Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger under de opstillede forudsætninger kan udbetale godtgørelser til dækning af kost og logi til medarbejderne skattefrit efter ligningslovens § 9A?

Svar

1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en dansk vikarvirksomhed, der stiller medarbejdere til rådighed for andre danske virksomheder.

Medarbejderne kommer fortrinsvis fra Litauen og anvendes i forskellige brancher, herunder bygge- og anlægsbranchen.

Medarbejderne, der stilles til rådighed, er både ufaglærte og faglærte. Da de er direkte ansatte i den danske virksomhed, er der ikke tale om indleje af udenlandske medarbejdere med henblik på udsendelse til brugervirksomheder - og reglerne om arbejdsudleje er således ikke relevante for medarbejderne, spørger eller spørgers kunder.

Medarbejderne er som udgangspunkt ikke dækket af en overenskomst, idet arbejdsgiveren ikke har indgået overenskomst.

Deres aflønning afhænger af de aftaler, der er indgået dels med medarbejderne, dels med hvervgiverne. Hvis arbejdspladsen ikke er overenskomstomfattet og heller ikke på andet grundlag har nogle for arbejdspladsen generelt gældende regler, som kan skabe særlige lønkrav, vil lønnen afhænge af, hvad der aftales med den enkelte medarbejder - idet der jf. dansk lovgivning er fuld aftalefrihed vedrørende løndannelsen.

Kontantbruttolønnen er dog altid som minimum et beløb, der svarer til minimumslønnen efter Litauisk lovgivning, dvs. minimum LTL 6,06 per time og minimum LTL 1.000 per måned. Dette svarer med den nuværende vekselkurs på 1 LTL = 2,16 DKK til ca. 12,50 DKK i timen / 2.160 DKK om måneden.

Der vil desuden blive udbetalt diæter, dvs. godtgørelser til dækning af kost og logi, på baggrund af en fast sats per døgn, uafhængigt af antallet af arbejdstimer, den enkelte medarbejder leverer den enkelte dag. Dette dækker medarbejdernes ekstraudgifter til kost og logi, der sammenlignet med udgiftsniveauet i bopælslandet må betegnes som ganske høje.

De enkelte timelønssatser kan variere, afhængigt af forhandlingerne, og principielt kan den aftalte, faste diætsats per døgn også variere fra person til person, afhængigt af, hvad der aftales ved ansættelsen (dog aldrig mere end i alt 650 kr. per døgn til kost/logi). I løbet af ansættelsen vil diætsatsen dog ligge fast og blive afregnet på basis af rejsedøgn.

Størrelsen af timesatserne er i princippet skatteretligt underordnede, idet det ville være i strid med EU-rettens principper om fri bevægelighed at opstille ulovhjemlede krav om løn af en bestemt størrelse til medarbejdere fra et andet EU-land. Timesatserne og diætsatserne kunne dog eksempelvis se ud på følgende vis: 

	Normaltimer (de første 8 timer)	Overtimer (timer mere end 8)	Diæt fast pr. rejsedøgn
Ufaglært	18,00 kr.	60,00 kr.	360,00 kr.
Faglært	23,00 kr.	83,00 kr.	360,00 kr.

Ved udbetaling af løn vil der ske indberetning i overensstemmelse med skattekontrolloven, ligesom der indeholdes kildeskat efter de gældende regler ud fra medarbejdernes skattekort. Ligeledes indberettes udbetaling af godtgørelser.

Spørger har vedrørende lønfastsættelse efterfølgende supplerende oplyst at 

• fastsættelsen af timelønningerne tager alene udgangspunkt i normaltimelønnen i Litauen, hvor der gives et tillæg, når der er tale om overarbejde i forhold til normale danske arbejdsaflønninger. Der henses ikke til øvrige løn- eller arbejdsmæssige forhold i Litauen. 
• en ændring i forholdet mellem timesatsen for overarbejde og timesatsen for normalarbejdstimer vil ingen indflydelse have på diætbeløbet, der gives grundet medarbejdernes ekstra omkostninger til kost og logi og er uafhængig af den løn, medarbejderne opnår 
• der ved fastsættelsen af timelønningerne ikke er forholdt til, hvorledes andre overenskomster er lavet. Der indgås aftaler med medarbejderen, hvor der betales mere, når der arbejdes mere.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det retlige grundlag

Det følger af ligningslovens § 9A, at arbejdsgiveren skattefrit kan udbetale godtgørelser til medarbejderne til dækning af udgifterne til kost og/eller logi, når en række forudsætninger er opfyldt. Herudover kræves det, at medarbejderen er på rejse til et midlertidigt arbejdssted, at medarbejderen grundet afstanden mellem hjem og arbejde ikke kan overnatte på den sædvanlige bopæl, at rejsen varer mere end 24 timer, samt at godtgørelserne ikke overstiger Skatterådets maksimumsatser.

For kostgodtgørelser kan der alene udbetales godtgørelse i de første 12 måneder under opholdet på det midlertidige arbejdssted.

Ligningslovens § 9, stk. 4, modificerer reglen ved at angive, at godtgørelsen er skattepligtig, "hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren mv. for at få godtgørelsen". Der gælder i den forbindelse ikke nogen særskilte krav til, at lønnen skal have en bestemt størrelse, for at man kan modtage godtgørelser skattefrit. Derfor er den aftalte timeløn i princippet underordnet, så længe lønnen ikke aftalemæssigt er reduceret i forhold til det oprindeligt aftalte løn for at forhøje kost- og logigodtgørelserne.

Forudsætningerne for udbetaling af godtgørelse efter ligningslovens § 9A er således alle af objektiv karakter, dvs. enten er de opfyldte, eller også er de ikke. Reglerne giver således hverken skatteyderne eller skattemyndighederne mulighed for at anlægge subjektive betragtninger ved vurderingen af, om forudsætningerne er opfyldt.

Den konkrete sag

Ved behandlingen af denne anmodning om bindende svar bedes Skatterådet lægge til grund, at følgende forudsætninger er opfyldt ved udbetaling af godtgørelserne til de udenlandske medarbejdere:

• At rejsegodtgørelsernes størrelse er fast, dvs. afregnes per rejsedøgn, uanset hvor mange eller få timer medarbejderne arbejder i de enkelte rejsedøgn. 
• At størrelsen af rejsegodtgørelserne ikke er fastsat gennem en reduktion af den oprindelige aftalte løn, dvs. at medarbejderne ikke ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiverne for at få godtgørelserne. Selv om virksomheden ikke er forpligtet til det, aftales der derimod en fast timeløn, der følger kutymen i hjemlandet, dvs. som minimum opfylder minimumslønnen i Litauen. 
• At medarbejderne opholder sig på et midlertidigt arbejdssted som defineret af SKAT i SKM2008.853.SKAT og i Skatterådets afgørelse i SKM2011.752.SR (senere fastholdt ved Landsskatterettens afgørelse af 20. december 2012 i sag nr. 11-0301837) 
• At medarbejderne arbejder så langt fra hjemmet, at de ikke kan overnatte på deres sædvanlige bopæl i hjemlandet. 
• At medarbejdernes rejse fra de forlader den sædvanlige bopæl til de kommer hjem igen tager mere end 24 timer. 
• At medarbejderne ikke har arbejdet på det midlertidige arbejdssted i længere tid end 12 måneder. 
• At godtgørelserne til kost/logi ikke overstiger Skatterådets satser. 
• At der udføres den fornødne, effektive kontrol med, at medarbejderne er berettigede til de pågældende godtgørelser. 

Når disse betingelser er opfyldt, at det vores opfattelse, at samtlige de objektive krav i den gældende skatteretlige praksis for anvendelse af reglerne i ligningslovens § 9A er opfyldt.

Vi er opmærksomme på, at opfyldelsen af forudsætningerne efterfølgende kan underkastes en ligningsmæssig vurdering, men i forhold til denne anmodning om bindende svar bedes Skatterådet lægge til grund, at de ovenstående forudsætninger er opfyldt.

Derfor mener vi, at Skatterådet bør svare "ja" til spørgsmålet: "Kan Skatterådet bekræfte, at spørger under de opstillede forudsætninger kan udbetale godtgørelser til dækning af kost og logi til medarbejderne skattefrit efter ligningslovens § 9A?".

SKATs indstilling og begrundelse

Det ønskes bekræftet, at spørger under de opstillede forudsætninger kan udbetale godtgørelser til dækning af kost og logi til medarbejderne skattefrit efter ligningslovens § 9A.

Lovgrundlag

Ligningslovens § 9A, stk. 1-5 

Stk. 1. Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2.

Stk. 2. Følgende satser kan anvendes til dækning af udgifter til logi, kost og småfornødenheder i stedet for de faktiske beløb:

1) Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 455 kr. (2010-niveau) pr. døgn til kost og småfornødenheder. (...).

2) (...)

3) (...)

4) Ved rejser med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 195 kr. (2010-niveau) pr. døgn til logi, medmindre (...)

Stk. 3. Satserne i stk. 2, nr. 1-3, udbetales pr. døgn, og derefter (...).

Stk. 4. (...)

Stk. 5. Stk. 1-4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km. 2. pkt. finder endvidere ikke anvendelse i forhold til godtgørelser, der udbetales i forbindelse med enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted.

Ligningslovens § 9, stk. 4:

"Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter mv. omfattet af § 9A (...). Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren mv. for at få godtgørelsen.

(...)"

Forarbejder

Lovforslag 195 2011-12 (uddrag)

"Bemærkninger til lovforslaget

3.1.2 Lovforslaget

(...)

Der foreslås derfor en styrkelse af den gældende værnsregel i ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt., der sikrer, at der ikke kan ske udbetaling af skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, hvis den skattepligtige løn løbende bliver nedsat i overensstemmelse med antallet af rejsedage eller antallet af kørte kilometer, dvs. med den udbetalte rejsegodtgørelse eller befordringsgodtgørelse. Styrkelsen af værnsreglen medfører, at der heller ikke kan ske udbetaling af skattefri rejse og befordringsgodtgørelse, hvis der er indgået aftale med arbejdsgiveren om lønnedgang for at få udbetalt godtgørelse, uanset lønnedgangen ikke svarer nøjagtig til den udbetalte godtgørelse.

Det er i den forbindelse vigtigt at holde fast i, at de omhandlede skattefrie godtgørelser er kompensation for afholdte udgifter og ikke en del af lønnen. Forslaget omfatter derfor også udbetaling af befordringsgodtgørelse omfattet af ligningsloven § 9 B og § 31, stk. 5.

Udover de tilfælde, der er omfattet af den gældende værnsregel, dvs. tilfælde, hvor lønnen bliver nedsat med den udbetalte godtgørelse, vil eksempelvis også tilfælde, hvor lønmodtageren aftaler en generel lønnedsættelse under hensyntagen til årets gennemsnitlige rejse- og/eller befordringsudgifter mod, at der fremover udbetales skattefri godtgørelse oven i lønnen, være omfattet af den nye værnsregel.

Der vil også være tale om, at lønmodtageren har kompenseret arbejdsgiveren ved lønomlægning, hvis der i forbindelse med ansættelsen aftales en lavere løn end den vedkommende ellers kunne have fået, mod at den skattepligtige til gengæld får udbetalt skattefri godtgørelse oven i lønnen.

Forpligter lønmodtageren sig eksempelvis til ubetalt merarbejde mod til gengæld at få udbetalt skattefri godtgørelse for rejse- og/eller befordringsudgifter, er der ligeledes tale om, at der ydes kompensation ved lønomlægning.

Hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få udbetalt skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse omfattet af ligningsloven § 9 A, § 9 B, eller § 31, stk. 4 eller stk. 5, vil en sådan godtgørelse skulle medregnes ved indkomstopgørelsen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser:

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås at styrke den gældende værnsregel i ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt., hvorefter en skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse omfattet af ligningslovens § 9 A, § 9 B, eller § 31, stk. 4 eller 5, skal medregnes til indkomstopgørelsen, hvis godtgørelsen fragår i en forud aftalt bruttoløn.

Værnsreglen foreslås udvidet til at omfatte tilfælde, hvor lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren for at få udbetalt skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse. Forslaget omfatter også tilfælde, hvor lønomlægningen aftales i forbindelse med ansættelsen, jf. nedenfor.

Forslaget er - ligesom den gældende værnsregel - ikke et indgreb over for aftaler om lønnens størrelse. Får lønmodtageren den samme løn som hidtil, er der intet til hinder for, at der kan udbetales skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse. Aftaler om lønnens størrelse er et anliggende for arbejdsmarkedets parter. Lønnens størrelse røres der ikke ved. Den skattefrie rejsegodtgørelse er kompensation for afholdte udgifter og ikke en del af lønnen.

Forslaget indebærer, at en lønmodtager i et eksisterende ansættelsesforhold, der indgår aftale med arbejdsgiveren om at gå ned i løn eller udvise løntilbageholdenhed for at få udbetalt rejse- og/eller befordringsgodtgørelse, vil være skattepligtig af den udbetalte godtgørelse. Det samme vil være tilfældet, hvis lønmodtageren i forbindelse med ansættelsen har aftalt en lavere løn end den, vedkommende ellers kunne have fået mod at få udbetalt rejse- og/eller befordringsgodtgørelse oven i den lavere løn.

Det kan relativt nemt kontrolleres, om en lønmodtager er gået ned i løn, og om der i den forbindelse er påbegyndt udbetaling af skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse eller yderligere godtgørelse.

Det er vanskeligere for SKAT at kontrollere, om der er udvist løntilbageholdenhed, således at en lønforhøjelse er konverteret til udbetaling af skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse. I konkrete tilfælde kan SKAT foretage en sådan vurdering. Viser det sig eksempelvis, at der er indgået en skriftlig aftale herom, og kommer SKAT i besiddelse heraf, vil aftalen være dokumentation for en sådan løntilbageholdenhed.

Styrkelsen af værnsreglen er rettet mod de tilfælde, hvor den enkelte lønmodtager efter aftale med arbejdsgiveren kan vælge mellem at få løn og selv afholde sine rejseudgifter eller at gå ned i løn og få skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse. Rejse- og befordringsgodtgørelse kan således ikke udbetales skattefrit, hvis godtgørelsen udbetales som led i en fleksibel lønpakke.

Styrkelsen af værnsreglen er dermed rettet mod individuelle aftaler om løn, hvor det kan vælges, om en del af lønnen gives som skattefri godtgørelse, og ikke mod kollektive aftaler, hvor en virksomhed har et princip for alle medarbejdere med samme type arbejde med hensyn til udbetaling af skattefri godtgørelse. Der er således ikke tale om, at lønmodtageren har kompenseret arbejdsgiveren ved lønomlægning, hvis der eksempelvis i forbindelse med overenskomstforhandlinger aftales en lønnedgang, eller at der udvises løntilbageholdenhed, mod at der fremover som led i overenskomsten udbetales skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. En lønmodtager har heller ikke kompenseret arbejdsgiveren ved lønomlægning, hvis en virksomhed eksempelvis på grund af økonomiske vanskeligheder har aftalt med medarbejderne, at de udviser løntilbageholdenhed eller går ned i løn.

Forslaget om at styrke værnsreglen gælder også for lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 5. pkt."

Praksis

SKM2011.752.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der kan tages fradrag med standardsatserne for logi for hele perioden af en på forhånd aftalt midlertidig ansættelse på 24 måneder, hverken i relation til rejsereglerne i ligningslovens § 9A eller i relation til reglerne for dobbelt husførelse.

Begrundelse

Det er oplyst, at spørger er en vikarvirksomhed, som stiller udenlandsk arbejdskraft til rådighed for danske virksomheder. Der er tale om såvel ufaglærte som faglærte medarbejdere fra Litauen, som ansættes inden for forskellige brancher, herunder bygge- og anlægsbranchen, og som ikke er arbejdsudlejede.

Efter ligningslovens § 9A kan der udbetales skattefrie godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres en lønmodtager, hvis lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det er efter bestemmelsen således en betingelse, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse, hvilket er tilfældet hvis: 

• lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl eller 
• lønmodtageren af arbejdsgiveren er midlertidigt udsendt til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. 

Der er yderligere betingelser om,

• at rejsen har en varighed på mindst 24 timer, jf. § 9A, stk. 5, 1. punktum, 
• at godtgørelserne ikke overstiger de i § 9A, stk. 2, fastsatte satser, 
• at lønmodtageren ved lønomlægning ikke har kompenseret arbejdsgiveren for at få godtgørelsen, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 3. punktum samt 
• at arbejdsgiveren har pligt til at kontrollere, at alle betingelserne for, at udbetalingerne kan ske skattefrit, jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, stk. 1. 

Spørger har anført, at det ved besvarelsen skal lægges til grund, at rejsegodtgørelsernes størrelse er fast, dvs. afregnes per rejsedøgn, uanset om medarbejderne arbejder få eller mange timer i de enkelte rejsedøgn, men de udbetalte godtgørelser vil ikke overstige de beløb, der kan udbetales skattefrit efter de i § 9 A, stk. 2 fastsatte satser. Videre har spørger anført, at de øvrige ovenstående betingelser alle bedes forudsat opfyldt ved Skatterådets besvarelse.

Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.1.2, at afgørelsen af, om en lønmodtager på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl eller ej, træffes på baggrund af en konkret, individuel vurdering for hver enkelt lønmodtager.

Det er derfor ikke muligt på det foreliggende grundlag at vurdere, om alle betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse i den konkrete sag er opfyldt.

I de tilfælde, hvor alle de af spørger opstillede forudsætninger også i den konkrete situation er opfyldt, vil der kunne udbetales skattefrie godtgørelser.

SKAT skal dog særligt vedrørende modregningsforbuddet i ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt., bemærke, at dette, med virkning for aftaler der indgås eller ændres fra og med den 20. september 2012, er skærpet. Der kan herefter ikke ske udbetaling af skattefri rejse- og/eller befordringsgodtgørelse, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få godtgørelsen.

Skærpelsen blev indsat i ligningsloven ved lov nr. 921 af 18. september 2012 som led i skattereformens aftale om begrænsning af social dumping, og det fremgår af lovbemærkningerne, at skærpelsen primært er rettet mod individuelle aftaler om løn, hvor det kan vælges, om en del af lønnen gives som skattefri godtgørelse.

Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne, at "Forslaget indebærer, at en lønmodtager i et eksisterende ansættelsesforhold, der indgår aftale med arbejdsgiveren om at gå ned i løn eller udvise løntilbageholdenhed for at få udbetalt rejse- og eller befordringsgodtgørelse, vil være skattepligtig af den udbetalte godtgørelse. Det samme vil være tilfældet, hvis lønmodtageren i forbindelse med ansættelsen har aftalt en lavere løn end den, vedkommende ellers kunne have fået mod at få udbetalt rejse- og/eller befordringsgodtgørelse oven i den lavere løn"

I den konkrete sag er det oplyst, at de litauiske medarbejderes aflønning afhænger af de aftaler, som medarbejderne indgår med arbejdsgiverne. Hvis arbejdspladsen ikke er overenskomstomfattet og heller ikke på andet grundlag har nogle for arbejdspladsen generelt gældende regler, som kan skabe særlige lønkrav, vil lønnen afhænge af, hvad der aftales med den enkelte medarbejder.

Timelønnen vil mindst udgøre minimumslønnen efter Litauisk lovgivning, hvilket svarer til ca. 12,50 kr. i timen, eller en dagsløn på 100 kr. ved en arbejdsdag på 8 timer. Hertil kommer udbetaling af godtgørelser til dækning af kost og logi. Godtgørelserne vil udgøre et fast beløb pr. døgn, højst 650 kr. pr. døgn.

SKAT skal i tilknytning hertil bemærke, at det er arbejdsmarkedets parter, som træffer afgørelse om lønnens størrelse. Hvis SKAT imidlertid kan godtgøre, at lønmodtageren i forbindelse med den individuelle lønaftale har aftalt en lavere løn, end den lønmodtageren ellers kunne have opnået mod at få udbetalt rejsegodtgørelser oven i den lavere løn, vil rejsegodtgørelserne efter ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. være skattepligtige.

Det vil imidlertid være en konkret vurdering i den enkelte sag, og det bemærkes, at SKAT ikke har forholdt sig konkret til de angivne eksempler på timelønssatser. Lønnens størrelse og sammensætning vil således også være momenter, som vil indgå i bedømmelsen af, hvorvidt betingelserne i den enkelte sag er opfyldt.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse". 

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Af Skatterådets afgørelse i SKM2006.181.SR fremgår, at udbetaling af skattefrie godtgørelser forudsætter, at lønnen ikke udgør et ubetydeligt beløb. Det er herudover bl.a. en betingelse, at der ikke må være sket lønomlægning, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt.

Som følge heraf finder Skatterådet ikke, at der kan udbetales skattefrie godtgørelser under de opstillede forudsætninger, når der henses til størrelserne af de nævnte timesatser for normaltimer og overtimer sammenholdt med størrelserne af de omhandlede godtgørelser.

Skatterådet svarer derfor "nej" til spørgsmålet.