Overdragelsen var omfattet af LL § 2, og den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver skulle således fastsættes efter denne bestemmelse.

Højesteret fandt, at den beregningsmetode, som SKAT (nu Skattestyrelsen) havde anvendt, ikke udgjorde et egnet grundlag for at opgøre den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver.

Højesteret udtalte, at det for vandforsynings- og spildevandsvirksomhed gælder, at der påhviler selskaberne en forsyningspligt, og at "hvile i sig selv"-princippet indebærer, at der ikke kan tjenes penge på aktiviteterne. Højesteret fandt på denne baggrund, at det afgørende for den skattemæssige værdiansættelse af aktiverne måtte være, hvilken værdi aktiverne måtte skønnes at have haft for vandselskabet. Højesteret fandt, at den beregningsmetode, hvorved den regulatoriske værdi opgøres som et gennemsnit af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi (den såkaldte POLKA-værdi), var et rimeligt udtryk for, hvorledes aktivernes værdi efter LL § 2 burde fastsættes.

Højesteret havde ikke fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre i forbindelse med kommunens overdragelse af aktiver i den konkrete sag. Sagen blev som følge heraf hjemvist til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Det danske selskab var enig i, at markedsprisen for det litauiske selskab var højere end den aftalte salgssum, og at det danske selskab ved købet derfor havde modtaget et skattepligtigt tilskud. Selskabet gjorde gældende, at værdien af det litauiske selskab var lavere end SKATs skøn.

Højesteret udtalte, at som følge af denne enighed var SKAT berettiget til at skønne over værdien, og SKATs skøn kunne alene tilsidesættes, hvis det danske selskab godtgjorde, at skønnet hvilede på et urigtigt grundlag eller var åbenbart urimeligt.

I denne sag var der ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse af aktiernes værdi.

Sagen angik værdiansættelsen af nogle immaterielle aktiver ved et selskabs overdragelse heraf til et nystiftet koncernforbundet selskab. Selskabet skulle efter overdragelsen forsætte med at levere salgs- og serviceydelser, rutinefunktioner, vedrørende de immaterielle aktiver til det nystiftede koncernselskab. Selskabet havde fået udarbejdet to Transfer Pricing værdiansættelsesrapporter, der begge anvendte DCF-metoden til at beregne værdien af de overdragne immaterielle aktiver. I rapporterne var værdien af hele virksomheden opgjort, hvorefter værdien af de overdragne immaterielle aktiver blev beregnet ved at fratrække værdien af rutinefunktionerne. Afkastkravet for hele virksomheden var ansat til 20 %, mens afkastkravet for rutinefunktionerne var ansat til 8 %. Skattestyrelsen konstaterede, at selskabet havde indsendt behørig TP-dokumentation, hvorfor der ikke var adgang til at foretage en skønsmæssig ansættelse. Det påhvilede herefter Skattestyrelsen at godtgøre, at den aftalte overdragelsessum ikke var i overensstemmelse med armslængdeprincippet, jf. ligningslovens § 2. Skattestyrelsen ansatte værdien af de overdragne immaterielle aktiver på baggrund af aktieprisen ved køb af et selskab året inden overdragelsen.

Landsskatteretten fandt, at selskabet ved anvendelsen af forskellige afkastkrav til henholdsvis rutinefunktionerne og den samlede virksomhed havde overestimeret værdien af rutinefunktionerne, hvorfor værdiansættelsen af de immaterielle aktiver ikke var på armslængevilkår. Skattestyrelsen havde under transfer pricing revisionen udarbejdet en DCF-beregning, der tog udgangspunkt i selskabets værdiansættelsesrapport dateret to måneder inden overdragelsen, dog med den forskel at beregningen anvendte et afkastkrav på 20 % for både rutinefunktionerne og hele virksomheden. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens DCF-beregning med udgangspunkt i selskabets værdiansættelsesrapport, hvor der dog anvendtes samme afkastkrav for rutinefunktionerne som for den samlede forretning, var i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Herefter, og da Skattestyrelsens ansættelse var foretaget rettidigt, nedsatte Landsskatteretten Skattestyrelsens forhøjelse med 60.285.283 kr.

Selskabet havde opgjort en skattepligtig avance på 168 mio. kr. ved overdragelsen. Værdien af de immaterielle aktiver var fastsat efter beregningsmodellen i goodwillcirkulæret.

SKAT havde foretaget en skønsmæssig korrektion af den aftalte overdragelsessum og ansat denne til 1.028 mio. kr., jf. LL § 2 og AL § 40, stk. 6.

I forbindelse med klagebehandlingen ved Landsskatteretten blev der afholdt syn og skøn. Skønsmændene fandt, at den af SKAT anvendte metode, Discounted Cash Flow (DCF), var egnet til at fastsætte markedsværdien for de overdragne immaterielle aktiver. Skønsmændene beregnede herefter værdien af de overdragne immaterielle aktiver til 574 mio. kr. baseret på en samlet vurdering af præmisserne for handelen.

Landsskatteretten var som udgangspunkt enig i skønsmændenes værdiansættelse efter DCF-modellen, men korrigerede i forudsætningerne for så vidt angik omsætningsvækst i budgetperioden og værdien af købers skattefordel. Endelig fandt Landsskatteretten, at værdien af produkt Y skulle indgå i værdiansættelsen, idet alle rettigheder til produkt Y var omfattet af den koncerninterne overdragelse. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fastsatte markedsværdien af de immaterielle aktiver til 875 mio. kr.

Sagen vedrører en dansk filial af et tysk selskab. Den danske filials hovedaktivitet var licensgivning og services vedrørende produktion af motorer, der foregik hos eksterne licenstagere. I forbindelse med en omstrukturering i koncernen blev det besluttet, at royaltyindtægter vedrørende en bestemt motortype skulle overgå til det tyske selskab, og det danske selskab fik i forbindelse hermed en kompensation svarende til nettoindtjeningen i en to-årig opsigelsesperiode.

SKAT havde forhøjet filialens skattepligtige indkomst efter LL § 2 og AL § 40, stk. 6, med den begrundelse, at filialen havde ydet værdifulde bidrag til udviklingen af den omhandlede motortype og derved opnået økonomisk medejerskab til denne. På den baggrund foretog SKAT en ny beregning af kompensationsbetalingen, og lagde blandt andet en længere royaltyperiode til grund ved værdiansættelsen af de overdragede rettigheder.

Filialen var uenig i denne værdiansættelse, idet det var filialens opfattelse, at filialen ikke havde medejerskab til hele motorprogrammet, men kun en mindre del af dette, og at den royalty, som filialen havde modtaget før omstruktureringen, primært vedrørte aflønning i forbindelse med serviceforpligtelser.

Landsskatteretten fandt det bevist, at der i forbindelse med omstruktureringen blev overdraget værdifulde immaterielle aktiver, idet der blev lagt afgørende vægt på det forudgående aftalegrundlag og parternes faktiske adfærd, hvorefter royaltyindtægterne var blevet delt 50/50 efter profit split metoden for den omhandlede motortype.

Landsskatteretten fandt derfor, at SKATs værdiansættelse måtte lægges til grund, men at denne skulle justeres i overensstemmelse med de reviderede forudsætninger, som filialen efterfølgende havde fremlagt, baseret på filialens faktiske forventninger til det fremtidige salg af den pågældende motortype på overdragelsestidspunktet.

Landsskatteretten fandt, at der ved indgåelsen af royaltyaftalen mellem det danske selskab og det koncernforbundne selskab blev overdraget sådanne væsentlige og værdifulde immaterielle aktiver, at også goodwill måtte anses for overdraget.

►Spørgerne havde gennemført et delvist generationsskifte af H1.

Spørgerne ønskede bekræftet, at overdragelserne kunne ske med skattemæssig succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34 samt at der ved overdragelserne var retskrav på at anvende boafgiftslovens § 12 a til værdiansættelse af H1. Spørgerne ønskede endvidere bekræftet, at værdien af de overdragne kapitalandele var opgjort korrekt efter boafgiftslovens § 12 a.

Skatterådet bekræftede at overdragelserne kan ske med skattemæssig succession samt at der var retskrav på at anvende den skematiske værdiansættelse i boafgiftslovens § 12 a i forbindelse med overdragelsen.

De almindelige bevisbyrderegler var gældende for ændring af værdiansættelsen efter boafgiftslovens § 12 a. Da der var sket tilkøb og ombygning af fast ejendom samt væsentlig udvidelse af aktiviteten i et af koncernens forretningsområder, skulle der ske regulering af de regnskabsmæssige tal ved anvendelse af den skematiske værdiansættelse i boafgiftslovens § 12 a. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at værdien af de overdragne kapitalandele var opgjort korrekt.

Spørgerne ønskede herudover bekræftet, at en påtænkt fusion kunne gennemføres efterfølgende uden at der skal ske korrektion af den nedsatte gaveafgift.

Ved fusionen skete der udvidelse af ejerkredsen med henholdsvis Spørgernes mor og ægtefælle, og fusionen indebærer dermed en indirekte delvis afståelse af kapitalandelene i H1. En afståelse i forbindelse med en fusion udløste korrektion af den nedsatte gaveafgift, medmindre fusionen var forretningsmæssigt begrundet i en udvikling af virksomheden eller der ikke i forbindelse med fusionen opstod en pengetank. Aktiviteten i det selskab, der påtænktes indfusioneret, bestod i tilgodehavender mod H1. Fusionen skete således ikke med henblik på udvikling af virksomheden, og fusionen var derfor ikke forretningsmæssigt begrundet. Herudover var det oplyst, at det forventedes, at fusionen medfører, at H1 blev en pengetank. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at den påtænkte fusion kunne gennemføres uden regulering af den nedsatte gaveafgift.◄

►Spørgerne påtænkte at gennemføre en kapitalforhøjelse i H1 A/S ved indskud af aktierne i H2 A/S. Kapitalforhøjelsen indebar, at H3 ApS og H4 ApS hver overdrog nominelt xx kr. aktier i H2 A/S til H1 A/S mod at de hver ville blive vederlagt med nominelt xx kr. B-aktier i H1 A/S.

H1 A/S var ejet af A. H3 ApS var ejet af B. H4 ApS var ejet af C. A var far til B og C.

Den påtænkte kapitalforhøjelse udgjorde således en overdragelse af aktier mellem et selskab, der var ejet af A, der var far til B og C, og selskaber, der var ejet af B og C. Såfremt værdien af aktierne i henholdsvis H1 A/S og H2 A/S ikke blev fastsat korrekt, ville bytteforholdet indebære, at der ville ske en indirekte formueoverførsel mellem A og As børn B og C.

Spørgerne havde med udgangspunkt i den skematiske værdiansættelsesmetode opgjort en værdi af aktierne i H1 A/S til xx, og med fradrag af forlods udbytteret på xx kr., en værdi af aktierne i H1 A/S, der skulle indgå i beregningen af bytteforholdet, til xx kr. 

Spørgerne havde endvidere med udgangspunkt i den skematiske værdiansættelsesmetode opgjort en værdi af aktierne i H2 A/S, der skulle indgå i beregningen af bytteforholdet, til xx kr.

Baseret på disse værdiansættelser ønskede spørgerne bekræftet, at en kapitalforhøjelse på nominelt 2 x xx kr. B-aktier i H1 A/S til kurs xx ved apportindskud af nominelt 2 x xx kr. aktier i H2 A/S, ikke havde skattemæssige konsekvenser for spørgerne.

Eftersom at der var tale om en transaktion mellem selskaber og dermed ikke en overdragelse mellem fysiske personer, der var omfattet af nedsat afgift i boafgiftslovens § 23 a, stk. 1-3, der kunne vælge at fastsætte værdien efter den skematiske værdiansættelsesmetode i boafgiftslovens § 12 a, havde spørgerne ved gennemførelse af den påtænkte kapitalforhøjelse ikke et retskrav på at kunne fastsætte værdien af aktierne i henholdsvis H1 A/S og H2 A/S efter boafgiftslovens § 12 a. Udgangspunktet var derfor, at værdiansættelsen af aktierne skulle fastsættes til handelsværdien på tidspunktet for gennemførelsen af kapitalforhøjelsen.

Det fremgik dog af lovforarbejderne til L 123 (folketingsåret 2024/25), at det ikke var udelukket, at spørgerne ved den påtænkte kapitalforhøjelse kunne finde værdien af aktierne i de to selskaber ved anvendelse af den skematiske værdiansættelsesmetode, jf. boafgiftslovens § 12 a.

Koncernen H2 A/S bestod alene af selskaber, der ejede investeringsejendomme, der var optaget til dagsværdi og som ikke havde anden erhvervsmæssig drift. På baggrund af en konkret vurdering fandt Skatterådet, at koncernen H2 A/S kunne værdiansættes efter den skematiske værdiansættelsesmetode, idet det blev lagt til grund, at koncernens ejendomme var medtaget i årsrapporterne til en værdi, der svarede til handelsværdien af ejendommene.

Spørgerne havde opgjort den skematiske værdiansættelse af koncernen H1 A/S til xx kr. (før forlods udbytteret). Værdien af selskaber med investeringsejendomme og værdipapirer, holdingselskabers egne aktiver og likviderede selskaber udgjorde i alt xx kr. svarende til ca. 66 procent af den samlede opgjorte værdi.

Den skematiske værdi af selskaber med anden erhvervsmæssig drift var opgjort til xx. Heraf udgjorde driftsselskabet H5 A/S xx kr. Dette selskab beskæftigede sig med drift vedrørende softwareudviklingsteam og IT specialister. Værdien af 3 selskaber med drift af salgsvirksomhed var opgjort til xx kr.

På baggrund af en konkret vurdering fandt Skatterådet, at koncernen H1 A/S kunne værdiansættes efter den skematiske værdiansættelsesmetode. Der var ved vurderingen bl.a. lagt vægt på, at det blev lagt til grund, at 66 procent af koncernens midler bestod af aktiver, herunder investerings-ejendomme og værdipapirer, der var medtaget i årsrapporten til en værdi, der svarede til handelsværdien af de anførte aktiver. Endvidere var der lagt vægt på, at den drift, der fandt sted i de fire driftsselskaber ikke umiddelbart gav anledning til, at den skematiske værdiansættelsesmetode ikke meningsfuldt kunne anvendes til at skønne over virksomhedens værdi i de pågældende selskaber. Herudover fremgik det tillige af lovforarbejderne til L 123 (folketingsåret 2024/25), at den skematiske metode i mange tilfælde efter en konkret vurdering forventes at kunne anvendes som udtryk for handelsværdien.

Skatterådet bekræftede efter en konkret vurdering af den indsendte værdiansættelse af dels de to koncerner henholdsvis H1 A/S og H2 A/S samt dels de enkelte selskaber, der indgik i de to koncerner, at en kapitalforhøjelse på nominelt 2 x xx kr. B-aktier i H1 A/S til kurs xx ved apportindskud af nominelt 2 x xx kr. aktier i H2 A/S, ikke havde skattemæssige konsekvenser for Spørgerne, idet det dog i sagens natur blev forudsat, at kapitalforhøjelsen fandt sted senest den 31. december 2025.◄

►Spørgerne havde gennemført et generationsskifte i form af overdragelse af nystiftede holdingselskaber.

Overdragelserne skete med skattemæssig succession. Ved overdragelserne var kapitalandelene værdiansat efter BAL § 12 a med fradrag af nedslag for overtagen skatteforpligtelse.

Skatterådet bekræftede, at overdragelserne kunne ske med skattemæssig succession samt at kapitalandelene kunne værdiansættes efter BAL § 12 a.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at værdien var opgjort korrekt efter boafgiftslovens § 12 a. Koncernens ejendomme var delvist medregnet til kostpris med fradrag af akkumulerede afskrivninger. Egenkapitalen i de overdragede selskaber skulle reguleres, så koncernens ejendomme blev medregnet til enten handelsværdien, en vurdering efter § 11 i ejendomsvurderingsloven eller dagsværdien opgjort efter årsregnskabslovens regler, jf. BAL § 12 a, stk. 3, nr. 1.

Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at det opgjorte nedslag for overtagen skatteforpligtelse svarede til den fordeling, der ville være aftalt mellem uafhængige parter. Det kunne ikke lægges til grund, at den overtagne skatteforpligtelse kom til betaling, når erhververne blev 60 år. For så vidt angår fordeling af successionsfordelen skulle det lægges til grund, at overdrageren havde haft den største indflydelse på aftalevilkårene.◄