Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.17.3 Virksomheder, der skal anvende særordningen for rejsebureauer ML § 67" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder der er omfattet af særordningen for rejsebureauer.

Afsnittet indeholder:

Begrebet "rejsebureau"
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Begrebet "rejsebureau"

Særordningen for rejsebureauer gælder for transaktioner udført af rejsebureauer, der handler i eget navn over for den rejsende, og som til rejsens gennemførelse anvender leveringer af varer og ydelser, der foretages af andre afgiftspligtige personer. Se ML § 67, stk. 1.

Rejsearrangører betragtes i forbindelse med de særlige momsregler i særordningen som rejsebureauer. Se ML § 67, stk. 3.

Rejsebureauer i momslovens forstand er herefter:

rejsearrangører, der i eget navn sælger rejseydelser direkte til rejsende, og
formidlere, der i eget navn, men for en andens regning (fx rejsearrangørens), sælger rejseydelser, idet formidleren anses for selv at have købt og videresolgt rejsen.

Særordningen for rejsebureauer gælder også for en virksomhed, der ikke er et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser i disse udtryks sædvanlige betydning. Ordningen gælder derfor også en virksomhed, som udfører de samme transaktioner i forbindelse med anden virksomhed, eller som udfører transaktioner, der er sammenlignelige med dem, som et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, udfører. Se EF-domstolens domme i de forenede sager C-308/96 og C-94/97, Howden Court Hotel, samt sag C-200/04, Ist.

Skatterådet har i SKM2018.114.SR udtalt, at den særlige form for virksomhed, der udøves af rejsebureauer, består i, at disse traditionelt tilbyder en række forskellige ferie- og rejseformer, således at den rejsende efter eget valg kan kombinere transport, indkvartering og alle de andre ydelser, disse virksomheder kan tilbyde.

Skatterådet udtalte i SKM2018.114.SR, at den særlige form for virksomhed, der udøves af rejsearrangører, består i, at disse traditionelt tilbyder pakkerejser, der indeholder flere forskellige selvstændige hovedydelser. Samtidig indeholder pakkerne ydelser, der ellers leveres af flere forskellige typer erhvervsvirksomheder, og ikke kun af en bestemt type virksomhed.

Særordningen for rejsebureauer gælder ikke rejsebureauer, der

udelukkende fungerer som formidlere
er omfattet af ML § 27, stk. 3, nr. 3, om udlæg. Se ML § 67, stk. 2.

I denne situation indkøber rejsebureauet nemlig ikke varer og ydelser, der direkte kommer den rejsende til gode, og videresælger dem heller ikke til den rejsende.

Rejsebureauet handler i andens navn, når bureauet i den rejsendes navn og for dennes regning eksempelvis bestiller flybilletter og/eller hotel. Rejsebureauet har ikke nogen selvstændig prissætning af ydelserne over for den rejsende, og bureauet kan bestille hotelværelser på et hvilket som helst hotel ved anvendelse af hotellets bookingsystem.

Det samme gælder formidling af salg af flybilletter, hvor bureauet udsteder billetter i flyselskabernes navn. Bureauet modtager provision fra flyselskabet og opkræver gebyr fra den rejsende for sine formidlingsydelser. Se SKM2005.363.LSR.

Kravet om, at rejsearrangøren skal handle i eget navn over for den rejsende, indebærer derfor, at virksomheder, som i almindelig sprogbrug betegnes som "rejsebureauer", ofte skal anvende momslovens almindelige regler.

Se også

Afsnit D.A.8.1.1.3.3 om udlæg, dvs. beløb, som en sælger modtager fra køber som godtgørelse af omkostninger, som sælger har afholdt i købers navn og for dennes regning, jf. ML § 27, stk. 3, nr. 3.
Afsnit D.A.17.4 om ydelser, der er omfattet af særordningen for rejsebureauer.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
EU-domme
C- 108/22, C. sp. z o.o. (under likvidation)	Virksomheden C indkøbte som såkaldt "hotelservicekonsolidator" i eget navn og for egen regning indkvarteringsydelser fra andre afgiftspligtige personer, og som virksomheden herefter videresolgte til selskabets kunder, som var erhvervsdrivende. Det fremgår, at selskabet har leveret tjenesteydelser, som er magen til eller i det mindste sammenlignelige med de tjenesteydelser, som et rejsebureau eller en rejsearrangør tilbyder, ligesom det er oplyst, at selskabet, afhængigt af kundernes behov og forventninger, også ydede rådgivning om valg af indkvarteringssted og hjalp med at organisere rejsen. Spørgsmålet var, om artikel 306 i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at bestemmelsen kan anvendes på en afgiftspligtig person, som konsoliderer indkvarteringsydelser, og som køber og videresælger indkvarteringsydelser til andre erhvervsdrivende, når disse transaktioner ikke er ledsaget af tillægsydelser? Domstolen bemærkede, at det fremgår det af Domstolens praksis, at det at udelukke ydelser leveret af et rejsebureau fra anvendelsesområdet for momsdirektivets artikel 306 alene med den begrundelse, at de kun omfatter indkvartering og ikke transport af den rejsende, ville føre til en kompliceret afgiftsordning, hvorefter det ville afhænge af bestanddelene af de ydelser, der tilbydes hver enkelt rejsende, hvilke momsregler der skulle anvendes. En sådan afgiftsordning ville være i modstrid med direktivets formål (dom af 19.12.2018, Alpenchalets Resorts, C-552/17, EU:C:2018:1032, præmis 25-28 og den deri nævnte retspraksis). Indkvartering leveret af et rejsebureau er omfattet af særordningen, selv om ydelsen kun omfatter indkvartering, og ikke transporten. Da rejsebureauets blotte tilrådighedsstillelse af ferieboliger er tilstrækkelig til, at den særordning, der er fastsat i momsdirektivets artikel 306-310, finder anvendelse, er omfanget af ydelser i form af varer eller ydelser, der eventuelt ledsager denne tilrådighedsstillelse af ferieboliger, i denne henseende uden relevans for den retlige kvalifikation af den omhandlede situation, nemlig at den er omfattet af særordningen for rejsebureauer. (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Alpenchalets Resorts, C-552/17, EU:C:2018:1032, præmis 29 og 33). Artikel 306 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, aten afgiftspligtig persons ydelser, som består i køb af indkvarteringsydelser fra andre afgiftspligtige og videresalg til andre erhvervsdrivende, er omfattet af særordningen for merværdiafgift, der finder anvendelse på rejsebureauer, selv om disse tjenesteydelser ikke er ledsaget af tillægsydelser.	Bemærk, at selskabet, afhængigt af kundernes behov og forventninger, også ydede rådgivning om valg af indkvarteringssted og hjalp med at organisere rejsen.
C-552/17, Alpenchalets Resorts	Alpenchalets lejer boliger af husenes ejere og udlejer dem efterfølgende i eget navn til ferieformål. Ydelserne omfatter også rengøring og i nogle tilfælde linned- og morgenbrødsservice. Domstolen bemærker, at særordningen kun finder anvendelse i tilfælde, hvor rejsebureauet leverer varer og ydelser, der er erhvervet hos andre afgiftspligtige personer. Forudsat dette er tilfældet kan rejsebureauets blotte tilrådighedsstillelse af en feriebolig være omfattet af særordningen. Et rejsebureau tilbyder en række forskellige ferie- og rejseformer, således at den rejsende efter eget valg kan kombinere transport, indkvartering og alle de andre ydelser, rejsebureauer kan tilbyde. Når den blotte tilrådighedsstillelse af ferieboliger er tilstrækkelig til, at særordningen finder anvendelse, er omfanget af ydelser, der evt. ledsager denne tilrådighedsstillelse af ferieboliger, uden relevans for den retlige kvalifikation.
De forenede sager C-308/96 og C-94/97, Howden Court Hotel	Sagerne vedrørte et hotel, som tilbød gæster ophold, hvor der i prisen udover selve opholdet indgik transport til hotellet med busser samt udflugt med bus under opholdet. Domstolen slog fast, at salg af et hotelophold med tilknyttede transportydelser er omfattet af særreglen om rejsebureauydelser. Momsen skulle derfor opgøres på basis af fortjenstmargin. Særreglen gjaldt dog kun de dele af den samlede ydelse, som var indkøbt hos tredjemand, dvs. transportydelserne, men ikke opholdet.	Domstolen udtalte, at de grunde, der ligger bag den særordning, som gælder for rejsebureauer og for personer, der organiserer turistrejser, også gør sig gældende i det tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke er et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, i disse udtryks sædvanlige betydning, men udfører de samme transaktioner i forbindelse med anden virksomhed, som fx hotelvirksomhed.
Sag C-200/04, Internationale Sprach- und Studienreisen GmbH (ISt)	Sagen vedrørte et erhvervsdrivende selskab, der tilbød ydelser, som fx high school-programmer og collegeprogrammer, som bestod i organisering af sprogrejser og studier i udlandet. Selskabet leverede i eget navn mod betaling af en pakkepris sine kunder et ophold i udlandet på tre til ti måneder og anvendte i den forbindelse ydelser, der blev præsteret af andre afgiftspligtige personer. Domstolen fandt, at ISt i forbindelse med sin virksomhed vedrørende high school-programmerne og collegeprogrammerne udførte transaktioner, der er identiske med eller i det mindste sammenlignelige med dem, som et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, udfører. Dommen fastslog, at selskabets virksomhed var omfattet af særreglen om rejsebureauer.	Formålet med en rejse og længden af opholdet på bestemmelses- stedet er uden betydning for anvendelsen af særordningen for rejsebureauer.
Landsskatteretsafgørelser
SKM2005.363.LSR	Ved formidling af salg af flybilletter handlede et erhvervsrejsebureau i en andens navn og for en andens regning. Selskabets aktivitet med formidling af flybilletter var derfor momspligtig. Der var tale om formidling, da det var flyselskaberne, der bar risikoen for flytransporten. Der var lagt vægt på den aftale, som var indgået mellem selskabet og IATA, samt til de forpligtelser, som var pålagt flyselskaberne i henhold til Warszawa-konventionen. Erhvervsrejsebureauet handlede derudover i flyselskabets navn. Der var lagt særlig vægt på, at bureauet både oplyste på fakturaerne, at det optrådte som agent for flyselskaberne, og at det var flyselskaberne, som var ansvarlige for gennemførelsen af flytransporten, samt at kunderne fik oplyst navnet på flyselskabet samtidig med udsendelsen af fakturaen. Der var endvidere lagt vægt på, (a) at betalingen til erhvervsrejsebureauet bestod i en formidlingsprovision, mens selve billetprisen tilfaldt flyselskabet, og (b) at kundens betaling for flybilletten ofte gik uden om selskabet og direkte til flyselskaberne, der herefter afregnede formidlingsprovisionen til selskabet. Endelig blev der lagt vægt på, at erhvervsrejsebureauet ikke havde egne standardbestemmelser for flytransporten, som kunden skulle tiltræde i forbindelse med købet af flybilletten. Det blev derfor ikke tillagt afgørende betydning, at bureauet også forestod sagsbehandlingen af nogle af de reklamationer, som vedrørte flyselskaberne. Det var endvidere ikke tillagt betydning, at selve faktureringen af flybilletten ikke var sket i flyselskabets navn. Da erhvervsrejsebureauet ved formidling af salg af flybilletter derfor handlede for fremmed regning og i en andens navn, kunne bureauet ikke anses for selv at have modtaget og leveret flytransporten (idet ML § 4, stk. 4 kun omfatter formidlere, der handler i eget navn, men for en andens regning). Endvidere var erhvervsrejsebureauets formidling af salg af flybilletter ikke momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 16 (nu ophævet), idet denne bestemmelse kun omfatter rejsebureauvirksomhed i eget navn. Landsskatteretten bemærkede, at der kun var taget stilling til erhvervsrejsebureauets aktivitet med formidling af salg af flybilletter, og at der derfor ikke var taget stilling til fx selskabets bureaus salg af en rejsebureauydelse, hvori der kan indgå en flytransport.
TfS2000, 155	Et bureau, der arrangerede "kør-selv-ferier" mv., blev anset for momsfri rejsebureauvirksomhed. Bureauet tilbød sine kunder, hvad der i bureauets katalog var betegnet som "Gør det selv ferie - kør-selv eller flyv", herunder indkvartering i store dele af Europa hovedsageligt i feriehuse/-lejligheder eller hoteller, men også i luksustelte, teltbungalower/trigano, flodbåde, mobilhomes og caravanes. Landsskatteretten fastslog, at rejsebureaudefinitionen i ML § 13, stk. 1, nr. 16, skulle forstås i overensstemmelse med bemyndigelsesbestemmelsen i Momssystemdirektivets artikel 371, dvs. at rejsebureauvirksomhed, der var omfattet af rejsebureaudefinitionen i direktivets artikel 306 - 310, var momsfritaget efter momsloven. Landsskatteretten fandt også, at bureauet opfyldte de to betingelser, der er angivet i momssystemdirektivets artikel 306 - 310, nemlig at selskabet skulle handle i eget navn over for den rejsende, og at selskabet til rejsens gennemførelse skulle anvende leveringer af ydelser, der var præsteret af andre afgiftspligtige personer.	Afgørelsen vedrører den nu ophævede ML § 13, stk. 1, nr. 16, om rejsebureau- virksomhed. Landsskatteretten bemærkede, at det forhold, at bureauets kunder i de fleste tilfælde af den flerhed af tilbud, som bureauet tilbød i kataloget, kun tog imod tilbuddet om leje af feriebolig, ikke i sig selv kunne være til hinder for at anse bureauet for et rejsebureau. Rejsebureau- definitionen kan ikke begrænses til udelukkende at omfatte salg af pakkerejser mv. Afgørende er karakteren af ydelserne, samt den måde og form, under hvilken ydelserne tilbydes.
Skatterådet
SKM2018.114.SR	Skatterådet bekræftede, at spørger ikke er omfattet af momslovens særordning for rejsebureauer. Spørger indkøber hotelophold og ophold på hotellignende vilkår fra sine leverandører og videresælger opholdene. Skatterådet lagde vægt på, at såvel spørger som spørgers leverandører alene kan anses for at levere hotelophold og ophold på hotellignende vilkår. De tillægger ikke ydelser, som går ud over de opgaver, som traditionelt udføres af hotelejere og feriecentre.