Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan uenighed mellem forsvareren og Skattestyrelsens straffesagsenheder skal behandles.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Behandling ved retten
  • Udelukkelse af en forsvarer.

Regel

Hvis der opstår uenighed mellem forsvareren og Skattestyrelsens straffesagsenheder om forsvarerens beføjelser, indbringes spørgsmålet for den ret, der har foretaget beskikkelsen. Se FORSVBIL § 3, stk. 3.

Bestemmelserne i retsplejeloven om beskikkelse af offentlige forsvarere og udelukkelse af forsvarere finder tilsvarende anvendelse i administrative skatte- og afgiftsstraffesager. Se FORSVBIL § 2, stk. 1, 2. punktum.

Behandling ved retten 

Forsvareren kan henvises til selv at indbringe spørgsmål om tvistigheder om dennes beføjelser for den pågældende byret. Se FORSVBIL § 3, stk. 3.

Retten kan bestemme, at der skal afholdes et retsmøde med henblik på mundtlig forhandling af spørgsmålet.

Skattestyrelsen kan anmode om mundtlig forhandling. Dette bør dog kun ske i begrænset omfang og kun i sager af væsentlig betydning.

Rettens afgørelse træffes på begæring ved kendelse, der er genstand for kære til landsretten. Kærefristen er 14 dage regnet fra kendelsens dato. Kære iværksættes ved skriftlig henvendelse til den byret, der har afsagt kendelse.

Udelukkelse af forsvarer

Bestemmelserne i retsplejeloven om beskikkelse af offentlige forsvarere og udelukkelse af forsvarere finder også anvendelse i administrative skatte- og afgiftssager. Se FORSVBIL § 2, stk. 1, 2. punktum.