åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Ekstrahering

Efter FVL § 14 a, stk. 1, omfatter retten til aktindsigt i dokumenter omfattet af §§ 12 og 14 uanset disse bestemmelser oplysninger om en sags faktiske grundlag, i det omfang oplysningerne er relevante for sagens afgørelse. Det samme gælder oplysninger om eksterne faglige vurderinger, som findes i sådanne dokumenter. For så vidt angår eksterne faglige vurderinger gælder dette dog ikke for dokumenter omfattet af § 14, nr. 3, om faglige vurderinger til brug for retssager og overvejelser herom.

Adgangen til at blive gjort bekendt med oplysninger, der i givet fald skal ekstraheres, er undergivet de begrænsninger, der følger af lovens almindelige regler. Betydningen af, at en oplysning er omfattet af ekstraheringspligten efter § 14 a, er således på den ene side, at oplysningerne er undergivet partsaktindsigt, uanset at de er indeholdt i et dokument, der som sådan er undtaget fra aktindsigt. På den anden side vil oplysningerne efter omstændighederne kunne undtages fra aktindsigt efter undtagelsesbestemmelserne i §§ 15-15c. Hvor det står klart, at oplysningerne kan undtages efter §§ 15-15c, er der intet krav om, at myndigheden først tager stilling til - og i sin begrundelse for afgørelsen nærmere redegør for - hvilke oplysninger der præcist er ekstraheringspligtige, før den alligevel afslår indsigt efter disse bestemmelser.

Ekstraheringspligten kan gennemføres ved, at de oplysninger eller vurderinger, der skal meddeles aktindsigt i, skrives over på et særskilt dokument, eller ved, at oplysningerne i det pågældende dokument dækkes over, så det alene er de ekstraheringspligtige oplysninger der er synlige.

Afgørende for, om en oplysning skal ekstraheres efter stk. 1, 1. pkt., er, at der er tale om egentlige faktuelle oplysninger eller andre oplysninger, der bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske grundlag. Omfattet er fx oplysninger om gjorte iagttagelser, resultatet af foretagne målinger og andre undersøgelser, fastslåede oplysninger om økonomiske forhold, fx størrelsen af skattepligtig indkomst, samt modtagelse af oplysninger om et bestemt hændelsesforløb.

Ved en faglig vurdering, jf. stk. 1, 2. pkt., forstås en vurdering, der er foretaget af en person, institution eller myndighed, som på grund af sin faglige viden og indsigt har særlige forudsætninger for at udtale sig om et bestemt spørgsmål.

Det er både efter 1. og 2. pkt. en betingelse, at de pågældende oplysninger er relevante for sagens afgørelse. Kravet indebærer ikke, at ekstraheringspligten er begrænset til de oplysninger om sagens faktiske grundlag, som myndigheden rent faktisk har lagt til grund for sin beslutning i sagen. Omfattet er også faktiske oplysninger, der er indgået i sagen, og som taler imod myndighedens beslutning.

Derimod skal irrelevante oplysninger ikke ekstraheres. Dette vil fx kunne være tilfældet, hvor oplysningerne er indgået i sagen ved en fejl og ikke blevet anvendt ved sagens behandling. Ekstraheringspligten indtræder heller ikke i tilfælde, hvor oplysningerne på et tidligt tidspunkt i sagens behandling forekom relevante, men hvor sagens udvikling har bevirket, at oplysningerne nu må anses for uden betydning, fx fordi de er blevet erstattet med bedre og opdaterede oplysninger (efterfølgende irrelevans).

Efter § 14 a, stk. 2, gælder ekstraheringspligten ikke i det omfang, de pågældende oplysninger fremgår af dokumenter, som udleveres i forbindelse med aktindsigten.