Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovens baggrund
  • Historik.

Regel

Der skal betales afgift her i landet af cigaretter og røgtobak efter reglerne i lov om tobaksafgift (TOBAKAL) med senere ændringer. Se TOBAKAL § 1.

Lovens baggrund

Afgift af cigaretter og røgtobak fremgår af lovbekendtgørelse nr. 1447 af 21. juni 2021 af lov om tobaksafgifter med senere ændringer. Se afsnit E.A.10.2 om afgift af cigarer, cerutter og cigarillos.

Loven er bl.a. ændret ved:

  • § 1 og § 3 i lov nr. 1588 af den 27. december 2019 med senere ændringer - indeholder bl.a. forhøjelser af afgifterne på tobak.
    • § 1 og § 3 i lov nr. 1183 af 8. juni 2021. Der er indført regler om, at det ikke er tilladt for grossister og detailhandlere mv. at sælge cigaretter og røgtobak med stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden, når der er forløbet 3 måneder, fra afgiftsforhøjelsen er trådt i kraft. Dvs. såkaldt "clean-market" efter 3 måneder. Endvidere er det ikke tilladt for grossister og detailhandlere mv. at opbevare cigaretter og røgtobak med stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden, efter 4 måneder fra afgiftsforhøjelsen er trådt i kraft. Desuden er der skabt mulighed for, at Skatteforvaltningen mod fuld sikkerhedsstillelse kan udlevere stempelmærker til cigaretter og røgtobak fra og med den 1. august 2021 i forbindelse med de afgiftsstigninger på cigaretter og røgtobak, der finder sted fra og med 1. januar 2022. Disse regler trådte i kraft den 1. juli 2021.
    • § 3 i lov nr. 1240 af 11. juni 2021 hvor der er indført et eksplicit krav om at have et godkendt lokale ved autorisation som oplagshaver, dog ikke ved autorisation som oplagshaver for fjernsalg fra andre EU-lande. Disse regler trådte i kraft den 1. juli 2021.
    • § 1 i lov nr. 2615 af 28. december 2021, hvor der er indført regel om at pakninger med cigaretter skal indeholde 20 stk., hverken flere eller færre. Reglen trådte i kraft 1. januar 2022.  

    Der er i medfør af loven udstedt bekendtgørelse nr. 153 af den 10. februar 2023, der bl.a. indeholder definitioner af tobaksvarer, kredittid, administrative regler for virksomheder og varetransport til eller fra andre EU-lande efter lov om tobaksafgifter. I vejledningen omtales bekendtgørelse nr. 153 af den 10. februar 2023 som TOBAKALbek. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 13. februar 2023 og ophævede samtidig bekendtgørelse nr. 186 af 26. februar 2013.

    I medfør af § 22 b, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 965 af den 26. august 2019 om tobaksvarer, er der udstedt bekendtgørelse nr. 1012 af den 1. oktober 2019 om sikkerhedsstempelmærker på tobaksvarer, der regulerer, hvordan sikkerhedsstempelmærker skal påføres enkeltpakninger af tobaksvarer.

    Reglerne om afgift af cigaretter og røgtobak er harmoniseret i EU. De harmoniserede regler findes i Rådets direktiv 2011/64/EU af den 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak. Direktivet er en kodifikation ("sammenskrivning") af direktiverne nr. 79 af den 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af cigaretafgifterne, nr. 80 af den 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af afgifterne på andre former for forarbejdet tobak end cigaretter og nr. 59 af 27. november 1995 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift.

    Reglerne for forsendelse og kontrol af forarbejdet tobak er harmoniseret i Rådets direktiv (EU) 2020/262/EF af den 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (omarbejdning). Bestemmelserne i det omarbejdede direktiv er gennemført ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021 med ikrafttrædelse den 13. februar 2023. Herved er beskattede varers bevægelser i EU også blevet omfattet af kontrolsystemet EMCS. Desuden har visse begreber ændret betegnelse for at præcisere betydningen eller for at tilpasse disse til toldområdet. Se afsnit E.A.1.8 om reglerne for forsendelse og kontrol af varer, der er pålagt harmoniserede afgifter.

    Historik

    Afgiften af cigaretter mv. blev indført i 1912.

    Den nuværende lov om afgift af tobaksvarer - lov nr. 1016 af 19. december 1992 - trådte i kraft den 1. januar 1993 og indeholder bl.a. en tilpasning til EU's bestemmelser, fordi afgiften er omfattet af de harmoniserede punktafgifter.

    Se også

    Se også afsnit E.A.1.8 om varer omfattet af harmoniserede afgifter.