Dato for udgivelse
03 nov 2011 14:22
SKM-nummer
SKM2011.722.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
2011-701-0078
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Anden information vedrørende interne forhold + Politikker og retningslinier
Emneord
Retssagsvejledning, retssagsinstruks, retssag, Kammeradvokat, domstolsprøvelse, stævning, anke
Resumé

Denne vejledning beskriver de overordnede principper for behandlingen af retssager om skatte- og afgiftsregler, hvori Skatteministeriet optræder som part, og hvor Landsskatteretten efter lovgivningen er sidste administrative klageinstans.

Vejledningen beskriver endvidere en række af Kammeradvokatens opgaver i forbindelse med varetagelsen af sagsførelsen for Skatteministeriet.

Vejledningen træder i stedet for ministeriets retssagsvejledning af 5. maj 2010 - offentliggjort som SKAT2010.319.SKAT.

Reference(r)

SKAT2010.319.SKAT

Henvisning

Den juridiske vejledning 2011-2, A.A.10.3. Domstolsprøvelse

Redaktionelle noter

Denne erstattes af SKM2012.756.SKAT

Denne erstatter SKM2010.319.SKAT

Retningslinjer for Skatteministeriets retssagsbehandling

(Retssagsvejledningen)                            

Denne vejledning beskriver de overordnede principper for behandlingen af retssager om skatte- og afgiftsregler, hvori Skatteministeriet optræder som part, og hvor Landsskatteretten efter lovgivningen er sidste administrative klageinstans.

Vejledningen beskriver endvidere en række af Kammeradvokatens opgaver i forbindelse med varetagelsen af sagsførelsen for Skatteministeriet.

Vejledningen træder i stedet for ministeriets retssagsvejledning af 5. maj 2010 (offentliggjort som SKM2010.319.SKAT) og indeholder i forhold til denne ændringer i punkterne 2, 4, 5, 8, 9 og 10.

Skatteministeriet, den 3. november 2011

Indholdsfortegnelse

1. Overordnende principper for Skatteministeriets retssagsadministration

                      1.1. Hovedprincipperne

                      1.2. Om skærpede påstande

2. Byret eller landsret

                      2.1. Udgangspunkt byret - én dommer

                      2.2.  Henvisning til landsret eller behandling med tre dommere i byret

3. Om sagsførelsen, herunder om særlig overvågning

3.1. Hovedreglen - Kammeradvokaten står selvstændigt for sagens tilrettelæggelse og førelse

3.2. Sager udtaget til særlig overvågning

3.3. Fælles for alle sager

4. Generelle procedurer, når Kammeradvokaten skal føre en retssag

5. Proceduren for Kammeradvokatens indstillinger og den interne forelæggelse i Skatteministeriet

                      5.1. Frister for Kammeradvokatens indstillinger til Skatteministeriet

                      5.2. Kammeradvokatens høring af Landsskatteretten

                      5.3. Den interne procedure i Skatteministeriet

                      5.4. Korrespondancen undtaget fra aktindsigt

6. Opfølgning på retssagen

                      6.1. Betydning for andre verserende retssager

                      6.2. Kommentarer til visse domme

                      6.3. Opfølgning på regionalt niveau på afgørelserne

7. Særligt om Skatteministeriets indbringelse af landsskatteretskendelser for domstolene

                      7.1. Frist på 3 måneder

                      7.2. Indhentning af vurdering hos Kammeradvokaten

                      7.3. Den interne procedure i Skatteministeriet

8. Særligt om Skatteministeriets anke af domme

                      8.1. Ankefrister - 4 uger ved anke til landsret, 8 uger ved anke til Højesteret

                      8.2. Kammeradvokatens vurdering og indstilling vedrørende spørgsmål om anke

                      8.3. Den interne procedure i Skatteministeriet

9. Prøvelse i 2. og 3. instans med Procesbevillingsnævnets tilladelse

                      9.1. Skatteyders ansøgning om tilladelse til prøvelse i 2. og 3. instans

                      9.2. Skatteministeriets ansøgning om tilladelse til prøvelse i 2. og 3. instans 

10. Fristoverskridelse

11. Fri proces

12. Ikrafttrædelse

1. Overordnede principper for Skatteministeriets retssagsadministration

1.1. Behandlingen af retssager varetages af Skatteministeriets Koncerncenter, Jura og Samfundsøkonomi.

De overordnede principper for behandlingen er:

  • Retssager skal afsluttes med den rigtige afgørelse på det tidligst mulige tidspunkt. Så tidligt som overhovedet muligt skal Skatteministeriet tage stilling til, om en retssag skal føres, skal opgives helt eller delvis, eller om det skal forsøges at få sagen afsluttet med et forlig.
  • Sagerne skal føres på deres indhold - ikke på formalia.
  • Skatteministeriet indbringer som hovedregel ikke Landsskatterettens kendelser for domstolene.
  • Skatteministeriet anker som hovedregel ikke byretsdomme eller landsretsdomme. Hvis den skattepligtige anker en dom, skal Skatteministeriets påstand som udgangspunkt være en stadfæstel­se.

Skatteministeriet kan indbringe en landsskatteretskendelse for domstolene, hvis det er en principiel kendelse, eller hvis særlige grunde taler for det.

Det samme gælder, hvis Skatteministeriet vil anke en dom.

Principielle sager er sager, der kan få betydning for et større eller ukendt antal skatteydere. Særlige grunde kan være, at sagen drejer sig om væsentlige beløb eller har betydelig interesse, selv om den ikke er principiel.

Hvis Skatteministeriet vælger at indbringe en sag for domstolene eller at anke en dom, skal der være en begrundet formodning om, at det vil ende med et andet resultat i sagen.

1.2. Skatteministeriet skærper som hovedregel ikke sine påstande under en retssag.

Skatteministeriet kan dog gøre det, hvis der er principielle eller særlige grunde, der taler for det, og når der er en begrundet formodning om, at domstolene vil tage den skærpede påstand til følge.

Om forståelsen af principielle og særlige grunde, se afsnittet ovenfor om anke af domme.

Særlige grunde kan fx være, at SKAT bliver nødt til at gøre udlæg for at afbryde en forældelsesfrist, hvis ikke Skatteministeriet skærper påstanden i retten. Det kan være tilfældet, hvis skatteyderen ikke har betalt skatten eller ikke har fået henstand inden sagen.

2. Byret eller landsret

2.1. Retssager begynder i byretten. Én dommer afgør sagen, medmindre andet er bestemt.

En part kan bede byretten om at få sagen henvist til behandling ved landsretten, hvis sagen er af principiel karakter. Reglen findes i retsplejelovens § 226. Ministeriet tilslutter sig generelt en skatteyders anmodning, hvis sagen efter ministeriets opfattelse er af principiel karakter.

Byretten kan bestemme, at tre dommere skal deltage i byrettens afgørelse af sagen, hvis:

  • sagen er af principiel karakter, eller
  • sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, eller
  • sagen frembyder særlig omfattende eller vanskelige retlige eller bevismæssige spørgsmål, eller 
  • sagens særlige karakter i øvrigt undtagelsesvis gør kollegial behandling påkrævet.

Reglen findes i retsplejelovens § 12, stk. 3.

Principielle sager skal afgrænses på samme måde i § 226 og i § 12, stk. 3, og har derfor det samme indhold.

2.2. De landsskatteretskendelser, som Skatteministeriet indbringer for domstolene, bør Kammeradvokaten bede om at få henvist til landsretten.

Principielle sager, der ikke bliver henvist til landsretten, bør Kammeradvokaten arbejde på at få behandlet med tre dommere i byretten.

3. Om sagsførelsen, herunder om særlig overvågning

3.1. Hovedreglen er, at Kammeradvokaten selvstændigt står for sagens tilrettelæggelse og førelse. Skatteministeriet skal kun modtage stævning og dom i sagen, men hverken svarskrift, replik, duplik eller andre processkrifter eller bilag.

Senest 4 uger efter, at skriftvekslingen er slut, skal Kammeradvokaten vurdere, om hovedforhandlingen bør gennemføres. Finder Kammeradvokaten det overvejende sandsynligt, at hovedforhandlingen vil føre til et gunstigt resultat for Skatteministeriet, hovedforhandler Kammeradvokaten sagen uden at sende en indstilling eller en meddelelse til Skatteministeriet.

3.2. Skatteministeriet kan beslutte, at en sag skal under særlig overvågning, fx efter indstilling fra Kammeradvokaten. Det kan ske i tilfælde, hvor:

  • der er særlig tvivl om retstilstanden, eller
  • der umiddelbart er tvivl, om sagen kan gennemføres med et godt resultat for Skatteministeriet, eller
  • sagen drejer sig om særligt store beløb, eller
  • sagen kan få betydning for et større antal skatteydere, eller
  • sagen kan have en bredere offentlig interesse.

Sager, som Skatteministeriet selv har indbragt for domstolene, bliver altid sat under særlig overvågning. Det samme gælder sager, som Skatteministeriet har anket.

Hvis Skatteministeriet beslutter, at en sag skal under særlig overvågning, giver Skatteministeriet besked til Kammeradvokaten.

Kammerad­vokaten sender løbende kopi af egne og modpartens processkrifter til Skatteministeriet. Der fremsendes alene bilagsmateriale, hvis Skatteministeriet i den enkelte sag eller for konkrete sagskategorier har bedt om det.

Kammeradvokaten kan undtagelsesvist sende udkast til processkrifter til Skatteministeriet, før de afgives.

Kammeradvokaten giver Skatteministeriet besked om, hvornår sagen skal hovedforhandles, om skriftvekslingens afslutning og om overgang til skriftlig behandling.

Senest 4 uger efter, at skriftvekslingen er slut, skal Kammeradvokaten udarbejde en redegørelse til Skatteministeriet om, hvorvidt sagen bør gennemføres med hovedforhandling. Finder Kammeradvokaten det overvejende sandsynligt, at hovedforhandlingen vil føre til et gunstigt resultat for Skatteministeriet, skal Kammeradvokaten kun sende en kort indstilling til Skatteministeriet.

3.3. Det gælder for alle sager, at Skatteministeriet straks giver Kammeradvokaten besked, hvis Skatteministeriet bliver opmærksom på forhold, som kan have betydning for en verserende retssag.

Kammeradvokaten kan på et hvilket som helst tidspunkt i sagen inddrage ministeriet, hvis Kammeradvokaten mener, at det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt.

Hvis Kammeradvokaten mener, at en sag er tvivlsom, eller at der ikke er grundlag for at føre sagen videre i fuldt omfang, sender Kammeradvokaten en indstilling om det til Skatteministeriet. Indstillingen skal navnlig behandle de punkter, der er svage for Skatteministeriet, og den skal også redegøre for, hvad der eventuelt taler for at gennemføre sagen. Kammeradvokaten skal særligt uddybe sin indstilling i de sager, hvor der er tvivl om beviset, og hvor det er overvejende sandsynligt, at Skattemini­steriet vil tabe sagen. Det samme gælder i de sager, der drejer om retsanvendelse, men hvor afgørelsen hverken har støtte i lovteksten eller i lovforarbejderne, eller hvis afgørelsen i sagen er åbenbart urimelig.

Kammeradvokaten skal også komme med eventuelle forslag til forlig i sin indstilling. Det samme gælder i de tilfælde, hvor dommeren har tilkendegivet, hvordan en eventuel dom vil falde ud. Kammeradvokaten skal dog ikke udarbejde en indstilling, hvis dommeren har tilkendegivet, at Skatteministeriet vil få fuldt medhold.

4. Generelle procedurer, når Kammeradvokaten skal føre en retssag

Når Skatteministeriet har modtaget en stævning, sender det hurtigst muligt stævningen med de originale bilag til Kammeradvokaten. Samtidig beder Skatteministeriet Kammeradvokaten om at varetage Skatteministeriets interesser i sagen.

Skatteministeriet sender også en kopi af stævningen til Landsskatteretten, hvis Landsskatteretten tidligere har afgjort eller har afvist sagen.

Inden 7 dage skal Kammeradvokaten sende en kvittering for stævningen til Skatteministeriet. Kvitteringen skal også informere om Kammeradvokatens journalnummer og om hvem, der er sagsbehandler hos Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten rekvirerer selv sagsakter i Landsskatteretten og i Skatteministeriet. Det sidstnævnte gælder, uanset om sagsakterne befinder sig i Koncerncentret eller i SKAT. Kammeradvokaten sørger også selv for at få materiale fra andre myndigheder, hvis der er brug for det.

Kammeradvokaten inddrager generelt SKAT i behandlingen af en sag, i det omfang Kammeradvokaten eller Koncerncentret finder behov herfor.

I svarskriftet skal Kammeradvokaten nedlægge påstand om afvisning, hvis skatteforvaltningslovens regler om søgsmålsfrist eller rekursudnyttelse ikke er overholdt. Der nedlægges endvidere påstand om afvisning, hvis stævningen ikke opfylder retsple­jelovens krav, men Kammeradvokaten skal i denne situation tilføje, at påstanden om afvisning vil blive frafaldet, hvis stævningen ændres, så den opfylder reglerne i retsplejeloven.   

Kammeradvokaten vurderer, om sagen er tilstrækkeligt oplyst. Hvis Kammeradvokaten mener, at der mangler oplysninger, som måske vil få betydning i retten, skaffer Kammeradvokaten selv oplysningerne. Kun hvis Kammeradvokaten mener, at det er umuligt selv at skaffe oplysningerne, bliver modparten opfordret til at komme med oplysningerne.

Kammeradvokaten skal sørge for, at sagerne så vidt muligt ikke bliver udsat på grund af tidsnød.

I sager med syn og skøn skal Kammeradvokaten inddrage Skatteministeriet, hvis Skatteministeriet har ønsket det. I sager, der bliver særligt overvåget, skal Kammeradvokaten drøfte udkast til skønstemaet med Skatteministeriet. Kammeradvokaten kan også inddrage Skatteministeriet i andre tilfælde, hvis det er relevant. 

Kammeradvokaten skal inddrage Skatteministeriet i sager, hvor der er spørgsmål om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

Kammeradvokaten skal sende kopier af retsbogsudskrifter med forlig, domme og ankestævninger til Skatteministeriet og til Landsskatteretten.

I sager af særlig betydning giver Kammeradvokaten forinden Skatteministeriet besked om datoen for, hvornår der falder dom i sagen. Kammeradvokaten orienterer Skatteministeriet om resultatet hurtigst muligt efter domsafsigelsen.

5. Proceduren for Kammeradvokatens indstillinger og den interne forelæggelse i Skatteministeriet

5.1. Hvis retten har sat en frist for, at Skatteministeriet skal tage stilling i retssagen, skal Kammeradvokaten sende sine indstillinger i så god tid, at Skatteministeriet har dem 1 uge før fristens udløb, når rettens frist er 4 uger. Hvis rettens frist er 8 uger, skal Skatteministeriet have indstillingerne senest 3 uger før, rettens frist udløber.

Hvis Kammeradvokatens indstilling handler om, at Skatteministeriet skal tage stilling til sagens videre forløb, fordi dommeren har tilkendegivet, at dommen vil gå Skatteministeriet imod, bør Kammeradvokaten bede retten om en betænkningstid, der svarer til ankefristen. Det skyldes, at Skatteministeriet normalt vil tage stilling til, om en dom i sagen skal ankes, samtidig med at Skatteministeriet behandler Kammeradvokatens indstilling.

Kammeradvokaten skal altid sørge for, at alle sagens frister står i indstillingen.

5.2. Kammeradvokaten sender i første omgang sine indstillinger til høring i Landsskatteretten og til foreløbig orientering til Skatteministeriet. Landsskatteretten skal aflevere sit høringssvar til Kammeradvokaten inden for 3 dage, når rettens frist er 4 uger. Hvis rettens frist er 8 uger, skal Kammeradvokaten have Landsskatterettens høringssvar inden for 1 uge. Kammeradvokaten vurderer, om Landsskatterettens høringssvar betyder ændringer i den oprindelige indstilling. Derefter sender Kammeradvokaten sin endelige indstilling med høringssvaret og sine eventuelle bemærkninger til Skatteministeriet.

5.3. Er der ikke enighed mellem fagkontoret i Skatteministeriet og Landsskatteretten om at følge en indstilling fra Kammeradvokaten, skal fagkontoret forelægge sagen for fagdirektøren for lovproduktion. Hvis fagdirektøren er fraværende, skal sagen forelægges for en anden fagdirektør. Fagdirektøren kan vælge at få vurderet spørgsmålet i andre kontorer eller hos andre chefer i Skatteministeriet. Fagdirektøren forelægger sagen for den juridiske direktør, som beslutter endeligt, hvad der skal ske i sagen.

Er der enighed om at følge Kammeradvokatens indstilling, kan sagen fortsætte sin gang, uden at den bliver forelagt for fagdirektøren eller den juridiske direktør. Fagkontoret kan dog altid vælge at forelægge sagen for fagdirektøren for lovproduktion, hvis kontoret finder behov for det. På samme måde kan fagdirektøren vælge at forelægge sagen for den juridiske direktør. 

Skatteministeriet giver Kammeradvokaten skriftlig besked om sin stillingtagen til en indstilling. Kammeradvokaten orienterer Landsskatteretten.

5.4. Der er ikke aktindsigt i korrespondancen om retssager mellem Kammeradvokaten og Skatteministeriet og heller ikke mellem Kammeradvokaten og Landsskatteretten. Det følger af forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3, og offentlighedslo­vens § 10, nr. 4.

6. Opfølgning på retssagen

6.1. Kammeradvokaten sørger for at finde ud af, om sagens resultat har betydning for andre verserende retssager.

Fagkontoret vurderer rækkevidden af dommen. Det gælder også i sager, der forliges eller hæves. Det gælder især i sager, der er blevet særligt overvåget. Fagkontoret vurderer således, om afgørelsen giver anledning til anke, genoptagelse, indarbejdelse i vejledninger, udsendelse af styresignal e.l. Kammeradvokaten bliver inddraget i arbejdet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.

6.2. Fagkontoret skriver en kommentar til højesteretssager i de tilfælde, hvor:

  • sagen er blevet forligt, eller
  • Skatteministeriet helt eller delvist har hævet sagen, eller
  • Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle.

Det samme gælder for landsretssager med principielle aspekter.

Fagkontoret udarbejder et udkast til kommentaren sammen med Kammeradvokaten. Kammeradvokaten sørger for at høre Landsskatteretten, om den har bemærkninger til udkastet. Den endelige kommentar bliver offentliggjort på Skatteministeriets hjemmeside.

6.3. Koordinering i Jura og Samfundsøkonomi skal endvidere sikre, at der på regionalt niveau bliver fulgt op på afgørelsen på det konkrete plan. Kammeradvokaten skal sende domme m.v. til denne postkasse: JS@skat.dk

7. Særligt om Skatteministeriets indbringelse af landsskatteretskendelser for domstolene

7.1. Fristen for at indbringe landsskatteretskendelser for domstolene er 3 måneder fra den dag, Landsskatteretten har afsagt sin kendelse. Det står i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3 og § 49.

7.2. Hvis et fagkontor mener, at en landsskatteretskendelse bør indbringes for domstolene, anmoder Skatteministeriet Kammeradvokaten om en vurdering af, om sagen vil ende med et andet resultat, hvis domstolene behandler den. Det er fagdirektøren for lovproduktion, der tager stilling til, om Kammeradvokaten skal anmodes om en vurdering. Hvis fagdirektøren er fraværende, skal en anden fagdirektør tage stilling.  

Hvis Skatteministeriet beslutter at anmode Kammeradvokaten om en vurdering, skal Skatteministeriet gøre det senest 1 måned efter, at Landsskatteretten har afsagt kendelsen.

Kammeradvokaten udarbejder en indstilling i sagen og sender den til høring i Landsskatteretten. Samtidig sender Kammeradvokaten den til Skatteministeriet som en foreløbig orientering. Landsskatteretten skal sende sit høringssvar til Kammeradvokaten. Kammeradvokaten vurderer, om Landsskatterettens høringssvar bevirker ændringer i den oprindelige indstilling. Derefter sender Kammeradvokaten sin endelige indstilling sammen med høringssvaret fra Landsskatteretten og sine egne eventuelle bemærkninger til Skatteministeriet med kopi til Landsskatteretten. Indstillingen skal ligge klar senest 2 måneder efter, at Landsskatteretten har afsagt kendelsen.

7.3. Fagkontoret udarbejder den endelige indstilling til den juridiske direktør, om kendelsen skal indbringes for domstolene. Fagkontoret skal forelægge sagen for fagdirektøren for lovproduktion. Hvis fagdirektøren er fraværende, skal sagen forelægges for en anden fagdirektør. Fagdirektøren kan vælge at få vurderet spørgsmålet i andre kontorer eller hos andre chefer i Skatteministeriet. Fagdirektøren forelægger sagen for den juridiske direktør, som beslutter endeligt, hvad der skal ske i sagen.

Den juridiske direktør skal have sagen forelagt senest 10 dage før, indbringelsesfri­sten udløber.

Hvis alle er enige om, at sagen - på grundlag af Kammeradvokatens indstilling - ikke skal indbringes for domstolene, er det kun fagdirektøren, der skal have sagen forelagt, og med et meget kort notat.

Når Skatteministeriet har besluttet, om sagen skal indbringes for domstolene, giver Skatteministeriet hurtigst muligt Kammeradvoka­ten besked. Kammeradvokaten orienterer Landsskatteretten og sørger for det videre.

Hvis det er besluttet at indbringe sagen for domstolene, sender Kammeradvokaten en kopi af stævningen til Skatteministeriet og til Landsskatteretten.

8. Særligt om Skatteministeriets anke af domme

8.1. Fristen for at anke en byretsdom til landsretten er 4 uger. Fristen for at anke en landsretsdom til Højesteret er 8 uger. Fristerne skal regnes fra den dato, hvor dommen er afsagt. Reglerne står i retsplejelovens § 372, stk. 1.

8.2. Kammeradvokaten udarbejder altid en ankeindstilling, hvis en sag er tabt helt eller delvist. Det gælder både for byrets- og for landsretsdomme. Hvis der er tale om en byretsdom, hvor kravet efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., eller en landsretsdom i en ankesag, er der dog ikke adgang til anke uden bevilling fra Procesbevillingsnævnet. For så vidt angår byretsdomme forudsætter procesbevilling, at sagen er principiel, eller at særlige grunde i øvrigt taler derfor, jf. retsplejelovens § 368, og for så vidt angår landsretsdomme, at sagen har principiel karakter, jf. retsplejelovens § 371. Hvis disse betingelser ikke er opfyldte, er der derfor ikke anledning til at udarbejde en sædvanlig ankeindstilling. I givet fald fremsender Kammeradvokaten alene en udtalelse om, at sagen ikke er af den omhandlede karakter, og at der derfor ikke er grundlag for at søge procesbevilling efter dommen.

Kammeradvokaten sender ankeindstillingen til høring i Landsskatteretten og som foreløbig orientering til Skatteministeriet. Ved byretsdomme skal Kammeradvokaten være færdig med sin indstilling senest 14 dage efter, at byretten har afsagt dommen. Ved landsretsdomme skal Kammeradvokaten normalt være færdig med sin indstilling senest 4 uger efter, at landsretten har afsagt dommen. Landsskatteretten skal give svar på høringen inden for 3 dage, når det drejer sig om anke fra byret til landsret, og normalt inden for 1 uge, når det drejer sig om anke fra landsret til Højesteret. Landsskatteretten skal aflevere sit svar til Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten vurderer, om Landsskatterettens svar på høringen betyder, at den oprindelige indstilling skal ændres. Kammeradvokaten sender herefter sin endelige indstilling med høringssvaret og sine bemærkninger til Skatteministeriet med kopi til Landsskatteretten. Skatteministeriet skal have Kammeradvokatens endelige indstilling senest 1 uge, før ankefristen udløber, når det drejer sig om anke fra byret til landsret, og normalt senest 3 uger, før ankefristen udløber, når det drejer sig om anke fra landsret til Højesteret. 

8.3. Fagkontoret udarbejder den endelige indstilling til den juridiske direktør om anken. Fagkontoret skal forelægge sagen for fagdirektøren for lovproduktion. Hvis fagdirektøren er fraværende, skal sagen forelægges for en anden fagdirektør. Fagdirektøren kan vælge at få vurderet spørgsmålet i andre kontorer eller hos andre chefer i Skatteministeriet. Fagdirektøren forelægger sagen for den juridiske direktør, som beslutter endeligt, hvad der skal ske i sagen.

Den juridiske direktør skal have indstillingen forelagt senest 5 dage, før ankefristen udløber, hvis det handler om anke af byretsdomme, og senest 10 dage før ankefristen udløber, hvis det handler om anke af landsretsdomme.

Hvis alle er enige om, at sagen ikke skal ankes, er det kun fagdirektøren, der skal have sagen forelagt, med et meget kort notat.

Når det er endeligt besluttet, om sagen skal ankes, orienterer fagkontoret Kammeradvokaten hurtigst muligt om beslutningen. Kammeradvokaten sørger for det videre i sagen.

Kammeradvokaten orienterer Landsskatteretten, om sagen bliver anket. Hvis den ankes, sender Kammeradvokaten en kopi af ankestævningen til både Skatteministeriet og Landsskatteretten.

Hvis sagen er blevet anket af Skatteministeriet, skal den altid overvåges særligt.

9. Prøvelse i 2. og 3. instans med Procesbevillingsnævnets tilladelse

9.1.  Efter retsplejelovens § 368 kan domme, der er afsagt af en byret, ankes til en landsret. Angår sagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan dommen dog kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til at få sagen prøvet i en landsret som 2. instans, hvis sagen er principiel eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Skatteministeriet støtter generelt en skatteyders ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få en byretsdom prøvet i 2. instans, hvis ministeriet mener, at sagen er principiel, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Efter retsplejelovens § 371 kan domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, ikke ankes. Men Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til at få sagen prøvet i Højesteret som 3. instans, hvis sagen er principiel. Skatteministeriet støtter generelt en skatteyders ansøgning om tilladelse til at få en landsretsdom prøvet i 3. instans, hvis Skatteministeriet mener, at sagen er principiel.

Hvis Procesbevillingsnævnet beder Skatteministeriet om bemærkninger til en skatteyders ansøgning om tilladelse til at få en byretsdom prøvet i 2. instans eller en landsretsdom prøvet i 3. instans, udarbejder Kammeradvokaten en kortfattet indstilling om spørgsmålet. Fagkontoret tager hurtigst muligt stilling til sagen på baggrund af Kammeradvokatens indstilling og giver Kammeradvokaten besked om det. Kammeradvokaten sørger for det videre i sagen. 

9.2. I særlige tilfælde kan Skatteministeriet søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få en byretsdom prøvet i 2. instans eller en landsretsdom prøvet i 3. instans, når Skatteministeriet har tabt sagen. Kammeradvokaten udarbejder i sådanne tilfælde en indstilling herom. Kammeradvokatens indstilling og den måde, indstillingen behandles på, skal følge retningslinjerne i punkt 8 om anke af domme til landsretterne henholdsvis Højesteret.

10. Fristoverskridelse

Fristen for at indbringe en kendelse fra Landsskatteretten for domstolene er 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. 3-måneders fristen fremgår af § 48, stk. 3, i skatteforvaltningsloven. Skatteministeriet nedlægger derfor påstand om afvisning, hvis denne lovmæssige frist ikke er overholdt.

I de få, meget specielle situationer, der er omtalt i punkt 3 i Skatteministeriets kommentar SKM2008.988. DEP, giver Skatteministeriet dog efter anmodning tilsagn om, at ministeriet ikke vil nedlægge påstand om afvisning, hvis sagen indbringes for domstolene inden en vis frist. Som nævnt i kommentaren kan sådanne meget specielle situationer være, at skatteyderen på grund af udlandsophold eller alvorlig sygdom først har fået kendskab til Landsskatterettens kendelse efter udløbet af fristen i § 48, stk. 3, i skatteforvaltningsloven.

Derudover foretager ministeriet i situationer, hvor der er tale om en meget begrænset fristoverskridelse, en konkret vurdering af, om der foreligger særlige omstændigheder, som indebærer, at ministeriet undlader at nedlægge påstand om afvisning. Denne vurdering foretages generelt og uden anmodning fra den skattepligtige. Vurderingen foretages af fagdirektøren for lovproduktion.

11. Fri proces

Skatteministeriet har normalt ingen kommentarer til en ansøgning om fri proces, som bliver forelagt Skatteministeriet til udtalelse fra en anden myndighed. Fristerne for sagsanlæg skal dog være overholdt.

12. Ikrafttrædelse

Denne retssagsvejledning gælder fra og med den 15. november 2011.

BILAG til retssagsvejledningen

Bilaget beskriver sagsgangen, når det drejer sig om en sags forelæggelse for EU-domstolen af præjudicielle årsager.

For forståelsens skyld beskriver bilaget også nogle steder sagsprocedurer hos andre myndigheder.

Inden det besluttes at forelægge sagen

Juridisk Specialudvalg, der er et udvalg under EU-udvalget, inddrages normalt i sager om forelæggelse for EU-domstolen. Det er ikke nødvendigt at inddrage Juridisk Specialudvalg, hvis Skatteministeriet er imod, at sagen bliver forelagt. Men hvis Kammeradvokaten vurderer, at der er risiko for, at den danske domstol alligevel vil beslutte, at sagen skal forelægges for EU-domstolen, kan Juridisk Specialudvalg inddrages.

Juridisk Specialudvalg skal altid inddrages, når:

  • Skatteministeriet selv har bedt om, at sagen bliver forelagt EU-domstolen, eller
  • Skatteministeriet ikke har indvendinger mod, at modparten har bedt om, at sagen bliver forelagt for EU-domstolen, eller
  • der skal formuleres konkrete spørgsmål til EU-domstolen, inden den danske domstol beslutter, om sagen skal forelægges, eller
  • der skal tages stilling til selve udformningen af en forelæggelsesbeslutning.

Når Juridisk Specialudvalg skal inddrages, udarbejder Kammeradvokaten et notat, der kort gengiver de faktiske omstændigheder i sagen og det retlige grundlag. Notatet skal også indeholde Skatteministeriets indstilling til, om sagen bør forelægges for EU-domstolen. Notatet kan også indeholde formulering af de konkrete spørgsmål og selve beslutningen om at forelægge sagen. Kammeradvokaten sender notatet til høring i fagkontoret og hos fagdirektøren for international skat. Fagkontoret skal udarbejde en vurdering af sagens provenumæssige konsekvenser, hvis der er brug for det.

Skatteministeriet svarer Kammeradvokaten direkte. Kammeradvokaten vurderer så, om fagkontorets høringssvar betyder, at notatet skal ændres. Derefter sender Kammeradvokaten notatet til Juridisk Specialudvalg og beder om, at sagen sættes på dagsordenen. Juridisk Specialudvalg sender en mødeindkaldelse til fagdirektøren for international skat, som sørger for, at fagkontoret får besked om mødet.

Beslutningen om at forelægge sagen

Kammeradvokaten skal i samarbejde med modpartens advokat udarbejde et udkast til en beslutning om at forelægge sagen, når en dansk domstol har bestemt, at EU-domstolen skal have forelagt præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af EU-retten i en retssag, hvor der er tvivl, om en retsregel under Skattemini­steriets ressort er i overensstemmelse med EU-retten. Kammeradvokaten sender udkastet til høring i fagkontoret og hos fagdirektøren for international skat.

Fagkontoret orienterer den juridiske direktør om sagen. Fagkontoret sender Skatteministeriets bemærkninger til Kam­meradvokaten.

Når Kammeradvokaten har fået Skatteministeriets bemærkninger, drøfter Kammeradvokaten eventuelle ændringer til udkastet med modparten. Herefter sender Kammeradvokaten udkastet til Juridisk Specialudvalg til godkendelse, inden det fremlægges i retten.

Drøftelse af sagen i Juridisk Specialudvalg

Juridisk Specialudvalg sender mødeindkaldelsen til det første møde om sagen til fagdirektøren for international skat, som sørger for, at fagkontoret får besked.

Hvis Juridisk Specialudvalg godkender udkastet og de spørgsmål, der skal forelægges EU-domstolen, fremlægges det endelige udkast til forelæggelseskendelse for den danske domstol.

Sagen sendes til EU-domstolen

Det er den nationale domstol, der beslutter, om sagen skal forelægges for EU-domstolen, og udsætter sagen til EU-domstolen har truffet sin afgørelse. Den sender også sagens bilag til EU-domstolen.

Parterne har herefter 2 måneder og en afstandsfrist på 10 dage til at aflevere deres skriftlige indlæg.

Skriftlige indlæg

Kammeradvokaten beder Juridisk Specialudvalg om at sætte den sag, der er forelagt EU-domstolen, på dagsordenen, når der skal afgives skriftlige indlæg i sagen. Juridisk Specialudvalg sender mødeindkaldelsen til fagdirektøren for international skat, som sørger for, at fagkontoret får besked.

Kammeradvokaten udarbejder - eventuelt med hjælp fra Skatteministeriet - et notat til Juridisk Specialudvalg, der kort gengiver de faktiske omstændigheder i sagen, forelæggelses­spørgsmålene, det retlige grundlag og sagens provenumæssige konsekvenser. Notatet skal også indeholde en indstilling om indlægget.

Kammeradvokaten udarbejder et udkast til indlæg til EU-domstolen. Kammeradvokaten sender udkastet til høring i fagkontoret og hos fagdirektøren for international skat. Kammeradvokaten vurderer, om høringssvarene betyder, at udkastet skal ændres. Når det er gjort, sender Kammeradvokaten indlægget til procesdelegationens medlemmer (Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Skatteministeriet), som enten drøfter det på et møde eller behandler det skriftligt. Kammeradvokaten indarbejder procesdelegationens bemærkninger og sørger sammen med Udenrigsministeriet for at sende indlægget til EU-domstolen.

Orientering af EU-udvalget og Regeringens Udenrigspolitiske Udvalg

Kammeradvokaten udarbejder et notat, som kan bruges til at orientere EU-udvalget og Regeringens Udenrigspolitiske Udvalg om sagen. Kammeradvokaten sender notatet til fagkontoret, som sørger for, at Skatteministeriet står som afsender, når notatet bliver sendt videre til Udenrigsministeriet. Det er Udenrigsministeriet, der sender notatet til EU-domstolen.

Mundtligt indlæg

EU-domstolen sender de skriftlige indlæg, den har modtaget, til Kammeradvo­katen og Udenrigsministeriet. Udenrigsministeriet sender indlæggene videre til Skatteministeriet og spørger, om Skatteministeriet ønsker et mundtligt indlæg. Det vil Skatteministeriet normalt gøre, allerede fordi modparten typisk ønsker en mundtlig domsforhandling.

Hvis der skal afgives et mundtligt indlæg, udarbejder Kammeradvokaten et udkast til indlægget. Kammeradvokaten sender udkastet til fagkontoret og fagdirektøren for international skat til bemærkninger og eventuel drøftelse i en procesdelegation. Det er normalt Kammeradvokaten, der afgiver det mundtlige indlæg under domsforhandlingen ved EU-domstolen. Fagkontoret vil normalt være repræsenteret ved domsforhandlingen.

Kammeradvokaten sender EU-domstolens afgørelse til fagkontoret og fagdirektøren for international skat.