Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►SKM2019.484.HR◄

►En skattepligtig, der anvendte virksomhedsskatteordningen, drev virksomhed i flere lande. Den samlede virksomhedsindkomst var negativ, men i Sverige gav virksomheden overskud, og der var betalt skat i Sverige.

Det følger af virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3, at såfremt den skattepligtige driver flere virksomheder, behandles samtlige virksomheder som én virksomhed. Som en konsekvens heraf havde den skattepligtige ikke betalt skat i Danmark af overskuddet af virksomheden i Sverige, idet det samlede resultat af virksomhederne, der var omfattet af virksomhedsordningen, var negativt.

Ligningslovens § 33 skulle ud fra dens ordlyd og forarbejder, sammenholdt med artikel 25 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, forstås sådan, at adgangen til creditlempelse som følge af dobbeltbeskatning forudsætter, at der var sket beskatning i Danmark af den indkomst, som var blevet beskattet i udlandet.

Det forhold, at det i Sverige beskattede overskud havde haft betydning for størrelsen af det samlede underskud efter virksomhedsordningen og dermed størrelsen af det fradrag, som den skattepligtige efter virksomhedsskattelovens § 13, stk. 3, havde fået i den danske personlige indkomst, kunne ikke i sig selv føre til, at der forelå dobbeltbeskatning.

Der var derfor ikke ret til creditlempelse i den danske skat for den i Sverige betalte skat af overskuddet i den svenske virksomhed.

Landsretten og byretten var kommet til samme resultat.◄

Landsretsdomme

►Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderens indtægter fra udlejning af en gravemaskine udgjorde kapitalindkomst iht. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 11, hvorvidt en række indtægter fra to af skatteyderens selskaber udgjorde lønindkomst eller konsulenthonorarer, og hvorvidt skatteyderen kunne anvende virksomhedsordningen på sin personligt drevne virksomhed i 2013.  
 
For så vidt angår gravemaskinen havde byretten fundet, at indtægterne fra udlejningen var kapitalindkomst, jf. § 4, stk. 1, nr. 11, idet skatteyderen ikke havde deltaget i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Angående indtægterne havde byretten fundet, at der var tale om lønindkomst. Byretten havde herefter fundet, at der ikke var nogen indtægter i skatteyderens personlige virksomhed i 2013, som kunne indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, hvorfor ministeriet blev frifundet.  
 
Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat.◄

►En person, der anvendte virksomhedsskatteordningen, drev i indkomståret 2017 virksomhed i såvel Danmark som i udlandet. Virksomheden i udlandet gav overskud, hvorimod virksomheden i Danmark gav underskud. 
Samlet set var resultatet et overskud. 
 
Landsretten fandt, at det der ved opgørelsen af det beløb, der kan ses bort fra efter personskattelovens § 13, stk. 5, ved overførsel af underskud mellem ægtefæller, skulle ses bort fra det samlede nettoresultat af de danske og udenlandske virksomheder, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3. 
 
Skattemyndighederne havde i en årrække frem til og med 2016 alene set bort fra den udenlandske nettoindkomst ved beregning af overførsel af underskud mellem ægtefæller, jf. personskattelovens § 13, stk. 5. Der forelå ikke oplysninger om, at skattemyndighederne herved havde forholdt sig specifikt til spørgsmålet om, hvilket beløb der kunne ses bort fra i medfør af personskattelovens § 13, stk. 5, i tilfælde, hvor skatteyderen har valgt at anvende virksomhedsordningen, eller at spørgsmålet havde været behandlet i skattemyndighedernes vejledninger, styresignaler, meddelelser eller cirkulærer. Det forhold, at skattemyndighederne i hvert fald i perioden 2011 - 2016 havde set bort fra hele den udenlandske indkomst ved anvendelsen af personskattelovens § 13, stk. 5, kunne ikke i sig selv kan anses for en positiv afgørelse om spørgsmålet. Landsretten fandt derfor, at der ikke var godtgjort en fast administrativ praksis, som der kunne støttes ret på. ◄

►Sagen angik, om sagsøgerens landbrugsvirksomhed kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende i indkomstårene 2010-2012 med den virkning, at virksomhedens underskud var fradragsberettiget i anden indkomst, og at sagsøgeren kunne anvende virksomhedsskatteordningen.

Landsretten fandt under henvisning til bl.a. skønserklæringen og skønsmandens forklaring for retten, at sagsøgerens virksomhed ikke var erhvervsmæssig i skattemæssig henseende i 2010-2012. Det forhold, at virksomheden ifølge regnskaberne for 2013 og 2014 udviste mindre overskud kunne ikke føre til andet resultat. Retten lagde desuden vægt på, at det af sagsøgeren modtagne tilskud til flexjob ikke skulle medregnes til virksomhedens indtægter.

Sagsøgeren kunne derfor ikke fradrage underskud fra virksomheden i anden indkomst, ligesom han heller ikke kunne anvende virksomhedsskatteordningen.◄

Byretsdomme

SKM2016.437.BR

Fiskerivirksomhed og udlejning af redskabsskur blev ikke anset for erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatteretskendelser

SKM2017.341.LSR

En mindre landejendom, der var uden erhvervsmæssig aktivitet, men havde indkomster udelukkende hidrørende fra EU-tilskud og miljøtilskud, kunne ikke anses for erhvervsmæssig drevet. Virksomhedsordningen kunne derfor ikke anvendes.

SKM2017.282.LSR

Klager blev anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed både med en aktivitet ved salg af biler og motorcykler og reservedele hertil og med udlejning af fast ejendom. Landsskatteretten udtalte vedrørende sidstnævnte aktivitet, at udgangspunktet var, at udlejning af fast ejendom er en erhvervsmæssige aktivitet, og at der ikke var et tilstrækkeligt grundlag for at fravige dette udgangspunkt.  Virksomhedsordningen kunne således anvendes for begge aktiviteter. Dette gjaldt dog ikke for aktiviteter vedrørende udstykning og salg af grunde.

SKM2014.437.LSR

Et gældsbrev modtaget som delvist vederlag for salg af en udlejningsejendom kan ikke anses for selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig forstand.

Skatterådet

SKM2021.682.SR

Spørger udførte tre aktiviteter for et netværk baseret på blockchain teknologi, der blev anvendt til dataopbevaring.

Skatterådet kunne ud fra en vurdering af rentabiliteten og intensiteten af aktiviteterne bekræfte, at Spørger kunne anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet lagde til grund for besvarelsen, at aktiviteterne skete i så nær sammenhæng, at der ikke var grundlag for at anse dem for andet end én virksomhed.

SKM2020.310.SR

Spørger var via sin aktiebesiddelse i et skattetransparent selskab deltager i en erhvervsvirksomhed. Spørger havde lagt til grund, at han i medfør af LL § 4, ville blive anset som lønmodtager med hensyn til den del af det samlede vederlag fra partnerselskabet, der måtte anses for oppebåret som følge af spørgerens arbejdsindsats. Skatterådet bekræftede, at spørger kunne lade afkastet af virksomhedsandelen indgå i virksomhedsordningen, jf. LL § 4 sammenholdt med VSL § 1.

Skatterådet bekræftede endvidere, at den såkaldte CAPM-metode kunne anvendes til fastlæggelse af størrelsen af afkastet.

SKM2017.188.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den indgåede transportaftale ikke ville blive anset for sikkerhedsstillelse og dermed en hævning iht. VSL § 4 b, allerede fordi baggrunden for spørgsmålet var en opdeling af et lån i en erhvervsmæssig del og en privat del. Ifølge en tidligere afgørelse fra Skatterådet kan et eksisterende gældsforhold ikke opdeles i en erhvervsmæssig del, der indgår i virksomhedsordningen og en privat del, der holdes uden for virksomhedsordningen.

SKM2015.489.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en privat bankkonto (kassekredit) med skattemæssig virkning opdeles pr. 10. juni 2014 således, at alle hævninger/indsætninger efter denne dato bogføres i spørgers virksomhed.

SKM2013.654.SR

To husstandsvindmøller på en landbrugsejendom kunne anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, som kunne indgå i virksomhedsordningen. En mindre del af produktionen skulle forsyne stuehuset, mens den anden skulle forsyne driftsbygningerne.

SKM2010.610.SR

Skatterådet fastslog, at fysiske personer kunne anvende virksomhedsordningen på deres andel af overskuddet fra et kommanditselskab, når de ikke er omfattet af anpartsreglerne i PSL § 4, stk. 1, nr. 9 og 11.

SKM2009.644.SR

Skatterådet fandt ikke, at udstykning og efterfølgende frasalg af grundene 1-4 og 8-9 af nuværende matr. 28 a kunne anses som selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, jf. VSL § 1, således virksomhedsskattelovens regler kunne anvendes. Det vil herefter heller ikke være muligt at indskyde grundene i et selskab efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven.

SKM2008.741.SR

Der var tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, der kunne indgå i virksomhedsordningen, hvis en selvstændig i en tidsmæssigt afgrænset periode overlod udnyttelse af en patentrettighed til en større butikskæde. Det var uden betydning, at den selvstændige havde udviklet produktet i sin fritid, og at udviklingsarbejdet ikke havde været forbundet med nævneværdige omkostninger.