Indhold
Dette afsnit handler om indberetningspligt for staten, en region eller en kommune vedrørende tilskud m.v.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Bemyndigelse
- Skatteindberetningsbekendtgørelsen (SIB)
Se SIL § 37.
Regel
Efter SIL § 37 kan skatteministeren fastsætte regler om, at staten, en region eller en kommune, der i en kalendermåned har udbetalt eller godskrevet tilskud, refusioner og andre lignende ydelser, hver måned skal indberette om beløb til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister.
Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at de udgifter, som tilskuddene m.v. skal dække, hver måned skal indberettes til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister.
Endelig kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om, at den, der skal indberettes om, skal meddele den indberetningspligtige de oplysninger, som er nødvendige, for at den indberetningspligtige kan indberette, når oplysningerne ikke er omfattet af SIL § 52, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 52, stk. 3.
Bemyndigelse
Skatteministeren kan fastsætte regler om, at staten, en region eller en kommune, der i en kalendermåned har udbetalt eller godskrevet tilskud refusioner og andre lignende ydelser hver måned, skal indberette om beløbet til indkomstregisteret. Se SIL § 37, stk. 1.
Ved udbetalt forstås, at tilskuddet er udbetalt til modtageren, mens godskrevet kan dække over situationer, hvor tilskuddet f.eks. udbetales til en, der leverer varer eller ydelser, som tilskuddet skal dække.
Endvidere kan skatteministeren fastsætte regler om, at de udgifter, som et tilskud m.v., skal dække, ligeledes hver måned skal indberettes til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Indberetningspligten om de tilhørende udgifter vil som for tilskuddet kunne pålægges staten, en region og en kommune. Se SIL § 37, stk. 2.
Bestemmelsen sigter til den situation, hvor der gives et tilskud m.v. til en udgift, men hvor tilskuddet ikke dækker hele udgiften, og hvor det er udgiften, der har interesse for Skatteforvaltningen. Det er sådanne udgifter, der efter SIL § 37, stk. 2, vil kunne fastsættes nærmere regler om. Som eksempel på udgifter, et tilskud skal dække, kan nævnes forældres vederlag for privat pasning af børn, hvor kommunen yder tilskud til pasningen.
Efter SIL § 37, stk. 3, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om, at den, der skal indberettes om, skal meddele den indberetningspligtige de oplysninger, som er nødvendige, for at den indberetningspligtige kan indberette, når oplysningerne ikke er omfattet af SIL § 52, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af SIL § 52, stk. 3.
Det vil sige oplysninger, der er nødvendige for indberetningen, men som ikke er identifikationsoplysninger omfattet af SIL § 52 - f.eks. oplysning om størrelsen af det vederlag, der ydes tilskud til.
Bemyndigelserne er udnyttet i SIB §§ 48 og 49.
Skatteindberetningsbekendtgørelsen (SIB)
I SIB er bemyndigelsen i SIL § 37 udmøntet ved, at det i SIB § 48, stk. 1, er fastsat, at ministerier, herunder de statslige forvaltningsmyndigheder, der hører under det enkelte ministerie, månedligt skal indberette til indkomstregisteret om ydede tilskud, der ikke skal indberettes til indkomstregisteret efter andet retsgrundlag, uanset om modtageren skal beskattes af tilskuddet.
Indberetningen omfatter ikke tilskud, der er formidlet af en forening, fond, institution eller lignende eller ydet til sådanne enheder. Se SIB § 48, stk. 2.
Endvidere er det i SIB ►§ 48, stk. 3◄, fastsat, at kommunerne månedligt skal indberette til indkomstregisteret om følgende tilskud:
-
Kontante tilskud udbetalt efter §§ 95 eller 96 i lov om social service.
-
Tilskud udbetalt efter § 100 i lov om social service.
-
Tilskud til mentorstøtte efter kapitel 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
-
Løntilskud udbetalt efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
-
Tilskud udbetalt efter §§ 126 og 133 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
-
Jobrotationsydelse udbetalt efter kapitel 22 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
-
Tilskud der udbetales til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne efter kapitel 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
-
Udbetaling af sygedagpengerefusioner og tillæg hertil.
- Udbetaling af refusion efter § 69 t i lov om en aktiv socialpolitik og tillæg hertil.
Bemærk
For så vidt angår kommunernes indberetning af udbetaling af sygedagpengerefusioner, jf. SIB ►§ 48, stk. 3, nr. 8◄, bemærkes det, at indberetningen således også omfatter tillægget til sygedagpengerefusionen. Ved lov nr. 339 af 2. april 2019 er det således fastsat i § 54 a i lov om sygedagpenge, at en arbejdsgiver, som modtager sygedagpengerefusion, er berettiget til at modtage et tillæg til refusion. Reglen om tillæg til sygedagpengerefusion, jf. § 54 a i lov om sygedagpenge, trådte i kraft den 1. januar 2020. Efter SIB ►§ 48, stk. 3, nr. 8◄, skal der derfor dels indberettes om udbetaling af sygedagpengerefusioner, og fra den 1. januar 2020 skal der tillige indberettes om de tillæg til sygedagpengerefusion, som arbejdsgiveren er berettiget til.
I SIB ►§ 48, stk. 4◄, er det fastsat, at Udbetaling Danmark månedligt skal indberette til indkomstregisteret om udbetaling af barselsdagpengerefusioner - og ved indberetning vedrørende januar 2020 eller senere - om tillæg hertil.
Bemærk
Udbetaling Danmark skal her ligeledes indberette om dels udbetaling af barselsdagpengerefusioner samt dels om de tillæg til barselsdagpengerefusioner, som arbejdsgiveren er berettiget til. Ved lov nr. 339 af 2. april 2019 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love, er det således fastsat i § 39 a i barselsloven, at en arbejdsgiver, som modtager barselsdagpengerefusion, er berettiget til tillæg til refusionen. Fra den 1. januar 2020 gælder det, at dette tillæg til barselsdagepengerefusionen således skal indberettes sammen med indberetning af barselsdagpengerefusionen.
I SIB ►§ 48, stk. 5◄, er det endvidere fastsat, at kommunerne og Udbetaling Danmark månedligt skal indberette til indkomstregisteret om tilskud og refusioner, hvor ydelserne er genstand for ydelsesrefusion fra staten.
Endelig skal Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag månedligt indberette til indkomstregisteret om udbetalte refusioner til arbejdsgivere og elever. Se SIB ►§ 48, stk. 6◄.
I SIB ►§ 49◄ er der endvidere fastsat særlige regler i forbindelse med indberetningspligt vedrørende vederlag for dagpleje. Modtagere af vederlag, hvortil en kommune yder tilskud efter dagtilbudslovens § 80 til forældrene, skal efter anmodning fra kommunen og inden for en frist på 14 dage fra anmodningen oplyse kommunen om følgende:
-
Størrelsen af det månedlige vederlag for pasningen.
-
Starttidspunktet for ordningen.
Ved senere ændringer af vederlagets størrelse skal modtageren af vederlaget oplyse kommunen om det ændrede vederlags størrelse senest 14 dage efter ændringen, dog senest ved modtagelsen af første vederlag efter ændringen, med angivelse af, i hvilken måned det ændrede vederlag første gang betales.
Ved ophør af pasningsordningen skal modtageren af vederlaget oplyse kommunen om tidspunktet for ophøret inden udløbet af den måned, i hvilken sidste vederlag modtages.
Endelig skal kommunen efter SIB ►§ 49, stk. 3◄ indberette følgende oplysninger til indkomstregisteret:
-
Identiteten af modtageren af vederlaget, jf. SIB § 3.
-
Størrelsen af vederlaget.
-
Den periode vederlaget vedrører.