Indhold

Dette afsnit handler om meddelelse af afgørelsen, herunder meddelelse til andre end adressaten og konsekvenserne af manglende meddelelse.

Afsnittet indeholder:

  • Baggrund
  • Regel
  • Betingelser
  • Konsekvenser, hvis betingelserne ikke er opfyldt
  • Ugyldighed
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Baggrund

En afgørelse skal være modtaget for at have retsvirkning for modtageren.

Se også

Afsnit A.A.7.6 om digital kommunikation.

Regel

Når en sag er ►færdigbehandlet, skal afgørelsen meddeles til sagens parter for at kunne få de virkninger, den tilsigter.◄ ►◄

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Se FVL § 22.

Bestemmelsen skal sammenholdes med FVL § 23, hvoraf fremgår, at den, der har fået meddelt en afgørelse mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

►◄

Hvis der er krav om at udarbejde en sagsfremstilling skal dette ske skriftligt efter de særlige regler i SFL § 19. Se afsnit A.A.7.4.6 om sagsfremstilling.

Se også

Afsnit A.A.7.4.7 om begrundelse af afgørelsen.

Betingelser

Der knytter sig visse betingelser til underretning om afgørelsen, herunder form, parter, partsrepræsentation og særskilt meddelelse ifølge nedenstående forretningsordener.

Dette skema viser de betingelser, der knytter sig til underretning om afgørelsen:

Formen

Afgørelsen meddeles som udgangspunkt skriftligt.

Parten

Meddelelse sker særskilt til sagens part. Se afsnit A.A.7.4.2 om partsbegrebet.

Partsrepræsentation

Om retningslinjer for underretning af partsrepræsentanten. Se afsnit A.A.7.4.2 om repræsentation.

Særskilt meddelelse ifølge forretningsorden

Særskilt meddelelse om myndighedens afgørelse sendes til både parten, øvrige vedkommende og eventuel partsrepræsentanter i følgende tilfælde efter forretningsordenerne:

Konsekvenser af manglende underretning

Efter skatteforvaltningsloven regnes klagefristen fra det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden har modtaget afgørelsen. Se SFL § 35 a, stk. 3.

►◄

►Det er Skatteforvaltningen, som skal godtgøre, at en afgørelse er modtaget af borgeren/virksomheden. Skatteforvaltningen kan godtgøre dette ved at føre det, som Folketingets Ombudsmand kalder et "systembevis". Fx ved at redegøre for postrutiner, fremlægge kopi af det sendte brev og undersøgte, hvorvidt der i perioden har været uregelmæssigheder i postbesørgelsen.

Hvis Skatteforvaltningen kan godtgøre, at brevet er sendt en bestemt dag, må det herefter antages, at brevet er kommet frem (modtaget) i overensstemmelse med almindelig postgang, medmindre der er oplysninger, der kan sandsynliggøre, at dette ikke er tilfældet, jf. U2007.2791 H.

Det vil som udgangspunkt kunne lægges til grund, at en afgørelse, der sendes med standardbrev med PostNord, er kommet frem til borgeren seks omdelingsdage efter, at afgørelsen er dateret og overgivet til postbesørgelse. Omdelingsdage er de dage, PostNord omdeler post.

Se også Folketingets Ombudsmands Myndighedsguide, overblik #26 om klagefrister.

Det fremgår af SFL § 35, stk. 5, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er gjort tilgængelig for Skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige eller indberetningspligtige.

Meddelelser, der sendes under anvendelse af Digital Post, anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen bliver tilgængelig i modtagerens postkasse. Se lov om Digital Post fra offentlige afsendere § 10.

Se også afsnit A.A.7.6 om digital kommunikation.◄

I SKM2023.301.LSR havde Skatteforvaltningen fremlagt dokumentation fra e-Boks, hvoraf det fremgik, at to afgørelser om foreløbig fastsættelse af momstilsvar var tilgængelige for klageren i dennes e-Boks på nærmere angivne datoer. Landsskatteretten fandt, at afgørelserne var kommet frem til virksomheden.

Hvis en borger/virksomhed har ladet sig repræsentere er afgørelsen som udgangspunkt først gyldigt meddelt, når den er ►modtaget af◄ repræsentanten.

I en konkret sag havde borgeren ikke løftet bevisbyrden for, at hans repræsentants indsigelse mod Skatteforvaltningens forslag til afgørelse var kommet frem til Skatteforvaltningen. Da borgeren derfor ikke havde udtalt sig efter at have modtaget forslag til afgørelse, havde Skatteforvaltningen været berettiget til at træffe afgørelse uden yderligere underretning. Se SFL § 20, stk. 2. Se SKM2015.689.VLR.

Ugyldighed

Manglende underretning om afgørelsen anses for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at myndighedens afgørelse bliver ugyldig.

I en konkret sag var der ikke ugyldighed, selv om underretning sker til administrationsselskabet. Byretten fandt, at den omstændighed, at afgørelsen alene var sendt til administrationsselskabet i sambeskatning ikke indebar, at afgørelsen var ugyldig. Retten lagde vægt på, at datterselskabet og administrationsselskabet havde samme adresse, og at datterselskabet havde haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen. Se SKM2014.416.BR.

I en konkret sag var der ikke ugyldighed, selv om underretning sker til kurator. Landsretten bemærkede i relation til H1 ApS' sambeskatningsindkomst med H1.2 ApS i indkomståret 2000, at SKAT efter princippet i SEL § 33 var berettiget til at træffe afgørelsen om forhøjelse af H1.2 ApS' sambeskatningsindkomst med H1 ApS, uanset at H1.2 ApS var opløst ved konkurs på tidspunktet for afgørelsen. Landsretten bemærkede videre, at afgørelsen som sket kunne gøres gældende overfor H1 ApS, uanset at afgørelsen kun var stilet til kurator i H1.2 ApS' tidligere konkursbo. Se SKM2014.232.ØLR.

I en konkret sag var der ikke ugyldighed efter en konkret væsentlighedsvurdering. Borger havde ændret adresse og SKAT burde derfor have reageret, da forslag og afgørelse, der blev sendt til den tidligere adresse, alle blev returneret til SKAT. Sagsbehandlingsfejlen indebar, at borger ikke modtog skriftlig underretning om, at SKAT agtede at ændre skatteansættelsen. Landsretten fandt, at denne fejl ikke kunne antages at have haft betydning for sagens udfald og derfor ikke kunne medføre, at skatteansættelse var ugyldig. Landsretten lagde vægt på, at borgeren deltog i et møde med SKAT bl.a. vedrørende skatteansættelsen for de pågældende indkomstår, inden seneste årsopgørelse blev udsendt for 2005 og at ansættelserne for indkomstårene 2004 og 2005 blev påklaget til Landsskatteretten, der under inddragelse af borgerens synspunkter stadfæstede SKATs afgørelser. Se SKM2013.751.ØLR.

I en konkret sag var der ikke ugyldighed efter en konkret væsentlighedsvurdering. Der blev ikke statueret ugyldighed i en situation, hvor skattemyndighederne havde sendt forslag til ansættelsen og brev med afgørelsen af ansættelsen til den adresse, der fremgik af folkeregistret (CPR-registret). Skatteyder havde meddelt til de lokale skattemyndigheder, at der ikke længere var bopæl på folkeregisteradressen. Ændringerne af ansættelsen blev samtidig sendt til revisors gamle adresse. Højesteret fandt, at skattemyndigheden var skyld i fejladresseringen, og at det ikke var godtgjort, at foreløbig ændring af ansættelsen var modtaget. Uanset dette fandt Højesteret, at fejlen efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke havde haft betydning for sagens udfald, og dermed blev ansættelsen ikke anset for ugyldig. Se SKM2004.470.HR.

I en konkret sag var der ikke ugyldighed med henvisning til SKM2004.470.HR. Som følge af en sagsbehandlingsfejl blev årsopgørelsen sendt til den forkerte adresse. Derfor modtog den skattepligtige årsopgørelsen med ca. et års forsinkelse. Fejlen medførte ikke, at skatteansættelsen var ugyldig. Se SKM2013.124.VLR.

I en konkret sag var der ikke ugyldighed. Skattemyndighederne havde alene sendt ►meddelelsen◄ om et datterselskabs ændrede skatteansættelse til moderselskabet. Fordi moderselskabet havde påtaget sig at indsende ►◄ ►datterselskabets◄ selvangivelse, måtte ►moderselskabet også anses at have fuldmagt til at modtage afgørelser om skatteansættelsen.◄ ►◄ Se SKM2004.108.HR, der stadfæster Østre Landsrets kendelse af 27. september 1999 (TFS 1999.925ØLD).

Se også

Se også afsnit

  • A.A.7.4.5.2 om høring i sambeskattede selskaber.
  • A.A.7.5 om formelle mangler eller fejl.
  • A.A.7.6 om digital kommunikation.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2004.470.HR Fejladressering anses ikke efter en konkret væsentlighedsvurdering for at have haft betydning for sagens udfald, og skatteansættelsen anses derfor ikke for ugyldig.  

SKM2004.108.HR

 Underretning af moderselskabet om ændring af datterselskabs skatteansættelse ikke ugyldig.

Stadfæstelse af

TfS1999.923ØLR.
Landsretsdomme
SKM2015.689.VLR

Borgeren havde ikke løftet bevisbyrden for, at hans repræsentants indsigelse mod SKATs forslag til afgørelse var kommet frem til SKAT. Da borgeren derfor ikke havde udtalt sig efter modtagelsen af forslag til afgørelse, havde SKAT været berettiget til at træffe afgørelse uden yderligere underretning. Se SFL § 20, stk. 2.

  
SKM2014.232.ØLR Landsretten fandt, at afgørelsen - som sket - kunne gøres gældende overfor H1 ApS, uanset at afgørelsen kun var stilet til kurator i H1.2 ApS' tidligere konkursbo.

Tidligere:

SKM2013.122.BR
SKM2013.751.ØLR Ikke ugyldighed, selvom der vedrørende forslag og afgørelse var sket fremsendelse til tidligere adresse og der af borger var ændret adresse, idet fejlen ikke kunne antages, at have haft betydning for sagens udfald.

Stadfæstelse af

SKM2013.98.BR
SKM2013.124.VLR Ikke ugyldighed, selvom årsopgørelsen som følge af en sagsbehandlingsfejl blev sendt til den forkerte adresse eller den slet ikke blev sendt, måtte ligningen anses for endeligt afsluttet på årsopgørelsens kørselsdato. Tidligere SKM2011.782.BR
SKM2002.225.ØLR

En klage over afslag på genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 1994 og 1995 blev indbragt for Told- og Skattestyrelsen af et firma, der også tidligere havde fremstået som skatteyderens partsrepræsentant i forhold til skattemyndighederne, jf. forvaltningslovens § 8.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kunne derfor sendes til firmaet, således at den ved modtagelsen måtte anses som meddelt sagsøgeren, uden at anden underretning var nødvendig.

 Se dog afsnit A.A.7.4.2 om partsrepræsentation
Byretten    

►SKM2023.352.BR◄

►Ikke ugyldighed efter en konkret væsentlighedsvurdering.

Byretten tog stilling til, om Skatteforvaltningens afgørelse var ugyldig som følge af, at sagsøgeren ikke havde modtaget behørig advisering om, at forslag til afgørelse var lagt i sagssøgerens skattemappe.

Det var i sagen ubestridt, at Skattestyrelsen ikke ved fremsendelsen af forslag til afgørelse samtidig sendte en advisering til sagssøgeren. Retten fandt på den baggrund, at forslaget til afgørelse ikke kunne anses for at være kommet frem, jf. skatteforvaltningslovens § 35, stk. 5.

Retten fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at afgørelsen ikke var ugyldig. Retten fandt, at den manglende fremsendelse af advisering til sagssøgeren ikke havde haft afgørende betydning for sagsøgerens mulighed for at varetage sine interesser overfor Skatteministeriet.◄

SKM2014.416.BR

 Afgørelsen ikke ugyldig, selvom der alene var sket fremsendelse til administrationsselskabet.  
Landsskatteretten
SKM2023.301.LSR

En personligt drevet virksomhed havde ikke angivet momstilsvar for to afgiftsperioder. Det var Skatteforvaltningens opfattelse, at der var sendt to foreløbige fastsættelser til virksomheden for disse perioder. Klageren var efter en gennemgang af sin e-Boks af den opfattelse, at afgørelserne om de foreløbige fastsættelser ikke var modtaget.

Skatteforvaltningen havde fremlagt kopi af skabelonen for afgørelserne om foreløbig fastsættelse samt de oplysninger, som skabelon var udfyldt med. Skatteforvaltningen havde derudover fremlagt dokumentation fra e-Boks, hvoraf det fremgik, at de to foreløbige fastsættelser var tilgængelige i klagerens e-Boks på nærmere angivne datoer.

Landsskatteretten fandt på den baggrund, at Skatteforvaltningen havde ført bevis for afgørelsernes indhold, og at afgørelserne måtte anses for at være kommet frem til virksomheden.

Den ene afgørelse var sendt til virksomhedens e-Boks på et tidspunkt, hvor virksomheden var afmeldt registrering. En afgørelse sendt til en lukket virksomheds e-Boks kan ikke anses for at være kommet frem til modtageren og har umiddelbart ikke retsvirkning, før den er kundgjort. Se SKM2021.53.LSR. Landsskatteretten fandt imidlertid, at idet klageren efterfølgende genåbnede virksomheden og virksomhedens digitale postkasse under samme CVR nr., havde klageren haft pligt til at gennemgå tidligere post fremsendt til virksomheden. Landsskatteretten fandt, at afgørelsen var bekendtgjort for klageren på den dato, hvor virksomheden genåbnede.