Indhold
Dette afsnit handler om indtægter og udgifter på visse timeshare-lejligheder.
Afsnittet indeholder:
- Definition
- Hvilke timeshare-lejligheder?
- Ejendomsværdiskat af timeshare-lejlighed
- Udleje af timeshare-lejlighed hele året
Definition
Timeshareordningerne går ud på at udbyde brugen af ferielejligheder mv. i bestemte uger af året. Konstruktionerne af forholdet mellem udbyderne - selve projektet - og køberne er imidlertid højst forskellige fra det ene projekt til det andet.
Typisk er der tale om, at ejeren har
- skøde på en andel af fx en ferielejlighed
- brugsret knyttet til aktier i et selskab, der ejer lejligheden, eller
- en brugsret, der i de fleste henseender minder om egentlig "udlejning", dvs. uden skøde, aktier mv.
Hvilke timeshare-lejligheder?
Dette afsnit handler om arrangementer, hvor der er tale om en egentlig og direkte ejendomsret til en ejendom (ferielejlighed).
Ejerne ejer en ideel anpart af ejendommen. Ejendommen ejes derfor i sameje med de øvrige ejere.
Ejendomsværdiskat af timeshare-lejlighed
Ejere af timesharelejligheder med skøde på lejligheden er ejere af den lejlighed, de har brugsret til.
Ejerne er derfor som udgangspunkt omfattet af reglerne ►om ejendomsværdiskat i ejendomsskatteloven◄.
Ejerne skal derfor hver især betale ejendomsværdiskat, der svarer til den del af ejendommen, som de ejer, og for den periode, som den enkelte ejer har brugsret til.
Udleje af timeshare-lejlighed hele året
Hvis andelen af ejendommen udelukkende benyttes til udlejning, beregnes der ikke ejendomsværdiskat.
Derimod beskattes lejeindtægten som almindelig indkomst.
Ejendommens driftsresultat opgøres efter samme regler som for udlejningsejendomme.
Resultatet af udlejningen skal medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.
Renter med videre fratrækkes ved opgørelse af kapitalindkomsten.
Se afsnit (C.H.3.2) om udlejningsejendomme med videre.