Inden der gives mulighed for tilmelding til en offentlig pokerturnering, skal bevillingshaver have udfærdiget en redegørelse for spillereglerne og beregningen af præmiesummerne ved turneringen.
For så vidt angår beregningen af præmiesummer, vil det være dækkende at redegøre for de principper, der vil blive anvendt ved beregningen, da det vil være vanskeligt på forhånd at forudsige de nøjagtige præmiesummer, hvis størrelse afhænger af, hvor mange der vælger at deltage i turneringen. Det vil være nok at anføre i redegørelsen, at fx halvdelen af turneringspuljen vil blive udloddet til vinderen, en tredjedel vil blive udloddet til nummer to osv.
Redegørelsen kan fx offentliggøres på bevillingshavers hjemmeside, inden der gives mulighed for tilmelding.
Bevillingshaver er desuden forpligtet til at meddele redegørelsen til enhver, som ønsker det. Dette krav kan opfyldes ved, at bevillingshaver henviser til en hjemmeside, sender redegørelsen som e-post, lader redegørelsen fremgå af en tilgængelig skærm i turneringslokalet eller lign.
►Se POKL § 14.◄