Indhold

Afsnittet omhandler alene TDL § 83, stk. 1, 2. pkt. Om beslaglæggelse af varer efter toldloven generelt, se afsnit A.C.3.1.2.3. TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., giver Skatteforvaltningen eller Politiet på Skatteforvaltningens vegne mulighed for, at beslaglægge eller tage indsmuglede varer eller andre varer i bevaring, hvor told eller afgifter er unddraget eller søges unddraget.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Bevaring kontra beslaglæggelse
  • Betingelser for, at TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., finder anvendelse
  • Hvad er omfattet af retten til bevaring og beslaglæggelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Efter TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., kan Skatteforvaltningen eller Politiet på Skatteforvaltningens vegne tage indsmuglede varer eller andre varer i bevaring eller beslaglægge, hvor told eller afgifter er unddraget eller søgt unddraget. Beslaglæggelse skal ske i overensstemmelse med RPL kapitel 74, se TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., Bevaring kan således ske, uden at RPL’ s regler om beslaglæggelse finder anvendelse.

Formål

TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., har til formål at sikre, at Skatteforvaltningen kan få dækket told- eller afgiftskrav ved enten at tage varerne i bevaring eller ved beslaglæggelse. TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., finder anvendelse på situationer, hvor varerne findes i Danmark.

Beslaglæggelsen er et foreløbigt retsskridt. Af TDL § 83, stk. 3, fremgår det, at auktion - og dermed dækning for manglende told og afgifter - først kan foretages, når den materielle afgiftssag endelig er afsluttet.

Betingelser for, at TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., finder anvendelse

Efter ordlyden af TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., kan der ske beslaglæggelse af andre varer end indsmuglede varer. Bestemmelsen er fx blevet brugt til at beslaglægge køretøjer, hvor afgift er unddraget det offentlige. Se til eksempel SKM2013.70.HR og SKM2012.664.BR.

Beslaglæggelse efter TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., er særlig, idet sikkerhed for afgiftskrav hverken kræver, at der er eller vil blive rejst et afgiftskrav mod ejeren af varen, at ejeren af varen er mistænkt, eller at ejeren på anden måde har været involveret. Se SKM2013.70.HR.

Da det i TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., fremgår, at varen enten skal være søgt indsmuglet eller unddraget eller søgt unddraget for told og afgifter, vil det forudsætte en grad af tilregnelse, om end denne ikke nødvendigvis skal være hos ejeren eller afgiftssubjektet.

Indsmuglet

Ved forsøg på indsmugling, skal der foreligge fortsæt, før TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., kan finde anvendelse.

Ved indsmugling, vil både fortsæt og grov uagtsomhed være tilstrækkelig for, at der kan ske beslaglæggelse efter TDL § 83, stk. 1, 2. pkt.

Unddraget eller søgt unddraget for told og afgifter

Ved unddragelse vil det være relevant, om det er forsøg på unddragelse af told og afgifter (søgt unddraget), eller om der er sket en faktisk unddragelse.

Hvis der alene foreligger forsøg på unddragelse, kræves der fortsæt, før der kan foretages beslaglæggelse.

Er der sket en faktisk unddragelse af told og afgifter, vil både fortsæt og grov uagtsomhed være tilstrækkelig til, at der kan ske beslaglæggelse. Simpel uagtsomhed vil derimod ikke være tilstrækkelig.

Hvad er omfattet af retten til bevaring og beslaglæggelse

Hvilke beløb, der kan ske beslaglæggelse af, fremgår af TDL § 83, stk. 3.

Ved bortauktion af varer vil der være en dækningsrækkefølge, der skal overholdes. Dækningsrækkefølgen vil efter TDL § 83, stk. 1, være som følger:

  1. Det offentliges omkostninger til opbevaring og ved salg
  2. skyldige told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger.

Bøde og sagsomkostninger, indtager en særstilling, da sikring kun kan ske i overensstemmelse med de begrænsninger, der er fastsat i STRFL § 76 vedrørende konfiskation efter STRFL § 75, stk. 2, se TDL § 83, stk. 5.

Af SKM2012.664.BR er der praksis for, at Skatteforvaltningen også kan foretage beslaglæggelse af varer med pant i.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2013.70.HR

Politiet havde fået en henvendelse fra borgere, der havde set A køre i en Mercedes, der var forsynet med svenske nummerplader fra en afmeldt bil.

Byretten fandt, at A måtte anses som bruger af bilen, og han havde derfor overtrådt REGAL § 27, stk. 1, nr. 3. Retten anså betingelserne for beslaglæggelse for opfyldt.

Landsretten tiltrådte, at der var en begrundet mistanke om, at A havde overtrådt REGAL § 27.

Efter TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., kan varer med hensyn til hvilke told eller afgifter er unddraget eller søgt unddraget, tages i forvaring eller beslaglægges under iagttagelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 74.

Da ejeren af bilen ikke var mistænkt, fandt retten ikke hjemmel til beslaglæggelse af bilen efter RPL § 802, stk. 1. Der er i henhold til denne bestemmelse ikke hjemmel til beslaglæggelse med henblik på at sikre det offentliges krav på bøde og sagsomkostninger.

Højesteret udtalte, at efter forhistorien bag TDL § 83, stk. 1, 2. pkt., samt bestemmelsens sammenhæng med § 83, stk. 3 og 5, fandt retten, at § 83, stk. 1, 2. pkt.'s henvisning til retsplejelovens kapitel 74 ikke indebar, at det er udelukket at beslaglægge varer, med hensyn til hvilke afgift var unddraget, selv om ejeren ikke er mistænkt for overtrædelse af afgiftsbestemmelserne og betingelsen i RPL § 802, stk. 2, om mistanke til ejeren, således ikke er opfyldt.

Højesteret fandt dog, at beslaglæggelsen ikke kan ske til sikkerhed for betaling af bøde og sagsomkostninger. Beslaglæggelsen kan kun ske til sikkerhed for det offentliges krav på betaling af afgifter.

Landsretsdomme

SKM2019.66.ØLR

Politiet havde den 18. marts 2018 beslaglagt T’s bil, der var indregistreret i udlandet. T var mistænkt for overtrædelse af registreringsafgiftsloven. T’s advokat påstod beslaglæggelsen ophævet. T indrejste i Danmark i 1991. T var dansk statsborger, ejede fast ejendom i Danmark, blev i 2017 registreret med A-indkomst fra en arbejdsgiver i Danmark og havde 3 køretøjer, som var dansk indregistreret. T havde siden den 29. august 2016 haft folkeregisteradresse i Danmark på samme adresse som sin kone og to børn.

T havde siden 29. august 2016 og på kontroltidspunktet den 18. marts 2018 registreret bopæl i Danmark på en af ham og hans hustru ejet helårsbolig i Y5-by, hvor også hustruen og deres to mindreårige børn havde registreret bopæl. De under sagen fremlagte oplysninger om T’s arbejde for en udenlandsk virksomhed og om hans rejseaktiviteter - hvoraf det i øvrigt fremgår, at T normalt rejste fra og til Y6-by - giver intet grundlag for at antage, at T på trods heraf på kontroltidspunktet havde opgivet dansk bopæl i skatte- og afgiftsretlig forstand. Det er uden betydning for beslaglæggelsens lovlighed, om han på et senere tidspunkt måtte have fraflyttet Danmark.

Den omtvistede beslaglæggelse er sket såvel til sikkerhed for afgiftskrav som til sikkerhed for bøder og sagsomkostninger. Som fastslået i bl.a. U 2012.1848/1 H (SKM2013.70.HR) og SKM2017.497.ØLR giver TDL § 83, jf. RPL § 802, hjemmel til at beslaglægge varer med henblik på at sikre unddragne afgiftskrav, uanset om der er grund til at antage, at ejeren har haft til hensigt at unddrage sig afgift. Idet beslaglæggelse i den foreliggende situation ikke er i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 805, tiltræder landsretten på den baggrund, at beslaglæggelsen er foretaget til sikkerhed for afgiftskrav.

Byretsdomme
SKM2012.664.BR

SKAT havde i medfør af TDL § 83 beslaglagt og bortsolgt en gulpladebil, som havde mistet sin afgiftsmæssige identitet. Bilen var bortsolgt med henblik på at dække kravet på registreringsafgift, som var rejst mod den registrerede bruger. Sagsøger var oprindeligt panthaver i bilen og gjorde gældende, at denne panteret skulle respekteres ved bortsalget. Efter TDL § 83, stk. 3, går SKATs krav på fyldestgørelse forud for ejerens ret. Retten anførte, at det følger af SKM2013.70.HR, at der kan ske beslaglæggelse af en bil, selvom afgiftskravet er rejst mod en anden end bilens ejer. Herefter fandt retten, at sagsøgeren som panthaver ikke kunne opnå bedre ret end ejeren.