Indhold

Dette afsnit handler om beregning af bøde ved flere overtrædelser.

Afsnittet indeholder:

  • Beregning af bøde, når der både er forsætlige og groft uagtsomme overtrædelser
  • Fuld kumulation
  • Nettoprincippet.

Beregning af bøde, når der både er forsætlige og groft uagtsomme overtrædelser

►Hvis der foreligger både forsætlige og groft uagtsomme skatte- og afgiftsunddragelser i samme sag, beregnes en bødeandel af hver tilregnelsesform for sig, se afsnit A.C.3.5.2.1 om beregning af normalbøder. Bødebeløbene lægges sammen, og nedrunding foretages af den samlede bøde. Hvis en eller flere overtrædelser er begået før den 1. januar 2024, anvendes de hidtidige regler om progressionsgrænsen på 60.000 kr. ved beregning af bødebeløb af disse overtrædelser. Ved overtrædelse af punktafgiftslovgivningen gælder desuden den tidligere progressionsgrænse på 30.000 kr. ved overtrædelser begået før den 1. januar 2020, se afsnit A.C.3.5.2.2.◄

Eksempler

I en sag er der forsætligt unddraget 312.000 kr. i skat og groft uagtsomt unddraget 150.000 kr. i moms. Begge unddragelser er sket før den 1. januar 2024.

Bødeberegningen bliver:

Forsætlig unddragelse af skat

60.000 + (252.000 x 2)  =

564.000 kr.

Grov uagtsom momsunddragelse

(60.000 x 0,5) + 90.000 =

120.000 kr.

I alt

 

684.000 kr.

Nedrunding

 

4.000 kr.

Bøden bliver

 

680.000 kr.

Hvis unddragelsen af moms i stedet er sket efter den 1. januar 2024, bliver bødeberegningen:

Forsætlig unddragelse af skat

60.000 + (252.000 x 2) =

564.000 kr.

Grov uagtsom momsunddragelse

150.000                       =

150.000 kr.

I alt

 

714.000 kr.

Nedrunding

 

4.000 kr.

Bøden bliver

 

710.000 kr.

Hvis begge unddragelser er sket efter den 1. januar 2024, bliver bødeberegningen:

Forsætlig unddragelse af skat

312.000 x 2                  =

624.000 kr.

Grov uagtsom momsunddragelse

150.000                       =

150.000 kr.

I alt

 

774.000 kr.

Nedrunding

 

4.000 kr.

Bøden bliver

 

770.000 kr.

Fuld kumulation

Udgangspunktet er fuld kumulation af de beregnede bødebeløb ved samtidig overtrædelse af flere lovområder inden for skatte- og afgiftslovgivningen.

Nettoprincippet

Ved opgørelse af den samlede unddragelse gælder et nettoprincip. Hvis efteropkrævning af unddragne afgifter fører til et nedsat overskud til beskatning i virksomheden, skal nedsættelsen af den skat, som virksomheden skal betale, modregnes i de unddragne afgifter.

Bemærk - straffesager om afgiftsunddragelse

Hvis der i den afgørelse i kontrolsagen, der ligger til grund for en straffesag om afgiftsunddragelse, er konstateret fejl til virksomhedens fordel, dvs. perioder, hvor der er sket nedsættelse af afgiftstilsvaret, opgøres den ansvarspådragende difference som nettoforhøjelsen for de perioder, der samlet indgår i kontrolsagen.

Hvis nogle af de perioder, der indgår i kontrolsagen, er strafferetligt forældet, fratrækkes en eventuel nettonedsættelse i forældede perioder ved opgørelse af den ansvarspådragende difference for de ikke-forældede perioder, der indgår i straffesagen.

Bøden beregnes på grundlag af den således opgjorte nettounddragelse, uanset om unddragelsen vurderes at være begået forsætligt eller groft uagtsomt.

Se også

Se afsnit A.C.3.5.1.3 om strafudmåling ved flere overtrædelser.