 14,5 timer hvad en forsvarer med rimelighed kunne forvente at få honoreret af det offentlige. Landsretten fandt ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at T efter sagens udfald endeligt skulle betale forsvarersalæret. Landsretten henviste i den forbindelse til forsvarerbistandslovens § 5, samt at der ikke var oplyst omstændigheder, som gav grundlag for at fravige udgangspunktet om, at T efter sagens udfald endeligt skulle betale salæret til sin beskikkede forsvarer, jf. RPL § 1008, stk. 1. | Nedsættelse af salær under henvisning til sagens karakter og omfang. Salæret skulle betales endeligt af T. |
SKM2022.304.VLR | I en administrativ afgiftsstraffesag havde T vedtaget et bødeforelæg. Der havde i den administrative sag været udgifter til tolk. Byretten tildelte forsvareren et salær på 8.950 kr. plus moms. Betalingen af salæret og udlægsgodtgørelsen til tolkning påhvilede ifølge byretten statskassen. Skattestyrelsen kærede byrettens kendelse med påstand om, at salæret og udlægsgodtgørelsen skulle betales endeligt af T. Landsretten ændrede byrettens kendelse, således at T skulle betale salæret. T frifandtes for påstanden om, at han også skulle betale forsvarerens udlæg til tolkning under henvisning til Justitsministeriets cirkulære om udgifter til tolkning i straffesager, hvorefter udgifter til tolkning afholdes endeligt af statskassen. | Udgifter til tolkning afholdes endeligt af staten. |
SKM2022.102.ØLR | I en administrativ afgiftsstraffesag havde Skattestyrelsen sendt tiltalebegæring til politiet, idet sagen ikke kunne afsluttes administrativt. Før straffesagen var afsluttet, anmodede Ts forsvarer om salær for arbejde til dags dato. Byretten tildelte forsvareren et salær på 20.137,50 kr. plus moms. Skattestyrelsen kærede byrettens kendelse med påstand om, at spørgsmålet om fastsættelse af salær samt hvem, der skal betale salæret, først kan afgøres, når straffesagen er afsluttet. Landsretten ophævede byrettens kendelse. Efter sagens omfang og karakter fandtes der ikke ud fra de foreliggende oplysninger i sagen at have været grundlag for tilkendelse af salær til den beskikkede forsvarer forud for straffesagens afslutning. | Tilkendelse af salær sker efter straffesagens afslutning. |
SKM2021.436.VLR | I en administrativ straffesag blev T tildelt en advarsel. Byretten tilkendte T’s beskikkede forsvarer salær og afgjorde, at salæret skulle betales af statskassen. Skattestyrelsen kærede salærkendelsen med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer endeligt skal betales af T. Landsretten ændrede byrettens afgørelse, så T endeligt skulle afholde salæret. Landsretten fandt, at den tildelte advarsel er en sanktion tildelt i medfør af en analogi af RPL § 900. | T, hvis sag blev sluttet med en advarsel, blev pålagt at betale salæret til sin beskikkede forsvarer. Landsretten fandt, modsat forsvarerens opfattelse i kæresvarskriftet, at Skattestyrelsen har hjemmel til at afslutte en administrativ straffesag med en advarsel. Se også SKM2019.412.ØLR, der er nævnt nedenfor. |
| | |
SKM2019.476.ØLR | I en administrativ straffesag havde byretten ved kendelse den 9. maj 2019 tillagt T’s forsvarer et salær på 19.585,80 kr. med tillæg af moms. Den 9. maj sendte retten kendelsen til politiet. Den 20. maj afviste politiet at betale salæret under henvisning til, at salærmeddelelsen vedrørte Skattestyrelsen. Den 2. august modtog Skattestyrelsen elektronisk kopi af salærmeddelelsen. Grundet visitering og afholdelse af ferie gjorde den ansvarlige sagsbehandler sig først bekendt med salærmeddelelsen den 19. august 2019. Skattestyrelsen kærede salærmeddelelsen. Landsretten afviste kæremålet, allerede fordi kære ikke var iværksat 14 dage efter, at Skattestyrelsen den 2. august 2019 var blevet orienteret om byrettens salærfastsættelse. | |
SKM2019.412.ØLR | I en administrativ straffesag havde T modtaget en advarsel for overtrædelse af skattekontrolloven. Byretten fastsatte forsvarersalær på 13.966 kr. med tillæg af moms, som skulle betales endeligt af det offentlige. Landsretten fastholdt salærets størrelse, men pålagde T at betale salæret til den beskikkede forsvarer. Landsretten henviste til, at en sådan advarsel er en sanktion, og at der ikke var oplyst omstændigheder, der gav anledning til at fravige udgangspunktet i FORSVBIL § 5, jf. RPL § 1008, stk. 1. | |
SKM2018.135.ØLR | T vedtog et bødeforelæg på 45.000 kr. i en administrativ skattestraffesag. Normalbøden ville udgøre 95.000 kr., men blev nedsat på grund af, at den ansvarspådragende unddragelse blev reduceret og formildende omstændigheder. Byretten pålagde det offentlige endeligt at udrede salæret til den beskikkede forsvarer. Landsretten bemærkede, at T havde vedtaget et bødeforelæg vedrørende skatteunddragelse for et betydeligt beløb og var derfor som udgangspunkt pligtig til at erstatte det offentlige udgifter til forsvarerbistand, jf. FORSVBIL § 5 jf. RPL § 1008, stk. 1. Uanset at omfanget af skatteunddragelsen blev reduceret beløbsmæssigt i forhold til den oprindelige sigtelse, og at skattemyndigheden anså, at der forelå formildende omstændigheder, fandtes der ikke at foreligge sådanne omstændigheder som nævnet i RPL § 1008,stk. 4. Landsretten pålagde herefter T at betale salæret til den beskikkede forsvarer. | |
SKM2014.628.ØLR | A havde vedtaget et bødeforelæg for grov uagtsom skatteunddragelse. A var enig i den talmæssige opgørelse. Normalbøden var nedsat fra 294.865 kr. til 200.000 kr., da A havde betalt de unddragne skatter. Byretten pålagde det offentlige endeligt at udrede salæret til den beskikkede forsvarer. SKAT kærede kendelsen. A påstod i landsretten, at der var så langt mellem den oprindelige sigtelse, som han havde forstået vedrørte forsætlige unddragelser af skat og arbejdsmarkedsbidrag, og sagens udfald, at omkostningerne endeligt skulle afholdes af det offentlige. Landsretten gav SKAT medhold i, at salæret endeligt skulle udredes af A. Bødeforelægget fandtes i overensstemmelse med den af SKAT rejste sigtelse og foretagne vurdering af sagen. | |
SKM2005.551.VLR | Landsretten lagde til grund, at advokatens arbejde i det væsentlige vedrørte forhold, som tiltalte erkendte, hvorfor tiltalte skulle bære de fulde omkostninger. | |
SKM2004.92.ØLR | Da undersøgelserne alene havde været rettet mod det forhold, som bødevedtagelsen angik, fandt landsretten, at salæret fuldt ud skulle bæres af tiltalte. | |
Byretsdomme |
SKM2016.617.BR | Sagen, der drejede sig om ikke angivet moms, blev sluttet med en advarsel. Byretten pålagde den sigtede at betale salæret til sin beskikkede forsvarer. | |