Indhold

Dette afsnit handler om afbrydelse af forældelse ved underretning om afgørelse om lønindeholdelse.

Afsnittet indeholder:

• Regelgrundlag
• Betingelser for at forældelsen afbrydes ved underretning om lønindeholdelse
• Ændret praksis - vurdering på afgørelsesniveau
• Særligt vedrørende renter
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regelgrundlag

Forældelsen afbrydes ved underretning om afgørelse om lønindeholdelse. Se forældelseslovens § 18, stk. 4.

Der begynder at løbe en ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om, at lønindeholdelsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, da lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år. Se forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt.

Før 1. januar 2009

• I perioden fra 1. januar 2008 og indtil 31. maj 2008 var det pålæg til skyldners arbejdsgiver om at foretage lønindeholdelse, der afbrød forældelsen. Se den dagældende forældelseslovs § 18, stk. 4 (lov nr. 552 af 6. juni 2007)
• I perioden fra 1. juni 2008 til 31. december 2008 afbrød lønindeholdelsen ikke forældelsen, da det i § 19, stk. 6, 2 pkt. i den dagældende forældelseslov (lov nr. 522 af 6.juni 2007) var fastsat, at pålæg var forældelsesafbrydende, men det daværende SKAT var gået over til at hæve trækprocenten ved at anvende eSkattekortet.

Se overgangsregler for daværende SKATs konvertering af lønindeholdelser fra trækkort til eSkattekort i Den juridiske vejledning 2011-2 historisk afsnit A.A.9.5.1.3, under ''Overgangsregler vedrørende lønindeholdelse''. Se også daværende gældsinddrivelsesbekendtgørelses § 43 om restanceinddrivelsesmyndighedens underretning om afgørelse i forbindelse med konverteringen.

Lønindeholdelse var ikke afbrydende for forældelsen efter lov om nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven).

Betingelser for at forældelsen afbrydes ved lønindeholdelse

Forældelsen afbrydes ved restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om indeholdelse i løn mv.

Se afsnit G.A.3.1.2.4 om restanceinddrivelsesmyndighedens fremgangsmåde ved lønindeholdelse.

For at afbryde forældelsen ved lønindeholdelse, skal to betingelser være opfyldt:

1. Der skal være truffet en afgørelse om lønindeholdelse
2. Underretning om afgørelsen skal være kommet frem til skyldner.

Se forældelseslovens § 18, stk. 4.

Der skal være truffet en afgørelse om lønindeholdelse

Det har ingen betydning i forhold til forældelse, om lønindeholdelsen er fastsat

• efter tabeltræk efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 11, jf. § 14, stk. 3,
• efter beregning af betalingsevne efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 7,jf. § 14, stk. 7,
• med reduceret procent efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 14, stk. 3 eller
• uden varsel efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 14, stk. 8.

Bemærk

Varsel om lønindeholdelse afbryder ikke forældelsen.

Eksempel

Restanceinddrivelsesmyndigheden sender et varsel om lønindeholdelse, hvorefter skyldner henvender sig og får lønindeholdelsen ændret til en afdragsordning. Der er ikke sket afbrydelse af forældelsen i dette tilfælde, fordi skyldner ikke har modtaget en afgørelse om lønindeholdelse, men alene et varsel om lønindeholdelse. Forældelsen kan dog eventuelt være afbrudt på grund af skyldners erkendelse af gælden. Se afsnit A.A.9.5.1.2 Skyldners erkendelse.

Bemærk også

En afgørelse om lønindeholdelse kan kun træffes, hvis betingelserne for at foretage lønindeholdelse, er opfyldt. Se gældsinddrivelseslovens § 10, som ændret ved § 1, nr. 10-11 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 og § 1, nr. 6-7 i lov nr. 1566 af 12. december 2023. Se derudover gældsinddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6  og G.A.3.1.2.2 Fordringstyper, der kan lønindeholdes for.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden konkret har vurderet, at skyldner vil blive velfærdstruet, hvis lønindeholdelsen iværksættes, kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke træffe en afgørelse om lønindeholdelse over for skyldner med det formål at afbryde forældelsen. I denne situation må forældelsen afbrydes på anden måde, eventuelt ved at træffe afgørelse om berostillelse af inddrivelsen efter gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 8. Se også G.A.2.4.4.1.1 Afbrydelse af forældelse ved afgørelse om berostillelse af inddrivelse(kun fordringer i PSRM)

Underretning om afgørelsen skal være kommet frem til skyldner

Forældelsen er afbrudt for alle gældsposter, der er omfattet af afgørelsen om lønindeholdelse, når skyldner er underrettet om afgørelsen.

Skyldner er underrettet om afgørelsen, når afgørelsen er kommet frem til skyldner.

Der stilles ikke krav om, at skyldner har set eller læst afgørelsen. Afgørelsen anses for at være kommet frem, når afgørelsen er kommet så vidt, at skyldner kan gøre sig bekendt med afgørelsen ved at foretage de handlinger, som han eller hun efter almindelig skik og brug bør foretage, fx tømme postkassen på folkeregisteradressen eller logge på e-Boks.

Det er restanceinddrivelsesmyndigheden, der har bevisbyrden for, hvornår en afgørelse om lønindeholdelse er kommet frem, og derved har afbrudt forældelsen. Se SKM2014.150.HR.

Bemærk

Fra 1. juli 2016 gælder den nye postaftale, hvorefter et almindeligt brev kan være op til fem hverdage undervejs.

Ændret praksis - vurdering på afgørelsesniveau

Pr. 31. januar 2019 er praksis ændret, så både afbrydelse af forældelsen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4, og det nye begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt., er på afgørelsesniveau.

Praksisændringen har virkning fra den 31. december 2019, både for retskraftvurdering og nye afgørelser om lønindeholdelse.

Underretning om afgørelse om lønindeholdelse afbryder forældelsen for de fordringer, der er omfattet af afgørelsen om lønindeholdelse, når afgørelsen er kommet frem til skyldner, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4. Så længe der lønindeholdes, er der ikke begyndt at løbe en ny forældelsesfrist. Dette gælder for alle fordringer omfattet af den pågældende afgørelse om lønindeholdelse, uanset om det kun er enkelte af de fordringer, der er omfattet af afgørelsen, der har modtaget betaling fra lønindeholdelsen. Det er alene afgørende, om fordringerne er omfattet af afgørelsen om lønindeholdelse, hvorfra der via indeholdelse i lønnen sker dækning af fordringer.

Afgørelse om tilføjelse af fordringer til igangværende lønindeholdelse ("læg i halen-afgørelser")

Underretning om afgørelse om tilføjelse af fordringer til en igangværende lønindeholdelse, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 14, stk. 8, i, en såkaldt "læg i halen-afgørelse", afbryder forældelsesfristen for de fordringer, der er omfattet af "læg i halen-afgørelsen", jf. forældelseslovens § 18, stk. 4. Forældelsen er således afbrudt for de fordringer, der er omfattet af "læg i halen-afgørelsen", når denne afgørelse er kommet frem til skyldner.

Underretning om "læg i halen-afgørelsen" har kun betydning for afbrydelsen af forældelsen for de fordringer, der er omfattet af "læg i halen-afgørelsen". "Læg i halen-afgørelsen" har ikke betydning for forældelsesfristen for de fordringer, der allerede er omfattet af den lønindeholdelse, som fordringerne omfattet af "læg i halen-afgørelsen" bliver føjet til. Afgørelsen om lønindeholdelse for de fordringer, der allerede var tilføjet lønindeholdelsen, har tilsvarende ingen betydning for forældelsesfristen for de fordringer, der er omfattet af "læg i halen-afgørelsen".

Ved vurdering af, om forældelsesfristen er afbrudt for en fordring, der indgår i en lønindeholdelse, har det alene betydning, om den afgørelse om lønindeholdelse, som fordringen er omfattet af, herunder en "læg i halen-afgørelse", er kommet frem til skyldner.

Vurdering af, om forældelsesfristen er afbrudt, skal således ske på afgørelsesniveau.

Beregning af ny frist efter forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt.

Efter forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt., løber der en ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om, at lønindeholdelsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, hvor lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år.

Lønindeholdelsen skal anses for at være stillet i bero i henhold til forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt., når der ikke betales via lønindeholdelsen, fordi skyldneren ikke har indtægter, der kan lønindeholdes i.

Har lønindeholdelsen været stillet i bero i 1 år eller længere tid, og er der ikke inden for 1 år truffet afgørelse om, at lønindeholdelsen ophører, begynder en ny forældelsesfrist at løbe fra det tidspunkt, hvor lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år. Hele perioden på 1 år skal være forløbet, før den nye forældelsesfrist begynder at løbe. Det gælder for alle de fordringer, der er omfattet af den pågældende afgørelse om lønindeholdelse. Er der bare èn gang modtaget betaling via lønindeholdelsen, vil lønindeholdelsen således ikke have været i bero i relation til forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt., og den 1-årige frist løber på ny fra sidste indbetaling via lønindeholdelsen.

Hvis der er flere afgørelser om lønindeholdelse, vil der løbe en ny forældelsesfrist for alle afgørelserne.

Afgørelse om, at lønindeholdelsen ophører, har ingen betydning for starttidspunktet for den nye forældelsesfrist, når afgørelsen er truffet, efter at lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år.

Den forældelsesfrist, der er begyndt at løbe, efter at lønindeholdelsen har været i bero i 1 år, kan afbrydes ved en ny afgørelse om lønindeholdelse. Afbrydelsen vil have virkning for de fordringer, der er omfattet af den nye afgørelse om lønindeholdelse, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4. Det forudsættes i den forbindelse, at betingelserne for at træffe en ny afgørelse om lønindeholdelse er opfyldt. Det vil fx være tilfældet, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har truffet afgørelse om ophør af en lønindeholdelse, efter lønindeholdelsen har været i bero i 1 år, og senere træffer en ny afgørelse om lønindeholdelse, fordi skyldner har fået A-indkomst, der kan foretages lønindeholdelse i, og øvrige betingelser for at foretage lønindeholdelse er opfyldt, se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6  og afsnit G.A.3.1.2 Lønindeholdelse

Eksempler

Eksempel 1

Den 2. januar 2019 træffes en afgørelse om inddrivelse via lønindeholdelse på følgende fordringer:

a) En fartbøde (kategori 1-krav i dækningsrækkefølgen)
b) En fordring på underholdsbidrag (kategori 2-krav i dækningsrækkefølgen)
c) To fordringer på tilbagebetalingspligtig kontanthjælp og SU (kategori 3-krav i dækningsrækkefølgen)

Fartbøden vil være den første fordring, der bliver dækket via lønindeholdelsen, jf. dækningsrækkefølgen i gældsinddrivelseslovens § 4. De øvrige tre fordringer vil ikke blive dækket, da betalingen via lønindeholdelsen alene dækker den første fordring.

Skyldner modtager underretningen om afgørelsen om lønindeholdelse den 2. januar 2019, og forældelsen er derfor afbrudt for alle fire fordringer den 2. januar 2019. Der begynder ikke at løbe en ny forældelsesfrist, så længe der ikke er passeret 1 år, siden der sidst er sket betaling af én af fordringerne gennem lønindeholdelsen, og så længe der ikke er truffet afgørelse om, at lønindeholdelsen ophører, jf. forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt.

I løbet af juni 2019 fratræder skyldner sin stilling og har pr. 1. juli 2019 ikke længere indtægter, der kan gøres til genstand for lønindeholdelse. Den seneste lønindeholdelse blev foretaget den 28. juni 2019, og lønindeholdelsen anses for at være stillet i bero, fra den seneste indeholdelse i lønnen den 28. juni 2019. Fra det tidspunkt, hvor lønindeholdelsen har været i bero i 1 år, begynder en ny forældelsesfrist at løbe. Dermed vil den nye forældelsesfrist senest begynde at løbe fra den 29. juni 2020 for samtlige de fordringer, der er omfattet af lønindeholdelsen. Forudsat at der ikke senere sker en ny afbrydelse af forældelsen, vil de fordringer, der har en forældelsesfrist på 3 år, forældes ved udløbet af den 29. juni 2023.

Den 2. januar 2020 træffer restanceinddrivelsesmyndigheden dog afgørelse om, at lønindeholdelsen skal ophøre. Dette betyder, at den nye forældelsesfrist vil begynde at løbe allerede fra den 2. januar 2020.

►Der er i eksemplet ikke taget højde for forældelsesudskydelsen i gældsinddrivelseslovens § 18 a.◄

Eksempel 2

Den 2. januar 2019 træffes en afgørelse (A) om lønindeholdelse på følgende fordringer:

a) En fartbøde (kategori 1 i dækningsrækkefølgen)
b) En fordring på underholdsbidrag for 2017 (kategori 2 i dækningsrækkefølgen)
c) To fordringer på tilbagebetalingspligtig kontanthjælp og SU (kategori 3 i dækningsrækkefølgen)

Den 2. januar 2020 træffes en ny afgørelse (B) om lønindeholdelse på følgende fordringer:

d) Restskat for 2018 (kategori 3-krav i dækningsrækkefølgen)
e) En fordring på underholdsbidrag for 2018 (kategori 2 i dækningsrækkefølgen)

Den 1. september 2022 overgår skyldner til at have indkomst, der ikke kan ske lønindeholdelse i. Den seneste lønindeholdelse sker den 31. august 2022.

Lønindeholdelsen for samtlige resterende fordringer omfattet af afgørelse (A) (fordringerne a, b og c) anses for at være stillet i bero fra seneste lønindeholdelse den 31. august 2022. Lønindeholdelsen for samtlige resterende fordringer omfattet af afgørelse (B) (fordringerne d og e) anses ligeledes for at være stillet i bero fra denne dato.

Forudsat at skyldner ikke får indkomst, hvori der kan lønindeholdes, inden for 1 år, begynder der at løbe en ny forældelsesfrist for alle fem resterende fordringer (fordring a, b, c, d og e) den 1. september 2023, dvs. når hele perioden på 1 år er forløbet. Forudsat at der ikke senere sker afbrydelse af forældelsen, vil de fordringer, der har en forældelsesfrist på 3 år, forældes ved udløbet af den 1. september 2026.

►Der er i eksemplet ikke taget højde for forældelsesudskydelsen i gældsinddrivelseslovens § 18 a.◄

Eksempel 3

Den 2. januar 2019 træffes en afgørelse (A) om lønindeholdelse på følgende fordringer:

a) En fartbøde (kategori 1 i dækningsrækkefølgen)
b) En fordring på underholdsbidrag for 2017 (kategori 2 i dækningsrækkefølgen)
c) To fordringer på tilbagebetalingspligtig kontanthjælp og SU (kategori 3 i dækningsrækkefølgen)   

Den 2. januar 2020 træffes en ny afgørelse (B) om lønindeholdelse på følgende fordringer:

d) Restskat for 2018 (kategori 3 i dækningsrækkefølgen)
e) En fordring på underholdsbidrag for 2018 (kategori 2 i dækningsrækkefølgen) 

Den 1. oktober 2025 flytter skyldner til udlandet og har derefter ikke indkomst, der beskattes i Danmark. Seneste lønindeholdelse sker den 30. september 2025. På dette tidspunkt er fordringerne a og b betalt, og betalingerne fra seneste lønindeholdelse er anvendt til at betale fordring e, jf. dækningsrækkefølgen i gældsinddrivelseslovens § 4. Fordringerne er dog ikke betalt fuldt ud.

Lønindeholdelsen anses for at være stillet i bero fra den 30. september 2025. Forudsat at der ikke træffes afgørelse om, at lønindeholdelsen stopper, og at skyldner ikke får indkomst, der kan lønindeholdes i, inden for et år, begynder en ny forældelsesfrist at løbe den 1. oktober 2026 for fordringerne c, d og e, dvs. når hele perioden på 1 år er forløbet. Forudsat at der ikke senere sker afbrydelse af forældelsen, vil fordringer med en forældelsesfrist på 3 år forældes ved udløbet af den 1. oktober 2029.

►Der er i eksemplet ikke taget højde for forældelsesudskydelsen i gældsinddrivelseslovens § 18 a.◄

Eksempel 4

Den 2. januar 2019 træffes en afgørelse (A) om lønindeholdelse på følgende fordringer:

a) En fartbøde på 15.000 (kategori 1 i dækningsrækkefølgen)
b) Restskat for 2015 (kategori 3 i dækningsrækkefølgen)
c) To fordringer på tilbagebetalingspligtig kontanthjælp og SU (kategori 3 i dækningsrækkefølgen)

Skyldner lønindeholdes med 1.000 kr. pr. måned.

Den 2. januar 2020 træffes en ny afgørelse (B) om lønindeholdelse på følgende fordringer:

a) Restskat for 2018 (kategori 3 i dækningsrækkefølgen)
b) En fordring på underholdsbidrag for 2018 (kategori 2 i dækningsrækkefølgen)

Den 1. september 2022 overgår skyldner til at have indkomst, der ikke kan ske lønindeholdelse i. Seneste lønindeholdelse sker den 31. august 2022. Lønindeholdelsen er i perioden februar 2019-april 2020 gået til betaling af fordring a. Derefter er betalingerne fra lønindeholdelsen anvendt til at betale fordring e. Fordringerne b, c og d er endnu ikke blevet betalt.

Lønindeholdelsen anses for at være stillet i bero fra den 31. august 2022. Forudsat at der ikke træffes afgørelse om, at lønindeholdelsen stopper, og at skyldner ikke får indkomst, der kan lønindeholdes i, inden for 1 år, begynder en ny forældelsesfrist at løbe den 1. september 2023 for fordringerne b, c og d, dvs. når hele perioden på 1 år er forløbet. Forudsat at der ikke senere sker afbrydelse af forældelsen, vil fordringer med en forældelsesfrist på 3 år forældes ved udløbet af den 1. september 2026.

►Der er i eksemplet ikke taget højde for forældelsesudskydelsen i gældsinddrivelseslovens § 18 a.◄

Bemærk

Efter forældelseslovens § 27 medregnes den månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes. Begynder fristen at løbe den 3. februar 2010, udløber fristen med udgangen af den 3. februar 2013. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, den 24. eller den 31. december, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

Særligt vedrørende renter

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at forældelsen alene afbrydes for de renter, der er en del af afgørelsen om lønindeholdelse.

For fordringer, der omfattes af det forældelsesmæssige begreb fordringskompleks i gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 2 , som er ændret ved § 1, nr. 18 i lov nr. 1565 af 12. december 2023 afbrydes forældelsen for alle fordringer i fordringskomplekset, hvis den eller de fordringer, hvis afbrydelse vil have afbrydelsesvirkning for alle fordringer omfattet af fordringskomplekset, indgår i afgørelsen. Se afsnit G.A.2.4.2 Fordringskomplekser

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretten
SKM2015.718.ØLR	Restanceinddrivelsesmyndigheden havde den 24. oktober 2011 truffet afgørelse om lønindeholdelse på baggrund af et varsel udsendt den 4. oktober 2011. Skyldner gjorde gældende, at kravene var forældet, da han modtog kontanthjælp fra den 3. oktober 2011, hvorfor restanceinddrivelsesmyndigheden ikke lovligt havde kunne foretage lønindeholdelse fra denne dato. Restanceinddrivelsesmyndigheden gjorde gældende, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter (daværende) gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 8 og SKM2009.20.SKAT træffer afgørelse om lønindeholdelse baseret på oplysninger fra indkomstregistret, og at seneste måneds indkomst efter praksis er udtræksmåned minus to måneder. I den konkrete sag var den relevante udtræksmåned således august 2011, hvor skyldner var registreret med lønindkomst. Østre Landsret fandt, at varsel og afgørelse om lønindeholdelse opfyldte kravene i (daværende) gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 8 og lagde endvidere til grund, at det tidligst den 9. november 2011 blev indberettet til indkomstregistret, at skyldner modtog kontanthjælp. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at anse afgørelsen om lønindeholdelse for ugyldig.
Byretten
►SKM2023.579.BR◄	►Sagen drejede sig om, hvorvidt skyldners gæld til det offentlige var retskraftig med den eventuelle konsekvens, at lønindeholdelse ikke skulle være sket. Byretten afviste sagen med henvisning til, at skyldners påstande ikke var præcise og ikke egnede sig til at indgå i en domskonklusion.◄
SKM2022.510.BR	Sagen angik, om skatteyderens gæld til inddrivelse var retskraftig på tidspunktet for Gældsstyrelsens afgørelse. Det var i sagen omtvistet, om skattemyndighedernes foretagelse af udlæg i henholdsvis 2007 og 2010 samt afgørelse om lønindeholdelse i 2012 havde været forældelsesafbrydende for de deraf omfattede fordringer. For udlægsforretningen i 2007 fandt retten under de foreliggende omstændigheder, at det var bevist ved SKATs interne notat om udlægsforretningen, at der havde fundet en udlægsforretning sted, og at fordringerne omfattet heraf derfor ikke var forældede. For så vidt angik udlægsforretningen i 2010 fandt retten under de foreliggende omstændigheder, at forretningen var lovligt gennemført, ligesom at skatteyderen ikke havde lovligt forfald på en sådan måde, at udlægsforretningen ikke kunne gennemføres udgående. Retten fandt herefter, at udlægsforretningen havde haft forældelsesafbrydende virkning på de omfattede fordringer. Retten fandt også, at betingelserne for at foretage lønindeholdelse var til stede ved SKATS afgørelse herom i 2012, og at fordringerne omfattet heraf derfor ikke var forældede. Under hovedforhandlingen gjorde skatteyderen supplerende gældende, at han ikke havde ansøgt om henstand, og at forældelsen herefter ikke var blevet afbrudt ved afgørelserne herom. Retten fandt hertil, at dette anbringende ikke kunne tages under påkendelse under sagen henset til reglerne om nova. Skatteministeriet blev herefter frifundet.
Landsskatteretten
SKM2019.70.LSR	Sagen vedrørte forældelse af et jordbrugslån, herunder renterne af lånet. Landsskatterettens flertal fandt ikke, at en afgørelse om lønindeholdelse havde forældelsesafbrydende virkning, henset til, at afgørelsen alene indeholdt en angivelse af gældens art, men ikke af gældens størrelse. Landsskatterettens flertal fandt, at angivelse af gældens størrelse var en helt grundlæggende betingelse for at tillægge en afgørelse om lønindeholdelse samme virkning i relation til afbrydelse af forældelse som foretagelse af udlæg, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4, (daværende) gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 5 og styresignal SKM2009.7.SKAT punkt. 2.2.1. Et medlem fandt, at afgørelsen havde forældelsesafbrydende virkning, henset til, at det måtte have stået klart for klager, hvilken gæld, der var tale om og dennes størrelse.	Gældsstyrelsen indbragte afgørelsen for byretten, idet det er Gældsstyrelsens opfattelse, at den manglende angivelse af gældens størrelse i afgørelsen om lønindeholdelse ikke var konkret væsentlig for afgørelsens materielle lovlighed og rigtighed. Efter Gældsstyrelsens opfattelse, var afgørelsen gyldig og havde afbrudt forældelsen ved underretning til skyldner, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4. Lønindeholdelsen blev fastsat på baggrund af skyldners betalingsevne og ikke gældens størrelse, og i den konkrete sag var eller burde skyldner have været klar over, hvilken gæld afgørelsen om lønindeholdelse vedrørte. Gældens størrelse fremgik således af varsel om lønindeholdelse, der i lighed med afgørelsen havde en overskrift, hvori gældens art indgik. Herudover indsendte skyldner et budgetskema efter modtagelse af varsel om lønindeholdelse. Desuden havde skyldner i årene forud for afgørelsen løbende anerkendt gældens eksistens og størrelse, og anmodet om henstand for denne gæld. Byretten gav Gældsstyrelsen medhold i, at gælden var retskraftig. Byretten fandt, at forældelsen var blevet afbrudt ved skyldners erkendelse af gælden, jf. forældelseslovens § 15, ved skyldners to anmodninger om henstand, som retten anså for at være fremkommet som direkte svar på henholdsvis SKATs afgørelse om afdragsordning og SKATs varsel om lønindeholdelse, og som ikke indeholdt indsigelser vedrørende kravenes størrelse eller i øvrigt anfægtede kravet. Om SKATs afgørelse om lønindeholdelse bemærkede byretten, at det fremgik af styresignalet SKM2009.7.SKAT at der alene sker afbrydelse af forældelsen i henhold til forældelseslovens § 18, stk. 4, for den gæld, hvis art og størrelse er angivet i afgørelsen. Byretten bemærkede, at borgere kan støtte ret på styresignalet i det omfang, den praksis, der er fastlagt ved styresignalet, ikke klart er i uoverensstemmelse med højere rangerende retskilder. Byretten bemærkede, at da gældens størrelse ikke var angivet i SKATs afgørelse om lønindeholdelse, følger det af styresignalet, at afgørelsen ikke har afbrudt forældelsen. Byretten bemærkede, at det forhold, at styresignalet senere er præciseret, herunder at kravet om gældens størrelse skal angives, er udeladt, ikke kan føre til en anden vurdering. Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om lønindeholdelse, der ikke indeholder en angivelse af gældens størrelse, har afbrudt forældelsen, skal vurderes på samme måde, som andre fejl og mangler ved afgørelser, dvs. der skal foretages en konkret vurdering af fejlens væsentlighed for afgørelsens lovlighed og rigtighed, som også beskrevet i A.A.7.5 Formelle mangler og fejl. Det er Gældsstyrelsens vurdering, at dette også er gældende for afgørelser, der er truffet i perioden, hvor styresignalet SKM2009.7.SKAT var gældende (5. januar 2009 til og med 22. juni 2010). Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at styresignalet SKM2009.7.SKAT ikke kan anses for at have fastlagt en praksis for virkningen af fejl og mangler ved afgørelser, ligesom styresignalet ikke forholder sig til virkningen af fejlen i den konkrete sag - at gældens størrelse er nævnt i varsel om lønindeholdelse, men ikke i afgørelsen om lønindeholdelse. Gældsstyrelsen er således ikke enig i byrettens bemærkninger i forhold til det pågældende styresignals anvendelse for den konkrete sag, men idet Gældsstyrelsen fik medhold i, at gælden var retskraftig, ankes dommen ikke.
SKM2019.241.LSR	Med henvisning til SKM2019.70.LSR tog Landsskatteretten i forbindelse med en klage over en modregningsafgørelse, stilling til om en restskat for indkomståret 2010 på 94.212 kr., der i afgørelsen om lønindeholdelse var angivet som personskat på 94.212 kr. uden angivelse af indkomstår, var en tilstrækkelig angivelse af gældens art, til at afgørelsen om lønindeholdelse kunne anses for at afbryde forældelsen for restskatten. I varsel om lønindeholdelse var restskatten angivet som restskat for indkomståret 2010 og opgjort til samme beløb, 94.212 kr. Landsskatteretten fandt, at angivelsen "personskat" efter en ordlydsfortolkning må anses for at opfylde betingelsen om angivelse af gældens art og således medfører, at forældelsen er afbrudt. Landsskatteretten lagde vægt på, at ordet "art" netop må anses som en mere overordnet samlebetegnelse, og at angivelsen af "personskat", sammenholdt med det specifikke beløb, i tilstrækkelig grad havde gjort det klart for klager, hvilken gæld afgørelsen om lønindeholdelse omhandlede. Landsskatteretten fandt derfor, at afgørelsen om lønindeholdelse havde afbrudt forældelsen. Klagerens repræsentant oplyste under sagen, at klageren ikke mindedes at have modtaget varsel eller afgørelse om lønindeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden havde oplyst, at brevene ikke ses at være kommet retur til restanceinddrivelsesmyndigheden. Desuden havde restanceinddrivelsesmyndigheden dokumenteret, at der efterfølgende havde været telefonisk kontakt med klageren, og restanceinddrivelsesmyndigheden havde fremlagt et udfyldt og underskrevet budgetskema af 3. juli 2013, som blev tilsendt med varslet. Landsskatteretten fandt det således godtgjort, at klageren måtte anses for at være underrettet om afgørelsen om lønindeholdelsen.