Begrebet retmæssig ejer

Det er altid den retmæssige ejer og ikke den, der umiddelbart optræder som modtager, som anses for modtager af rentebetalinger i modeloverenskomstens forstand. Se punkt 9 og 10 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 11.

Begrebet retmæssig ejer er den almindeligt anvendte oversættelse af det engelske udtryk beneficial owner.

Bemærk

Der kan ikke uden videre sættes lighedstegn mellem indholdet af begrebet retmæssig ejer og det danske retsbegreb rette indkomstmodtager. Se SKM2011.57.LSR.

Mellemmænd

Modeloverenskomsten nævner eksempler på mellemmænd, som modtager rentebetalinger, men som ikke er retmæssig ejer, og dermed ikke er modtager i modeloverenskomstens forstand. Det er fx:

  • En agent
  • En nominee, dvs. en navngivet repræsentant for den retmæssige ejer
  • Et conduit company
  • En fiduciary, dvs. en person, som formelt ejer et aktiv (her den fordring, som der betales renter af), men hvor afkastet reelt tilkommer en beneficiary (berettiget)

Eksempel

Landsskatteretten anså et dansk selskab for at have pligt til at indeholde kildeskat på rentebetalinger til et svensk moderselskab, da dette selskab ikke kunne anses for retmæssig ejer af renterne. Renterne blev betalt videre (som koncernbidrag) til et andet svensk selskab og derfra videre til et selskab på Jersey. Se SKM2011.57.LSR. Afgørelsen skal sammenholdes med SKM2011.59.LSR vedrørende hæftelsen for kildeskatterne.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2024.35.ØLR

►Et Y1-landsk moderselskab var i medfør af SEL § 2, stk. 1, litra d, skattepligtigt af renter, som selskabet havde oppebåret i 2005-2007 på et lån ydet til dets Y2-landske datterselskab. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi moderselskabet og dette selskabs eget Y1-landske moderselskab var gennemstrømningsselskaber, der ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomstens forstand. 

Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at det selskab på Y1-territorium, der havde modtaget renterne via de Y1-landske gennemstrømningsselskaber, også var en gennemstrømningsenhed, og at renternes retmæssige ejer derfor var den omhandlede koncerns ultimative moderselskab i Y2-land. 

Det Y1-landske selskab var ansvarlig for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af KSL 69, stk. 1.◄

SKM2022.416.VLR
►Moderselskaber, der var hjemmehørende i henholdsvis Sverige og Luxembourg, var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d), skattepligtige af renter, som moderselskaberne havde oppebåret på lån ydet til deres danske datterselskaber. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst henholdsvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, da der forelå misbrug, og da moderselskaberne ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomsternes forstand.   

Datterselskabernes indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse, blev afvist.   

Datterselskaberne var ansvarlige for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af KSL § 69, stk. 1.   

Datterselskabet i sag BS-30/2012 -VLR [rettet red.] fik ikke medhold i sine subsidiære påstande om delvis nedsættelse af kildeskattekravet og hjemvisning til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, som selskabet støttede på et anbringende om, at de bagvedliggende investorer i kapitalfondene på Y2-by, som ejede det luxembourgske moderselskab, skulle anses for de retmæssige ejere af de omhandlede renter.◄

►Har været indbragt for Højesteret, men anken blev hævet.

Tidligere instans: SKM2011.57.LSR og SKM2011.59.LSR

Landsskatteretskendelser

SKM2010.729.LSR

Et selskab blev ikke anset for indeholdelsespligtig af renteskat vedrørende renter betalt til sit moderselskab i Luxembourg, idet renterne ikke blev viderekanaliseret til de bagvedliggende investorer. Landsskatteretten fandt på den baggrund at det rentemodtagende selskab i Luxembourg var den retmæssige ejer.