Begrebet "fast ejendom" omfatter også bygninger på fremmed grund, hvis grunden er matrikuleret. Det følger af EVL § 2, stk. 1, nr. 3.

Ved en fremmed grund forstås det forhold, at grunden ejes af en anden end den, der ejer bygningerne.

Er en bygning placeret på fremmed grund, vil der i vurderingsmæssig henseende være tale om to ejendomme. Selve grunden vil efter EVL § 2, stk. 1, nr. 1, være en selvstændig ejendom, men da bygningen ikke ejes af den samme som den, der ejer grunden, er bygningen ikke en del af denne, og dermed ikke en del af den samlede faste ejendom. Begrundelsen for dette er, at de to ejere hver især skal kunne beskattes af hver deres ejendom.

Også under de tidligere regler efter vurderingsloven (VUL) ansås en bygning beliggende på fremmed grund - og den fremmede grund selv - for at være to ejendomme. Se VUL § 11.

Ejer den samme person flere forskellige "fremmede" bygninger på den samme grund, kan der i vurderingsmæssig forstand være tale om, at de "fremmede" bygninger tilsammen udgør én samlet ejendom.

Hvis der på en grund findes såvel "egne" bygninger (bygninger ejet af grundens ejer) som "fremmede" bygninger (bygninger ejet af andre end grundens ejer), vil grunden og de "egne" bygninger i vurderingsmæssig forstand udgøre en ejendom, mens de "fremmede" bygninger vil udgøre en anden ejendom. Hvis der på en grund findes flere "fremmede" bygninger ejet af forskellige ejere, vil hver af de "fremmede" bygninger udgøre en ejendom.