Indhold

Dette afsnit behandler spørgsmålet, om udgifter, som en selvstændigt erhvervsdrivende afholder til kontingenter og indskud til foreninger og lignende, kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Udgifter til kontingenter til foreninger og lignende efter SL § 6, stk. 1, litra a
  • Udgifter til indskud i foreninger og lignende
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

En selvstændigt erhvervsdrivende kan i forbindelse med indkomstopgørelsen fratrække udgifter til kontingenter, som er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Se SL § 6, stk. 1, litra a.

Der skal derfor være en nær sammenhæng mellem de afholdte kontingentudgifter og virksomhedens drift.

Det skal i hvert enkelt tilfælde konkret undersøges, hvilke ydelser det enkelte kontingent dækker, for at kunne vurdere, om kontingentudgiften er en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller om der er tale om en etableringsudgift, anden formueudgift, privatudgift eller lignende, som ikke kan trækkes fra ved opgørelsen af indkomsten. Se SL § 6, stk. 2.

Se også

Uden for dette afsnit falder kontingenter, som selvstændigt erhvervsdrivende betaler til faglige foreninger og andre faglige sammenslutninger, selv om statsskattelovens driftsbegreb også der spiller en overordnet rolle.

Se afsnittet C.A.4.3.1.3 om udgifter til arbejdsgiverforeninger og andre faglige sammenslutninger efter LL § 13.

Udgifter til kontingenter til foreninger og lignende efter SL § 6, stk. 1, litra a

Løbende årligt kontingent til foreninger og lignende

Løbende årlige indbetalinger til kontingent bliver normalt betragtet som en fradragsberettiget driftsudgift, hvis den erhvervsdrivende er medlem af foreningen for at kunne erhverve, sikre eller vedligeholde sin indkomst inden for sit erhverv.

Betingelserne for fradrag som driftsudgift i den personlige indkomst er:

  • Den selvstændigt erhvervsdrivende skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre, hvilke slags ydelser det indbetalte kontingent rent faktisk har dækket, og ydelserne kan anses som erhvervsmæssige.
  • Såfremt foreningen er omfattet af indberetningspligten i SIL § 31, er den eneste dokumentation eller sandsynliggørelse, som Skattestyrelsen accepterer, at arbejdsgiverforeningen ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst har opdelt de modtagne kontingentindbetalinger i en del, som har dækket erhvervsmæssige formål og i en resterende del, som er gået til ikke-erhvervsmæssige aktiviteter. Se TfS 1987, 42 DEP og SD-cirkulære 1989-2.
    • Opdelingen i erhvervsmæssige-/ikke-erhvervsmæssige formål skal også afspejles i foreningens indberetning til Skattestyrelsen efter SKL § 8 T (nu SIL § 31). Se SKM2004.490.LSR og SKM2005.300.LSR, der begge er nævnt nedenfor.

Det betyder på den ene side, at SL § 6, stk. 1, litra a, om driftsfradrag er overordnet LL § 13, stk. 1, i de tilfælde, hvor foreningen har fordelt kontingentindtægterne som nævnt; men på den anden side, at dokumentationskravet afskærer et medlem fra at trække kontingentet fra efter SL § 6, stk. 1, litra a, i de tilfælde, hvor arbejdsgiverforeningen ikke har opfyldt kravene om opdeling i en henholdsvis erhvervsmæssig og ikke erhvervsmæssig brug af de modtagne kontingentindbetalinger. Det enkelte medlem får slet ikke mulighed for at få accepteret en skønsmæssig opdeling af kontingentet i en erhvervsmæssig og ikke erhvervsmæssig del, end ikke i de tilfælde, hvor det er uimodsagt, at en del af medlemskontingentet er en væsentlig forudsætning for at drive erhvervsvirksomhed.

Hvis foreningen har foretaget den nævnte opdeling i erhvervsmæssig og ikke erhvervsmæssig anvendelse af kontingentmidlerne, betyder det, at den selvstændigt erhvervsdrivende som medlem af foreningen kan

  • fratrække den del af sit kontingent, som foreningen har brugt til erhvervsmæssige formål, i sin personlige indkomst som driftsudgift. Se PSL § 3, stk. 2, nr. 1, og SL § 6, stk. 1, litra a.
  • fratrække den del af sit kontingent, som foreningen har brugt til ikke erhvervsmæssige formål, i sin skattepligtige indkomst som et ligningsmæssigt fradrag. Se LL § 13. Se TfS 1987, 42 DEP og SD-cirkulære 1989-2

Eksempler på helt eller delvist godkendt fradrag

Erfagruppe, revisor - fradrag for udgift til kontingent

I TfS 1991, 335 LSR kunne en revisor fratrække sin udgift til kontingent til en erfagruppe som en driftsudgift, fordi han kun havde været medlem af og deltaget i erfagruppens møder for at ajourføre sin faglige viden. Se SL § 6. stk. 1, litra a, der udtrykkeligt nævner "vedligeholde".

Erfagruppe, bagermester - beskåret fradrag for udgift til kontingent

I TfS 1993, 162 LSR fik en bagermester efter en konkret vurdering kun fradrag som driftsudgift for en mindre del af kontingentudgifterne til en erfagruppe. Derimod blev fradrag nægtet for størstedelen af kontingentudgifterne, fordi kontingentet for denne del væsentligst var blevet brugt til mad og drikkevarer i forbindelse med møderne, og udgifterne blev dermed anset for private ikke fradragsberettigede udgifter efter SL § 6, stk. 2.

Arkitektforening mv. - fradrag for udgift til kontingent mv.

En selvstændigt erhvervsdrivende arkitekt kunne fratrække sine udgifter, dels til kontingent til arkitektforeningen, dels til præmie til en ansvarsforsikring, som driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a, selv om han var ophørt med at drive virksomhed mange år tidligere. Der var nemlig den fornødne tætte forbindelse mellem udgiften og driften af virksomheden.

Arkitekten var mange år inden blevet ansat i en kommune på det vilkår, at han samtidig skulle drive selvstændig erhvervsvirksomhed som arkitekt. Han var mange år senere fortsat ansat i kommunen, nu som bygningsinspektør, og var flere år tidligere ophørt med at drive selvstændig arkitektvirksomhed ved siden af sin ansættelse i kommunen. Alligevel var arkitekten gennem årene fortsat med at betale både udgifter til kontingent til arkitektforeningen samt præmie til ansvarsforsikringsselskabet, fordi han kunne risikere at blive holdt ansvarlig for sine eventuelle fejl ved et byggeri lang tid efter, at han havde udført sit arkitektarbejde.

Det fremgik nemlig nærmere af sagen, at ansvarsforsikringsselskabet opererede med et anmeldelseskriterium, så arkitekten kunne ifalde ansvar for et byggeri i det år, hvor en bygherre anmeldte en skade og ikke som tidligere, når skaden var opstået. Da forsikringsselskabet ikke ville dække opståede skader, medmindre arkitekten havde betalt forsikringspræmien også i det år, skaden blev anmeldt, blev han nødt til at fortsætte med at betale forsikringspræmierne. Samtidig betalte han kontingent for at være medlem af arkitektforeningen, fordi ansvarsforsikringsselskabet stillede dette som betingelse for at forsikre ham. Se LSRM 1982, 26 LSR.

Selvstændigt erhvervsdrivende - udgift til kontingent til salgsforeninger (a.m.b.a.) - fradrag som driftsudgift

I SKM2009.122.SR bekræftede Skatterådet, at en andelshavers udgifter til kontingent til en salgsforening (a.m.b.a.) kunne trækkes fra i andelshaverens virksomhed som en driftsomkostning.

Andelshaveren betalte kontingentet for at kunne sælge sine produkter. Se principperne i TfS 1987, 315 HRD, der (som nævnt nedenfor under indskud) anerkendte en udgift til et indskud i en indkøbsforening som en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi udgiften fandtes afholdt for at sikre virksomhedens hidtidige indkomst. Skatterådet fandt, at det gjaldt tilsvarende, når kontingentet vedrørte en salgsforening. I skatterådssagens aktuelle spørgsmål var der endog tale om et årligt tilbagevendende kontingent og ikke et indskud, hvilket yderligere bestyrker afgørelsens rigtighed.

Eksempler på nægtet fradrag

I følgende afgørelser er kontingentudgiften ikke anset for at være tilstrækkeligt nært knyttet til driften af erhvervsvirksomheden.

Landsforeningen G2, der var en videreførelse af foreningen G3 

I SKM2019.393.BR blev medlemmer af et revisionsfirma nægtet fradrag for kontingent til medlemskab af foreninger under landsforeningen G2. Fradrag blev nægtet, fordi byretten ikke fandt det godtgjort, at indholdet i foreningerne var af erhvervsmæssig karakter. Retten fandt, at det af de fremkomne oplysninger fremgik, at der var tale om udgifter af privat karakter, og der ikke forelå en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelse af udgiften og indkomsterhvervelsen.

Turistforening frisør - ej fradrag for udgift til kontingent

I TfS 1996, 250 VLD blev en frisørmester nægtet fradrag for sin udgift til kontingent til den lokale turistforening, fordi udgiften hverken blev anset for en reklameudgift eller en driftsudgift i øvrigt. Begrundelsen for afslaget var, at der ikke var nogen sammenhæng mellem kontingentudgiften og årets indkomst, og at den eventuelle reklameværdi, der kunne have ligget i adgangen til at placere visitkort og en beliggenhedsplan på turistkontoret, alene blev anset for et biprodukt og ikke det egentlige formål med medlemskabet.

Turistforeningen udgav en brochure, hvori der var et erhvervsregister, som nævnte frisørmesterens virksomhed. Ydermere havde frisøren tit sine visitkort liggende på bl.a. turistkontorets skranke, ligesom frisørforretningens beliggenhed fremgik af en plan i kontoret.

Lederforening bilforhandler - ej fradrag for udgift til kontingent

I LSRM 1976, 51 LSR blev en bilforhandler nægtet fradrag for udgiften til kontingent til verdensorganisationen "Junior Chamber", fordi medlemskabet af foreningen ikke blev anset for at være af en sådan betydning for hans virksomhed, at dets udgifter kunne anses for fradragsberettigede driftsomkostninger.

Organisationen optog kun ledere som medlemmer og havde som formål at uddanne gode ledere.

Foreningerne LBL og FBG, havde til formål at arbejde for de generelle grund- og rammevilkår indenfor landbruget. - ej fradrag (dissens)

I SKM2023.133.LSR blev en landmands nægtet fradrag for udgiften til kontingent til Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug og Foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse, fordi foreningernes arbejde ikke ansås, at have en direkte påvirkning på indkomsten i klagerens virksomhed.

Servicebidrag - ej fradrag

I SKM2018.273.SR, traf Skatterådet afgørelse om, at en del af et kontingent til en fagforening, benævnt servicebidrag, efter en konkret vurdering af de ydelser servicebidraget dækkede, ikke kunne anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a for de medlemmer, servicebidraget blev opkrævet hos.

Indskud i foreninger og lignende

Som udgangspunkt anses erhvervsdrivendes indskud i bl.a. foreninger som betingelse for, at vedkommende kan drive erhverv, for en ikke fradragsberettiget etableringsudgift, der vedrører virksomhedens indkomstgrundlag og ikke dens drift. Se SL § 6, stk. 2. Typisk er der tale om en udgift, som den erhvervsdrivende får igen, hvis virksomheden sælges, eller han eller hun blot udtræder af foreningen.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.1.4 Etableringsudgifter og herunder TfS 1987, 315 HRD.

Eksempler 

Foderforening minkavler - ej fradrag for udgift til indskud i andelsfoderforening

I TfS 1989, 95 VLD blev en minkavlers udgift til indskud i en andelsfoderforening anset for en ikke fradragsberettiget etableringsudgift efter SL § 6, stk. 2.

Den erhvervsdrivende havde meldt sig ind i foderforeningen samtidig med, at han etablerede minkfarmen som et supplement til sin landbrugsdrift. Hertil kom, at minkavleren ikke måtte producere minkfoder på minkfarmen, og derfor kom andelsfoderforeningen ind i billedet.

Bemærk

I en anden konkret sag anerkendte Højesteret dog fradrag for udgiften til indskud i en forening og lagde i den forbindelse vægt på, at indskuddet til foreningen ikke repræsenterede en økonomisk omsætningsværdi, og indskuddet var nært knyttet til driften (bevare indtægten). Se TfS 1987, 315 HRD, som er nævnt umiddelbart nedenfor.

Fragtmandskørsel - udgift til indskud til indkøbsforening - fradrag som en driftsudgift

I TfS 1987, 315 HRD blev et vognmandsselskabs (fragtmandskørsel) udgifter til indskud i indkøbsforeningen Københavns Fragtmandshaller anset for en fradragsberettiget driftsomkostning, fordi formålet med medlemskabet var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst. Se SL § 6, stk. 1, litra a, der bl.a. nævner "at sikre indkomsten".

Foreningen betalte ikke indskuddet tilbage, hvis medlemmet meldte sig ud af foreningen, og medlemmet kunne heller ikke sælge indskuddet til en køber.

Disse faktuelle oplysninger sammen med formålet med medlemskabet af foreningen har formentlig været afgørende for, at Højesteret har anerkendt indskuddet som en fradragsberettiget driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a, frem for en ikke fradragsberettiget etableringsudgift efter SL § 6, stk. 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2017.327.HR

Højesteret fastslog med henvisning til landsrettens begrundelse, at det alene er kontingentbetalinger, der er fradragsberettigede efter LL § 13, som er omfattet af indberetningspligten i SKL § 8 T.

Afgørelsen vedrører indberetningspligt efter SKL § 8 T. Østre Landsret fastslog i afgørelsen, at det alene er kontingentbetalinger, der er fradragsberettigede efter LL § 13, som er omfattet af indberetningspligten i SKL § 8 T. Det fremgår af LL § 13, at fradrag for fagforeningskontingent er betinget af, at fagforeningen har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som den skattepligtige hører. Fradragsretten er ifølge forarbejderne til LL § 13 og SKL § 8 T knyttet til, at udgiften er afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtiges løbende indkomst. Ved indførelsen af den fulde fradragsret for kontingenter til fagforeninger blev der lagt vægt på, at medlemskab af en faglig sammenslutning praktisk talt altid må anses som en nødvendighed for udøvelsen af det pågældende medlems erhverv.

Landsretten udtalte, at pensionsforholdene for H1's medlemmer, som ikke er tjenestemænd, endvidere er endeligt fastlagt ved pensioneringen, hvorfor medlemskabet ikke har den fornødne sammenhæng med de pågældendes løbende indkomst. De pågældende medlemmer kan endvidere ikke i relation til LL § 13 siges at tilhøre en erhvervsgruppe.

H1 var ikke indberetningspligtig af kontingenter fra pensionistmedlemmer, da H1's hovedformål i forhold til pensionistmedlemmerne ikke var at varetage disses økonomiske interesser, og pensionistmedlemmerne opfyldte derfor ikke betingelserne for fradrag efter LL § 13.

Dommen stadfæster SKM2016.618.ØLR.

Indberetningspligten fremgår nu af SIL § 31.

TfS 1987, 315 HRD

Et vognmandsselskabs (fragtmandskørsel) udgifter til indskud i en indkøbsforening blev anset for en fradragsberettiget driftsomkostning, fordi formålet med medlemskabet var at sikre virksomhedens hidtidige indkomst. Se SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2009.122.SR henviser til principperne i afgørelsen.

Landsretsdomme

TfS 1989, 95 VLD

En minkavlers udgift til indskud i en andelsfoderforening var ikke en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, men en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift efter SL § 6, stk. 2.

 

TfS 1996, 250 VLD

En frisørmesters udgift til kontingent til den lokale turistforening blev ikke anset for fradragsberettiget, hverken som reklameudgift eller driftsudgift i øvrigt.

 

Byretsdomme

SKM2019.393.BR

Sagen angik, om sagsøgerens betalinger af kontingent mv. til to afdelinger af foreningen G1 var fradragsberettigede.

Sagsøgeren gjorde gældende, at udgifterne alene var afholdt af kommercielle hensyn, idet virksomheden tiltrak og fastholdt kunder gennem medlemskabet.

For kontingent til den ene afdeling fandt retten det ikke godtgjort, at aktiviteterne havde erhvervsmæssig karakter og fremhævede desuden, at kontingent mv. alene havde dækket udgifter af privat karakter. For kontingent til den anden afdeling fandt retten, at aktiviteterne havde social karakter, mens kontingent mv. blev anvendt til at dække udgifter, der havde privat karakter. Retten fandt desuden, at medlemskaberne havde et klart og tydeligt formål af privat karakter, og at sagsøgeren ikke havde påvist en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgifterne.

Idet udgifterne alene dækkede egne udgifter til måltider, fornøjelser, rejser, mv. og ikke havde karakter af kommerciel gæstfrihed, kunne udgifterne heller ikke fradrages som repræsentationsudgifter.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

 

Landsskatteretsafgørelser

SKM2023.133.LSR

En selvstændigt erhvervsdrivende landmand fik ikke anerkendt sine udgifter til medlemskontingenter til Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug og Foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse, som en fradragsberettiget driftsudgift, fordi der ikke var en tilstrækkelig direkte og nær sammenhæng imellem kontingentudgifterne og virksomhedens indkomsterhvervelse til, at udgifterne kunne anses for fradragsberettigede driftsomkostninger.

 

SKM2005.300.LSR

En alment praktiserende læge fik ikke anerkendt nogen del af sin udgift til kontingent til en lægeforening som en fradragsberettiget driftsudgift, men alene som et ligningsmæssigt fradrag efter LL § 13, fordi foreningen ikke fordelte sine udgifter i en erhvervsmæssig og en ikke erhvervsmæssig del.

 

SKM2004.490.LSR

En selvstændigt praktiserende tandlæge fik ikke anerkendt nogen del af sin udgift til kontingent til tandlægeforening som en fradragsberettiget driftsudgift, men alene som et ligningsmæssigt fradrag efter LL § 13, fordi foreningen ikke fordelte sine udgifter i en erhvervsmæssig og en ikke erhvervsmæssig del.

 

TfS 1993, 162 LSR

En bagermester blev nægtet driftsfradrag for den del af sine kontingentudgifter til medlemskab af en erfagruppe, som var blevet brugt til mad og drikkevarer i forbindelse med møder i erfagruppen. Disse udgifter blev anset for private, ikke-fradragsberettigede udgifter efter SL § 6, stk. 2.

 

TfS 1991, 335 LSR

En revisors udgift til kontingent til en erfagruppe blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift, som blev anvendt til at vedligeholde revisorens faglige viden.

 

LSRM 1982, 26 LSR

En selvstændigt erhvervsdrivende arkitekt kunne fratrække sine udgifter dels til kontingent til arkitektforeningen, dels til præmie til en ansvarsforsikring, som driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a, selv om han var ophørt med at drive arkitektvirksomhed mange år tidligere.

 

LSRM 1976, 51 LSR

En bilforhandler blev nægtet fradrag for udgiften til kontingent til verdensorganisationen "Junior Chamber", fordi medlemskabet af foreningen ikke blev anset for at være af en sådan betydning for bilvirksomheden, at udgiften til kontingentet kunne anses for en fradragsberettiget driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.

 

Skatterådet

SKM2018.273.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at medlemmer af en arbejdsgiversammenslutning kunne fratrække en del af kontingentet, benævnt servicegebyr, som en driftsomkostning - alene fordi det var benævnt servicegebyr.

Servicegebyret dækkede de ydelser, som sammenslutningen ydede til medlemmerne med henblik på den overordnede fastlæggelse af ansættelsesstruktur, løn og arbejdsvilkår inden for branchen. Desuden blev der ydet rådgivning i forbindelse med indgåelse af de konkrete ansættelseskontrakter m.v. hos medlemmerne samt tilbudt tvistløsning ved ansættelsesretlige tvister.

Efter en konkret vurdering af de enkelte ydelser anså Skatterådet disse for at være af fagforeningsmæssig karakter og dermed fradragsberettigede efter LL § 13.

Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at servicegebyret eller dele af dette var fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a, som en driftsomkostning for arbejdsgivermedlemmerne.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at servicegebyret kunne anses for at være af fagforeningsmæssig karakter og derfor omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 4.

 

SKM2009.122.SR

En andelshavers udgifter til kontingent til en andelsforening (salgsforening) blev anset for fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Andelshaveren betalte kontingentet for at kunne sælge sine produkter.

TfS 1987, 315 HRD og dens principper har fundet analog anvendelse i skatterådssagen.

Andet

TfS 1987, 42 DEP

En selvstændigt erhvervsdrivende kan som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a fratrække den erhvervsmæssige del af udgifterne til et kontingent til en arbejdsgiverforening efter LL § 13, hvis foreningen selv har opdelt kontingentet i en erhvervs- og en ikke erhvervsmæssig del. Den ikke erhvervsmæssige del, kan fratrækkes som et ligningsmæssigt fradrag efter LL § 13.