Tilladelsesindehaver skal gøre sig bekendt med spillerens spilmønstre og skal træffe foranstaltninger med henblik på at forebygge og forhindre, at spilleren udvikler en problematisk spiladfærd og spilafhængighed.
Af forarbejderne til spilleloven fremgår det særligt vedrørende onlinespil, at online udbud af spil forstærker behovet for en stærk forbrugerbeskyttelse, da der er tale om spil, hvor der altid er adgang til at spille, hvor der ikke er nogen personlig kontakt mellem spiller og tilladelsesindehaver, og hvor spillere i løbet af kort tid kan tabe store beløb og udvikle et problematisk forhold til spil. Online udbud af spil forstærker derfor behovet for en øget forbrugerbeskyttelse i forhold til fysiske udbud af spil.
Til gengæld fremhæves det også, at teknologien på onlineområdet giver mulighed for tiltag, der kan forhindre udvikling af problemspil. Nedenfor gennemgås rammer for, hvordan opmærksomhedspligten efter Spillemyndighedens vurdering kan overholdes.
Som følge af opmærksomhedspligten er tilladelsesindehaveren forpligtet til at identificere spillere, hvis spilmønstre indikerer problematisk spilleadfærd.