►Spørger påtænkte at gaveoverdrage 70 pct. af kapitalen i A A/S til sin hustru og samtidig etablere en successionsrækkefølge med Spørgers hustru som successor, ægteparrets børn som første antecessorer, og ægteparrets børnebørn som anden antecessorer. Successionsrækkefølgen indeholder en række rådighedsbegrænsninger for såvel successor og antecessorer. Skatterådet bekræftede, at overdragelsen til Spørgers hustru skulle behandles efter reglerne om ægtefællesuccession i KSL § 26 B, idet ejendomsretten til kapitalandelene overgik til Spørgers hustru ved Spørgers overdragelse af disse, jf. UfR2021.5245.H. Skatterådet bekræftede herudover, at hvis kapitalandelene ikke indgik i et dødsbo, ville de ikke være omfattet af boets skattepligt. Kapitalandelene ville dog være omfattet af afdødes skattepligt i mellemperioden. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kapitalandelene ikke skulle beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven ved successors (Spørgers hustru) og antecessorernes (Spørgers børn/børnebørn) død, når kapitalandelene blev indsat i en successionsrækkefølge og overgik ved dødsfald. Kapitalandelene blev overdraget til Spørgers hustru og Spørgers børn/børnebørn, der fik ejerskab til dem. Deres rådighed over kapitalandelene blev anset for ophørt på dødsdagen, jf. U2021.5245.H. Efter Højesterets dom i TfS 1998.397, skete der afståelse, når ejendomsrettens ophørte ved overdragelse eller på anden måde. Kapitalandelene skulle således beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven ved successors (Spørgers hustru) og antecessorernes (Spørgers børn/børnebørn) død, når kapitalandelene blev indsat i en successionsrækkefølge og overgik ved dødsfald. Skatterådet afviste at besvare spørgsmål 4, idet det henhørte til skifterettens kompetence at træffe afgørelse om, hvorvidt aktiver skulle indgå i en boopgørelse. Skatterådet bekræftede, at overdragelsen til Spørgers hustru var omfattet af boafgiftslovens regler om gaveafgift, og at gaven ville være afgiftsfri. Skatterådet kunne ikke tage stilling til, hvorvidt der skulle afregnes gaveafgift for antecessor ved indtræden i successionsrækkefølgen, idet det var skifteretten, der havde kompetence til at beregne og opkræve afgift ved overgang af aktiver i henhold til en successionsrækkefølge.◄ |