Indhold
Dette afsnit handler om de krav, konkursloven stiller til de personer, der udpeges af skifteretten til at varetage et tillidshverv i forbindelse med bobehandlingen. Bestemmelserne gælder for både forebyggende rekonstruktion, rekonstruktion, konkurs og gældssanering.
Afsnittet indeholder:
- Habilitetskravet
- Kvalifikationskravet
- Fastsættelse af salær
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Habilitetskravet
►Habilitetskravet betyder at ingen må handle som kurator, skifterettens medhjælper, medlem af kreditorudvalget, sagkyndig bistand, revisor, rekonstruktør, tillidsmand eller vurderingsmand, hvis han er afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om hans upartiskhed. Se konkurslovens § 238, stk. 1.
Ved lov nr. 1767 af 29. december 2025 som trådte i kraft 1. januar 2026, blev reglerne om habilitet i konkursloven skærpet.
Skærpelsen medfører at også personer, der er eller senere end 2 år før fristdagen har været skyldnerens nærtstående eller en del af skyldnerens eller dennes nærtståendes ledelse er afskåret fra at handle som kurator. Ovenstående gælder dog ikke, hvis ledelsen er udøvet som rekonstruktør, som kurator i nærtstående konkursbo eller hvis vedkommende er indsat i skyldnerens ledelse af en sådan kurator med henblik på at indgive begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling, eller som likvidator udnævnt efter selskabslovens § 227, stk. 3. Se konkurslovens § 238, stk. 2, som indsat ved § 1, nr. 10 i lov nr. 1767 af 29. december 2025.
Derudover må ingen handle som kurator, skifterettens medhjælper, rekonstruktør, tillidsmand eller vurderingsmand, hvis denne senere end 1 år før fristdagen i ikke uvæsentligt omfang har ydet rådgivning til skyldneren eller i væsentligt omfang har ydet rådgivning til en nærtstående, der direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af kapitalen i skyldneren. Ovenstående gælder dog ikke, hvis rådgivningen er ydet i egenskab af beskikket rekonstruktør for skyldneren eller blev ydet senere end 3 måneder før fristdagen og angik et forsøg på at opnå en samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold. Se konkurslovens § 238, stk. 3, som indsat ved § 1, nr. 10 i lov nr. 1767 af 29. december 2025.
Habilitetskravene skal sikre, at kreditorerne kan have tillid til, at den udpegede varetager sit hverv på en ordentlig og objektiv måde. For at sikre dette skal den der vil udpeges til eller beskikkes som kurator, skifterettens medhjælper, rekonstruktør eller tillidsmand, afgive en erklæring til skifteretten om, hvorvidt vedkommende senere end 1 år før fristdagen har ydet rådgivning til skyldneren eller til nogen, som vedkommende vidste eller burde vide var nærtstående til skyldneren, og i bekræftende fald kort skriftligt redegøre for arbejdets karakter og tidsmæssige omfang. Se konkurslovens § 238, stk. 4, som indsat ved § 1, nr. 10 i lov nr. 1767 af 29. december 2025.
Konkurslovens § 2 fastlægger hvad der skal forstås ved nærtstående. Se mere herom i afsnit G.A.3.4.1.1. Indledende bestemmelser og definitioner. Det bemærkes, at et nærtstående konkursbo er en selvstændig juridisk person, der ikke kan anses for nærtstående til skyldneren.◄
Kvalifikationskravet
En person skal have de nødvendige kvalifikationer for at varetage hvervet som rekonstruktør, kurator, tillidsmand eller skifterettens medhjælper. Se konkurslovens § 238 a.
Det er skifteretten, der skal vurdere, hvorvidt den foreslåede person har de fornødne kvalifikationer til at varetage hvervet. Skifteretten kan både tillægge erfaring og relevant uddannelse betydning i vurderingen, ligesom skifterettens erfaring med pågældendes tidligere resultater kan indgå i vurderingen. Skifteretten har en vid skønsmargin ved vurderingen. Der vil derfor alene rent undtagelsesvis være grundlag for at tilsidesætte skifterettens skøn.
Fastsættelse af salær
Vederlaget til de personer, der har varetaget et tillidshverv under bobehandlingen, fastsættes af skifteretten og afholdes af boet. Se konkurslovens § 239, stk. 1, 3, 4 og 5.
►Ved § 1 nr. 11 i lov nr. 1767 af 29. december 2025 som trådte i kraft 1. januar 2026 blev det tilføjet til konkurslovens § 239, stk. 1, 1. pkt., at salærfastsættelsen også omfatter kurators tidligere arbejde som likvidator i en eventuel tvangsopløsning, der gik forud for konkursen. Dette for at undgå at kurator, der har optrådt som likvidator i boet, fastsætter sit eget salær. Det betyder, at skifteretten skal fastsætte kurators salær under hensyntagen til, at kurator ikke modtager dobbeltsalær for arbejde, der allerede er dækket i salæret for det udførte arbejde som likvidator.◄
De pågældende personer skal udarbejde en begrundet indstilling om, hvad de bør få tildelt i salær, samt hvorfor. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om den tid, der er brugt på den pågældendes opgaver, samt hvornår de er udført.
Når skifteretten fastsætter salæret, sker det på baggrund af en samlet vurdering af det udførte arbejde. I vurderingen tages der særligt højde for arbejdets omfang, boets beskaffenhed, det med boet forbundne ansvar og det opnåede resultat. Se konkurslovens § 239, stk. 2.
I UfR 2019.1401 VLR fandt landsretten, at der ikke var grund til, at landsretten tilsidesatte skifterettens fastsættelse af kurators salær, idet salæret var fastsat på baggrund af en vurdering af arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat.
Det medgåede timeforbrug er naturligvis en indikator på, hvor omfangsrigt bobehandlingen har været, men salæret skal ikke fastsættes alene på baggrund af tidsforbruget. Derimod skal salærfastsættelsen ske på baggrund af skifterettens skøn over, hvor meget tid der med rimelighed bør medgå til udførelsen af kuratorhvervet i det konkrete konkursbo.
►I FM 2025.9 nedsatte landsretten kurators salær skønsmæssigt med 1 mio. kr., fordi kurator - trods opfordring herom - ikke havde redegjort for et meget højt tidsforbrug i forbindelse med behandlingen af en retssag i boet. Nedsættelsen skete under hensyn til det tidsforbrug, som med rimelighed har kunnet anvendes.◄
I UfR 2016.3861 VLR fandt landsretten, at kurators salær kunne fastsættes til 40.000 kr. med tillæg af moms på baggrund af en konkret vurdering af oplysningerne om boets beskaffenhed, herunder at det fra bobehandlingens start må have stået klart, at boet højst sandsynligt ville blive sluttet efter § 143 uden dividende til de simple kreditorer. Landsretten fastsatte dette til trods for kurators oplysninger om et større tidsforbrug.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området. ►Bemærk at reglerne om habilitet er ændret ved lov nr. 1767 af 29. december 2025 med ikrafttrædelse 1. januar 2026. ◄
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteret |
| UfR 2023.1373 HR | I en sag vedrørende en rekonstruktørs habilitet lagde Højesteret vægt på, at advokatens rådgivning af moderselskabet vedrørte enkeltstående forhold, og forsøget på at genforhandle nogle kontrakter var sket med henblik på at undgå rekonstruktion og måtte derfor anses at være i kreditorernes interesse. Advokaten ansås herefter ikke for at være inhabil i sit virke som rekonstruktør. | |
| Landsretten |
| ►FM 2025.9 VLR◄ | ►Kurator havde ikke, trods de kærendes opfordring hertil, redegjort nærmere for det meget høje tidsforbrug, som behandlingen af sagen mod banken, herunder i Højesteret, havde givet anledning til. Under hensyn til det tidsforbrug, som med rimelighed har kunnet anvendes, nedsatte landsretten kurators salær skønsmæssigt med 1.000.000 kr. til 6.050.000 kr. ekskl. moms.◄ | |
| UfR 2021.1637 ØLR | I sagen blev en rekonstruktørs habilitet anfægtet, da rekonstruktøren og den, advokatvirksomhed som rekonstruktøren repræsenterede, havde rådgivet skyldner op til rekonstruktionen, samt deltaget i en række forhandlinger. Landsretten fandt, at på baggrund af "de anførte omstændigheder" opfyldte advokaten ikke habilitetsbetingelserne. | Kendelsen er omgjort af Højesteret (se UfR 2023.1373 H), men uanset viser kendelsen, at der skal tages konkret stilling til den pågældendes tilknytning til skyldner forud for bobehandlingen, når det skal vurderes, om der er grundlag for at rejse tvivl om vedkommendes upartiskhed. |
| FM.2020.287 VLR | Skifteretten havde fundet, at den udpegede advokat var inhabil som kurator, som følge af dennes arbejde for fallenten op til dennes konkurs. Landsretten fandt, at omfanget og karakteren af advokatens arbejde for fallenten ikke var af en sådan karakter, at dette kunne rejse tvivl om advokatens upartiskhed. | |
| UfR 2019.1401 VLR | Efter en samlet vurdering af oplysningerne om arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat fandt skifteretten, at K’s salær passende kunne fastsættes til 425.000 kr. + moms. Salæret omfattede også et sædvanligt tidsforbrug til afslutning af boet. Landsretten tiltrådte af de grunde, som skifteretten havde anført, at salæret til K efter en samlet vurdering af de parametre, der er angivet i konkurslovens § 239, stk. 1 og 2, var fastsat som sket. Landsretten fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som skifteretten havde udøvet vedrørende salærets størrelse, og stadfæstede derfor skifterettens kendelse. | |
| UfR 2016.3861 VLR | Landsretten forhøjede kurators salær til 40.000 kr. med tillæg af moms, idet landsretten efter oplysningerne om boets aktiver og passiver ved afsigelsen af konkursdekretet fandt, at det allerede da måtte have stået klart, at der var tale om et konkursbo, som højst sandsynligt skulle afsluttes efter konkurslovens § 143, hvorfor salæret - uanset det af A oplyste højere tidsforbrug - passende kunne fastsættes til 40.000 kr. med tillæg af moms. | |
| UfR 2016.2331 VLR | Skifteretten kunne tage stilling til, om der havde foreligget sådanne fejl ved kurators sagsbehandling eller grundlaget for denne, at en fordring kunne prøves på ny. Påstand om, at en tidligere gennemført fordringsprøvelse, der var foretaget af en kurator, som efterfølgende var blevet afsat på grund af inhabilitet, skulle ophæves, ikke taget til følge. | |