►Der må opkræves ét samlet beløb fra hver af de deltagende spillere som betaling for deltagelse i en offentlig pokerturnering. Beløbet kan således ikke ændres efter den første spillers indbetaling.◄
En deltagers indskud (buy-in) i en offentlig pokerturnering må højst udgøre 400 kr. for en enkelt turnering. ►Hvis der afvikles mere end én turnering pr. dag, må betalingen for disse tilsammen ikke overstige 400 kr. Der må højst afvikles to turneringer pr. dag. Det betyder, at en spillers indskud (buy-in) højst må udgøre 400 kr. samlet, hvis spilleren deltager ved begge turneringer. Se POKL § 17, stk. 1.◄ ►◄
►Beløbet skal være betalt senest ved påbegyndelsen af turneringen. Det betyder, at deltagere kan betale for sin deltagelse på selve dagen for turneringen. Se POKL § 17, stk. 3.◄
Bevillingshaver skal kunne dokumentere, at dette er overholdt. Det kan ske ved, at:
- ►det fremgår af et godkendt betalingssystem, at betalingen er sket rettidigt◄
Eller
- hvis betalingen er sket via kontooverførsel, skal de deltagende spillere vise dokumentation til bevillingshaveren ved fremmøde i form af skærmprint fra deres netbank.
Det bemærkes, at der skal være tale om en egentlig kontooverførsel fra den pågældende spillers konto til den konto, hvorpå turneringspuljens midler står. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at den pågældende spiller foretager en kontant indbetaling i banken til turneringskontoen.
Fordi indskud (buy-in) i en pokerturnering skal betales som ét samlet beløb, er det ikke tilladt at tilføre penge til turneringspuljen over flere gange eller undervejs i spillet. Derfor er det ikke tilladt at afholde såkaldte "rebuy-turneringer" (en turnering, hvor spilleren har mulighed for at købe sig ind i turneringen igen, hvis vedkommende mister alle sine jetoner), eller turneringer med en såkaldt "add-on" (en mulighed for at købe et antal ekstra jetoner undervejs i spillet, som regel efter turneringens første pause).
Det er heller ikke tilladt at afholde såkaldte "sit and go-turneringer" (en turnering, der ikke har en på forhånd fastsat start-tid). Deltagere skal senest tilmelde sig en turnering ved turneringens påbegyndelse. Hvis der afholdes to turneringer samme dag og samtidigt, er det ikke tilladt at købe sig ind i den senest påbegyndte turnering, efter denne er begyndt.
►◄
I forbindelse med en offentlig pokerturnering må der ikke opkræves andre beløb som betaling for deltagelse af de deltagende spillere end det førnævnte indskud. Der kan dog kræves betaling for køb af mad- og drikkevarer og lign., så længe der er tale om et frivilligt tilbud til deltagende spillere. Se POKL § 17, stk. 2.
Indskuddet skal opkræves af hver deltagende spiller, og det er ikke tilladt for andre end den enkelte spiller at indbetale indskuddet. Det er heller ikke tilladt, at den samme person indbetaler flere deltagende spilleres indskud i pokerturneringen. Den person, som betaler indskuddet, skal derfor være den samme person som den, der deltager i turneringen.
Spillemyndigheden kan give tilladelse til at anvende betalingssystemer, dog vil kontant betaling ikke kunne accepteres. Spillemyndigheden har godkendt en række betalingssystemer. På Spillemyndighedens hjemmeside fremgår en liste over godkendte betalingssystemer og krav ved brug af betalingssystemer.
Se POKL § 20.