I SEL § 8 C, stk. 1, nr. 12, defineres begrebet hybrid overførsel.

Ved hybrid overførsel forstås et arrangement til at overføre et finansielt instrument, hvor det underliggende afkast på det overførte finansielle instrument skattemæssigt behandles som samtidigt afledt af mere end én af parterne i dette arrangement.

Der vil bl.a. være tale om en hybrid overførsel, hvis et finansielt instrument overføres mellem to parter, og de økonomiske konsekvenser ved - og struktureringen af - overførslen gør, at jurisdiktionerne har modstridende opfattelser af, hvilken af parterne det underliggende afkast er afledt af.

Ved underliggende afkast forstås afkastet på det finansielle instrument. Der skal ikke skelnes mellem, hvad der i almindelighed forstås som afkast på et finansielt instrument, og hvad der benævnes det underliggende afkast i denne bestemmelse. Bestemmelsens ordlyd er udformet, så den videst muligt følger direktivets ordlyd.

En hybrid overførsel kan eksempelvis være et aktielån, hvor det ene land anser aktielångiveren for fortsat at være ejer af aktien, mens det andet land anser aktielåntageren for at have købt og solgt aktierne. I et sådant tilfælde vil begge parter blive anset for at være ejer af aktierne og modtager af udbytteafkastet.

Begrebet hybrid overførsel anvendes i definitionen af en hybrid overførsel på markedet efter SEL § 8 C, stk. 1, nr. 13. Dette skal ses i sammenhæng med undtagelsesreglen i SEL § 8 C, stk. 2, hvorefter der i visse tilfælde ikke er tale om et hybridt mismatch omfattet af SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra a, når der sker en hybrid overførsel på markedet, og værdipapirhandleren medtager alle modtagne beløb i sin indkomst.

Se også