Indhold
Afsnittet beskriver reglerne om, hvordan afgiften beregnes, herunder hvornår en given præmie skal medregnes til det afgiftspligtige grundlag, og muligheder for modregning af visse forsikringspræmier i afgiftsgrundlaget.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftssats
- Afgiftsgrundlag og periodisering af afgiften
- Fradrag af forsikringspræmier i afgiftsgrundlaget.
Afgiftssats
Afgiftssatsen udgør 1,1 pct. af forsikringspræmien. Se SKADL § 2.
Se nærmere under E.A.6.1.2.3 om, hvad der anses for forsikringspræmie, herunder fastsættelse af afgiftsgrundlaget i situationer, hvor forsikringer sælges sammen med andre typer af varer eller ydelser.
Afgiftsgrundlag og periodisering af afgiften
Afgiften beregnes som 1,1 pct. af det afgiftspligtige grundlag.
Grundlaget for beregning af afgiften er de afgiftspligtige forsikringspræmier, som en virksomhed har opkrævet i afgiftsperioden. Se SKADL § 7, stk. 1. Reglen skal læses i sammenhæng med SKADL § 8, hvoraf det fremgår, at afgiftsperioden er kalendermåneden.
Skadesforsikringsafgift opgøres og beregnes på grundlag af de forsikringspræmier, som den afgiftspligtige virksomhed har opkrævet i afgiftsperioden, som er kalendermåneden. Med opkrævet forstås de præmier, som virksomheden har faktureret, men ikke nødvendigvis modtaget betaling af, i perioden.
Opkrævningstidspunktet er således afgørende for, hvilken måned afgiften af en given forsikringspræmie skal henføres til (periodiseres).
Præmien anses for opkrævet på det tidspunkt, hvor forsikringsvirksomheden udsender en meddelelse om betaling af den konkrete forsikringspræmie. Der kan fx være tale om udsendelse af et brev, faktura, police eller anden fysisk eller elektronisk meddelelse om den konkrete præmie, der skal betales, og betalingsdatoen.
Eksempel
Opkrævning af forsikringspræmier sker ofte via en aftale om elektronisk betalingsoverførsel. For en løbende forsikringsaftale med én årlig præmie, er den forsikringsperiode, som præmien betales for, typisk gældende fra den 1. i en måned. Præmien skal typisk senest betales nogle dage efter, fx den 5. i måneden. Forsikringsvirksomhedens anmodning til Nets (betalingsformidleren) om at aktivere betalingen sker i den foregående måned.
Opkrævningstidspunktet vil her være det tidspunkt, hvor forsikringsvirksomheden elektronisk anmoder betalingssystemet om at trække et givent præmiebeløb på en given kundes konto. Det betyder, at forsikringspræmien skal medregnes til det afgiftspligtige grundlag (periodiseres) i den måned, hvor dette finder sted.
Fradrag af forsikringspræmier i afgiftsgrundlaget
Ved opgørelsen af afgiften kan virksomheden i visse situationer modregne forsikringspræmier i det afgiftspligtige grundlag, dvs. summen af de forsikringspræmier, der skal beregnes afgift af i en given måned. Se SKADL § 7, stk. 2-5.
Dermed kan forsikringsvirksomheden opnå udligning af afgift, som er betalt i tidligere afgiftsperioder, når det efterfølgende viser sig, at der ikke skal betales afgift af de pågældende præmier, fx i tilfælde, hvor en forsikringskunde har udnyttet sin fortrydelsesret vedrørende en indgået forsikringsaftale. Modregning i afgiftsgrundlaget kan ske på det tidspunkt, hvor det konstateres, at betingelsen for modregning er opfyldt. Reglerne træder i stedet for regler om afgiftsgodtgørelse, som hidtil har været gældende efter stempelafgiftsloven, bl.a. i tilfælde, hvor forsikringstageren har benyttet sin fortrydelsesret.
Det bemærkes, at hvor der opstår regulering af præmie, skal denne generelt behandles således, at samme faktiske præmiebetaling kun afgiftsbelægges én gang.
Reglerne om modregning eller fradrag i afgiftsgrundlaget gælder i følgende situationer:
- Udnyttelse af fortrydelsesret
- Forsikringspræmier som er konstateret tabt
- Tilbagebetalte forsikringspræmier ved opsigelse eller regulering
Ad a) Udnyttelse af fortrydelsesret
Tidligere opkrævede forsikringspræmier vedrørende forsikringsaftaler, hvor forsikringstageren har benyttet sin fortrydelsesret efter reglerne i forsikringslovgivningen, kan modregnes i afgiftsgrundlaget. Se SKADL § 7, stk. 2. Reglen gælder kun præmier for forbrugerforsikringer. Modregningen kan ske i den afgiftsperiode, hvor det konstateres, at der ikke er tegnet nogen forsikring.
Ad b) Forsikringspræmier som er konstateret tabt
Konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende forsikringspræmier for leverede forsikringsydelser, der tidligere er betalt skadesforsikringsafgift af, kan fradrages i afgiftsgrundlaget. Hvis fordringerne senere bliver betalt helt eller delvist, skal modtagne beløb medregnes i afgiftsgrundlaget. Se SKADL § 7, stk. 3.
Hvornår forsikringspræmier må anses for tabt, følger af Skatterådets generelle praksis for fradrag af uerholdelige fordringer på skatte- og afgiftsområdet. Se om praksis på området SKM2010.393.SKAT og afsnit D.A.8.1.1.6.4.1.
Ad c) Tilbagebetalte forsikringspræmier ved opsigelse eller regulering
Der kan ske modregning i afgiftsgrundlaget af opkrævede forsikringspræmier, som bliver tilbagebetalt til forsikringstageren i forbindelse med opsigelse af en forsikring, og af præmier, som bliver tilbagebetalt til kunden i forbindelse med en efterfølgende regulering (tilbagebetaling) af en allerede indbetalt præmie. Se SKADL § 7, stk. 4.
Der kan fx være tale om tilfælde, hvor en forsikringskunde opsiger forsikringen inden forsikringsperioden er udløbet, og derfor får en forholdsmæssig del af præmien tilbagebetalt, eller tilfælde, hvor en forsikringskunde får tilbagebetalt præmie, fordi kunden ikke har haft nogen skader i en forsikringsperiode.
Generelt vedrørende frister mv. ved modregning i afgiftsgrundlaget
Modregning af forsikringspræmier i afgiftsgrundlaget i de beskrevne situationer vil ofte ske inden for kortere tid efter den oprindelige opkrævning af de pågældende forsikringspræmier. Det kan eksempelvis relativt hurtigt konstateres, om en kunde har udnyttet sin fortrydelsesret, eller om en kunde fx efter udløbet af en årlig forsikringsperiode, skal have tilbagebetalt præmie.
Der er dog fastsat en tidsmæssig grænse for, hvornår forsikringspræmier kan modregnes i afgiftsgrundlaget som beskrevet. Modregning eller fradrag efter SKADL § 7, stk. 2-4 kan kun ske, hvis den præmie, som ønskes modregnet, er opkrævet i afgiftsperioder, der kan ændres inden for fristen i SFL § 31, stk. 2. Adgangen til modregning eller fradrag kan således ikke tidsmæssigt gå videre end den almindelige 3-årsfrist for muligheden for tilbagebetaling af afgift, som følger af skatteforvaltningsloven.
Se A.A.8.3 om fristerne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 11.
Det følger desuden af reglen i SKADL § 7, stk. 5, at der ikke kan ske modregning af forsikringspræmier, som ikke har været omfattet af afgiftsperioder efter skadesforsikringsafgiftsloven, dvs. præmier, der ikke har været omfattet af afgiften.