åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Beregning af det særlige fradragsgrundlag Det særlige fradragsgrundlag ved billeasing er en vis procentdel af den danske registreringsafgift, som er betalt ved indregistreringen af det udlejede personmotorkøretøj i henhold til registreringsafgiftsloven.

I de første 3 år (dvs. 36 måneder) fra personmotorkøretøjets første indregistrering er fradragsgrundlaget 2 pct. pr. måned af det registreringsafgiftsbeløb, som er betalt her i landet. I de følgende år er grundlaget 1 pct. pr. måned.

Den anvendte procent afhænger således af personmotorkøretøjets alder, idet alderen regnes fra første registreringstidspunkt her i landet eller i udlandet. Kendes dette tidspunkt ikke, regnes alderen fra personmotorkøretøjets fremstillingstidspunkt. Såfremt fabrikationstidspunktet ikke fremgår af stelnummeret, skønnes det af told- og skatteforvaltningen.

I andre tilfælde kan beregningen af fradragsgrundlaget foretages som 55 pct. af personmotorkøretøjets anskaffelsespris inkl. moms men ekskl. leveringsomkostninger. Det gælder i de tilfælde hvor:

  • udlejeren ikke kan oplyse registreringsafgiftsbeløbet, fordi det er ukendt,
  • det er vanskeligt, herunder ressourcekrævende, at fastslå størrelsen af den registreringsafgift, der er betalt for personmotorkøretøjet eller
  • personmotorkøretøjet er indregistreret i udlandet, men hvor beskatningsstedet er her i landet, jf. § 15, stk. 1.

Således er der fradragsret efter 55 pct.-reglen, hvor der er tale om en svensk indregistreret bil, men hvor beskatningsstedet er i Danmark. Dvs. en dansk virksomhed, der lejer en svensk indregistreret bil, har fradragsret i henhold til 55 pct.-reglen, selv om der hverken er betalt registreringsafgift i Sverige, fordi der ikke er registreringsafgift på personmotorkøretøjer eller i Danmark, fordi § 42, stk. 5, taler om den for personmotorkøretøjet betalte registreringsafgift her i landet. Dette skal ses på baggrund af, at der i stk. 4 er gjort endeligt op med, hvem der kan opnå fradrag.