►Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår Skatteforvaltningen skal vejlede.

Afsnittet indeholder

• Regel
• Vejledningspligt ved anmodning om oplysninger
• Vejledningspligt ved partshøring

Regel

Skatteforvaltningen skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddelen oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Se  RSL § 10, stk. 3.◄

Vejledningspligt ved anmodning om oplysninger

►Hvis Skatteforvaltningen har en konkret mistanke om, at den skattepligtige har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, kan Skatteforvaltningen ikke pålægge oplysningspligt. Se RSL § 10, stk. 1.

Skatteforvaltningen kan dog stadig have brug for oplysninger fra den mistænkte, og skal i forbindelse med en eventuel anmodning om oplysninger vejlede den mistænkte om en række forhold. Skatteforvaltningen skal vejlede om, hvad den konkrete mistanke vedrører og, at den mistænkte ikke har pligt til at indsende oplysninger, men at denne alligevel kan vælge give sit samtykke til at indsende oplysningerne. Afslutningsvis skal den mistænke vejledes om, at samtykket kan tilbagekaldes.◄

Vejledningen kan gives skriftligt eller mundtligt.

►Vejledningspligt ved partshøring

Reglen i RSL § 10 omfatter ikke de tilfælde, hvor den mistænkte ikke i en lov eller bekendtgørelse er forpligtet til at give oplysninger, og hvor vedkommendes manglende medvirken alene kan blive tillagt processuel skadevirkning. Det kan eksempelvis være i de tilfælde, hvor Skatteforvaltningen udsender en partshøring fx i form af et forslag til afgørelse, idet modtageren af forslaget har mulighed for at afgive bemærkninger, men efter lovgivningen ikke er forpligtet til det.

Selvom partshøring ikke er omfattet af RSL § 10, skal Skatteforvaltningen også i disse tilfælde alligevel i fornødent omfang vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke har pligt til at afgive oplysninger, der har betydning for det forhold, som mistanken omfatter.

Se hertil blandt andet forarbejderne til retssikkerhedsloven (LF 96 af 26. november 2003, se pkt. 4.3.2 i de almindelige bemærkninger), hvor det fremgår, at: "Som anført omhandler lovforslaget kun tilfælde, hvor der i lovgivningen er fastsat en oplysningspligt. Lovforslaget regulerer således ikke de situationer, hvor myndighederne anmoder en person om oplysninger, uden at der i lovgivningen mv. er pligt til at give oplysninger til myndigheden. Det indebærer imidlertid ikke, at en forvaltningsmyndighed i en sådan situation uden videre kan anmode en mistænkt om oplysninger, der vedrører et strafbart forhold.

Også i disse tilfælde, hvor der selv uden en mistanke om strafbart forhold ikke ville have været pligt for vedkommende til at give oplysninger, må det antages, at en myndighed i fornødent omfang i forbindelse med en eventuel anmodning om at modtage oplysninger bør vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke har pligt til at afgive oplysninger af betydning for det eller de forhold, som mistanken omfatter."

Se ►også Justitsministeriets vejledning nr. 10326 af 22. december 2004, pkt. 134◄ og pkt. 4.2 i Folketingets Ombudsmands redegørelse af 19. december 2019 om "SKATs indhentelse af oplysninger og mistankevurdering efter retssikkerhedsloven i et konkret sagskompleks". Se FOU nr. 2019.33.◄