Kendetegn C 3 er gengivet i BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 17, stk. 4, og lyder således:

"Fritagelse fra dobbeltbeskatning af samme indkomst eller kapital påberåbes i mere end én jurisdiktion."

Dette omfatter fx såkaldte hybride overførsler. Ved "hybrid overførsel" forstås en overførsel af et finansielt instrument, hvor de to involverede lande ser forskelligt på, om det er den enhed, der overfører instrumentet, eller den enhed, instrumentet overføres til, der har ejendomsretten til betalingerne vedrørende det underliggende aktiv.

Sådanne arrangementer kan udformes, så lempelse for kildeskat på en betaling afledt af et overført finansielt instrument kan påberåbes af mere end én deltager, selv om beskatningsgrundlaget i en jurisdiktion er blevet reduceret med en betaling til deltageren i den anden jurisdiktion.

Kendetegnet er dog ikke begrænset til hybride overførsler. Kendetegnet gælder også for andre situationer, hvor skatteydere kan kræve fritagelse for dobbeltbeskatning i flere jurisdiktioner.