Indhold

Dette afsnit handler om den forvaltningsretlige definition på en afgørelse, herunder i hvilket omfang en årsopgørelse er en afgørelse.

Afsnittet indeholder:

Definition på en afgørelse
Særligt om årsopgørelser
Særligt om forskudsopgørelser
Konsekvensen af, at der ikke er tale om en afgørelse
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Definition på en afgørelse

En afgørelse i forvaltningslovens forstand vil i almindelighed være karakteriseret ved, at der er tale om

en udtalelse fra en offentlig myndighed,
som udstedes på offentligretligt grundlag (i modsætning til privatretligt grundlag, fx en aftale),
som går ud på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret, og
som retter sig mod eksterne modtagere (i modsætning til internt mod myndigheden selv).

Det indgår også i vurderingen, om det pågældende skridt afslutter sagen eller blot er et skridt hen imod sagens endelige afslutning.

I tvivlstilfælde må desuden betragtninger om, hvor indgribende betydning en beslutning har, og hvilket behov der for borgeren er for at være omfattet af forvaltningslovens partsrettigheder, indgå. Se afsnit A.A.7.

Som eksempler på afgørelser kan nævnes ansættelser af skat eller afgifter, herunder årsopgørelser, tilladelser, påbud, straffesanktioner, afgørelser om aktindsigt, afgørelser efter databeskyttelsesloven og gennemførelse af modregning. Se SKM2013.475.LSR. Det er i sidstnævnte afgørelse forudsat, at gennemførelse af modregning i transport af overskydende skat er en forvaltningsafgørelse, hvorimod Skatteforvaltningens manglende afregning til transporthaver er en privatretlig disposition, som dermed ikke er udtryk for en forvaltningsafgørelse.

Eksempel (ændring af fremført underskudssaldo i felt 85 er en afgørelse)

Det er Skatteforvaltningens opfattelse, at uanset en fremført underskudssaldo i felt 85 ikke er en skatteansættelse af saldoen, vil en ændring af saldoen på Skatteforvaltningens initiativ alligevel være en afgørelse, således at fremgangsmåden i SFL § 19 skal følges. Se styresignal SKM2013.425.SKAT (historisk)

Eksempel (anmodning om udlevering af oplysninger efter henholdsvis SKL § 1 og dagældende SKL § 8 D var ikke forvaltningsafgørelser)

Landsskatteretten afviste at behandle en klage over, at SKAT i henhold til SKL § 1 havde anmodet klageren om at udlevere bankkontoudskrifter. Begrundelsen for afvisning af klagebehandling var, at der ikke var tale om en forvaltningsretlig afgørelse. Se SKM2012.335.LSR. Tilsvarende afviste Landsskatteretten klagebehandling i SKM2013.458.LSR, fordi en anmodning til den skattepligtiges bank om udlevering af kontoudskrifter i henhold til dagældende SKL § 8 D ikke var en afgørelse, men en processuel beslutning, fordi der ikke var henvist til hjemlen i dagældende SKL § 9 om pligt til udlevering.

Eksempel (beslutning om at pålægge rykkergebyr i henhold til INDOG § 6 var ikke en afgørelse)

Landsskatteretten afviste at behandle en klage over et rykkergebyr. Gebyret var pålagt af SKAT i henhold til INDOG § 6 i forbindelse med udsendelse af en rykker vedrørende for meget udbetalt boligsikring. Landsskatteretten anså ikke beslutningen om at pålægge et gebyr for at være en afgørelse. Se SKM2014.867.LSR. Se også FOB 2016-3 og SKM2016.174.SKAT.

Eksempel (stillingtagen til indsigelse mod pålagt rykkergebyr er en afgørelse)

Folketingets Ombudsmand har på baggrund af SKM2014.867.LSR udtalt følgende:

at Skatteforvaltningens pålæg af rykkergebyr i forbindelse med udsendelse af rykkerskrivelser har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, og
at der er tale om en afgørelse, når Skatteforvaltningen tager stilling til en borgers indsigelse mod et pålagt rykkergebyr.

Se FOB 2016-3.

Skatteforvaltningens stillingtagen til en klage over et pålagt gebyr er således en forvaltningsafgørelse. Det betyder, at klager over gebyrer skal behandles skriftligt, og at der skal træffes en afgørelse med begrundelse og klagevejledning.

Dette gælder, uanset om der er tale om klage over et rykkergebyr på 65 kr., der opkræves efter OPKL § 6, eller rykkergebyr på 140 kr., der opkræves efter INDOG § 6, jf. § 33 i inddrivelsesbekendtgørelsen.

Når en borger eller virksomhed kontakter Skatteforvaltningen omkring et pålagt rykkergebyr er det derfor vigtigt at vurdere, hvorvidt der er tale om en klage over det pålagte gebyr, eller der er tale om vejledning af borgeren eller virksomheden om grundlaget for pålæg af gebyret. Det er kun i de tilfælde, hvor der er tale om en klage, at der skal træffes en afgørelse.

Skatteforvaltningen skal foretage en konkret sagsbehandling af klagen over, at der er pålagt et gebyr.

Ofte vil det være sådan, at borgeren eller virksomheden både klager over hovedkravet og over det pålagte gebyr. Hvis dette er tilfældet, kan klagen over hovedkravet vedrøre størrelsen af kravet og/eller om kravet overhovedet eksisterer. Ved behandling af denne type klager skal klagen behandles således, at der både tages stilling til klagen over hovedkravet og til, om det pålagte gebyr er opkrævet på korrekt grundlag. Det skal således fremgå klart af afgørelsen, at indsigelsen over gebyret også er behandlet.

Imødekommes borgerens eller virksomhedens klage fuldt ud, skal der ligeledes træffes en afgørelse med begrundelse, men klagevejledning skal undlades.

I sager, hvor borgeren eller virksomheden ikke klager over selve hovedkravet, men alene klager over det pålagte gebyr, skal klagen behandles, også selv om der ikke er givet en klagevejledning i det brev, hvori gebyret er pålagt - eksempelvis i et brev, hvori borgeren eller virksomheden gøres opmærksom på deres manglende betaling (erindringsbrev). Der skal således træffes en afgørelse med begrundelse og klagevejledning.

Imødekommes borgerens eller virksomhedens klage fuldt ud, skal der ligeledes træffes en afgørelse, men begrundelse og klagevejledning kan undlades.

Se SKM2016.174.SKAT.

Eksempel (indgåelse af frivillig afdragsordning er ikke en afgørelse)

Landsskatteretten fandt, at det ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, at SKAT havde indgået en frivillig aftale med en bidragspligtig om en afdragsordning. Bidragsmodtageren havde derfor ikke adgang til at klage over indgåelse af afdragsordningen. Det forhold, at SKAT havde benævnt indgåelse af afdragsordningen som en afgørelse og havde partshørt bidragsmodtageren herom, kunne ikke føre til et andet resultat. Se SKM2017.636.SANST.

Eksempel (afskæring af TastSelv er en afgørelse)

Afskæring af Skatteforvaltningens digitale selvbetjeningsløsning TastSelv er en afgørelse. Se KSL § 53 A (forskudsopgørelsen) og SKL § 71 (årsopgørelsen). Se også SKM2018.357.SKTST.

Bemærk

Se afsnit A.C.2.1.4.1 Afskæring af TastSelv.

Eksempel (afvisning af formueretlige tilbagebetalingskrav var ikke forvaltningsretlige afgørelser)

Landsretten fandt, at en række virksomheders krav måtte klassificeres som formueretlige tilbagebetalingskrav efter principperne om condictio indebiti. Da kravene ikke havde et offentligretligt grundlag, var SKATs beslutninger om at afvise kravene ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand. Beslutningerne kunne derfor ikke påklages til Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens regler, hvorefter kun afgørelser kan påklages til Landsskatteretten. Se SKM2019.563.ØLR (stadfæstet af Højesteret, se SKM2021.621.HR.

►Eksempel (afvisning af genoptagelsesanmodning var en afgørelse)

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens beslutning om ikke at tage stilling til genoptagelsesanmodningen, var en afgørelse i skatteforvaltningslovens forstand, der kunne påklages. Se SKM2023.474.LSR. ◄

Særligt om årsopgørelser

Om årsopgørelser for personer, der modtager en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema, kan bemærkes: Årsopgørelsen er endelig efter hovedudskrivningen, der foretages ca. 1. april. Inden hovedudskrivningen kan der foretages ændringer uden iagttagelse af procedurereglerne i skatteforvaltningsloven. Se afsnit A.A.7.

Særligt om forskudsopgørelser

En forskudsopgørelse, herunder ændring af en forskudsopgørelse, er en afgørelse, som i princippet er omfattet af SFL § 19. Reglerne i SFL § 19 får dog ikke selvstændig betydning for fremgangsmåden ved ændring af forskudsopgørelser, idet der med virkning fra 1. januar 2013 er fastsat særskilte regler i KSL § 53 om fremgangsmåden ved ændring af en forskudsopgørelse, når den skattepligtiges indkomstforhold ændrer sig. Høringspligten i FVL § 19, dvs. pligt til høring, hvis Skatteforvaltningen til ugunst for den skattepligtige har lagt vægt på nyt faktum af væsentlig betydning, vil derfor alene kunne få selvstændig betydning, hvis årsagen til ændring af en forskudsopgørelse er andet end ændring i den skattepligtiges indkomstforhold.

Konsekvensen af, at der ikke er tale om en afgørelse

Hvis en tilkendegivelse fra en myndighed ikke opfylder betingelserne for at være en afgørelse, vil der i stedet for være tale om

faktisk forvaltningsvirksomhed, fx vejledning, eller
processuel beslutning,

hvor procedurereglerne i forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven ikke skal iagttages.

Som eksempel på faktisk forvaltningsvirksomhed kan nævnes en situation, hvor en indsigelse gør det nødvendigt for Skatteforvaltningen at dokumentere et tidligere afsluttet afgørelsesforløb. Som et andet eksempel på faktisk forvaltningsvirksomhed kan nævnes en situation, hvor SKAT anmodede en skyldner om at underskrive en gældserklæring for at få afbrudt forældelse og undgå udlægsforretning. Der var ikke tale om en afgørelse, hvorfor Landsskatteretten med rette havde afvist klagebehandling. Se SKM2014.358.BR. Om vejledning se afsnit A.A.2.6.

Se eksempler på processuelle beslutninger i afsnit A.A.2.4.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser mv. på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2021.621.HR	Afvisning af formueretlige tilbagebetalingskrav havde ikke karakter af forvaltningsretlige afgørelser.	Stadfæster SKM2019.563.ØLR
Byretsdomme
SKM2014.358.BR	SKATs anmodning om underskrivelse af gældserklæring var ikke en forvaltningsafgørelse.
Landsskatteretskendelser og -afgørelser
►SKM2023.474.LSR◄	►Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens beslutning om ikke at tage stilling til genoptagelsesanmodningen var en afgørelse i skatteforvaltningslovens forstand, der kunne påklages.◄
SKM2017.636.SANST	Landsskatteretten fandt, at det ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, når SKAT indgår en frivillig aftale med en bidragspligtig om en afdragsordning. Bidragsmodtageren havde derfor ikke adgang til at klage over indgåelse af afdragsordningen. Det forhold, at SKAT havde benævnt indgåelse af afdragsordningen som en afgørelse og havde partshørt bidragsmodtageren herom, kunne ikke føre til et andet resultat.
SKM2014.867.LSR	Rykkergebyr pålagt i henhold til INDOG § 6 var ikke en afgørelse.
SKM2013.475.LSR	Det blev forudsat, at gennemførelse af modregning i overskydende skat er en forvaltningsafgørelse.
SKM2013.458.LSR	Anmodning til tredjemand om udlevering af oplysninger efter dagældende SKL § 8 D var en processuel beslutning.
SKM2012.335.LSR	Anmodning til den skattepligtige om at udlevere bankkontoudskrifter var ikke en forvaltningsretlig afgørelse.
SKM-meddelelser
SKM2018.357.SKTST	SKM-meddelelse om afskæring af TastSelv til ændring af oplysninger i forskudsopgørelse og årsopgørelse.	SKM2010.638.SKAT ophæves.
SKM2016.174.SKAT	SKATs behandling af en klage over et pålagt gebyr er en forvaltningsafgørelse.

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

Udtalelse fra Ombudsmanden	Udtalelsen i stikord	Yderligere kommentarer
FOB 2016-3	I de tilfælde, hvor en borger har klaget til SKAT (Skatteforvaltningen) over et pålagt rykkergebyr, vil SKATs (Skatteforvaltningens) stillingtagen til borgerens indsigelse mod det pålagte rykkergebyr være en afgørelse i forvaltningslovens forstand.