Der skal indberettes følgende identifikationsoplysninger, når indkomstmodtager bor i udlandet:
Cpr-nummer
Hvis indkomstmodtager har et gyldigt cpr-nummer, indberettes dette som normalt. Fiktive cpr-numre kan anvendes for lønperiode, hvis slutdato ligger før 1. januar 2024.
Supplerende personoplysninger
Når indkomstmodtager er bosat i udlandet, skal du indberette oplysning om fødselsdato, køn, navn, gade, postnr., post by og landekode ved hver indberetning. Det gælder også selvom indkomstmodtager har et gyldigt dansk cpr-nummer.
Hvis du undlader at indberette de supplerende personoplysninger for en indkomstmodtager, der ikke bor i Danmark, kan den del af indberetningsfilen, der vedrører den pågældende person, blive afvist.
Oplysningerne anvendes til udveksling af indkomstoplysninger til det land, hvor indkomstmodtager er bosat. Det er derfor vigtigt, at oplysningerne er korrekte. Oplysningerne omfatter følgende:
- Fødselsdato - Indkomstmodtages fødselsdato. Skal udfyldes med ÅÅÅÅMMDD
- Køn - Køn på indkomstmodtageren: Kodeværdi 1 = mand, 2 = kvinde, 3 = ukendt.
- Navn - Navn på indkomstmodtager: 1 efternavn, 2 fornavn, 3 mellemnavn.
- Gade - Indkomstmodtagers bopæl. Angiv vej, nr., etage mm.
- Postnr - Indkomstmodtagers postnummer.
- Post by - Indkomstmodtagers bynavn.
- Landekode - Koden for det land indkomstmodtagerens adresse er i.
Der kan opstå særlige tilfælde, hvor den indberetningspligtige ikke har mulighed for at indberette en supplerende personoplysning. Det kan fx være fordi det land den pågældende ansatte bor i, ikke anvender postnummer. I sådanne tilfælde skal den indberetningspligtige indberette "Ukendt" til det pågældende felt. Metoden kan kun anvendes undtagelsesvist og hvor ikke er muligt at indberette til det pågældende felt på trods af bestræbelser på at indhente de korrekte oplysninger. Bemærk dog, at der ikke kan indberettes "Ukendt" til felterne "Landekode" og "Fødselsdato". Skattestyrelsens kontrol af efterrettelighed på indberetningsområdet gælder også indberetning af identifikationsoplysninger.
Krav om indberetning af skatteidentifikationsnummer (TIN) fra 1. januar 2024
Fra 1. januar 2024 indføres pligt om indberetning af TIN for indkomstmodtagere, der er bosiddende i udlandet. Pligten træder i kraft for indberetninger med lønperiode, hvor slutdatoen er 1. januar 2024 og frem. Du skal indberette det TIN, der er blevet udstedt i det land, hvor indkomstmodtager er bosiddende. TIN indhentes hos indkomstmodtageren og indberettes sammen med de supplerende personoplysninger til eIndkomst.
- TIN felter i eIndkomst:
Feltnr | Feltnavn | Længde | Bemærkninger |
6000.7 | TIN | 27 | Kan ikke indberettes uden TIN landekode 6000.8. |
6000.8 | TIN landekode | 2 | Kan ikke indberettes uden TIN 6000.7. TIN landekode skal være identisk med landekode for supplerende personoplysninger 8001.5. |
6000.9 | Fillerfelt | 25 | Feltet udgår. |
- Opsætning af TIN-formater og validering af indberettet TIN
I den tekniske vejledning til eIndkomst, er der indsat et nyt underafsnit 4.9.2 Formater på TIN, der viser en tabel over hvilke formater, der anvendes til validering af TIN. Der er opsat gældende formater på alle EU-lande, Norge, Island, Færøerne og Grønland. Der kan på sigt blive tilført formater for flere lande. Skattestyrelsen vil i så fald opdatere tabellen og informere herom via eIndkomst driftslog. Indberetninger, der ikke overholder de formatmæssige krav, vil ikke blive afvist, men der udsendes et advis herom. Hvis der indberettes TIN og TIN landekode på et land, der ikke er opsat med et format i tabellen, vil indberetningen blive accepteret uden advis. - Mulighed for at undlade at indberette TIN og TIN landekode
Det vil være muligt at undlade at indberette TIN og TIN landekode i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at fremskaffe TIN. Det gøres ved at lade TIN- og TIN landekode-felterne være tomme. Indberetninger skal fortsat foretages med de indkomstoplysninger indkomstudbetaler har tilgængelig, herunder de supplerende personoplysninger. - Rettelser af TIN
Der er på nuværende tidspunkt ikke krav om, at manglende eller forkerte TIN rettes i eIndkomst. Hvis en virksomhed ønsker at rette et TIN, skal rettelsen foretages ved at tilbageføre den oprindelige indberetning. Læs mere om rettelser i afsnit 14. - Genbrug af supplerende personoplysninger og TIN
Hvis virksomheden tidligere har indberettet TIN og/eller supplerende personoplysninger kan disse genbruges ved en krydsmarkering i felt 31 (fil) eller ved tryk på knappen "Genbrug TIN og personoplysninger" eller "Genbrug personoplysninger" (online). eIndkomst bruger de oplysninger, der er indberettet for den seneste basismåned.
Landekoder
Landekoden består altid af to bogstaver. Det er koden for det land indkomstmodtagerens adresse er i. Der skal aldrig angives DK. Se liste over landekoder i afsnit 18. Landekoder.
Medarbejdernummer
Feltet bruges til at indberette den ansattes medarbejdernummer. Som indkomstudbetaler kan du fx bruge feltet som en identifikationsoplysning udover cpr-nummer, TIN og supplerende personoplysninger, fx til afstemning eller hvis en indkomstmodtager har flere adskilte ansættelsesforhold.