SKM2021.251.HR | Sagen angik i første række spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af et dansk produktionsselskabs skattepligtige indkomst på grund af mangelfuld transfer pricing-dokumentation vedrørende samhandlen med koncernens salgsselskaber. Hvis en sådan skønsmæssig forhøjelse var berettiget, var spørgsmålet dernæst, om selskabet havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn var fastsat for højt eller på et så usikkert grundlag, at skønnet måtte tilsidesættes. Højesteret udtalte, at transfer pricing-dokumentationen var mangelfuld i så væsentligt omfang, at den ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var overholdt. Den mangelfulde dokumentation måtte således sidestilles med manglende dokumentation. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at foretage et skøn. Højesteret henviste blandt andet til, at der var tale om en transfer pricing-dokumentation, som ikke levede op til kravet om, at det danske selskab skulle oplyse, hvorledes priser mellem det danske produktionsselskab og salgsselskaberne rent faktisk var fastsat, og som heller ikke indeholdt en sammenlignelighedsanalyse, således som det kræves efter den dagældende § 3 B, stk. 5, i skattekontrolloven og § 6 i transfer pricing-bekendtgørelsen. Sammenfattende fandt Højesteret, at det danske selskab ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skøn hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet førte til et åbenbart urimeligt resultat. | Dommen fra Højesteret stadfæster Vestre Landsrets afgørelse i SKM2020.224.VLR |
SKM2023.628.ØLR | Sagerne handlede om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over to typer af koncerninterne transaktioner, foretaget mellem H1 A/S og en række koncernforbundne selskaber. Sagerne handlede også om, hvorvidt skattemyndighedernes skøn i bekræftende fald kunne tilsidesættes. De to typer kontrollerede transaktioner var medarbejderudlån (IAA) og royaltybetalinger for adgang til- og brug af immaterielle aktiver. Medarbejderudlånene (IAA) var midlertidige koncerninterne udlån af "ledige" medarbejdere, der ikke var i færd med- eller skulle til at løse konkrete arbejdsopgaver for det driftsselskab, hvori de var ansat. Der var i vidt omfang tale om grænseoverskridende medarbejderudlån. Ved medarbejderudlånene leverede det lånene driftsselskab en konsulentydelse til en kunde, og det var også det lånene driftsselskab, der bar den forretningsmæssige risiko. I TP-dokumentation var anført, at det udlånende driftsselskab ikke leverede en konsulentydelse, og at indtjeningen på en konsulentydelse derfor var for høj i forhold til de funktioner og risici, det udlånene selskab påtog sig ved det interne udlån af medarbejdere. Uanset dette havde H1 A/S ved værdiansættelsen af medarbejderudlånene sammenlignet udlånsydelsen med ydelser fra andre konsulentvirksomheder. Det var også oplyst i TP-dokumentationen, at der ved værdiansættelsen var taget udgangspunkt i regnskabsdata fra de 16 driftsselskaber i H1-koncernen, der stod for hovedparten af indtægterne vedrørende koncerninterne medarbejderudlån. Da det efter det oplyste ikke havde været muligt at isolere de konkrete omkostninger og indtægter forbundet med medarbejderudlånene, skete værdiansættelsen på grundlag af selskabernes samlede resultatopgørelser. Royaltybetalingerne vedrørte H1 A/S’ brug af koncernens immaterielle aktiver, der efter det oplyste var ejet af et Y1-land driftsselskab, G1-virksomhed. I sagen var det oplyst, at H1-koncernens driftsselskabers immaterielle aktiver og fremtidige udvikling og forbedringer af samme var overdraget til G1-virksomhed, og de øvrige driftsselskabers adgang til brug af koncernens immaterielle aktiver var reguleret i licensaftaler indgået mellem G1-virksomhed og driftsselskaberne. Det Y1-lande selskab G1-virksomhed havde 9-11 ansatte, der primært havde administrative og koordinerende funktioner, og de leverede ikke unikke bidrag til udviklingen af de immaterielle aktiver. Der var mellem parterne enighed om, at udviklingen af de immaterielle aktiver skete i koncernens driftsselskaber, ligesom der var enighed om, at H1 A/S i lighed med de øvrige driftsselskaber i koncernen besad lokale immaterielle aktiver, bl.a. i form af kunderelationer, en højt specialiseret arbejdsstyrke og goodwill, hvilket havde betydning for selskabets resultater. Om royaltybetalingerne fremgik det af TP-dokumentationen, at værdiansættelsen blev foretaget ud fra en residual profit split-metode, og at det var G1-virksomheder som ejer af alle økonomiske rettigheder til koncernen immaterielle rettigheder - skulle modtage hele residualprofitten, mens H1 A/S alene skulle modtage en rutineaflønning. Landsretten fandt, at TP-dokumentationen for medarbejderudlånene (IAA) var behæftet med mangler, herunder bl.a. at den ikke indeholdt en sammenlignelighedsanalyse, der redegjorde for, hvorledes de justerede regnskabstal for de udvalgte sammenlignelige konsulentvirksomheder skulle vise markedsprisen for det interne medarbejderudlån. Landsretten fandt, at TP-dokumentationen var mangelfuld i et sådant omfang, at den måtte sidestilles med manglende dokumentation. SKAT havde derfor været berettiget til at ansætte H1 A/S’ skattepligtige indkomst skønsmæssigt i de omhandlede indkomstår. For så vidt angår royaltybetalingerne fandt landsretten det godtgjort, at H1 A/S ved den koncerninterne betaling af royalty ikke havde handlet i overensstemmelse med, hvad uafhængige parter ville have accepteret (armslængdeprincippet). Landsretten lagde ved vurderingen bl.a. vægt på, at det ikke var godtgjort, at de 9-11 ansatte i G1-virksomhed havde den fornødne funktionelle og kompetencemæssige kapacitet til at træffe nævneværdige beslutninger vedrørende udviklingsarbejdet i koncernen, hvorfor det ikke var i overensstemmelse med armslængdeprincippet, at G1-virksomhed skulle modtage hele residualprofitten efter residual profit split-metoden. SKAT var derfor berettiget til at ansætte H1 A/S’ fradrag for royaltybetalinger skønsmæssigt. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn (hverken for medarbejderudlånet eller for royaltybetalingerne), idet H1 A/S ikke havde godtgjort, at skønnet var udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag eller at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat. | Dommen ændrer Landsskatterettens afgørelsen i SKM2016.436.LSR. Sagen er anket til Højesteret. |
SKM2020.105.ØLR | Sagen angik en dansk koncern, som i 2006-2010 havde en betydelig koncernintern handel (varekøb). Af TP-dokumentationen fremgik ved anvendelse af TNM-metoden, at selskabets indtjening (EBIT-margin) gennemsnitligt lå væsentligt under et armslængdeinterval af nettoavancer (benchmark), men ved at se bort fra bl.a. de årlige afskrivninger på goodwill på 57,1 mio. kr. blev resultatet i TP-dokumentationen, at EBIT-margin gennemsnitligt lå inden for benchmark. Sagens hovedspørgsmål var, om de sagsøgte var berettiget til som sket at se bort fra goodwillafskrivningerne ved sammenlignelighedsanalysen. Landsskatteretten havde givet selskabet medhold heri, men landsretten nåede det modsatte resultat. Landsretten fandt således, at den omhandlede goodwill måtte betragtes som et driftsfremmende aktiv, hvorfor afskrivningerne måtte anses for driftsomkostninger ved beregning af nettoavancen (EBIT-margin). På den baggrund fandt landsretten, at de kontrollerede transaktioner ikke kunne anses for gennemført i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2, stk. 1, og at daværende SKAT derfor som udgangspunkt var berettiget til at korrigere indkomsten hos de sagsøgte, som var sambeskattede, for indkomstårene 2006-2009. Der fandtes derimod ikke grundlag for korrektion for indkomståret 2010, hvor EBIT-margin lå inden for benchmark uden korrektion for goodwillafskrivninger. Landsretten fandt videre, at de sagsøgte ikke havde godtgjort, at de selskaber, hvis resultater indgik i benchmark, besad en goodwill, der blot ikke var regnskabsmæssigt aktiveret, og som tilnærmelsesvist svarede til værdien af goodwill i de sagsøgte. Derfor fandt landsretten ikke, at de sagsøgte havde godtgjort, at justering af de sagsøgtes EBIT-margin, således at goodwillafskrivninger blev fratrukket ved sammenlignelighedsanalysen, ville føre til, at sammenligningen ville være mere retvisende. I anden række gjorde de sagsøgte gældende, at det var særlige kommercielle forhold (øget priskonkurrence, omstruktureringer m.v.) og ikke en fejlagtig prissætning af indkøbene hos koncernforbundne selskaber, som havde ført til, at indtjeningen var lavere end benchmark. Landsretten fandt, at de sagsøgte ikke havde godtgjort, at selskabernes kommercielle forhold i perioden 2006-2009, herunder flytning, afskedigelse af medarbejdere, sammenlægning af funktioner og øget priskonkurrence, havde haft en sådan betydning, at der var grundlag for at fastslå, at der var handlet i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2, stk. 1. Landsretten fandt på denne baggrund, at SKAT havde været berettiget til at foretage korrektion af de sagsøgtes indtægt i indkomstårene 2006-2009, hvorimod SKAT efter oplysningerne i TP-dokumentationen og det i øvrigt anførte, ikke havde været berettiget til at foretage korrektion for indkomståret 2010. For så vidt angik den skønsmæssige forhøjelse med 57,1 mio. kr. for hvert af indkomstårene 2006-2009 fandt landsretten, at der ved korrektion af den skattepligtige indtægt skal foretages et individuelt skøn for hver enkelt år, hvor udgangspunktet tages i, hvilken indtægt de sagsøgte kunne antages at have opnået, hvis der var handlet i overensstemmelse med armslængdeprincippet. På den baggrund hjemviste landsretten sagen til fornyet behandling med henblik på fornyet skønsmæssig ansættelse af den skattepligtige indtægt for de sagsøgte for 2006-2009. | |
SKM2018.62.LSR | Sagen vedrører de kontrollerede transaktioner mellem et dansk selskab og koncernforbundne udenlandske salgsselskaber. Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til dagældende SKL § 3 B, stk. 8 (nu stk. 9), og § 5, stk. 3, i det der blev lagt vægt på, at der manglede en sammenlignelighedsanalyse i selskabets transfer pricing dokumentation, og at der manglede tilstrækkelig information om de udenlandske salgsselskaber i forhold til de kontrollerede transaktioner med det danske selskab. Landsskatteretten fandt også, at SKATs skøn var i overensstemmelse med OECD Transfer Pricing Guidelines. I den forbindelse fandt landsskatteretten det berettiget, at SKAT havde valgt det danske selskab som testet part ved anvendelse af TNMM (den transaktionsbestemte nettoavancemetode), da der ikke var tilstrækkelig information om de udenlandske selskaber, idet en væsentlig del af den fremlagte opgørelse af salgsselskabernes indtjening vedrørte salg af varer, der ikke var købt af det danske selskab. | |