Indhold
Dette afsnit indeholder
- Indledning
- "tids- eller opgavebaseret arbejde"
- "en eller flere personer"
- "agerer uafhængigt eller på vegne af en Enhed"
- "online eller fysisk offline"
- "formidlet via en platform"
- ►Personlig tjeneste som underordnet element i en ikke-indberetningspligtig aktivitet◄.
Indledning
At "Personlig Tjeneste" er en Relevant Aktivitet, fremgår af BEK nr. 1253 af 06/09/2022 § 9, stk. 1, nr. 2. Begrebet er særskilt defineret i BEK nr. 1253 af 06/09/2022 § 12:
"Ved "Personlig Tjeneste" forstås en tjeneste, der omfatter tids- eller opgavebaseret arbejde udført af en eller flere personer, som agerer enten uafhængigt eller på vegne af en Enhed, og som udføres enten online eller fysisk offline efter anmodning fra en bruger, efter at være blevet formidlet via en platform."
"tids- eller opgavebaseret arbejde"
Begrebsdefinitionen må anses for meget bred. Begrebet kan således rumme en lang række indbyrdes meget forskelligartede tjenester, fx inden for transport, vareudbringning, fysisk arbejde, undervisning, databehandling, bogholderi og regnskabsførelse eller juridisk sagsbehandling.
Eksempel
Influencere kan efter omstændighederne anses for at udbyde personlige tjenester, og platformsoperatører skal i så fald indberette om influencere, der anvender platformen. Det er dog en forudsætning, at influenceren opnår et Vederlag som defineret i regelsættet. Vederlaget kan bestå i vareprøver eller lignende donationer. Se afsnit A.B.1.2.8.6.4.2. Hvis der ikke oppebæres noget Vederlag, er der efter definitionen i BEK nr. 1253 af 06/09/2022, indledningen til § 9, ikke tale om en Personlig Tjeneste.
En fælles begrænsning for alle de nævnte tjenester består dog i, at der skal være tale om tjenester, der ydes efter en specifik bestilling fra en (eller flere) kunde(r).
-
Eksempler på ydelser, der falder uden for begrebet Personlig Tjeneste, fordi ydelsen ikke er tilpasset den enkelte kunde, er:
- transportydelser, der er offentligt tilgængelige og har en forud fastsat fartplan, fx fly-, bus-, tog- og færgetransport. Dette gælder, selv om transportselskabet udbyder billetter til offentligheden via digitale platforme
- onlinekurser, video, musik o.lign., hvor indholdet er optaget på forhånd, og aftageren ikke har indflydelse på indholdet
- forud programsatte og tilrettelagte undervisningsforløb, byture etc.
►Afgrænsningen af, om en tjeneste er tilpasset den enkelte kunde eller ej, kan være vanskelig, fx når et forud tilrettelagt program delvist kan tilpasses deltagernes individuelle ønsker. I sådanne tilfælde kan platformsoperatøren vælge at gå ud fra, at tjenesten som helhed falder ind under "tids- eller opgavebaseret arbejde" og dermed er indberetningspligtig. Formodningen kan dog modbevises, når det kan fastslås, at tjenesten ikke kan tilpasses den enkelte brugers individuelle ønsker med hensyn til tid eller indhold. ◄
Bemærk
Eftersom ikke bare tidsbestemte, men også opgavebaserede tjenester er omfattet af definitionen, er der ingen fast tidsmæssig begrænsning for varigheden af en tjeneste. Eksempler på tjenester af længerevarende karakter kan være sæsonarbejde i hotel- og restaurationsbranchen eller landbruget. Hvis Sælgeren indtræder i et ansættelsesforhold med den, der har rekvirereret tjenesten, må Platformsoperatørens indberetningspligt dog antages at bortfalde.
"en eller flere personer"
Dette led angiver, at det er uden betydning, hvor mange fysiske personer der deltager i løsningen af en konkret opgave. "Crowd-work arrangementer", hvor den, der rekvirerer en kompleks ydelse, entrerer med en række Sælgere om, at de skal levere hver deres del af den samlede opgaveløsning, er således omfattet af definitionen.
Dette led angiver også, at hvor Sælgeren er en Enhed, er det uden betydning, hvor mange fysiske personer Sælgeren engagerer til at levere den ydelse, som Sælgeren over for kunden har påtaget sig at levere.
"agerer uafhængigt eller på vegne af en Enhed"
Dette led har hjemmel i DAC7, men ikke i den tilsvarende tekst i OECD’s aftale, DPI MCAA. Det er indsat for at indikere, at det er uden betydning, om den personlige tjeneste ydes umiddelbart af en fysisk person, der selv optræder som Sælger på platformen (jf. om begrebet Sælger afsnit A.B.1.2.8.6.5.2) - eller om den, der udfører tjenesten, er en person, som en Sælger, der selv er en Enhed, har engageret til formålet.
Bemærk
Det er i denne sammenhæng uden betydning, om den person, som Sælgeren udpeger til at udføre tjenesten, er i et ansættelsesforhold til Sælgeren, eller der er tale om en anden form for tilknytning. En begrænsning er dog, at den person, der udfører tjenesten, ikke må være i et ansættelsesforhold med Platformsoperatøren (eller en hermed forbundet enhed). Se afsnit A.B.1.2.8.6.4.3.
En umiddelbar læsning af bestemmelsen kunne føre til den modsætningsslutning, at hvis en Sælger, som er en fysisk person, lader en anden person, udføre tjenesten, så er forholdet ikke omfattet af dette regelsæt. Henset til, at formålet med indskuddet er at præcisere bestemmelsen i forhold til, hvad der følger af OECD’s Model Rules, og ikke til at indskrænke den, er det dog Skatteforvaltningens opfattelse, at forholdet også er omfattet af dette regelsæt, hvis Sælgeren er en fysisk person.
"online eller fysisk offline"
Som det fremgår af indledningen, er definitionen af "Personlig Tjeneste" meget bred og omfatter meget forskelligartede tjenester. De falder dog i to overordnede grupper:
- Nogle af tjenesterne kan udføres online og kan således i princippet ydes fra et hvilket som helst sted i verden til en hvilken som helst kunde. Det gælder fx undervisning, bogholderi og IT-ydelser m.v.
- Andre former for tjenester forudsætter fysisk tilstedeværelse. Det gælder fx transportydelser, rengøring, havearbejde m.v.
Dette led i definitionen sikrer, at begge grupper falder ind under definitionen. Endvidere antages det, at tjenester, der forudsætter - eller kan indebære - en kombination af de to typer, også er omfattet af definitionen.
"formidlet via en platform"
Dette led i definitionen tager primært sigte på den form for tjenester, som kræver fysisk tilstedeværelse. Indberetningspligt kræver således, at tjenesten er formidlet via platformen. Som nærmere beskrevet i afsnit A.B.1.2.8.6.4.2 kræves det, at der er ydet et vederlag, der er platformsoperatøren bekendt. Det kræves derimod ikke, at vederlaget også skal være formidlet via platformen.
►Personlig tjeneste som underordnet element i en ikke-indberetningspligtig aktivitet
Håndteringen af hybride aktiviteter, hvor begge eller alle elementer er indberetningspligtige, er beskrevet i afsnit A.B.1.2.8.6.4.2. Som det fremgår af eksemplerne ovenfor vedrørende tids- eller opgavebaseret arbejde, forekommer det også, at en aktivitet både indeholder elementer af personlig tjeneste og elementer, der ikke kan karakteriseres som tids- eller opgavebestemt arbejde, og som derfor ikke er omfattet af indberetningspligt. I disse tilfælde skal aktiviteten - i overensstemmelse med principperne i afsnit A.B.1.2.8.6.4.2 - indberettes som en personlig tjeneste, medmindre den personlige tjeneste udgør et underordnet element i den samlede aktivitet. Et eksempel herpå er en buslinje, der kører efter en fast plan, men hvor nogle stoppesteder kun betjenes efter behov.◄