Klagen vedrører modregning i et negativt momstilsvar for gæld til Y1 Kommune.

Landsskatterettens afgørelse

BetalingsCentrets afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren ejer enkeltmandsvirksomheden H1. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvender klageren virksomhedsordningen i henhold til reglerne i lov om indkomstbeskatning af selvstændigt erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven).

For perioden fra 1. januar 2009 til 30. juni 2009 indsendte virksomheden en negativ momsangivelse på 5.572 kr.

Klageren har gæld til Y1 Kommune vedrørende fjernvarme leveret af Y2 Fjernvarmeværk. Gælden er i oktober 2009 opgjort til i alt 121.263,89 kr.

Y1 Kommune overdrog inddrivelsen af kravet til SKAT den 11. marts 2006.

Efter overdragelsen af kravet til inddrivelse i SKAT har klageren gjort indsigelser mod kravet og opgørelsen heraf.

SKAT gennemførte en udlægsforretning den 19. april 2006, hvor SKAT foretog udlæg i klagerens ejendom. Klageren påklagede dette udlæg til Fogedretten i Y3, der i kendelse af 6. februar 2009 opretholdt udlægget.

Klageren påklagede fogedrettens kendelse til Østre Landsret, der i kendelse af 6. oktober 2009 opretholdt udlægget for så vidt angår et beløb på 111.835,89 kr. Landsretten afviste i kendelsen bl.a. klagerens indsigelser om, at SKAT ikke kunne inddrive kravet, idet der ikke var sket behørig anmeldelse til Energitilsynet af priser mv.

BetalingsCentrets afgørelse

BetalingsCentret har den 21. september 2009 foretaget modregning i klagerens virksomheds negative momstilsvar for 1. halvår 2009 på 5.572 kr. til delvis dækning af gælden til Y1 Kommune. Ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten har Skattecenter 1 fastholdt denne afgørelse.

Det negative momstilsvar blev modregnet i følgende restancer:

Skattecenter 2
Retsafgift	1.080 kr
Gebyr	100 kr
Forbrugsafgifter - delvis dækket	4.392 kr
I alt	5.572 kr

I forbindelse med oversendelsen af klagen til Landsskatteretten har Skattecenter 1 supplerende anført, at inddrivelsesloven ikke stiller krav om, at kravet i tilfælde af indsigelser skal fastslås på en særlig bestyrkende måde, men alene at det er fordringshaveren, der skal behandle indsigelserne.

Ud fra de oplysninger, som SKAT har modtaget, er der ikke grundlag for, at indsigelserne skal tillægges opsættende virkning, ligesom der ikke er grundlag for at returnere kravet efter inddrivelseslovens § 2, stk. 2. I denne vurdering indgår, at Østre Landsret i kendelsen af 6. oktober 2009 opretholdt et udlæg foretaget af Skattecenter 2 på trods af, at klageren også i denne sag fremsatte indsigelser mod kravets eksistens og størrelse.

Henset til den løbende korrespondance, der har været over de seneste år, må det lægges til grund, at klageren er klar over, at Y1 Kommune har overdraget kravet til inddrivelse, hvormed Y1 Kommune må anses for at have opfyldt underretningspligten efter inddrivelseslovens § 2, stk. 4.

Fra den 1. januar 2009 er det generelt blevet muligt at modregne/indtræde i udbetalinger fra staten til dækning af kommunale krav. Det fremgår af inddrivelseslovens § 8.

For at indtrædelsesretten i inddrivelseslovens § 8 kan anvendes, er det en betingelse, at fjernvarmeværket kan anses som en offentlig virksomhed. Y1 Kommune har oplyst, at fjernvarmeværket i enhver henseende tegnes med kommunalbestyrelsen som øverste myndighed og som tegningsberettigede instans. Betingelsen for at kunne anse fjernvarmeværket som kommunalt er derfor opfyldt.

De generelle betingelser for at modregne efter inddrivelseslovens § 8 er således opfyldt.

Landsskatteretten har allerede i afgørelse af 12. juni 2006, j.nr. 2-8-1705-0009, stadfæstet, at SKAT kunne modregne i klagerens negative momstilsvar til dækning af klagerens private restance vedrørende manglende B-skatterater. I denne sag må klageren som person og hans virksomhed anses som samme juridiske enhed.

Endvidere blev forældelsesfristen afbrudt i forbindelse med udlægsforretningen den 19. april 2006. Forældelsesloven fra 2007, der trådte i kraft den 1. januar 2008, indeholder i § 3 en forældelsesfrist på 3 år. Efter forældelseslovens overgangsregler i § 30 gælder reglerne i den tidligere forældelseslov, 1908-loven, for restancer, der er opstået, inden loven trådte i kraft den 1. januar 2008. Forældelsesfristen ifølge 1908-loven var på 5 år, og der er derfor ikke nogen del af kravet, der er forældet.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at modregningen i klagerens virksomheds negative momstilsvar for 1. halvår 2009 på 5.572 kr. ophæves, og at det negative momstilsvar udbetales til klageren.

Der foreligger ikke et retsgyldigt krav, men udelukkende en luftig påstand, som er tilbagevist i Landsretten og ikke modbevist af Kammeradvokaten.

Proceduren for inddrivelse beskrives klart i varmeforsyningsloven, og den bakkes fuldt ud op af Energitilsynet, Retssikkerhedschefen, og fremgår ligeledes af SKATs egen vejledning.

Kravet om et tilgodehavende på fjernvarme er blevet afvist i årevis. Når SKAT modtager et bestridt krav, skal kravet tilbagesendes til kommunen, således at kommunen kan fremvise et retsgyldigt krav. Dette skal kommunen opnå ved først at sende dokumentation for kravet til Energitilsynet til godkendelse, dernæst eventuelt til en domstol, hvilket ikke er sket i denne sag.

Ifølge oplysninger fra Energitilsynet er et bestridt krav på fjernvarme ikke eksisterende, hvormed inddrivelse, herunder modregning og udlæg, ikke kan finde sted.

Der kan endvidere ikke ske modregning mellem to selvstændige juridiske enheder. Det er derfor ikke muligt at modregne et krav på klageren personligt i det krav på overskydende moms, som klagerens virksomhed har.

Retsafgiften på 1.080 kr. er bortfaldet, idet den vedrører en gammel fjernvarmesag, hvor klageren fik medhold.

Under sagens behandling for Landsskatteretten har klageren supplerende anført, at han ikke blev underrettet om, at kravet blev overdraget til inddrivelse i SKAT.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Reglerne om restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår af lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven) og af bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen).

Af inddrivelseslovens § 2, stk. 2-4, fremgår følgende:

"Stk. 2. Beregning og opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger mv. forestås af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af indsigelser om fordringen, jf. dog §§ 17 og 18. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser om kravets eksistens eller størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til fordringshaveren.

Stk. 3. Fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Såfremt forholdene i særlig grad taler derfor, kan fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt end nævnt i 1. pkt.

Stk. 4. Inden overdragelse af fordringer mv. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen. Underretning kan dog undlades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet."

Af inddrivelsesbekendtgørelsens § 3 fremgår følgende:

"Fremkommer skyldneren efter fordringens overdragelse med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse, sender restanceinddrivelsesmyndigheden skyldnerens indsigelser til fordringshaveren, eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, til afgørelse af indsigelserne. Restanceinddrivelsesmyndigheden underretter skriftligt skyldneren om oversendelsen.

Stk. 2. Indsigelser fra skyldneren om fordringens eksistens eller størrelse har ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af fordringen, i det omfang der ikke er fastsat særlige bestemmelser herom i lovgivningen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog beslutte, at indsigelser om kravets eksistens eller størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endvidere tilbagesende kravet til fordringshaveren, hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid."

Det følger af reglerne om overdragelse af fordringer til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal sende skyldnerens indsigelser til fordringshaveren til afgørelse af indsigelserne.

Restanceinddrivelsesmyndigheden har således ikke pligt til at tilbagesende en fordring til fordringshaveren, såfremt skyldneren fremkommer med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden har endvidere ikke pligt til at foretage andre skridt for at fastslå eksistensen og størrelsen af kravet.

Klageren fremkom efter overdragelsen af kravet til inddrivelse i SKAT med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse. Det lægges til grund, at skattecentret sendte disse indsigelser til Y1 Kommune til afgørelse af indsigelserne i forbindelse med, at skattecentret foretog udlæg i klagerens ejendom den 19. april 2006 og den efterfølgende klagebehandling i fogedretten og landsretten, hvor der blev taget stilling til indsigelserne.

Skattecentret har derfor handlet i overensstemmelse med reglerne i inddrivelseslovens § 2 og inddrivelsesbekendtgørelsens § 3.

Det er endvidere med rette, at skattecentret ikke tillagde klagerens indsigelser om kravets eksistens og størrelse opsættende virkning i forhold til inddrivelsen af kravet, idet der ikke er begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer.

Der er herved henset til, at Fogedretten i Y3 i kendelse af 6. februar 2009 opretholdt SKATs udlæg af 19. april 2006, og at der således forud for BetalingsCentrets modregning den 21. september 2009 ikke var begrundet formodning om, at kravet ikke var opgjort korrekt eller ikke eksisterede.

Y1 Kommune har ikke underrettet klageren om, at kravet blev overdraget til inddrivelse i SKAT. Y1 Kommune har således ikke underrettet klageren som foreskrevet i inddrivelseslovens § 2, stk. 4.

Inddrivelseslovens § 2, stk. 4, må anses for en ordensforskrift, der har til formål at sikre, at skyldneren er bekendt med, at kravet er overdraget til inddrivelse i SKAT. Manglende overholdelse af bestemmelsen kan således ikke medføre, at SKAT ikke kan foretage inddrivelse af kravet, og at foretagne inddrivelsesskridt skal anses for ugyldige.

Klageren har fremsat indsigelser mod kravets eksistens og størrelse, herunder bl.a. at kravet ikke eksisterer, at kravet er baseret på fiktive priser, idet der ikke er sket behørig anmeldelse til Energitilsynet, samt opgørelsen af kravet.

Sådanne indsigelser skal efter inddrivelseslovens § 2, stk. 2, behandles af fordringshaveren, dvs. Y1 Kommune, der har fastholdt sit krav.

Landsskatteretten har alene mulighed for at tage stilling til, hvorvidt betingelserne for at foretage modregning er opfyldt.

Efter inddrivelseslovens § 8, stk. 1, indtræder kommunen i retten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, vedrørende fordringer omfattet af loven, for hvilke kommunen er fordringshaver.

Bestemmelsen må forstås således, at de almindelige betingelser for at foretage modregning for offentlige krav skal være opfyldt, således at indtrædelsesretten alene indebærer, at der kan bortses fra kravet om, at fordringerne, som benyttes til modregning, skal bestå mellem de samme personer og myndigheder.

Bestemmelsen indebærer, at kravet vedrørende fjernvarme leveret af Y2 Fjernvarmeværk består mellem de samme personer og myndigheder, selvom kravet er et kommunalt krav, og klagerens virksomheds negative momstilsvar er et krav mod staten.

Det bemærkes herved, at fjernvarmeværket i overensstemmelse med oplysningerne fra Y1 Kommune må anses for en del af Y1 Kommune.

Endvidere bemærkes, at klageren driver virksomheden H1 som en enkeltmandsvirksomhed, og at han herved hæfter personligt for hele virksomhedens gæld og umiddelbart over for virksomhedens kreditorer. Et eventuelt overskud af virksomheden tilkommer i det hele klageren personligt, og et sådant overskud - som ikke opspares i virksomheden - medregnes ved opgørelsen af klagerens personlige indkomst.

Det forhold, at klageren ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvender virksomhedsordningen i henhold til reglerne i virksomhedsskatteloven, ændrer ikke ved, at klageren hæfter personligt for hele virksomhedens gæld. Det er herved uden betydning, at det er en betingelse for at anvende virksomhedsordningen, at der sker en regnskabsmæssig adskillelse af virksomhedens økonomi og klagerens private økonomi.

Da klageren hæfter personligt for hele virksomhedens gæld, og da et eventuelt overskud af virksomheden i det hele tilkommer klageren personligt, må klageren og hans virksomhed i relation til SKATs mulighed for at foretage modregning anses som én enhed, således at SKAT kan foretage modregning i et beløb, som virksomheden har til gode, for krav mod klageren personligt.

BetalingsCentret er derfor berettiget til at foretage modregning for kravet på fjernvarme leveret af Y2 Fjernvarmeværk i klagerens virksomheds tilgodehavende moms.

Det fremgår af Højesterets dom, som er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1955, side 13, at det ikke er betingelse for at foretage modregning, at modfordringen, dvs. modregnerens krav, er erkendt af debitor.

Selv om klageren således bestrider kravet, hindrer det ikke, at der kan foretages modregning i klagerens overskydende skat.

Det antages, at tilgodehavender hos det offentlige kan have en sådan karakter, at modregning heri er udelukket, jf. således Inddrivelsesvejledningen for 2010-1, afsnit K.6. Tilgodehavender i form af et negativt momstilsvar har ikke en sådan karakter.

Der gælder ikke særlige modregningsregler vedrørende Y1 Kommunes krav. Modregning kan derfor kun gennemføres, hvis visse betingelser er opfyldt.

Kravene skal være udjævnelige. Det betyder, at modfordringen, dvs. modregnerens krav, kan benyttes til rigtig opfyldelse af hovedfordringen, dvs. modpartens krav. Betingelsen er opfyldt, hvis begge fordringer er pengefordringer. I dette tilfælde er begge fordringer pengefordringer. Betingelsen er derfor opfyldt.

Modfordringen skal endvidere være retskraftig. Modfordringen må således ikke være bortfaldet, f.eks. ved akkord, forældelse, præklusion eller gældssanering. Der er intet grundlag for at antage, at Y1 Kommunes krav er bortfaldet som følge af f.eks. forældelse. Denne betingelse er derfor også opfyldt.

Modfordringen skal endvidere være forfalden til betaling, og frigørelsestiden, dvs. det tidspunkt, hvor debitor kan frigøre sig for sin gæld, skal være indtrådt for hovedfordringen. Kravet vedrørende fjernvarme leveret af Y2 Fjernvarmeværk var forfaldent til betaling, da modregningen blev foretaget. Endvidere var frigørelsestiden for klagerens virksomheds negative momstilsvar indtruffet på dette tidspunkt. Denne betingelse er derfor også opfyldt.

Betingelserne for at foretage modregning til delvis dækning af klagerens gæld vedrørende fjernvarme leveret af Y2 Fjernvarmeværk var således opfyldt.

BetalingsCentrets afgørelse stadfæstes derfor.