Dækningsafgift er en kommunal ejendomsskat. Dækningsafgift kan både pålægges offentlige og private ejendomme.

Følgende ejendomme omfattes af dækningsafgift efter kommunens beslutning:

  • Ejendomme fritaget for grundskyld efter ESL § 5, stk. 1, nr. 2. Det vil sige ejendomme, der tilhører staten, regionerne eller kommunerne (med undtagelse af ejendomme, som ejeren anvender til landbrug, havebrug, skovdrift eller erhvervsmæssig udleje, ejendomme, som henligger ubenyttet, samt ejendomme, der tilhører DSB, Energinet.dk, Naviair eller Danpilot). Se ESL § 11, stk. 1.
  • Ejendomme fritaget for grundskyld efter ESL § 5, stk. 1, nr. 8. Det vil sige ejendomme tilhørende Danmarks Nationalbank, (i det omfang de er fritaget for ejendomsskatter efter § 21 i lov om Danmarks Nationalbank). Se ESL § 11. stk. 1
  • Ejendomme fritaget for grundskyld efter ESL § 5, stk. 1, nr. 1. Det vil sige kongelige slotte og palæer med tilliggender, der tilhører staten. Se ESL § 11, stk. 2
  • Ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel,  fabrik, værksted eller lignende øjemed. Se ESL § 12, stk. 1

Dækningsafgiften beregnes som en promille af den opgjorte grundværdi, som fastsættes efter ejendomsvurderingslovens regler.

Det er op til kommunalbestyrelsen at bestemme, om der skal opkræves dækningsafgift i kommunen. Ikke alle kommuner opkræver dækningsafgift.

Det er et krav, at dækningsafgiften skal bidrage til at dække de udgifter, som den pågældende ejendom påfører kommunen. Det kan fx være udgifter til gaders og vejes vedligehold, rengøring og belysning af gader. Det er ikke et krav, at det kan påvises, at den enkelte ejendom rent faktisk påfører kommunen disse udgifter.

Reglerne om dækningsafgift fremgik til og med indkomståret 2023 af lov om kommunal ejendomsskat. Fra og med indkomståret 2024 fremgår reglerne af ESL.

Med ESL overtog Skatteforvaltningen opkrævningsopgaven. Skatteforvaltningen skal fra og med år 2024 opgøre dækningsafgift og forestå efterregulering.

Kommunerne forestår opkrævning og efterregulering til og med år 2023.

Se også afsnit C.H.4.1 Introduktion til ejendomsskatter.