Indhold

Dette afsnit handler om Rådets direktiv om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union.

EU-voldgiftsdirektivet om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union er gennemført ved § 2 i lov nr. 1726 af 27/12 2018, der ændrer lov om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen), jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 21. februar 2006, hvorefter det af § 2, stk. 1, fremgår: Rådets direktiv 2017/1852/EU af 10. oktober 2017 om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union gælder her i landet.

Afsnittet indeholder:

• Rådets Direktiv om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union
• Første fase: Indbringelse af klagen
• Anden fase: Gensidig aftaleprocedure
• Tredje fase: Tvistbilæggelse gennem voldgift
• Forholdet til EU-voldgiftskonventionen og DBO’erne

Se også

• C.F.8.2 om OECD's modeloverenskomst.
• C.F.8.2.2.25 om gensidig aftaleprocedure (MAP).
• C.F.8.3 Multilateral konvention af 24. november 2016 til gennemførelse af tiltag i DBO'er til bekæmpelse af skatteudhuling og overskudsflytning ("MLI'en")
• C.D.11.15.2.2.2 om EU-voldgiftskonventionen.

Rådets Direktiv om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union

Direktivet finder anvendelse på alle skattesubjekter, som skal svare skat af indkomst og kapital, der er dækket af bilaterale aftaler og EU-voldgiftskonventionen.

Direktivet opstiller et system, som består af tre faser: 1) indbringelse af klagen, 2) gensidig aftaleprocedure og 3) tvistbilæggelse gennem voldgift.

Første fase: Indbringelse af klagen

En skatteyder kan klage, hvis vedkommende mener, at en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller en konvention, som er omfattet af direktivet, er fortolket eller anvendt forkert i relation til vedkommende. Klagen kan indgives til skattemyndighederne i hver af de berørte medlemsstater med en anmodning om løsning heraf. Klagen skal indgives inden for en frist på 3 år, efter at skatteyderen modtager den første meddelelse om det forhold, der giver anledning til tvisten om fortolkning eller anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten eller konventionen. Retten til at klage gælder både for personer og selskaber.

Den meddelelse, hvorfra fristen beregnes, kan være en afgørelse, en kendelse eller en betalingsanmodning. Hvor en skatteyder får medhold i en klage, der behandles i det administrative klagesystem, og Skatteministeriet indbringer den administrative afgørelse for domstolene, beregnes fristen fra det tidspunkt, hvor Skatteministeriets stævning indgives til retten.

Klagen kan indsendes til skattemyndighederne i den medlemsstat, hvor klageren er hjemmehørende. Fysiske personer samt mindre virksomheder, som ikke indgår i en større koncern (defineret ud fra EU’s regnskabsdirektiv 2013/34/EU), kan alene sende klagen til skattemyndighederne i den medlemsstat, hvor de er hjemmehørende, men er klageren en del af en stor koncern, skal klagen indgives samtidigt til alle de berørte medlemsstaters skattemyndigheder.

Klagens indhold og oplysninger

Ifølge direktivet skal klagen indeholde en række oplysninger til identificering af klageren, beskrivelse af sagen, henvisning til relevante regler og relevante dokumenter til belysning af sagen jf. nærmere direktivets artikel 3.

De berørte skattemyndigheder har herefter en frist på tre måneder til at anmode om yderligere oplysninger. Skatteyderen har en frist på tre måneder til at besvare skattemyndighedernes anmodning. Skattemyndighederne skal inden for seks måneder fra modtagelsen af klagen eller modtagelsen af eventuelle supplerende oplysninger, som skattemyndigheden har anmodet om, tage stilling til, om klagen kan accepteres, så den kan tages under behandling.

En skattemyndighed kan beslutte at løse tvistspørgsmålet ensidigt uden at inddrage de øvrige kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater, hvorefter procedurerne i henhold til direktivet bringes til ophør. Yderligere kan skatteyderen trække klagen tilbage, ved at klageren giver skriftlig meddelelse herom til skattemyndighederne i de berørte medlemsstater, hvorefter procedurerne i henhold til direktivet tilsvarende bringes til ophør.

Afvisning af klage

Direktivet indeholder bestemmelser for, under hvilke omstændigheder en skattemyndighed kan afvise klagen. Afvisning af klagen kan ske,

1) hvis klagen ikke opfylder kravene i direktivet til indholdet af klager,

2) hvis skattemyndigheden vurderer, at der ikke har fundet nogen dobbeltbeskatning sted, eller

3) hvis klagen er indgivet for sent (overskridelsen af fristen på 3 år). Et afslag skal indeholde en overordnet begrundelse for afslaget.

Hvis en skattemyndighed i en berørt medlemsstat ikke har truffet afgørelse om, hvorvidt klagen skal accepteres eller afvises inden for 6-månedersfristen, anses klagen for accepteret af den pågældende skattemyndighed.

Hvis to eller flere skattemyndigheder i de berørte medlemsstater er uenige i vurderingen af klagen, skal sagen løses ved voldgift, jf. fase 3 nedenfor.

Hvis klagen afvises af alle de involverede medlemsstaters skattemyndigheder, vil skatteyderen fortsat kunne vælge at gå til nationale instanser og derigennem kunne appellere de enkelte skattemyndigheders afslag i overensstemmelse med nationale regler, dvs. f.eks. til nationale domstole.

Hvis skatteyderen udøver denne ret til at påklage afgørelsen, og afvisningen omstødes i mindst ét af de berørte medlemsstater, men ikke alle, kan der ikke fremsættes en anmodning om voldgift efter procedurerne i direktivet, hvis

1. afgørelsen stadig er under påklage i henhold til klageproceduren i de berørte medlemsstater,
2. afgørelsen stadig kan påklages yderligere i henhold til klageproceduren i de berørte medlemsstater eller
3. en afgørelse om afvisning er blevet stadfæstet ved klageproceduren under i), og det ikke er muligt at fravige afgørelsen fra den relevante domstol eller andre judicielle myndigheder i nogen af de berørte medlemsstater.

Anden fase: Gensidig aftaleprocedure

Accepterer de berørte skattemyndigheder, at klagen tages under behandling, skal de sammen inden for to år forsøge at nå til enighed om fjernelse af dobbeltbeskatningen gennem en gensidig aftaleprocedure, hvor de involverede skattemyndigheder ved forhandling forsøger at opnå enighed om løsning af tvisten. De to år regnes fra det tidspunkt, hvor den sidste af de involverede skattemyndigheder har meddelt skatteyderen, at de accepterer at tage klagen op til behandling. Fristen på to år kan forlænges med op til et år efter anmodning fra en af de berørte skattemyndigheder til alle de øvrige berørte skattemyndigheder.

Opnås der enighed mellem skattemyndighederne om en aftale, skal skattemyndighederne sende aftalen til skatteyderen som en afgørelse, der er bindende for skattemyndighederne. Skatteyderen kan acceptere afgørelsen, hvorefter aftalen kun kan håndhæves af skatteyderen, forudsat at vedkommende frasiger sig retten til at få tvistspørgsmålet prøvet gennem nationale retsmidler (f.eks. nationale domstole). Såfremt skatteyderen allerede har indledt procedure i forbindelse med sådanne retsmidler, bliver afgørelsen kun bindende, hvis skatteyderen senest 60 dage efter afgørelsen godtgør overfor skattemyndighederne, at der er taget skridt til at bringe disse procedurer til ophør.

Tredje fase: Tvistbilæggelse gennem voldgift

Nedsættelse af rådgivende udvalg

I følgende tilfælde vil der kunne nedsættes et rådgivende udvalg:

1. a) Hvis én eller flere, men ikke alle, af de berørte skattemyndigheder afviser klagen.
2. b) Hvis de berørte medlemsstaters skattemyndigheder har accepteret klagen, men ikke har kunnet opnå enighed under den gensidige aftaleprocedure inden for fristen herfor.

Skatteyderen kan fremsætte en anmodning om voldgift i situation a, forudsat at anmodningen indeholder en erklæring om, at afvisningen ikke kan påklages, ikke er under påklage, eller at skatteyderen formelt har givet afkald på sin ret til at påklage afgørelsen i henhold til gældende nationale bestemmelser.

Afviser én af de berørte skattemyndigheder klagen (situation a ovenfor), skal et rådgivende udvalg nedsættes efter anmodning fra skatteyderen. Skatteyderen har en frist på 50 dage efter modtagelse af afvisningen til at anmode herom. Det rådgivende udvalg skal nedsættes inden 120 dage efter anmodningens modtagelse. Det rådgivende udvalg skal træffe afgørelse inden for seks måneder efter nedsættelsen af udvalget, om hvorvidt klagen skal afvises eller accepteres. Denne afgørelse meddeles skattemyndighederne inden for 30 dage efter, at afgørelsen er truffet. Accepterer det rådgivende udvalg klagen, begynder den gensidige aftaleprocedure, jf. fase 2 ovenfor, på anmodning fra én af de berørte medlemsstaters skattemyndigheder. Såfremt ingen af de berørte skattemyndigheder inden 60 dage efter datoen for meddelelsen om det rådgivende udvalgs afgørelse anmoder om, at der indledes en gensidig aftaleprocedure, afgiver det rådgivende udvalg udtalelse om, hvordan tvistspørgsmålet skal løses.

Afviser det rådgivende udvalg klagen, vil den være at betragte som afvist, men skatteyderen vil kunne vælge at bringe tvistspørgsmålet for nationale instanser efter nationale regler, f.eks. nationale domstole.

Opnår de berørte medlemsstaters skattemyndigheder ikke en aftale om fjernelse af dobbeltbeskatningen efter den gensidige aftaleprocedure inden for fristen (situation b ovenfor), skal et rådgivende udvalg nedsættes efter anmodning fra skatteyderen.

Skatteyderen har en frist på 50 dage efter modtagelse af notifikation om, at der ikke har kunnet opnås en aftale, til at anmode om voldgift. Det rådgivende udvalg skal nedsættes inden 120 dage efter anmodningen er modtaget. Udvalgets opgave er at afgive en udtalelse om løsning af tvisten. Det rådgivende udvalg har seks måneder til at afgive en udtalelse i sagen.

I begge situationer (a og b) gælder, at hvis et rådgivende udvalg ikke udpeges inden for fristen på 120 dage, kan skatteyderen gå til de nationale domstole for at få et rådgivende udvalg udpeget.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 763 af 27. november 1991 (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, spalte 598 f.), som implementerer EU-voldgiftskonventionen, at hvis en stats interne lovgivning ikke tillader den kompetente myndighed at fravige afgørelser, der er truffet af en retsinstans, vil det rådgivende udvalg ikke kunne nedsættes, medmindre foretagendet (virksomheden) har ladet fristen for søgsmål udløbe eller har givet afkald på dette søgsmål.

De kompetente skattemyndigheder i Danmark kan ikke fravige afgørelser, der er truffet af retsinstanser. Efter direktivet vil virkningen af en dom være, at de kompetente myndigheder, der er afskåret fra at fravige dommen, kan foranledige en gensidig aftaleprocedure afbrudt, afskæring af berørte personers adgang til at anmode om voldgift, hvis fristen for den gensidige aftaleprocedure er udløbet, og afbrydelse af en igangværende voldgift. I modsætning til reglerne i EU-voldgiftskonventionen vil selve sagsanlægget imidlertid ikke hindre voldgift efter reglerne i direktivet. Hvis der efter sagsanlægget indledes en gensidig aftaleprocedure eller en voldgiftsprocedure efter anmodning fra skatteyderen, vil der f.eks. være mulighed for at sætte retssagen i bero, mens disse procedurer er i gang, og dermed hindre, at en dom i sagen vil begrænse de mulige udfald af den gensidige aftaleprocedure eller hindre voldgiften. Hvis sagsanlægget er indledt af Skatteministeriet, vil Skatteministeriet give instruktion til Kammeradvokaten om, at retssagen begæres stillet i bero.

Formålet med reglen om, at procedurerne efter direktivet kan afbrydes, hvis der falder en dom i et af de berørte lande, og at de kompetente myndigheder i det pågældende land ikke kan fravige dommen, er at undgå den situation, at det rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse kommer til et andet resultat end det, som er fastsat ved domstolen, da dette resultat alene ville kunne gennemføres i det andet berørte land eller de andre berørte lande.

Bestemmelser om det rådgivende udvalg

Forslaget indebærer, at et rådgivende udvalg i begge tilfælde (a og b) vil bestå af

• en uafhængig formand,
• én eller to repræsentanter for hver af de berørte skattemyndigheder, og
• en eller to uafhængige personer udpeget af de berørte medlemsstaters skattemyndigheder.

Reglerne for udpegning af de uafhængige personer, aftales mellem de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder. De uafhængige personer udpeges fra en liste, som Kommissionen fører, og som hver medlemsstat nominerer mindst tre personer til. Personerne skal være uafhængige af de berørte skattemyndigheder såvel som af skatteyderen og skal i øvrigt give anledning til tilstrækkelig sikkerhed for objektivitet i forhold til bilæggelse af den konkrete tvist.

De udpegede repræsentanter for de berørte skattemyndigheder og de udpegede uafhængige personer udpeger formanden fra den samme liste.

De berørte skattemyndigheder kan aftale, at der nedsættes et udvalg til alternativ tvistbilæggelse, der kan afvige fra et rådgivende udvalg med hensyn til sammensætning og form og kan benytte sig af andre procedurer eller metoder til bilæggelse af tvisten, så længe det fører til afgivelsen af en bindende udtalelse om løsningen af tvisten inden for fristen (de 6 måneder evt. 3 måneder). Det er de berørte skattemyndigheder, der fastsætter reglerne for udvalg til alternativ tvistbilæggelse.

De berørte medlemsstaters skattemyndigheder har seks måneder efter, at det rådgivende udvalg eller udvalget til alternativ tvistbilæggelse har afgivet sin udtalelse, til at opnå enighed om en afgørelse. Skattemyndighederne kan i denne forbindelse godt nå til et resultat, som afviger fra tilkendegivelsen fra det rådgivende udvalg eller udvalget til alternativ tvistbilæggelse, men hvis de ikke når til enighed inden for de seks måneder, vil de være bundet af udtalelsen fra det rådgivende udvalg eller udvalget til alternativ tvistbilæggelse.

Afgørelsen

Hver medlemsstats skattemyndighed skal inden for en frist på 30 dage meddele skatteyderen den endelige afgørelse om tvistspørgsmålets løsning. Meddeles den endelige afgørelse ikke inden for 30 dage efter, at afgørelsen er truffet, kan den berørte skatteyder indgive en klage i den medlemsstat, hvor vedkommende er hjemmehørende, i overensstemmelse med de gældende nationale regler med henblik på at opnå den endelige afgørelse. Ifølge Skatteforvaltningens særlige klageregler og retningslinjer vil en sådan indsigelse over f.eks. klagebehandlingstiden i Skatteforvaltningen kunne behandles af Skatteforvaltningen, da en sådan indsigelse ikke er en klage over selve afgørelsen og ikke har betydning for afgørelsens gyldighed. Er skatteyderen utilfreds med resultatet heraf, kan en sådan indsigelse efter anmodning fra skatteyderen behandles af Skatteforvaltningens borger- og retssikkerhedschef.

Afgørelser er bindende for skattemyndighederne og kan håndhæves af skatteyderen, forudsat at vedkommende frasiger sig retten til at benytte nationale retsmidler (f.eks. nationale domstole). Såfremt skatteyderen vælger at benytte nationale retsmidler, vil afgørelsen fra det rådgivende udvalg eller udvalget til alternativ tvistbilæggelse miste sin bindende virkning i forhold til skattemyndighederne.

De afgørelser, som de berørte skattemyndigheder træffer, skal offentliggøres, hvis hver af de berørte skatteydere giver samtykke til det. Gives et samtykke ikke, offentliggør skattemyndighederne et kort sammendrag af afgørelsen. Sammendraget sendes forud for offentliggørelsen til skatteyderen, og hvis skatteyderen i denne forbindelse anmoder om det, vil skattemyndighederne være afskåret fra at offentliggøre oplysninger, der vedrører handels-, forretnings-, industri- eller erhvervshemmeligheder eller handelsprocedurer, eller som er i strid med almindelige retsprincipper.

Forholdet til EU-voldgiftskonventionen og DBO’erne

EU-voldgiftskonventionen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 763 af 27. november 1991 om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

EU-voldgiftskonventionen har til formål at ophæve dobbeltbeskatning i transfer pricing-sager. Rådets direktiv om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union bygger på den eksisterende EU-voldgiftskonvention, der allerede indeholder en obligatorisk bindende voldgiftsmekanisme, men udvider anvendelsesområdet, jf. ovenfor, og tilføjer målrettede håndhævelsesmidler for at imødegå de vigtigste identificerede mangler, for så vidt angår håndhævelsen og effektiviteten af voldgiftsmekanismen. Se nærmere om EU-voldgiftskonventionen under C.D.11.15.2.2.2

Ingen af de dobbeltbeskatningsoverenskomster, Danmark har indgået med andre EU-lande, indeholder bestemmelser om voldgift. Danmarks ratificering af voldgiftsbestemmelsen i MLI omfatter ikke DBO’erne med EU-landene. Det er derfor voldgiftsbestemmelserne i EU-voldgiftsdirektivet, som finder anvendelse for Danmarks DBOér med andre EU-lande. Se nærmere herom under C.F.8.3 vedrørende Multilateral konvention af 24. november 2016 til gennemførelse af tiltag i DBO'er til bekæmpelse af skatteudhuling og overskudsflytning ("MLI'en").