Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

Byretsdomme

Spørgsmålet om, hvorvidt Skattestyrelsen havde indhentet oplysninger i strid med selvinkrimineringsforbuddet, blev ikke behandlet af byretten, men fremgår af dommen, da forholdet blev behandlet af Landsskatteretten.  

Landsskatteretten fandt ikke, at der på tidspunktet for indkaldelsen af materialet forelå en konkret mistanke om, at der var begået en strafbar lovovertrædelse. Det forhold, at det var Bandeindsats Øst hos Skattestyrelsen, som behandlede sagen, begrundede ikke i sig selv en konkret mistanke om et strafbart forhold i sagen. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at Skattestyrelsen havde indhentet oplysninger i strid med selvinkrimineringsforbuddet.

Landsskatteretten bemærkede desuden, at Skattestyrelsen alene havde bedt klageren om at indsende oplysninger til brug for vurderingen af, hvorvidt klageren havde modtaget skattepligtige beløb. Landsskatteretten fandt ikke, at denne anmodning var et pålæg om indsendelse af oplysninger.

Når Skattestyrelsen anmoder om oplysninger, sker det som udgangspunkt med hjemmel i kontrolbeføjelser i bl.a. skattekontrolloven. Det er Skattestyrelsens vurdering, at der her altid vil være tale om et pålæg af oplysningspligt, som vil være omfattet af RSL § 10, stk. 1. Det betyder, at hvis der foreligger en konkret mistanke om en strafbar lovovertrædelse, er Skattestyrelsen efter RSL § 10, stk. 3, forpligtet til at vejlede den skattepligtige om, at denne ikke har pligt til at meddele oplysninger.

Da Landsskatteretten afgjorde, at der ikke forelå en konkret mistanke på tidspunkt for pålæg af oplysningspligt, får det dog ingen betydning i denne sag.

Sagen angik bl.a., hvorvidt SKATs afgørelse var ugyldig som følge af tilsidesættelse af forbuddet mod selvinkriminering.

Retten fandt, at SKAT, burde have vejledt om forbuddet mod selvinkriminering, da anmodning om oplysninger blev fremsat på et møde med den skattepligtige. Retten var imidlertid enig med Landsskatteretten i, at SKATs anmodning om oplysninger ikke medførte, at SKATs afgørelse var ugyldig.

Retten lagde til grund, at oplysningerne blev indhentet til brug for skattesagen og ikke med henblik på strafvurdering, og at der på mødet ikke forelå en konkret mistanke om en lovovertrædelse. Den omstændighed, at sagen var behandlet i Money Transfer-projektet, hvor sagerne som udgangspunkt blev oversendt til strafvurdering, kunne ikke føre til et andet resultat.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at når retten her vurderer, at der ikke foreligger en konkret mistanke på tidspunkt for mødet med den skattepligtige, så kan der heller ikke stilles krav om, at Skattestyrelsen på mødet skal vejlede den skattepligtige om, at denne ikke har pligt til at meddele oplysninger jf. RSL § 10, stk. 3. 

►Sagen er anket til ØLR.◄

SKM2021.157.BR

Sagerne handlede om, hvorvidt sagsøgerne, der havde deltaget i et fiktivt lånearrangement, var berettiget til fradrag for en række påståede betalinger til udbyderne af arrangementet. Sagsøgerne påstod principalt, at de var berettigede til rentefradrag, og subsidiært tabsfradrag.

Sagsøgerne havde endvidere anført, at Skattestyrelsen havde tilsidesat selvinkrimineringsforbuddet, at RSL § 10 var en garantiforskrift, og at Skattestyrelsens afgørelser derfor ar ugyldige og skulle annulleres eller hjemvises. Skattestyrelsen havde i forslag til afgørelsen anført, at sagen ville "blive oversendt til Skats juridiske afdeling med henblik på en vurdering af et eventuelt strafansvar". Det var sagsøgerens opfattelse, at anmodningen om at komme med bemærkninger i forslaget til afgørelsen reelt indebar en oplysningspligt, og at Skattesstyrelsen derfor havde tilsidesat sin vejledningspligt, jf. RSL § 10, stk. 3. Sagsøgere anførte derudover, at afgørelserne led af en række andre forvaltningsretlige mangler. Byretten udtalte herom i præmisserne: "Da der ikke er grundlag for at fastslå, at SKAT eller Landsskatteretten har tilsidesat officialmaksimen, eller at SKAT eller Landsskatterettens afgørelser i øvrigt lider af sådanne forvaltningsretlige mangler, at de er ugyldige, er der ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling." 

SKM2021.13.BR

En skatteyder skulle lønbeskattes af udeholdt omsætning i ægtefællens selskab. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige forhøjelser af lønindkomsten.

Skatteyderen havde herudover ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde tilsidesat retssikkerhedslovens § 10, eller at myndighederne havde tilsidesat officialprincippet ved ikke at have indhentet korrekte oplysninger.

SKM2020.79.BR

En skatteyder havde anmodet om, at skattesagen, som han var part i, blev udsat på gennemførelse af en straffesag, der vedrørte samme forhold som skattesagen. Skatteyderen henviste til RSL §10, idet det blev fremført, at bestemmelsen indeholdt et forbud mod selvinkriminering, og at oplysninger, som blev fremlagt i skattesagen, kunne have betydning for bedømmelsen af det strafbare forhold, enten fordi oplysningerne kunne have betydning for vurderingen af, om der forelå skattesvig eller omfanget heraf. Skatteyderen var derfor af den opfattelse, at hans forklaring i skattesagen “kunne blive brugt mod ham" i straffesagen. Med andre ord ønskede skatteyderen at blive friholdt for risikoen for selvinkriminering, ved at skattesagen blev sat i bero. Byretten fulgte ikke skatteyderens anmodning om udsættelse efter RPL § 345. Dette blev begrundet med, at skatteyderen ikke var forpligtet til at afgive forklaring i skattesagen, og såfremt skatteyderen ikke ønskede at udtale sig, eller udtalte sig om et forhold, der var omfattet af straffesagen, og dette således ikke kunne ske under strafansvar, ville der ikke indtræde processuel skadevirkning. Skadevirkningen ville i dette tilfælde begrænses til, hvad der fulgte af almindelige bevisbyrderegler.

En række skatteydere havde deltaget som såkaldte investorer i et lånearrangement, og de påstod sig berettigede til betydelige rentefradrag.

Skatteyderne havde bl.a. gjort gældende, at SKAT havde tilsidesat retssikkerhedslovens § 10, stk. 3, og EMRK artikel 6 ved ikke udtrykkeligt at have oplyst dem om, de kunne inkriminere sig selv. Byrettens tre dommere anførte, at skatteyderne havde bevisbyrden for retten til rentefradrag, samt at konsekvensen af, at de ikke godtgjorde at være berettiget til fradrag for renter, var, at fradragsretten nægtedes. SKAT kunne derfor anmode skatteyderne om dokumentation for de selvangivne renter, uden at bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 10 og/eller EMRK fandt anvendelse.

Sagerne omhandlede, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde nulstillet A-skat og AM-bidrag over for to anpartshavere for indkomstårene 2011 og 2012. Sagerne drejede sig herudover om, hvorvidt SKATs afgørelser var ugyldige som følge af manglende vejledning om selvinkriminering. Skatteankestyrelsen havde for så vidt angår selvinkriminering anført, at SKAT ikke havde en forpligtelse til at vejlede efter reglerne om selvinkriminering, idet konsekvensen af at undlade at indsende de udbedte oplysninger alene var, at sagen ville blive afgjort på det foreliggende grundlag. Denne konsekvens var oplyst i SKATs henvendelse til de pågældende. Retten tiltrådte Skatteankestyrelsens begrundelse.

FOB 2023-8

Et revisionsfirma klagede på vegne af en borger til ombudsmanden over, at Landsskatteretten havde stadfæstet SKATs (nu Skattestyrelsen) afgørelse om forhøjelse af hans indkomst for tre indkomstår. Baggrunden for sagen var de såkaldte Panama Papers (oplysninger om danskeres ejerskab af offshoreselskaber), som SKAT havde købt i september 2016.

Revisionsfirmaet gjorde gældende, at SKAT ikke havde iagttaget pligten til at vejlede borgeren om selvinkriminering, da bl.a. agterskrivelsen i sagen blev udsendt. Revisionsfirmaet gjorde også gældende, at afgørelsen var ugyldig, fordi det beløb, som borgeren blev beskattet af ved afgørelsen, var forhøjet i forhold til det beløb, som borgeren var blevet varslet om i agterskrivelsen.

Landsskatteretten havde i sin afgørelse lagt til grund, at der på tidspunktet for agterskrivelsen forelå en konkret mistanke om, at borgeren havde begået et strafbart forhold forbundet med indkomstforhøjelsen, og at det var en fejl, at SKAT i agterskrivelsen undlod at vejlede ham om selvinkriminering.

Ombudsmanden var enig i, at den manglende vejledning var en fejl, men at fejlen ikke indebar, at SKATs afgørelse var ugyldig. Ombudsmanden lagde vægt på bl.a. myndighedernes oplysninger om, at borgeren ikke efter agterskrivelsen havde indsendt oplysninger til brug for SKATs afgørelse om de forhold, hvorom der skulle være vejledt om selvinkriminering, og at fejlen derfor ikke havde kunnet påvirke afgørelsen.

 FOU nr. 2019.33.

Folketingets Ombudsmand har undersøgt, om der forelå en konkret mistanke om strafbart forhold på tidspunktet for udsendelse af materialeindkaldelser i et konkret sagskompleks.