Alle handler skal som hovedregel indberettes til Skattestyrelsen efter skattekontrollovens § 10 B.

I tilfælde af fejlhandler, hvor fondshandleren eller banken foretager gen-køb for at udligne eller annullere fejlagtigt foretagne salg, kan Skattestyrelsen helt undtagelsesvis acceptere en reduceret indberetning - at alene det korrekte køb og salg indberettes.

Det sker af hensyn til kunden, som i modsat fald vil få store problemer med beregningen af avance eller tab i værdipapirsystemet.

For at opnå accept af reduceret indberetning skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Rettelsen kan anses for en berigtigelse af en åbenbar fejl.

  • Gen-køb og nyt salg skal ske med samme handelsdato og til samme kurs som det oprindelige salg.

  • Banken anerkender, at der er begået en fejl og bærer kursrisikoen.

  • Banken skal efterfølgende kunne dokumentere forløbet.

Eksempler på situationer, hvor reduceret indberetning af handler kan accepteres:

  1. En kunde anmoder banken om at sælge for 50.000 kr.
    Banken sælger fejlagtigt for 500.000 kr.
    Banken genkøber for 450.000 kr. med samme handelsdag som salget skete med.
    Banken påtager sig ansvaret for en eventuel kursafvigelse mellem salget og købet.
    Banken opbevarer dokumentation for hele forløbet.
    Da kunden skatteretligt stilles som om der alene var solgt for 50.000 kr., og banken bærer kursrisikoen, kan eller skal kunden ikke modtage nogen form for godtgørelse.

  2. En kunde anmoder banken om at sælge papirer for 400.000 kr., så beholdningen kommer til at udgøre 1 mio. kr.
    Banken sælger fejlagtigt for 1 mio. kr.  
    Banken genkøber for 600.000 kr. med samme handelsdag som salget skete med.
    Banken påtager sig ansvaret for en eventuel kursafvigelse mellem salget og købet.
    Banken opbevarer dokumentation for hele forløbet.

  3. En kunde anmoder banken om at sælge for 50.000 kr.
    Banken sælger fejlagtigt for 500.000 kr.
    Banken genkøber for 500.000 kr. og sælger for 50.000 kr. med den oprindelige handelsdag for begge transaktioner.
    Banken påtager sig ansvaret for en eventuel kursafvigelse mellem salget og købet.
    Banken opbevarer dokumentation for hele forløbet.

Det kan ikke anses som en åbenbar fejl, at en kunde har fortrudt et salg og derefter foretager et gen-køb. I den situation skal der ske indberetning på normal vis af det foretagne salg og gen-køb.

Kontakt eKapital 1 på 72 38 02 10 eller ekapital@sktst.dk ved enhver tvivl om, hvorvidt betingelserne for reduceret indberetning er opfyldt.

Ved andre typer fejl kan der i visse tilfælde være mulighed for i stedet at søge om omgørelse.
Reglerne for omgørelse fremgår af skatteforvaltningslovens § 29.

Send skriftlig anmodning om omgørelse til:

Skattestyrelsen
Nykøbingvej 76, Bygning 45
4990 Sakskøbing.

Vi opkræver et gebyr ved behandling af omgørelsessager.