Indhold
Dette afsnit handler om besiddelse af livs- og pensionsforsikringer mv. i et forsikringsselskab mv. i udlandet.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Erklæringspligt
- Erklæringens indhold
- Oplysninger der skal vedlægges erklæringen
- Udenlandske pensionsordninger i pensionskasser, pensionsfonde og andre, der udbetaler pensioner
Regel
Det fremgår af SKL § 16, at en forsikringstager m.v., dvs. en kontohaver med en pensionsopsparing i et pengeinstitut mv., skal afgive en erklæring til Skatteforvaltningen ved oprettelse af en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A eller anden livs- og pensionsforsikring hos forsikringsselskaber mv. i udlandet ved udløbet af perioden på 60 måneder, eller ved indtræden af fuld skattepligt her til landet senest 1 år efter indtræden af fuld skattepligt, men dog inden udløbet af oplysningsfristen for det indkomstår, hvor den fulde skattepligt indtræder. For ordninger som nævnt i SKL § 16, skal ejeren desuden afgive en erklæring til Skatteforvaltningen om pensionsordningen mv. med oplysning om de forhold, som er nævnt i SKL § 17, stk. 1, nr. 1-5.
Derudover skal erklæringer omfattet af SKL § 16, være vedlagt en række dokumenter som nævnt i SKL § 18, stk.1, nr. 1 og 2, litra a-e, når den oprettede ordning ikke omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 4, om syge- og ulykkesforsikringer og garantiforsikringer eller lignende, og ordningen ikke er oprettet under omstændigheder som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 2, om at pensionsordningen m.v. skal være oprettet, mens forsikringstageren eller den pensionsberettigede ikke var skattepligtig til Danmark. Det fremgår af SKL § 19, at det er ejeren af en pensionsordning og ikke det udenlandske selskab, der forpligtes til at indsende de ønskede oplysninger efter SKL § 18. Indsender ejeren ikke inden udløbet af kalenderåret en erklæring efter SKL § 18, stk. 1, nr. 2, til Skatteforvaltningen, og som dækker det pågældende kalenderår, skal ejeren selv inden udløbet af oplysningsfristen oplyse Skatteforvaltningen om oplysningerne nævnt i SKL § 18, stk. 1, nr. 2, litra a-e, for det forudgående kalenderår.
SKL § 20 fastslår, at indsender det udenlandske selskab ikke oplysninger som nævnt i SKL § 18, stk. 1, nr. 2, rettidigt til Skatteforvaltningen, og har ejeren ikke indsendt oplysningerne til Skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen, jf. §§ 10-13, kan Skatteforvaltningen pålægge ejeren mv. eller andre, der råder over ordningen i forhold til selskabet, at opsige ordningen. Rettidig indsendelse af oplysninger for et kalenderår er senest den 31. januar i det efterfølgende kalenderår, jf. SKL § 18, stk. 1, nr. 2.
Erklæringspligt
En forsikringstager m.v., dvs. en kontohaver med en pensionsopsparing i et pengeinstitut mv., skal afgive en erklæring til Skatteforvaltningen ved oprettelse af en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A eller anden livs- og pensionsforsikring hos forsikringsselskaber mv. i udlandet ved udløbet af perioden på 60 måneder, eller ved indtræden af fuld skattepligt her til landet senest 1 år efter indtræden af fuld skattepligt, men dog inden udløbet af oplysningsfristen for det indkomstår, hvor den fulde skattepligt indtræder.
Se SKL § 16, stk.1.
Grunden til, at erklæringen vil skulle afgives inden oplysningsfristen, jf. §§ 10-12, er, at når skattepligten indtræder i løbet af et kalenderår, vil oplysningsfristen for den skattepligtiges første indkomstår kunne indtræde inden 1-årsdagen efter skattepligtens indtræden. Da den skattepligtige vil skulle oplyse Skatteforvaltningen om pensionsordningens afkast inden udløbet af oplysningsfristen, er det nødvendigt, at såvel erklæringen efter SKL § 17 som oplysningerne i SKL § 18 for det første indkomstår indgives til Skatteforvaltningen, inden oplysningsfristen for det første indkomstår udløber.
Hvis erklæringspligten ikke overholdes
Hvis forsikringstageren mv. ikke afgiver erklæringen til Skatteforvaltningen ved udløbet af perioden på 60 måneder, eller ved indtræden af fuld skattepligt her til landet senest 1 år efter indtræden af fuld skattepligt, men dog inden udløbet af oplysningsfristen for det indkomstår, hvor den fulde skattepligt indtræder, vil Skatteforvaltningen kunne sende en rykker med varsling om pålæg af daglige tvangsbøder efter SKL § 72 og heri anføre, at hvis erklæringen ikke indsendes inden en fastsat frist, vil der blive pålagt daglige tvangsbøder for hver dag, fristen overskrides. Se A.C.2.1.4.2 Tvangsbøder og bødeforlæg.
Hvem er omfattet
Efter SKL § 16, stk. 2, finder stk. 1 om erklæringspligten kun anvendelse for fysiske og juridiske personer, der er fuldt skattepligtige her til landet, og dermed ikke begrænset skattepligtige, jf. kildeskattelovens § 2 og selskabsskattelovens § 2.
Hvem er undtaget
Erklæringspligten gælder ikke pensionsordninger godkendt efter pensionsbeskatningslovens §§ 15 C eller 15 D samt begravelsesforsikringer og lignende, der er baseret på, at afkastet altid er negativt, og at et års indbetalinger anvendes til samme års udbetalinger.
Se SKL § 16, stk. 3.
For pensionsordninger, som er godkendt efter pensionsbeskatningslovens §§ 15 C eller 15 D - dvs. pensionsinstitutter med hjemsted i et andet land inden for EU/EØS end Danmark, der i hjemlandet har tilladelse til at drive livsforsikrings-, pensionskasse- eller kreditinstitutvirksomhed - samt begravelsesforsikringer og lignende, der er baseret på, at afkastet altid er negativt, og at et års indbetalinger også anvendes til samme års udbetalinger, vil der ikke skulle indsendes en erklæring til Skatteforvaltningen.
Begunstiget i henhold til policen mv.
Efter SKL § 16, stk. 4, vil en erklæringspligt efter stk. 1 også gælde for den, der efter ejerens død i henhold til bestemmelserne i policen mv. er berettiget til udbetaling af forsikringen. Undtaget er dog pensionsordninger godkendt efter pensionsbeskatningslovens §§ 15 C eller 15 D samt begravelsesforsikringer og lignende, der er baseret på, at afkastet altid er negativt, og at et års indbetalinger anvendes til samme års udbetalinger.
Erklæringens indhold
For ordninger som nævnt i SKL § 16, skal ejeren afgive en erklæring til Skatteforvaltningen om pensionsordningen mv. med oplysning om de forhold, som er nævnt i SKL § 17, stk. 1, nr. 1-5.
Ved besiddelse af pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A eller anden livs- og pensionsforsikring hos forsikringsselskaber mv. i udlandet, vil forsikringstageren skulle opfylde en række betingelser som angivet i SKL § 17, stk. 1, nr. 1-5.
Efter bestemmelsens nr. 1 vil forsikringstageren blandt andet skulle afgive en erklæring til Skatteforvaltningen om ejerens navn, adresse og personnummer (cpr-nummer). Har ejeren ikke cpr-nummer, men virksomhedsnummer (cvr-nummer), oplyses dette. Har ejeren heller ikke cvr-nummer, men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nummer), oplyses dette. Har ejeren hverken cpr-nummer, cvr-nummer eller SE-nummer, oplyses fødselsdatoen, når ejeren er en fysisk person. Forsikringstageren vil tilsvarende skulle give oplysning om eventuelt andre forsikrede eller begunstigede efter policen.
Endvidere vil en erklæring efter SKL § 16 skulle indeholde oplysninger om selskabets navn og adresse, jf. SKL § 17, stk. 1, nr. 2.
Derudover indebærer bestemmelsens nr. 3, at ejeren vil skulle give oplysninger til identifikation af pensionsordningen, herunder oplysning om ordningens art samt policens litra og nummer eller lignende identifikation og om ejeren er eneejer eller ejer af en andel af ordningen.
Det følger endvidere af bestemmelsens nr. 4, at ejeren vil skulle give oplysninger om størrelsen af de aftalte præmier eller bidrag, pensionsydelsen, indbetalingsperiodens længde og udbetalingstidspunktet samt give oplysninger om tidspunktet for oprettelse af ordningen eller indtræden af fuld skattepligt her til landet.
Oplysninger om tidspunktet for oprettelse af ordningen eller indtræden af fuld skattepligt her til landet efter bestemmelsens nr. 5 vil også skulle gælde for tidspunktet for erhvervelse af allerede eksisterende pensionsordninger eller en andel heraf.
Bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om erklæringens indhold
Efter SKL § 17, stk. 2, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om indholdet af erklæringen efter stk. 1.
Bestemmelsen er tiltænkt udnyttet således, så der vil kunne fastsættes regler om afgivelse af erklæringer efter SKL § 17, stk. 1, efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning.
Det vil herudover kunne fastsættes, at erklæringen vil kunne indsendes elektronisk efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning, jf. SKL § 35, hvorefter skatteministeren kan fastsætte regler om, at henvendelser til og fra Skatteforvaltningen skal være i elektronisk form (digital kommunikation). Den erklæringspligtige samt den, der indberetter, vil imidlertid også kunne vælge at foretage indberetningen på særlige blanketter, der vil kunne rekvireres hos Skatteforvaltningen.
Oplysninger der skal vedlægges erklæringen
Erklæringer omfattet af SKL § 16, skal være vedlagt en række dokumenter som nævnt i SKL § 18, stk.1, nr. 1 og 2, litra a-e, når den oprettede ordning ikke er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 4, om syge- og ulykkesforsikringer og garantiforsikringer eller lignende, og ordningen ikke er oprettet under omstændigheder som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 2, om at pensionsordningen m.v. skal være oprettet, mens forsikringstageren eller den pensionsberettigede ikke var skattepligtig til Danmark.
Det fremgår af forarbejderne, at erklæringer skal være vedlagt en række dokumenter under nærmere angivne betingelser og omstændigheder. Baggrunden for bestemmelsen er, at der skal ske beskatning af udbetalinger fra ordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5, og det er derfor nødvendigt at modtage oplysninger om årets udbetalinger. Baseret på oplysningerne om ordningens værdi, årets udbetalinger samt årets afkast vil Skatteforvaltningen være i stand til at vurdere, om ordningen vil skulle undersøges nærmere. Således har Skatteforvaltningen, som af personen har fået fuldmagt til indseende i den pågældende ordning, mulighed for at rette henvendelse til forsikringsselskabet m.v. om at specificere opgørelsen af afkastet m.v. nærmere.
Hvis erklæringen ikke indeholder de angivne dokumenter
Hvis en erklæring efter SKL § 16 ikke indeholder de angivne dokumenter, som nævnt i SKL § 18, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a-e, når den oprettede ordning ikke er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 4, og ordningen ikke er oprettet under omstændigheder som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 2, vil Skatteforvaltningen kunne sende en rykker med varsling om pålæg af daglige tvangsbøder efter SKL § 72 og heri anføre, at hvis de angivne dokumenter ikke indsendes inden en fastsat frist, vil der blive pålagt daglige tvangsbøder for hver dag, fristen overskrides. Se A.C.2.1.4.2 Tvangsbøder og bødeforlæg.
Fuldmagt til indseende i ordningen i det udenlandske selskab
Efter SKL § 18, stk. 1, nr. 1, skal der medfølge en fuldmagt fra forsikringstageren mv. til Skatteforvaltningen til indseende i ordningen i det udenlandske selskab.
Oplysninger om ordningen for det foregående kalenderår
Efter SKL § 18, stk. 1, nr. 2, skal der medfølge en erklæring fra det udenlandske selskab, hvori det udenlandske selskab påtager sig af egen drift senest den 31. januar at sende nærmere angivne oplysninger vedrørende ordningen for det foregående kalenderår til Skatteforvaltningen. Erklæringen gælder så længe ordningen er anbragt i selskabet.
Efter SKL § 18, stk. 1, nr. 2, litra a-e, skal den medfølgende erklæring indeholde følgende:
- De oplysninger, der er nævnt i SKL § 17, stk. 1, nr. 1 og 2, samt oplysninger til identifikation af ordningen
- Ordningens indestående ved kalenderårets udgang
- Årets udbetalinger fra ordningen
- Årets skattepligtige afkast af ordningen opgjort efter den valgte opgørelsesmetode i pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3
- Oplysning om ordningens ophør eller overdragelse med angivelse af tidspunktet for dette.
Efter bestemmelsens litra a skal erklæringen indeholde oplysninger om identifikation af ejeren, herunder navn, adresse, personnummer m.v. samt selskabets navn og adresse, jf. SKL § 17, stk. 1, nr. 1 og 2. Erklæringen vil også skulle indeholde identifikation af ordningen, herunder oplysning om ordningens art samt policens litra og nummer eller lignende identifikation, og om ejeren er eneejer eller ejer en andel af ordningen, jf. SKL § 17, stk. 1, nr. 3.
Bestemmelsens litra b angiver, at erklæringen skal indeholde ordningens indestående ved kalenderårets udgang og efter bestemmelsens litra c, skal erklæringen ligeledes indeholde årets udbetalinger fra ordningen.
Årets skattepligtige afkast vil skulle opgøres efter pensionsbeskatningslovens §§ 3-5, dvs. efter de samme principper som for skattebegunstigede pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1, jf. bestemmelsens litra d, medmindre ordningen opgøres efter pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Er dette tilfældet, er det alene forskellen mellem værdien af forsikringens depot ved indkomstårets udgang korrigeret efter pensionsbeskatningslovens § 4, stk. 3, og værdien af forsikringens depot ved indkomstårets begyndelse korrigeret efter pensionsbeskatningslovens § 4, stk. 4, der skal medregnes.
Efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, kan den skattepligtige dog i stedet vælge at opgøre årets skattepligtige afkast som forskellen mellem på den ene side forsikringens kapitalværdi ved årets udgang med tillæg af udbetalinger i årets løb og på den anden side forsikringens kapitalværdi ved årets begyndelse med tillæg af indbetalinger i årets løb. Valget vil være bindende for de efterfølgende indkomstår.
Efter bestemmelsens litra e skal erklæringen indeholde oplysning om ordningens ophør eller overdragelse med angivelse af tidspunktet for dette.
Bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om afgivelse af oplysninger
Efter SKL § 18, stk. 2, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om afgivelse af oplysninger efter stk. 1.
Bemyndigelsen er ikke udnyttet.
Bemyndigelsen efter bestemmelsen er tiltænkt udnyttet således, så der vil kunne fastsættes regler om afgivelse af oplysninger efter SKL § 18, stk. 1, efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning.
Oplysninger efter stk. 1 vil kunne afgives elektronisk efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning, jf. SKL § 35, om at skatteministeren kan fastsætte regler om, at henvendelser til og fra Skatteforvaltningen skal være i elektronisk form (digital kommunikation). Den erklæringspligtige samt den, der indberetter, vil imidlertid også kunne vælge at foretage indberetningen på særlige blanketter, der vil kunne rekvireres hos Skatteforvaltningen.
Ejeren af pensionsordningen er ansvarlig for indsendelse oplysninger
Det er ejeren af en pensionsordning og ikke det udenlandske selskab, der forpligtes til at indsende de ønskede oplysninger efter SKL § 18. Hvis ejeren ønsker det, og det udenlandske selskab tilbyder en sådan service, kan selskabet indberette oplysningerne i stedet for ejeren, men pligten til og ansvaret for, at oplysningerne indsendes, påhviler ejeren. Indsender ejeren ikke inden udløbet af kalenderåret en erklæring fra det udenlandske selskab efter § 18, stk. 1, nr. 2, til Skatteforvaltningen, og som dækker det pågældende kalenderår, skal ejeren selv inden udløbet af oplysningsfristen oplyse Skatteforvaltningen om oplysningerne nævnt i SKL § 18, stk. 1, nr. 2, litra a-e, for det forudgående kalenderår.
Se SKL § 19.
Hvis ejeren eller det udenlandske selskab ikke indsender oplysninger rettidigt
Ved manglende indsendelse af oplysninger omfattet af SKL § 18, kan Skatteforvaltningen pålægge, at ordningen opsiges.
SKL § 20 fastslår, at indsender det udenlandske selskab ikke oplysninger som nævnt i SKL § 18, stk. 1, nr. 2, rettidigt til Skatteforvaltningen, og har ejeren ikke indsendt oplysningerne til Skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen, jf. §§ 10-13, kan Skatteforvaltningen pålægge ejeren mv. eller andre, der råder over ordningen i forhold til selskabet, at opsige ordningen. Rettidig indsendelse af oplysninger for et kalenderår er senest den 31. januar i det efterfølgende kalenderår, jf. SKL § 18, stk. 1, nr. 2.
Bestemmelsen indebærer, at Skatteforvaltningen vil kunne pålægge ejeren at opsige ordningen, hvis det udenlandske selskab ikke indsender oplysninger som nævnt i SKL § 18, stk. 1, nr. 2, selv om selskabet har erklæret at ville indsende oplysningerne. Der vil kun kunne gives pålæg til ejeren om at opsige ordningen, hvis ejeren ikke selv inden udløbet af oplysningsfristen indsender oplysningerne.
Hvis den skattepligtige ikke indsender dokumentation for, at ordningen er opsagt i overensstemmelse med Skatteforvaltningens pålæg inden for den af Skatteforvaltningen fastsatte frist, vil Skatteforvaltningen kunne sende en rykker med varsling om pålæg af daglige tvangsbøder efter SKL § 72 og heri anføre, at hvis dokumentation for opsigelse af ordningen ikke foreligger inden en fastsat frist, vil der blive pålagt daglige tvangsbøder for hver dag, fristen overskrides.
Udenlandske pensionsordninger i pensionskasser, pensionsfonde og andre, der udbetaler pensioner
Oplysningspligten efter SKL §§ 16-20 finder også anvendelse på udenlandske pensionsordninger i pensionskasser, pensionsfonde og andre, der udbetaler pensioner.
Se SKL § 21.
SKL §§ 16-20 indeholder regler om erklærings- og oplysningspligt i forbindelse med pensionsordninger oprettet i udenlandske forsikringsselskaber. Bestemmelserne vil ikke finde anvendelse for pensionsordninger oprettet i andre former for selskaber mv., f.eks. udenlandske pensionskasser, pensionsfonde og andre, der udbetaler pensioner. Da Skatteforvaltningen har det samme behov for at få oplysninger om sådanne ordninger, som det er tilfældet for udenlandske forsikringer i forsikringsselskaber, indebærer bestemmelsen, at oplysningspligten efter SKL §§ 16-20 også vil finde anvendelse på udenlandske pensionsordninger i pensionskasser, pensionsfonde og andre, der udbetaler pensioner.