I SEL § 8 C, stk. 1, nr. 6, defineres begrebet medregning.

Ved medregning forstås det beløb, der bringes i betragtning i den skattepligtige indkomst i henhold til lovgivningen i betalingsmodtagerens jurisdiktion.

Det følger af SEL § 8 C, stk. 1, nr. 6, 1. pkt., at begrebet medregning bl.a. skal ses i sammenhæng med mismatchresultatet fradrag uden medregning, hvor det netop er den manglende medregning, som udløser mismatchresultatet og den deraf følgende asymmetriske beskatning af indtægt og udgift.

Vurderingen af, om der er sket medregning, er derfor aktuel ved vurdering af hybride mismatch med fradrag uden medregning omfattet af SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra a-f. Udtrykket medregnet skal forstås tilsvarende.

Det følger af SEL § 8 C, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., at en betaling under et finansielt instrument ikke anses for at være medregnet, i det omfang betalingen giver ret til et skattenedslag udelukkende på grund af den måde, som betalingen er karakteriseret i henhold til lovgivningen i betalingsmodtagerens jurisdiktion. Dette er relevant ved vurderingen af, om der er en situation med fradrag uden medregning og et hybridt mismatch efter SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra a.

Hvis kvalifikationen af betalingen eksempelvis medfører en skattefritagelse i betalingsmodtagerens jurisdiktion, vil der fortsat være tale om et mismatchresultat. Begrebet skattenedslag er nærmere defineret i SEL § 8 C, stk. 1, nr. 7.

Begrebet medregning anvendes endvidere i de tilfælde, hvor der kan være tale om dobbelt medregnet indkomst, som er defineret i SEL § 8 C, stk. 1, nr. 8. Det er bl.a. en betingelse for hybride mismatch omfattet af SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra e-g, at fradraget sker i indkomst, der ikke er dobbelt medregnet indkomst, jf. SEL § 8 C, stk. 3.

Se også