Indhold
Dette afsnit beskriver nærmere hvilke engangsservicer, som er omfattet af emballageafgiftsloven.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftspligtigt vareområde for engangsservice
- Eksempler på afgiftspligtige varer
- Eksempler på ikke-afgiftspligtige varer
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser, mv.
Afgiftspligtigt vareområde for engangsservice
Afgiftspligten omfatter engangsservice uanset fremstillingsmateriale, dvs. knive, gafler, skeer, tallerkener og krus mv. af plast og pap m.m., som sædvanligvis smides ud efter brug, uanset at det måske kan bruges flere gange. Se EMBAL § 2c samt LFF 2000-10-25 nr. 59 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse emballager samt visse poser af papir eller plast m.v. og andre afgiftslove (Miljøbaserede afgiftssatser m.v.)
Engangsservice er afgiftspligtigt både til privat brug og til erhvervsmæssigt brug, også selvom varen udelukkende er af en type og art, der kun bruges erhvervsmæssigt.
På grundlag af især det daværende Momsnævns afgørelser er afgiftspligtens omfang blevet fastlagt.
Eksempler på afgiftspligtige og afgiftsfri varer efter disse afgørelser og efter lovændring nr. 1292 af 20. december 2000 fremgår af nedenstående afsnit.
Her fremgår også eksempler på afgiftspligtige varer ifølge nyere afgørelser fra Landsskatteretten og Skatterådet.
Landsretten har afsagt dom i en sag om en plastske/rørespartel, som efter sin - udformning, funktion og anvendelse - var afgiftspligtigt engangsservice, ifølge EMBAL § 2c, stk. 1. Landsretten henviste til, at skeen var udformet som en ske med henblik på at kunne benyttes ved spisning. Det kunne ikke føre til andet resultat, at skeen også blev anvendt til et andet formål. Se SKM2023.272.VLR.
Landsskatteretten har truffet afgørelse om forskellige engangsservicer, jf. SKM2023.218.LSR. Landsskatteretten fandt at suppebægre, pommes frites bakker, varer fremstillet i plast/polystyren - "Eksklusiv præsentation" kunne karakteriseres som enten spisetallerkener, -skåle eller -bestik, og som efter en samlet vurdering blev anset benyttet i forbindelse med indtagelse af et måltid, og som efter brug sædvanligvis blev bortkastet, var afgiftspligtigt engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c. Retten lagde vægt på salgs- og markedsføringsmateriale, og de omhandlede produkters udformning og materiale. Det forhold, at der blev forhandlet låg til produkterne, at produkterne tjente flere formål, eller kunne anvendes flere gange, kunne ikke føre til et andet resultat. Det samme gjaldt vedrørende varer fremstillet af bambus, palmeblade og træ, uanset at de blev sendt til kompostering. For så vidt angik en rektangulær pommes frites æske med integrereret låg og lukkefunktion, som blev karakteriseret som en æske, og som blev anvendt til transport af madvarer, og ikke som service, der benyttes, når man spiser, var ikke afgiftspligtigt engangsservice. Se også eksempler, ifølge oversigter nedenfor.
Engangsbægre til mundskyl på tandklinikker, som ikke i udformning, funktion og mulige anvendelse adskilte sig fra andre engangsdrikkebægre, var engangsservice, jf. SKM2022.574.SR. Af afgørelsen fremgår det også, at emballageafgiftsloven ikke implementerer EU direktiv 2019/904 af 5. juni 2019 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning (Plastdirektivet), implementeret ved Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1000 af 22. maj 2021.
►Engangsservice, der ikke adskilte sig fra andet engangsservice, var omfattet afgiftspligten, og ikke sammenlignelig med andet bestik, som almindeligvis bruges flere gange. Produkterne fremstod meget spinkle, og i funktion var de ikke stive, men meget bøjelige, og blev vurderet til at blive bortkastet efter brug. Selvom produkterne kunne anvendes flere gange, ændrede det ikke ved vurderingen, da produkterne ikke havde en beskaffenhed, hvor det forventedes, at produkterne ville blive brugt igen, jf. SKM2023.517.SR. I SKM2023.517.SR blev også anden type service anset for at være ikke afgiftspligtigt engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c. Der blev lagt vægt på produkternes beskaffenhed, og at produkterne ikke lignede sædvanligt engangsservice, men fremstod robuste og stive, og det forventedes at produkterne ville blive brugt flere gange.◄
Gafler og knive, som ikke er sammenlignelige med fx stålbestik, som almindeligvis genanvendes ubegrænset, er engangsservice, jf. SKM2022.329.SR.
Varer, som åbenlyst ligner fødevarekontaktmaterialer, kan ikke markedsføres som ikke egnede til kontakt med fødevarer. Varerne er samtidig engangsservice, uanset at disse måske kan anvendes flere gange, jf. SKM2017.375.SR.
Se også SKM2015.669.SR for, hvad der forstås ved engangsservice.
En drikkedunk af hård plast med rumindhold på 40 cl var ikke omfattet af afgiftspligten for engangsservice, da den var sammenlignelig med en almindelig drikkedunk, der almindeligvis kunne genanvendes ubegrænset. Jf. SKM2023.276.SR.
Eksempler på afgiftspligtige varer
Eksempler på varer, som er omfattet af afgiftspligten:
- Bakker med en længde eller tallerkener med en diameter på 33 cm eller derunder
- Drikkebægre og beholdere med et rumindhold op til 2 liter, også selv om de er forsynet med målestreger
- Drikkebægre af polypropylen med målestreger (hospitalsbægre), som kan forsynes med et låg med drikketud
- Engangsbægre til mundskyl på tandklinikker
- Drinkspinde
- Engangskopper fremstillet af pap, der udelukkende bruges til demonstration (prøvesmagning) af andre varer
- Grilltallerkener med flere rum
- Kaffefade (bakker med fordybning til en kop, bruges som kombineret tallerken og underkop)
- Rørepinde af plast
- Plastskeer i importerede pakninger, som også indeholder sukker, flødepulver samt en serviet
- Portionsskåle, bægre, kopper eller lignende til servering af is og desserter
- Pølsebakker fremstillet af foldet pap
- Tallerkener, trekantede, der er specielt konstruerede til automater med mikrobølgeovn
- Træspatler til isbægre mv.
- Plastske/rørespatel udformet som en ske, som kunne benyttes ved spisning og et andet formål.
- Suppebægre karakteriseret som spisebægre
- Pommes frites bakker, karakteriseret som spisebakker/-bægre
- En chinabox med sammenfoldeligt låg, hvor låget er udformet på en særlig måde for at muliggøre at man kan spise af boksen.
- ►Service som fremstod meget spinkle, og i funktion ikke var stive, men meget bøjelige.◄
Eksempler på ikke-afgiftspligtige varer
Eksempler på varer, som ikke er omfattet af afgiftspligten:
- Aluminiumsbakker og -forme
- Askebægre (aluminium eller pap med aluminiumsbelægning)
- Burgerpakninger (transportpakninger)
- Bægre og beholdere med et rumindhold på over 2 liter
- Bægerholdere (genbruges)
- Isbægre (emballager, som indgår i en fremstillingsproces, og som nedfryses sammen med isen)
- Ispinde
- Låg til bægre mv.
- Papbakker til jordbær, tomater, champignons mv.
- Pindemadspinde
- Plattebakker af aluminium med mindst 5 rum
- Serveringsbakker med en længde på mere end 33 cm
- Servietter og engangsduge
- Sugerør
- Yoghurtbægre med påtryk.
- Pommes frites æske, rektangulær med integrereret låg og lukkefunktion, karakteriseret som en æske anvendt til transport og ikke til at spise af
- Drikkedunk af hård plast, der almindeligvis genanvendes ubegrænset
- ►Service der ikke lignede sædvanligt engangsservice, men fremstod robuste og stive, hvor det forventedes at produkterne ville blive brugt flere gange.◄
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretten |
SKM2023.272.VLR | Sagen angik en plastske, som appellanten producerede for en fast food-restaurationskæde, der anvendte skeen i forbindelse med salg af en isdessert. Plastskeen havde to funktioner, nemlig for det første at blive monteret på en røremaskine for at røre rundt i et isbæger med softice tilsat smagsgivere, og for det andet at blive udleveret til kunden, som anvender plastskeen til at spise isdesserten med og derefter bortkaster den som affald. Landsretten fandt ligesom byretten, at plastskeen under hensyn til dens udformning, funktion og anvendelse måtte anses som engangsservice omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 c. Landsretten henviste til, at skeen var udformet som en ske med henblik på, at restaurationskunderne kunne benytte den ved spisning af isdesserten, og at skeen var bestemt til bortkastning som affald efter brug. Det kunne ikke føre til andet resultat, at skeen også blev anvendt til at blande is og fyld inden servering for kunden. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom af 6. december 2021 (SKM2021.712.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet. | |
Landsskatteretten |
SKM2023.218.LSR | Sagen angik, om forskellige produkter var omfattet af pligten til at betale emballageafgift. Landsskatteretten anførte, at det afgørende var, om de omhandlede produkter kunne karakteriseres som service, der blev benyttet i forbindelse med indtagelse af et måltid, og som efter brug sædvanligvis ville blive bortkastet. Landsskatteretten anførte herved, at det forhold, at produkterne kunne tjene flere formål, ikke kunne føre til et andet resultat, jf. byretsdom af 6. december 2021, offentliggjort som SKM2021.712.BR. Landsskatteretten foretog herefter en konkret vurdering af de enkelte produkter, som førte til, at Landsskatteretten ændrede den påklagede afgørelse for et af produkterne. | |
Skatterådet |
►SKM2023.517.SR◄ | ►Skatterådet fandt, at forskelligt bestik er omfattet afgiftspligten for engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at bestikket ikke adskilte sig fra andet engangsservice, som er omfattet afgiftspligten, og ikke var sammenlignelig med andet bestik, som almindeligvis bruges flere gange. Skatterådet fandt, at produkterne fremstod meget sphttps://info.skat.dk/data.aspx?oid=2395274&lang=dainkle, og i funktion var de ikke stive, men meget bøjelige, og blev vurderet til at blive bortkastet efter brug. Skatterådet bemærkede, at på trods af produkterne kan anvendes flere gange, ændrede det ikke ved vurderingen, da produkterne ikke havde en beskaffenhed, hvor det forventedes, at produkterne ville bruges igen
Skatterådet fandt, at forskelligt service ikke var afgiftspligtigt engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c. Der blev lagt vægt på produkternes beskaffenhed, og at produkterne ikke lignede sædvanligt engangsservice, men fremstod robuste og stive, og det forventedes at produkterne ville blive brugt flere gange.◄ | |
SKM2023.276.SR | Skatterådet kunne bekræfte, at en drikkedunk af hård plast med rumindhold på 40 cl, der blev solgt som drikkedunk, ikke er omfattet af afgiftspligten for engangsservice ifølge emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1. Drikkedunken var sammenlignelig med en almindelig drikkedunk, der almindeligvis kunne genanvendes ubegrænset. | |
SKM2022.574.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at engangsbæger til mundskyl på tandklinikker ikke er omfattet af afgiftspligten for engangsservice ifølge emballageafgiftsloven. Produktet adskilte sig ikke fra andre engangsdrikkebægre, som er omfattet af afgiftspligten. Der blev herved lagt særlig vægt på bægerets udformning, funktion og anvendelse, som var sammenlignelig med almindelige hvide plastikkopper/automatbægere, der benyttes, når man drikker, og som sædvanligvis er bestemt til bortkastning efter brug. | |
SKM2022.329.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at gafler og knive af komposterbart materiale ikke var omfattet af afgiftspligten for engangsservice efter emballageafgiftsloven. Produkterne adskilte sig ikke fra andet engangsservice, som er omfattet af afgiftspligten. Produkterne var ikke sammenlignelige med fx stålbestik, som almindeligvis genanvendes ubegrænset. Produkterne fremstod og fungerede som plastlignende bestik, af en forholdsvis stærk kvalitet, som almindeligvis er bestemt til et begrænset antal anvendelser og bortkastning efter brug. Produkterne øgede dermed affaldsmængderne. | |
SKM2017.375.SR | Skatterådet fandt, at der skulle betales afgift af en virksomheds engangsservice fremstillet af palmeblade. Det følger af bestemmelsen, at afgiftspligten omfatter engangsservice uanset fremstillingsmateriale, der benyttes, når man spiser og drikker, og som sædvanligvis er bestemt til bortkastning efter brug, uanset at det måske kan anvendes flere gange jf. emballageafgiftslovens § 2 c, stk. 1. Virksomheden kan ikke markedsføre palmebladsprodukter i form af tallerkener mv. som åbenlyst ligner produkter, der benyttes til kontakt med fødevarer, som ikke egnede til kontakt med fødevarer, jf. udtalelse fra Fødevarestyrelsen. Palmebladsprodukter, som ikke er egnede til fødevarekontakt, og som er solgt sammen med et stykke fedttæt papir, som er egnet til fødevarekontakt, vil også blive omfattet af afgiftspligten for engangsservice. Det samlede produkt i form af et palmebladsprodukt med et fedttæt papir skal overholde reglerne for fødevarekontaktmaterialer, jf. udtalelse fra Fødevarestyrelsen. | |
SKM2015.669.SR | Skatterådet bekræfter, at der skal betales afgift efter emballageafgiftsloven for engangsservice fremstillet af tørrede kålblade. Endvidere præciseres, hvad der forstås ved afgiftspligtigt engangsservice. | |
SKM2015.667.SR | Skatterådet bekræfter, at der ikke skal betales afgift efter emballageafgiftsloven for engangsservice for produkter fremstillet af palmeblade, når produkterne ikke egner sig til kontakt med fødevarer, og det klart fremgår, at produkterne ikke er egnede til kontakt med fødevarer. | |